Sara Ekwall: Vår åldsta Birgittavita. Kungl. Vitterhets och Antikvitets Akademiens handlingar. Hist. ser. 12. Stockholm, Almqvist & Wiksell, 1965. 150 s. 4 bilag. 25 sv. kr.

En forudsætning for at en kanonisationsproces kunne igangsættes ved den senmiddelalderlige curie var, at der for den pavelige undersøgelseskomité forelå en levnedsberetning, et vita, over den person, man ville gøre til helgen, suppleret med en optegnelse over mirakler, som antoges at være indtruffet ved dennes formidling. Sådanne procesvitæ var oftere forfattet af helgenkandidatens skriftefædrc, hvilket også gælder den ældste^ levnedsteghing af Birgitta af Vadstena - måske den smukkeste og mest karakterfulde personskilding fra nordisk middelalder overhovedet. Med rette har denne Birgitta-biografi spillet en stor rolle for både forskere og hagiografiske skribenter, men en isoleret undersøgelse af vita'ets litterære genesis foreligger først nu med Sara Ekwalls publikation.

Med udgangspunkt i ældre forskning har forfatteren fremdraget et ms af skriftefædrenes vita (Uppsala Univ. Bibi. cod. C 15), som hun sandsynliggør ikke er en afskrift af det velkendte Birgitta-vita, der blev optaget i den pavelige procesprotokol, men derimod en »urtext« til det vita, som ifølge protokollen blev deponeret for et paveligt forum allerede 5 måneder efter Birgittas død i Rom 1373. Ekwall opfatter texten som identisk med de svenske skriftefædres upolerede »kladde« og tillægger derefter Birgittas ven, den spanske exbiskop Alfons af Vadaterra, bearbejdelsen heraf til den form, vita'et synes at have haft i 1373. Dette første procesvita udgik imidlertid under processens genoptagelse 1377, idet det vita, der indgår i de 1380 fremlagte procesakter, tydeligt er en afskrift karakteriseret ved teologiske og sproglige tillempninger og tilføjelser fra den energiske Alfons' hånd.

Forfatterens redegørelse for proces-vita'ets fremkomst gennem en fortløbende litterær udviklingsproces virker velmotiveret og overbevisende. På sindrig måde har hun kombineret text-analysen med de oplysninger, der kan fremskaffes om processens kronologiske forløb. Hovedresultatet er påvisningen af en urtext til skriftefædrenes levnedsskildring, men lige så værdifuld er fremhævelsen af biskop Alfons' virke som redaktør. En sammenstilling af det ældste Birgitta-vita med procesvita'et giver vigtigt materiale til studiet af hans indsats ved den gradvise publicering og kodificering af Birgittas åbenbaringer i libri celestes.

Fra et mere alment kirkehistorisk synspunkt giver Ekwalls undersøgelse et indblik i, hvor betydningsfuld den politiske splittelse af den pavelige curie var for det religiøse liv i årene op til det Store Skisma. Når Birgittas helgenkåring trak ud, skyldtes dette ikke blot, at stridighederne ved pavehoffet og to paveskifter skabte en besværet arbejdsgang, men måske især, at Birgitta for mange troende var den person, som med guddommelig autoritet havde fastslået, at kun den pave var ret pave, som befandt sig på Peters Stol i den Evige Stad. Sara Ekwall indlader sig ikke på en nærmere interpretation af procesvita'ets vidneværd, men det er klart, at birgittinernes bestræbelser for at få Birgitta erklæret helgen måtte føles som et stærkt aktuelt indlæg i kirkestriden. Procesvita'ets litterære genesis kommer derfor til at afspejle et både religiøst og politisk aspekt: iog med Alfons' arbejde for at formulere Birgittas vita på en sådan måde, at hendes guddommelige kaldelse ikke kunne betvivles, fik skriftet et så udtalt politisk præg, at det kan sidestilles mange af tidens juridiske pamfletter. Det vil være fejlagtigt at underkende troværdigheden af en lang række præcise oplysninger om Birgittas liv og færden, om hendes forhold til skriftefædrene m. v. Men detaillernes objektive, dokumentariske præg må ikke få den moderne læser til at undervurdere skriftets samlede tendens: det er et værk helt i Birgittas ånd, båret af troen på hendes forkyndelses absolutte sandhed.