Martin Gilbert : The Roots of Appeasement. London, Weidenfeld and Nicolson, 1966. xvi + 254 s. 36 sh.

I den forskning af mellemkrigstidens historie, som i disse år foregår i England,
indtager Martin Gilbert en central plads. I løbet af få år har han udsendt 5

fremstillinger, som alle beskæftiger sig med perioden, især med den engelske
politik overfor det kontinentale Europa.

I The Roots of Appeasement stiller forfatteren sig den opgave at vise, at »appeasement . . . was not a silly or treacherous idea in the minds of stubborn, gullible men, but a noble idea, rooted in Christianity, courage and common sense« (s. xi). Deter således begrebet appeasement, der trækkes frem til undersøgelse, og deter forfatterens hovedtese, at appeasement kan være en politik, der er baseret på enten styrke eller svaghed. Appeasement-begrebet var en nogenlunde konstant bestanddel i periodens engelske Tysklands-politik, men de ydre vilkår for politikken ændrede sig - engelsk styrke blev til engelsk svaghed.

Gilberts opfattelse af appeasement bryder med den traditionelle. Normalt identificeres den med Miinchen-forhandlingerne og altså med Chamberlains forsøg på gennem indrømmelser at tilfredsstille et aggressivt Tyskland. Men Gilbert påviser, at ledende engelske politikere helt fra 1919 erkendte, at det var nødvendigt at komme Tyskland i møde for at skabe en europæisk afspænding. Appeasement-tanken blev skabt under 1. verdenskrig i de kredse, som ikke følte sig overbevist om Tysklands eneskyld i krigsudbruddet, og tanken blev til en konkret politik i forbindelse med fredsforhandlingerne i Paris, hvor Lloyd George efter forfatterens opfattelse gjorde de første appeasement-forsøg.

Appeasement kunne bringes i anvendelse i forskellige sammenhænge, men det fremhæves, at politikkens konsekvens - hvad enten man ønskede at bedre det engelsk-tyske forhold gennem reduktion af krigsskadeserstatningerne, ndringer rustningsbestemmelserne eller territoriale kompensationer — måtte være en revision af Versailles-traktaten. På dette punkt mødte England en massiv fransk modstand, som aldrig blev overvundet. Det billede, som bogen udfra disse præmisser tegner af den europæiske politiske arena, er for så vidt enkelt: Tyskland var offeret for en — især fransk — hævnfølelse, Frankrig var skurken, som ved enhver lejlighed søgte at holde Tyskland nede, og England var mægleren, som udfra en erkendelse af egne interesser søgte at slukke det had, som krigen havde skabt og freden forøget.

Også i den engelske politik har forfatteren sine skurke og sine helte. Kildegrundlaget er dels de offentliggjorte dokumentsamlinger, dels forskellige private arkiver. Men forfatteren krydrer kildernes diplomatiske formuleringer med nok så stærke karakteristikker af aktørerne. Churchills politik vurderes højt, fordi han anbefalede appeasement, da England havde styrke til at gennemføre den. Neville Chamberlain og Neville Henderson vurderes lavt, fordi de ville appeasement, da appeasement ikke længere var en farbar vej. Naturligvis lader forfatteren de skiftende engelske premier- og udenrigsministre spille hovedrollerne, men der er tillige ofret megen plads til beskrivelse af de roller, som udførtes af back benchers og intellektuelle med udenrigspolitiske interesser. Undertiden har man lidt vanskeligt ved at følge forfatteren i hans fremhævelse af disses indflydelse, fordi det ikke overbevisende dokumenteres, hvorledes en eventuel indflydelse har manifesteret sig.

Det er da bogens hovedfortjeneste, at den lægger et analysemønster for den engelske Tysklands-politik i disse år. Forfatteren omstøder den hævdvundne opfattelse, at Hitler tvang England til at begive sig ind på indrømmelsernes vej, og han erstatter den med en dokumentation af, at England i sit forhold til

Tyskland - som i mange andre udenrigspolitiske relationer - kun i ringe grad ændrede signaler i tiden mellem de to verdenskrige. Appeasement-politikken dyrkedes i hele perioden, men den havde mistet sin værdi netop på det tidspunkt, hvor den efter traditionel opfattelse tog sin begyndelse.