René Rémond: La vie politique en France depuis 1789. Tome I: 1789-1848. Collection U/Série »Histoire contemporaine«. Paris, Libraire Armand Colin, 1965. 424 s. Kort. 30 F.

Denne bog er ikke en fortællende fremstilling af Frankrigs politiske historie fra generalstændernes sammentræden til Louis Philippes fald, men en analytisk gennemgang af de faktorer, der var udslaggivende for det politiske begivenhedsforløb, både hvad angår de institutionelle rammer, de optrædende aktører og de kollektive bevægelser. I et meget instruktivt indledningskapitel karakteriserer forfatteren sin fremstilling som et forsøg på at forene den traditionelle historiske metodik med sociologiens og den politiske videnskabs anvendelse af mere generelle teoridannelser. Fra historien kommer tilskyndelsen til at omfatte »la réalité concrete et vivante et de l'embrasser dans sa totalité« og at behandle »tous les acteurs«, ikke blot de ledende politiske skikkelser, men også »le militant, Pélecteur, le citoyen«, medens man gennem den politiske videnskabs »confrontation systématique du passé et du present . . . peut attendre un éclairage plus pénétrant du passé, une comprehension plus avertie du present et une notion plus exacte de ce qu'est la vie politique en general« (s. 6-7).

En sådan dobbelt målsætning har været opstillet før, som oftest med det

resultat, at både historikere og political scientists har stillet sig afvisende, men for Rémonds vedkommende er eksperimentet lykkedes. Hans emne præsenteres med forbilledlig klarhed: hans af Pierre Renouvin tydeligt inspirerede behandlingaf »les forces profondes« og hans generaliser ende fremstillingsform udarter på intet punkt til skematisk tørhed, men modificeres og justeres uafbrudt ved konfrontationen med det konkrete begivenhedsforløb. Bogens styrke ligger i dens komposition og i dens vurderinger; derimod bringer den i følge sagens natur - den er skrevet som lærebog for de franske universitetsstuderende — ikke meget nyt stof. Man kunne måske også rette en kritik imod en disposition, der lader den større halvdel af bogen koncentrere sig om de fem egentlige revolutionsår,hvilket har medført en noget stedmoderlig behandling af især direktorieogkejsertiden.

Bogen har - især for fransksprogede værkers vedkommende - en udmærket og behageligt selektiv bibliografi, og dens rige udvalg af illustrerende kildesteder gør den til et særdeles nyttigt orienteringsværk. Rémonds bog er den bedste håndbog i denne periodes franske politiske historie, der for øjeblikket er på markedet. T T