Wilhelm Abel: Agrarkrisen und Agrar konjunktur. Eine Geschichte der Landund Ernärungswirtschaft Mitteleuropas seit dem hohen Mittelalter. 2., neubearbeitete und erweiterte Auflage. Hamburg und Berlin, Verlag Paul Parey, 1966. 301 s. 54 DM.

Wilhelm Abel redegør i forordet til bogen for dens tilblivelseshistorie: 1. udg. fra 1935 — oprindeligt et forsøg - er blevet udbygget og suppleret, såvel i henseende til det geografiske område der beskrives som til den kronologiske udstrækning. Den beskæftiger sig som den nu foreligger med landbrugserhvervet i Mellemeuropa til vore dage. Ved Mellemeuropa forstås i denne sammenhæng først og fremmest Tyskland, England, Frankrig og Nederlandene med udblik til de skandinaviske lande, Syd- og Østeuropa, særlig Polen.

I bogens disposition fornemmer man stadig at 1. udgaven sluttede med Napoleonskrigeneog det kniber for læseren at få noget rigtigt indtryk af udviklingeni det 19. og 20. århundrede. Det hænger tydeligt nok sammen med den problemformulering forfatteren har valgt at lægge til grund. Han vil forsøge at

besvare spørgsmålet om i hvor høj grad det lykkedes for landbrugserhvervet at løse sin opgave: at dække befolkningens behov. Han ønsker i så høj grad det er muligt at gøre besvarelsen kvantitativ, og han prøver bevidst og med held at se bort fra den politiske styring man i tidens løb har forsøgt at udøve på dette felt. Med de engelske kornlove efter Napoleonskrigene kan det ikke længere lade sig gøre, og problemstillingen bliver ufrugtbar efterhånden som Europa udvider sin basis for levnedsmiddelforsyningen til også at omfatte ikke-europæiske områderog efterhånden som et stadigt bredere spektrum af næringsmidler indgår som tungtvejende dele af befolkningens ernæring.

Forfatteren opdeler sit emne i 4 dele således at hver del kommer til at indeholde en beskrivelse af et kriseforløb, startende med opgangskonjunkturer og sluttende med sammenbruddet. Førstedelen slutter med den senmiddelalderlige krise (et begreb Wilhelm Abel som den første etablerede med 1. udg. af nærværende bog), andendelen med krisen i 17. århundredes sidste halvdel og de første år af det 18. århundrede, trediedelen med »fredskrisen« i første halvdel af det 19. århundrede og sidstedelen med nogle strejflys over mellemkrigstiden. Udgangspunktet er den Labrousse-van der Wee'ske antagelse af at kornprisen i det førindustrielle samfund var så godt som uelastisk, fordi kornet kun i meget begrænset omfang kunne substitueres af andre varer.

Hovedtemaet kommer til at fremstå som en udvidelse - og samtidig en omdannelse - af Labrousse's model af kriser af type ancien: I det før-industrielle samfund vil en misvækst drive kornpriserne i vejret og samtidig, p. gr. af den lille producerede mængde, formindske~de smånjg Trriddelstore^aridbrugs ind-^ komster så stærkt at den svækkede købekraft skaber indtægts- og produktionsnedgang i de sekundære og tertiære erhverv, indtil en heldigere høst atter får omsætningen i gang. Abel sætter ind ved at beskrive overproduktionen af korn som kriseskabende for det store og i nogen grad også for det mellemstore landbrug ved at det øgede udbud presser priserne og dermed overskuddet ned. Denne kriseform bliver ikke en Labrousse-hungerkrise og lammer derfor ikke de øvrige erhvervsformer.

De 4 hovedafsnit skildrer så de 4 kriseforløb som komplicerede funktioner af over-underproduktion, af udvidelser og indskrænkninger i landbrugsareal og ikke mindst af ændringer i befolkningsmængden, med følgevirkninger for kapitaldannelse og levestandard. Det lykkes på ganske overbevisende måde at fastholde og modulere denne problemstilling i de 3 første hovedafsnit, således at læseren overbevises om teoriens holdbarhed.

Til bogens fortjenester hører i høj grad også at forfatteren i et stort og dygtigt udnyttet noteapparat anfører en væsentlig del af den nyeste litteratur om sit emne. I forbindelse med »Anhang III« der indeholder en omfattende prishistorisk bibliografi, og med det afsluttende forfatterregister bliver Abels bog et overordentligt nyttigt opslagsværk for den der ønsker at beskæftige sig med landbrugshistoriens økonomiske aspekter.

Det behøver måske næppe siges, at den der som Abel ønsker at tilvejebringe en syntese om prisudviklingen og produktionsevnen i Europas hovederhverv gennem 700-800 år og som gør det på 270 sider, må have en hård og fast hånd. Det har Abel. Han må have vilje til at komme igennem til en konklusion, selvom han for at nå den må undlade nogle forbehold som en mere forsigtig

historiker nok ville have taget. Man kan standse op ved hans »kornlønninger«, ved hans »sølvækvivalenter«, ved hans behandling af penge og kreditforhold, ved hans dristige skitser af levestandarder uden hensyntagen til beskæftigelsesforholdene, men man må erkende at det er lykkedes at skabe et udgangspunkt der for videre forskning er nok så frugtbart som eftertankens skrantne blodløshed, c „.. **