Joseph Vogt: Sklaverei und Humanität. Studien zur antiken Sklaverei und ihrer Erforschung. Historia. Einzelschriften, Heft 8. Wiesbaden, Franz Steiner Verlag GMBH, 1965. 129 s. 2,40 DM.

Kun få historiske problemkomplekser har i de sidste menneskealdre nydt samme interesse som oldtidens slaveri. Ikke mindst som led i en standende videnskabeligog ideologisk debat mellem forskere fra øst og vest kan man se, hvor forskelligtvidenskabsmænd af forskellig observans kan reagere på samme få og tilfældigekilder. Somme tider har diskussionen unægteligt virket lidt barnagtig, f. eks. når vestlige historikere af klassicistisk observans har villet bagatellisere slaveriet, medens de østlige har anvendt citater af Marx og Engels som dødbringendekanonkugler mod hele den mediterrane oldtidskultur. Nogen afkølinger nu på vej, og det er i den forbindelse værd at nævne to artikelsamlinger,der begge belyser en række af de problemer, der er knyttet til oldtidens

slaveri. M. I. Finley har til studiebrug samlet 11 artikler af forskellige forfattere under fællestitlen »Slavery in Classical Antiquity« (Heffer and Sons, Cambridge,1960), og Joseph Vogt har genudsendt en samling på 7 af sine ældre og nyere artikler, forfattet fra 1957 til 1965. Begge disse samlinger, der supplerer hinanden udmærket, kan tjene som introduktion til hele problemkomplekset, men opmærksomheden skal her især rettes mod den sidst udkomne.

Vogts artikelsamling, der hovedsagelig er ordnet efter artiklernes kronologi, viser en moderne forsker, der søger at forstå oldtidens slaveri. Den første artikel »Sklaverei und Humanitåt im klassischen Griechentum« slår en vigtig grundtone an. Vogt føler sig som humanist, og just derfor ser han en udfordring i den begrænsning, der ligger i den græske humanismes accept af slaveriet som socialt fænomen. Selv i Hellas' store og lysende femte århundrede, hvor så mangen en god tanke første gang blev tænkt, var slaveriet en alment anerkendt institution, som kun få ønskede at rokke ved. Selv hos en Euripides og en Aristophanes er slaven et latterligt eller foragteligt menneske. En videreførsel af disse tanker ser man i samlingens sidste artikel »Die Humanisten und die Sklaverei«, der skitserer moderne humanisters stilling til slaveriet fra renaissancen til nyere tid. Påfaldende tavse accepterer de slaveriet, både oldtidens og deres samtids, hvadenten det er Thomas Morus eller Hugo Grotius. Først med den intensiverede interesse for sociale spørgsmål i 18. århundredes sidste halvdel bliver det antikke slaveri uløseligt kædet sammen med samtidens almindelige kamp mod slaveriet, og i en selvstændig artikel »Die antike Sklaverei als Forschungsproblem von HnmholHt his hente« trækkes klare hovedlinjer i den moderne forskningshistorie op - med skyldig hensyntagen også til den østeuropæiske forskning.

I artiklen »Wege zur Menschlichkeit in der antiken Sklaverei« - oprindelig en rektoratstale ved Tubingen universitet - virker Vogt næsten apologetisk og ligner derved nyhumanisterne, der søgte at mildne de for den moderne iagttager übehagelige facetter ved antikkens kultur. Det samme kunne man ud fra titlen tro var tilfældet i artiklen »Sklaventreue«, der imidlertid viser sig at være en morsom studie i »den tro slave« som topos i antik og kristen litteratur. Det påvises klart, at navnlig i evangeliernes lignelser træder en ganske ny antropologi frem.

Hovedarbejdet er imidlertid artiklen »Zur Struktur der antiken Sklavenkriege« og den dermed nært forbundne »Pergamon und Aristonikos«. Med anvendelse af stor omhu analyseres her overleveringen om slavernes masseopstande - et fænomen der jo kronologisk indskrænker sig til perioden 140 til 70 f. Kr. Vogt må her vende sig mod den klassiske marxistiske opfattelse af disse bevægelser som egentlige »revolutioner«. Der er ikke tale om noget egentligt program for slaveførerne, højst kan de have haft vage ideer om oprettelsen af hierarkisk opbyggede hellenistiske kongedømmer eller præstestater. De egentlige kamphandlinger har mere præg af røvertogter end planlagte operationer for at skabe social omvæltning, og slavehærene var alt for uhomogent sammensatte til at de kan opfattes som udtryk for »eine proletarische Weltbewegung«. Slavekrigene må således betragtes som spontane massebevægelser, indskrænket til en periode hvor meget store mængder af slaver var samlet på mindre områder, og hvor en politisk-militær svækkelse i romerriget muliggjorde, at disse bevægelser voksede til det omfang, vi finder omtalt i de berettende kilder.

Af ovenstående vil det vist være fremgået, at anmelderen betragter Vogts artikelsamling som et nyttigt bidrag til debatten om oldtidens slaveri, omend artiklerne bærer præg af at være sammenbragte børn, der ikke allesammen henvender sig direkte til en videnskabelig læser alene. Forfatteren kender imidlertid sine kilder og den uhyre sekundærlitteratur, og at han som humanist er personligt engageret i emnet skader ikke, selvom den specielt tyske retoriske form på enkelte steder måske nok kan genere danske øren. Nogen bred indføring i slaveriets historie er der ikke tale om, men det giver bogen sig heller ikke ud for at være. Med dens afvekslende præg og dens præcise litteraturoplysninger er den et værdifuldt bidrag til den moderne debat, og som en af igangsætterne af den moderne tyske slaveforskning, hvis resultater udgives under Akademie der Wissenschaften und der Litteratur, Mainz, har Vogt i høj grad dannet skole. De værdifulde studier, der stadig udkommer, udarbejdes delvis som team-work, og der er næppe tvivl om, at der, hvis disse studier kan fortsættes, med tiden vil kunne skabes langt større klarhed over denne side af oldtidens sociale historie.