Alphons Lhotsky: Die Wiener Artistenfakultät 1365-1497. Österreichische Akademie der Wissenschaften, Philosophisch-historische Klasse, Sitzungsberichte 247. Band, 2. Abhandlung. Wien, Hermann Böhlaus Nachf., 1965. 273 s. 244 Sch.

Universitetshistorie er ligesom videnskabshistorie et vanskeligt grænseområde mellem »ren« historisk videnskab og de enkelte specialvidenskaber, i hvert fald når man bestræber sig på ikke blot at give en skildring af universitetsiivets strukturelle og sociologiske sider, men også vil give et indtryk af den forskning og den indstilling, der har præget et universitet i en given periode. Denne opgave vanskeliggøres yderligere, ikke mindst for senmiddelalderens vedkommende, af, at kildematerialet i reglen er vanskelig tilgængeligt, og af den næsten fuldstændige mangel på forberedende enkeltundersøgelser.

I anledning af Wiens Universitets 600 års fest i 1965 har Alphons Lhotsky givet en interessant og veldokumenteret skildring af de store udviklingslinjer inden for dette universitets artistfakultet (d.v. s. dets humanistiske fakultet) i dets »skolastiske« periode mellem 1365 og 1497. Bogen betegner på væsentlige områder et virkeligt fremskridt. Dens fremstilling er delt i 3 hovedafsnit: Von den Anfången bis um 1440; Erste Begegnung mit dem Humanismus 1440-60; Bis zur Berufung des Konrad Celtes 1461-1497. (Konrad Celtes var den første tyske humanist, der blev kaldet til universitetet.) Denne disposition viser klart, at bogen er skrevet ud fra et bestemt perspektiv: Humanismens fremtrængen og dens gradvise eliminering af skolastikken ved artist-fakultetet. Det er i øvrigt et særdeles berettiget perspektiv at vælge; netop i Wien flyder kilderne til en

undersøgelse af denne proces særlig rigeligt. Vi får på denne måde en veldokumenteretskildring af, hvorledes den specielt mellemeuropæiske form for humanismegradvis skubber skolastikken til side og baner vej for den nyere tids indstilling,der vover »opdagerfærden ud i det uvisse« (s. 203), hvor den slår følge med den af skolastikken udviklede nye naturvidenskab (s. 153).

Interessant er Lhotskys påvisning af, at universitetets første afvisning af humanismen bunder i en manglende tillid til, at den nye bevægelse kan give en solid videnskabelig erstatning for det overleverede skolastiske system. Først da humanismen konstituerer sig som en metodisk arbejdende filologi, der kan skabe grundlag for et bedre kendskab til det latinske sprog, lykkes det for humanismen at vinde fodfæste ved universitetet. Vi får en liste over de gennemgange af antikke tekster, der er bevidnet fra 2. halvdel af 1400-tallet, samtidigt med at vi må beklage vor uvidenhed om, på hvilken måde denne tekstgennemgang er foretaget. Alt synes dog at tyde på, at der væsentligst har været tale om ren sproglig tolkning af teksterne (s. 169).

Hvor velvalgt dette perspektiv således er, består der en alvorlig risiko for, at det kan føre til en fortegning af kendsgerningerne: Den skolastiske holdning kommer let til blot at blive opfattet som en hindring, der skal overvindes. Hvor alvorligt Lhotsky end forsøger at undvige denne fristelse, kan det ikke undre, at resultatet ikke helt står mål med den gode vilje. Lhotsky påberåber sig med god ret, at han her mangler de nødvendige forarbejder at støtte sig til; man må desværre konstatere, at han heller ikke selv besidder tilstrækkeligt kendskab til den skolastiske litteratur til at undgå misforslacker: iDette^viser sig først og fremmest i, at det »skolastiske afsnit« af bogen er det, der giver mindst oplysninger om den åndelige indstilling og mest om rent tekniske forhold. Vi får en iøvrigt storartet gennemgang af statutterne, ligesom det må hilses med tilfredshed, at disse aftrykkes bag i bogen sammen med universitetets stiftelsesbrev. Men man får f. eks. intet at vide om Wiener universitetets stilling til striden mellem de to »veje«, eller om med hvor stor ret Wien kan kaldes for et »nominalistisk« eller »moderne« universitet. Vi finder en værdifuld sammenstilling af håndskrifter og bøger, der har tilknytning til artistfakultetets undervisning, men nogen indtrængende analyse får vi ikke. Her kan det tilføjes, at Wiener universitetets nominalisme, i hvert fald når talen er om det teologiske fakultet, har været nok så moderat. Interessant er det i denne sammenhæng, at Lhotsky har fundet vidnesbyrd om dyrkelse af den såkaldte »spekulative grammatik« (s. 121 ff.), en videnskab, der er utænkelig ved et »rent« nominalistisk

Sluttelig skal anføres et par mindre unøjagtigheder. S. 49 defineres »sophisma« for snævert som »skinargumentation«. I universitetsundervisningen var sophismerofte en diskussionsgenre, hvor man i tilslutning til en vanskelig sproglig formulering (et sophisme) diskuterede emner af mere almen, filosofisk karakter. S. 69 omtales en kommentar til Priscianus minor af en Johannes. Allerede Lehmann har påvist, at denne tekst er identisk med en kommentar, der ellers tilskrives Jordanus fra Sachsen (f 1237). Den kan således ikke bidrage til vort kendskab til Wiener universitetets grammatiske studier. S. 89-90 er der opstået nogen forvirring i skildringen af logikken, idet Lhotsky her sammenblander to distinktioner: den mellem logica vetus og logica nova (Aristoteles' først oversatteskrifter

satteskrifterom begrebslogikken og de senere om syllogismen) og den mellem logica antiqua og logica moderna (Aristoteles' logik og den middelalderlige udvikling af denne). Resultatet af denne konfusion bliver, at Petrus Hispanus' Summulae skulle være grundbog for læren om syllogismer og intet andet!

Den alvorligste anke, der kan rettes mod bogen, er imidlertid, at den mangler enhver form for index. Ikke mindst en litteraturliste savner man. Henvisningerne gives nemlig i formen »Grundmann S. 257«; så kan man selv lede hele bogen igennem for at finde titlen. Tam p_TWDrtDO