|
Historisk Tidsskrift, Bind 12. række, 3 (1968 - 1969) 1-2Orla Lehmann og »den lehmannske subskription«AF Stig Rode Nogle linjer i Orla Lehmanns »Efterladte Skrifter«1 har givet anledningtil misforståelse. De findes i tredje del, der som bekendt er en afdeling af, hvad Lehmann selv i sine sidste leveår havde forberedt til udgivelse under titlen »Bidrag til Danmarks indre Historie i den sidste Menneskealder, et Udvalg af Taler, Afhandlinger og Breve (ledsagede af orienterende Indledninger) af Orla Lehmann«.2 Af Lehmanns forord fremgår, at det skulle træde i stedet for politiske erindringer, og at de »korte, oplysende Indledninger« skulle tjene til at »lette Forstaaelsenaf det Enkelte og at fastholde Traaden i det Hele«.3 Fra 1841 og 1842 var medtaget »Tale paa Falster« og »Mit Forsvar for Højesteret«,begge forsynet med korte indledninger og efterskrifter. Førstnævnteer en i direkte tale omsat gengivelse af det referat, Lehmann selv efter anmodning havde leveret Lolland-Falsters Stiftstidende og som dannede grundlag for »generalfiskalaktionen«. Sidstnævnte er en revideret udgave af indledning og slutning samt to væsentlige afsnit af forsvarstalen, bygget på den version, Lehmann sendte i trykken fra fængslet med forord, dateret »Kjøbenhavns civile Arrest d. 30. Januar 1 1. og 2. del: »Erindringer«, udgivet af Hother Hage, 1872 og 1873; 3. og 4. del: »Afhandlinger og Taler«, udgivet af Carl Ploug, 1873 og 1874. De pågældende linjer findes i 3. del s. 128f. 2 Hertil hører også en del af, hvad Hage medtog under »Erindringer«, således ialfald 2. del, afsnit 11, 111, IV og X. Til gengæld har Ploug i et tillæg til 4. del medtaget nogle taler, som Lehmann ikke selv havde forberedt til udgivelse. Området for denne sidste del, der skulle omfatte tiden efter 1849, er derved blevet fraveget, jfr. Plougs forord i 4. del. Lehmanns eget forord er trykt til sidst. 3 Det var Lehmanns ønske, at udgivelsen »om end gjennem lutter enkelte Momenter, dog maatte give en sammenhængende Forestilling om vor indre Udvikling i de Retninger, hvori jeg har været med i denne«. Indledningerne til de af Ploug medtagne taler er skrevet af Ploug. Side 84
1842«. I efterskriften til »Tale paa Falster« findes - foruden en omtale af anklagen, forhørene og bødedommen i første instans, der danner en naturlig optakt til det følgende afsnit - en hentydning til den interesse, sagen vakte for den konstitutionelle sag, og den sympati, den skabte Lehmann - »en Yndest, som ganske vist stundom yttrede sig paa en affekteret og smagløs Maade, men dog ogsaa er rig paa smukke, ofte rørende Træk«.4 I fortsættelse heraf hedder det: »Som mere fremtrædendeBeviser skal jeg nævne, at Kjøbenhavns Borgerrepræsentanter efter Sagens Anlæg valgte mig til Viceformand og næsten enstemmig modsatte sig min Suspension, som ved Hjælp af en Majoritet af Magistratenderefter paabødes af Kancelliet, og at endel ansete Mænd sammenskødomtrent 5000 Rdl. for at holde mig skadesløs for Sagens Omkostninger.At jeg kun modtog Summen som et Fond til Fremme af offentlige Formaal, foranledigede Borgerne og Bønderne paa Falster til at forandre deres Bidrag til en Gulddaase med Diamanter, og Kancelliet til at hjemsøge mig med en ny Anklage, for hvilken jeg naturligvis blev frifunden«. Det siger sig selv, at denne indtil det uforståelige sammentrængte fremstilling ikke er ment som en redegørelse for de pågældende forhold, eller som »erindringer« om disse. Lehmann har med rette ikke anset dem for væsentlige for det billede, han med sin udgivelse ønskede at give af »vor indre Udvikling« - selvom de var af stor betydning for ham personlig og ingenlunde uden interesse for historien - men på den anden side ment, at de ikke helt burde forbigås. Han har da søgt at tegne dem i nogle få streger - men ikke med übetinget held! Kun den første sætning om Borgerrepræsentationen er god (ordet »derefter« fremhæver den ikke uvæsentlige omstændighed, at Kancelliets angreb på Lehmanns mandat som borgerrepræsentant kom som svar på hans valg til viceformand). Til gengæld er den næste sætning om de 5000 Rdl. meget dårlig. Hvem ville tro, at der her var tale om en landsomfattende indsamling med tusinde mere eller mindre anonyme bidragydere? Og det sidste punktum, med det åbenbart senere tilføjede indskud om gaven fra Falster, er nærmest blevet en gåde. Ikke uden grund
er dette indskud blevet forstået således, at de på
4 Smagløs var ialfald anvendelsen af Lehmanns navn på spiritus, jfr. faderens brev af 11 februar 1842: »ja sogar neulich: Orla Lehmanns Fuselfri national Punsch Extract«! Brevet er gengivet som nr. 404 i »Danske Politiske Breve« ved Povl Bagge og Povl Engelstoft, 11, 1948. Værket, hvis første bind udkom 1945, vil herefter blive citeret som DPB blot med angivelse af nummer. Side 85
5000 Rdl. og derefter »forandret«! Mærkeligere er det, at man har kunnet tro, at de udgjorde en stor del - og at Lehmanns angivelse af sammenskudets formål var udtømmende. Måske har man ikke gjort sig klart, hvor mange penge 5000 Rdl. i virkeligheden var efter datidens forhold — og hvor lidt sagens omkostninger i forhold dertil kunne andrage. Som illustration kan henvises til den nedenfor omtalte fastsættelseaf de nye københavnske rådmænds årsgage til 1200 Rdl.5 Et beløb af denne størrelsesorden ville rigeligt have kunnet dække alle tænkelige udgifter i forbindelse med generalfiskalaktionen, inklusive en eventuel mulkt.6 Med Lehmanns
fremstilling kan iøvrigt jævnføres den noget
udførligere, »Den 26de Marts valgte Kjøbenhavns Borgerrepræsentanter ham til deres Næstformand - Formanden var L. N. Hvidt - og omtrent samtidigudstedtes der af en Del ansete Mænd Indbydelse til Indsamling af et Beløb, der skulde erstatte ham de Udgifter og det Næringstab, Retssagen forvoldte ham. I sin offentlige Taksigelse bestemte Lehmann imidlertid den indkomne Sum, 4-5000 Rdr., til Understøttelse »for den haardt betrængte Presse« og paadrog sig herved en ny offentlig Tiltale, for hvilken Hof- og Stadsretten dog den 15de Marts 1842 frifandt ham, 5 Om højesteretsadvokaters indtægtsforhold kan f.eks. henvises til Palle Rosenkrantz: Prokuratorerne i det 19. Aarhundrede, 1928, s. 97 ff. Advokaterne betalte bidrag til den almindelige enkekasse efter en embedsindtægt af 1500 Rdl. årlig, hvilket oprindelig svarede til de højstlønnede højesteretsassessorers lønninger, senere til mindstelønnen, jfr. Tage Holmboe i »Højesteret 1661-1961«, II s. 234, jfr. I s. 319. Højesterets justitiarius fik 3000 Rdl., hvilket først i slutningen af 1847 forhøjedes til 4000, da assessorlønningerne forhøjedes til 2400-3000 Rdl. Junigrundlovens valgbarhedscensus til landstinget var som bekendt 1200 Rdl. 6 Ifølge det nedenfor nævnte regnskab anvendte Lehmann 537 Rdl. til dækning af sagsomkostninger, heraf et anslået beløb af 200 Rdl. til gentagne rejser til Falster i forbindelse med forhørene, og 150 til hans valgte forsvarer i første instans. Generalfiskalen fik ved dommene i de to instanser tilkendt henholdsvis 50 og 100 Rdl. Selvom Lehmann havde genengageret sin forsvarer for højesteret, og selvom bødedommen var blevet stadfæstet, var de samlede positive udgifter ikke kommet op på 1200 Rdl. 7 Orla Lehmann og hans Samtid, 1871, s. 76. Reinhardt, der i det væsentlige bygger på »henved en Menneskealders Journallitteratur«, og mener, at »overhovedet intet trykt Bidrag til Belysning af Lehmanns Liv« er undgået hans opmærksomhed, oplyser, at han fik »ikke faa mundtlige og haandskrevne Meddelelser fra Lehmanns Slægtninge og Venner«, og at Hage havde stillet »enkelte af mig udpegne Afsnit af den Afdødes efterladte Manuskripter til min Afbenyttelse«. At »Tale paa Falster« og »Mit Forsvar for Højesteret« ikke var heriblandt tør måske sluttes deraf, at Reinhardt ikke citerer forsvarstalen efter den reviderede udgave i Efterladte Skrifter, men efter den oprindelige, fra fængslet udsendte version (dog med ombytning af »Størstedelen af de fremmede Udtryk med tilsvarende danske«; end ikke udtryk som Autoriteter, appellere og Defensorat har fået lov til at blive stående!). Side 86
uden at Regeringen fandt sig opfordret til at indbringe Sagen for Højesteret.Hans Valgkreds tilstillede ham en Adresse med Bevidnelsen om de Mænds udelte Tilslutning og Samstemning, der havde kaldt ham til Sæde i Folkerepræsentationen. Fra Deltagerne i den Forsamling i Nykjøbing, for hvilken han havde holdt sit følgerige Foredrag, modtog han en Gulddaase med Indskrift »Til Orla Lehmann fra Borgere og Bønder paa Falster« og smykket med et emailleret Landskab omgivet af 6 kostbare Diamanter - en Gave, der turde have været Lehmann det kjæreste af de mangfoldige Vidnesbyrd om Deltagelse og Erkjendtlighed han i hin Tid modtog. I hans Taksigelses-Skrivelse hed det: »En Daase af pureste Guld med funklende Diamanter — det er den Gave, som store Herrer pleje at give deres tro Tjenere. De have derved villet sige mig, at Folket skal være min Herre, og at jeg skal være tro i dets Tjeneste. Jeg har forstaaet det og skal erindre det««. Reinhardt har åbenbart ikke kendt den af Lehmann antydede forbindelse mellem indsamlingen og gaven fra Falster, hvorom han heller ikke kunne finde noget i den avislitteratur, han byggede på.8 Den tilsyneladende uoverensstemmelse i angivelsen af den indsamlede sums størrelse forklares ved, at det beløb, ca. 4500 Rdl., som indbyderne sendte Lehmann den 1 november 1841, senere forøgedes til ca. 5000 Rdl. ved bidrag, indbetalt direkte til ham. Det kan være undgået Reinhardts opmærksomhed, da oplysning herom først fremkom offentlig - i en erklæring, underskrevet af fire af de fem indbydere, Broberg, Drewsen, Lunde og Ploug - så sent som et år efter den første offentliggørelse i »Fædrelandet« den 10 november 1841. Hvis Reinhardt ikke har kendt denne erklæring kan det også være forklaringen på, at han ikke navngiver de »ansete mænd«, der - måske på grund af det nedenfor nævnte redaktørskifte — fremtrådte anonymt i den første offentliggørelse .83 Dog kunne naturligvis heller ikke Reinhardts fremstilling være udtømmende.Han nævner slet ikke fondet, som Lehmann kaldte »det lille Fond ad usus publicos« efter Frederik V.s store fond af samme navn, og heller ikke, at Lehmann havde hentet udtrykket »den haardt betrængte Presse« fra subskriptionsindbydelsen, som han knyttede sin disposition til ved at udtrykke håbet om, at det bedst ville svare til giverneshensigt, 8 Hvis Lehmann ikke selv havde fremdraget den i Efterladte Skrifter, var den overhovedet ikke kommet frem - medmindre en skarpsindig forsker havde undret sig over den nedenfor omtalte ikke-indkasserede bidragsliste fra Falster i Lehmanns arkiv og gættet sig til sammenhængen. 8* Navnene var dog bragt af »Kjøbenhavnsposten« allerede 10 maj 1841. Side 87
neshensigt,når han bestemte den modtagne sum til grundlæggelse af et fond »til Fremme af de Interesser, hvori de oprindelige Givere have fundet sig forenede, og navnlig til Understøttelse af vor, som De med Rette kalder den, »haardt betrængte Presse««. Han udbad sig tilladelse til at henvende sig til indbyderne, »saa ofte der maatte blive Tale om Anvendelse af den allerede disponible Sum«, og udtrykte ønsket om at give fondet »større Udstrækning og fastere Organisation« ved henvendelsetil »andre Mænd«, et forhold, der spillede en rolle for den nye anklage.9 Dette kunne læses i dommen, der af Lehmanns tak citerede »den sidste Deel, som alene kan være tilsigtet i Actionsordren«, men iøvrigt indskrænkede sig til refererende at sige, at den af politiske venner sammenskudtesum var blevet sendt Lehmann »som Erstatning for de Tab og Udgivter, en mod Tiltalte anlagt Retssag havde paaført ham«. Nærmere om, hvad der stod i subskriptionsindbydelsen og komiteens gavebrev, såvelsom i Lehmanns tak, må søges i »Fædrelandet«, hvis meddelelse vil blive gengivet nedenfor efter en belysning af baggrunden. Såvel dommens som Reinhardts referater er præget af en modsætning mellem indbydelsen og brevet, der også forklarer Lehmanns svar. Medens subskriptionsindbydelsen opfordrede til tilvejebringelse af »en Sum, der ikke blot nogenlunde kunde holde ham skadesløs for de Tab og Udgifter, den mod ham anlagte Retssag allerede har paaført, og i hvad end dens Udfald maatte blive, nødvendigen endnu maa paaføre ham, men som tillige for ham kunde blive et yderligere Middel til at lette og udvide hans Virksomhed«, bad komiteen ham i brevet modtage det indkomne »som ringe Erstatning for de Offere, Deres hæderlige Virken har paaført Dem«. Her tales altså kun om erstatning, og med ord, der omfatter både udgifter og indtægtstab - ja i virkeligheden går videre, end til følgerne af retssagen - medens det ret übestemte udtryk 9 Aktionsordren af 13 november 1841 gik ud på, at Lehmann havde »udvist en til at afkræfte de til Værn mod Pressens Misbrug givne Straffelove sigtende Virksomhed, og opfordret andre til i saadant Øiemed at forene Deres Bestræbelser med hans«. Man forsøgte ved forhør at skaffe grundlag for anklagen, idet man sigtede Lehmann for at ville bidrage til betaling af mulkter i trykkefrihedssager, jfr. ndfr. ved note 25 om Puggaards bestræbelser. På spørgsmål bl. a. om, hvorledes Lehmann havde tænkt sig at indlede forbindelse med andre mænd, gjorde selve anklagen det let at svare, at han »saaledes som Sagen nu staar, har opsat ethvert Skridt i berørte Anledning«. Den eneste konkrete plan, Lehmann gav oplysning om, var at fremme udgivelsen af en af skolelærer Rasmus Sørensen, Vensløv, udarbejdet »Læsebog af almennyttige Kundskabers Indhold«. Dommen findes i Juridisk Ugeskrift, 3. Aarg. s. 723-26, jfr. iøvrigt den nedenfor ved note 27 citerede afhandling. Side 88
»tab og
udgifter« i indbydelsen ikke behøver, og i sætningen
»nødvendigenendnu Som det ses har dommen gengivet gavebrevet med ord, hentet fra subskriptionsindbydelsen, mens Reinhardt nærmest går den modsatte vej og tilmed forgrover udtrykket »ofre« ved indførelsen af ordet »næringstab«, der slet ikke forekommer. Der er næppe nogen tvivl om, at Lehmann ville have foretrukket, at det var blevet stående ved dommens referat. I indledningen til sin tak fremhæver han, at han fra første færd havde sagt til medlemmer af komiteen (Lunde og Ploug?), »at de paa saadan Maade tilveiebragte Penge for mig vilde have for stort Værd, til at jeg kunde ønske at anvende dem til mine personlige Fornødenheder«, hvorved han formentlig sigtede til, at også det andet led i subskriptionsindbydelsens dobbelt-formål, der omhandlede støtte til hans politiske virksomhed som den udfoldede sig i pressen, overlod ham fuld rådighed over det, der kom ind. Hvorvidt retssagen påførte Lehmann »næringstab«, der kan tænkes taget i betragtning ved indbydelsens udstedelse, og hvad forklaringen kan være på den nævnte forskel mellem indbydelse og gavebrev, såvelsom på, at Lehmann fandt det påkrævet offentligt at disponere i overensstemmelse med de »oprindelige« giveres hensigter, vil fremgå af det følgende. Indledningsvis skal blot fremhæves et enkelt forhold, som Reinhardt ikke omtaler. Omtrent samtidig med valget til viceformand overtog Lehmann den ansvarlige redaktion af »Fædrelandet«. Subskriptionsindbydelsen blev udstedt l1l1j2 måned senere, den 8 maj 1841. Fire dage derefter blev Lehmann afløst af Ploug. Opgivelsen af redaktørstillingen var formentlig et »næringstab« for Lehmann, men det var ikke en følge af retssagen, selvom forfølgelserne mod ham som borgerrepræsentant var medvirkende. Derimod kan det ses som et offer for hans »hæderlige virken«. Det var dog for intet at regne mod de ofre, hans politiske virken længe før retssagen havde påførtham. Han havde set sin drøm om at blive højesteretsadvokat svinde. Den allerførste sætning i hans forsvarstale for Højesteret lød således: »Fra min tidlige Barndom har det stedse været min Tanke, engang at blive Advocat«. Og i en følgende sætning (der ikke er medtaget i den forkortede og reviderede udgave i Efterladte Skrifter) hed det: ». . . Generalfiscalen har for faa Øieblikke siden berettet Deres Majestæt, med hvor trofast Udholdenhed, men tillige, med hvor ringe Held jeg igjennem en Række af Aar har forfulgt mit Maal«. Hvad generalfiskalensagde Side 89
fiskalensagde-
under sin gennemgang af tiltaltes »generalia« - ved vi
Lige siden Lehmann i maj 1834, i forbindelse med moderens sygdom og død, var kommet hjem fra den studierejse til Berlin, som en farbror havde skænket ham efter veloverstået juridisk eksamen, havde han, samtidig med at han arbejdede som volontør og ulønnet fuldmægtig på forskellige sagførerkontorer - og skrev sine politiske artikler i »Fædrelandet« og »Kjøbenhavnsposten« - gjort forsøg på at opnå den bevilling som prøveprokurator, der var det normale (om end ikke nødvendige) første skridt på vejen. Han kunne, da han søgte anden gang i 1836, henvise til, at bevillingen »stedse og det ganske nyligen er meddelt ganske unge Kandidater«, og at han jo kun ønskede, uden udgift for staten, at få lejlighed til at prøve sine kræfter, »til at søge med mit Arbeide at erhverve mig mit Udkomme«. Tredje gang, i marts 1838, blev andre (men måske ældre) ansøgere foretrukket, skønt Hof- og Stadsretten udtalte, at den efter sit kendskab til samtlige fem ansøgeres forretningsførelse måtte anse Lehmann for at være den, »der havde givet de mest iøjnefaldende Prøver paa udmærket Talent, Kundskab og Dygtighed«. Hvorledes hans borgerlige stilling herefter var i 1839 kort før tronskiftet, har han selv givet et levende billede af i to breve til sin 3 år yngre broder, den 26 årige søløjtnant Julius Lehmann, sammen med hvem han efter moderens død og faderens fornyede giftermål året efter havde forladt den hjemlige arne,11 men som nu opholdt sig i Vestindien, hvor han på et togt var blevet efterladt med brystsyge. Brevene er skrevet på tysk,12 men nogle prøver hidsættes i oversættelse: 8 maj 1839: ». . . Du knurrer over, at jeg endnu ikke har tilskrevet dig, at jeg er blevet prokurator. Skal jeg i hvert brev meddele dig, at deter jeg ikke, så har jeg endnu i lang tid stof nok til mine breve ... thi det kan endnu vare længe. Det eneste, som ærgrer mig er, at karlene ikke har mod til at overspringe mig, men lader alle opstående vacancer übesat, hvorved ikke blot mine efterfølgere må undgælde også for mine synder, men jeg også skammelig holdes tilbage fra muligvis at vælge 10 H. Hjorth-Nielsen: Danske Prokuratorer 1660-1869, Kbh. 1935, s. 205 f. 11 Orla og Julius Lehmann boede i 1836 og 37 sammen i Nygade og Vimmelskaftet. I 1838 finder man (i »Kjøbenhavns Veiviser«) Orla Lehmann alene i Kronprindsensgade, fra 1839 i Lille Købmagergade. 12 DPB nr. 228 og 231. Tysk var formentlig af hensyn til faderen hjemmets sprog, jfr. iøvrigt den samtidige korrespondance med Hiort Lorenzen, brev nr. 219. Side 90
et andet erhverv, f. eks. som journalist. . . . Af det her sagte må du forøvrigtikke slutte, at jeg er blevet melankoliker . . . jeg er rask, har omtrent,hvad jeg behøver for min comfort, nyder den største tillid og velviljeblandt mine medborgere ... og har en ærefuld, måske endog betydningsfuld fremtid foran mig. Deter mere end om jeg som min ven Kraft var blevet prøveprokurator få dage efter indgivelsen af sin ansøgning,og 8 dage derefter kurator i ... boer på tilsammen 2 millioner daler«. (Resten af brevet handler bl.a. om Giødwads censurdom og sygdom - der kom 1200 Rdl. ind til dækning af hans mulkt, således at der endog blev penge til et rejsestipendium - og om at Lehmann selv ville »gå i kloster« på landet i den kommende sommer, men hellere ville følge David til London og Paris, hvis han blot havde 600 daler). - 26 september (om »Kjøbenhavnsposten« efter Giødwads afgang): ». .. Da vi forgæves havde søgt en redaktør mente mine venner, at jeg måtte overtage redaktionen; herimod indvendte jeg, at jeg ikke uden nødvendighedletsindigt burde bortkaste den gennem 6 års ulønnet arbejde erhvervede anciennitet som prokuratoraspirant, og at jeg, hvis jeg skulle redigere et blad, ville give det en helt anden indretning, end »Kjøbenhavnsposten«har . . . enden på det hele er blevet, at David, Christensen, Giødwad, Wessely og jeg fra Iste april n.å. udgiver »Fædrelandet« som dagblad. Et halvt år skal jeg redigere det i Christensens navn, derefter Giødwad, som igår er afrejst til Italien for de af hans medborgere sammenskudtepenge . . . Jeg håber, der skal komme noget ordentlig ud deraf, som vil give mig ære og fortjeneste og for mit hele liv en ejendom«. - 25 oktober (om at bladet skal udkomme allerede fra 1 januar, om det af Lehmann skrevne program, om den strålende kontrakt med Bianco Luno etc.): ». . . Et andet project er dette hvis de nu ikke snart gør mig til prokurator, gør jeg mig selv dertil, idet jeg går i kompagni med Christensen og derefter meddeler de herrer det ærbødigst. Jeg er overbevist om, at dette endog er den sikreste vej til en god praksis - kun ikke til Højesteret, hvor jeg dog egentlig hører hjemme . . .«. Imidlertid viste der sig ved årsskiftet en ny mulighed for Lehmann til »med sit arbejde at erhverve sig sit udkomme«. 1 januar 1840 underskrev Chr. VIII som en af sine første regeringshandlinger - få dage efter at han havde modtaget den af Lehmann ledede studenterdeputation med bl.a. Ploug, Hother Hage og Monrad som deltagere — anordningen om Københavns nye kommunalforfatning, der indførte »folkevalgte« borgerrepræsentanter og rådmænd. Overgangen skulle
ske gradvis, og foreløbig skulle der kun vælges 13
Side 91
repræsentanter, ligesom der foreløbig kun var eet rådmandsembede til disposition for borgerrepræsentationen. Ved de første valg i april blev Lehmann, kort før sin 30 års fødselsdag, valgt ind sammen med bl.a. Christensen, David, Hvidt, Lunde og Ussing, og på det konstituerende møde blev H. P. Hansen, der i forvejen var medlem af bystyret, valgt til formand. Der blev nedsat et fællesudvalg af repræsentanter og magistrattil at overveje bl.a. rådmændenes gagering, og dette udvalg indstillede,at begyndelsesgagen sattes til 1200 Rdl. udfra den dobbelte betragtning, at rådmændene ikke med deres »egentlige kald« ville kunne forene nogen anden embedsstilling eller borgerlig næringsvej »af nogen betydenhed«, og at kommunen ikke uden en rimelig aflønningville kunne gøre sig håb om at erholde »duelige og brugbare mænd« til rådmandsposterne. 13 Efter at det samlede bystyre havde tiltrådt indstillingen, udkom i oktober den kgl. resolution om gageringen, og herefter fandt det første valg af rådmand sted den 7 januar 1841. Lehmann havde i november skrevet til broderen, der nu ventedes hjem, at han, hvis alt gik efter ønske, ville finde ham som både stænderdeputeret og »borgerlig rådmand«.Stænderdeputeret blev han i december, men rådmandsvalget var usikkert, »thi hvis H. P. Hansen melder sig . . . bliver han enstemmigvalgt«. Således gik det, men Lehmanns chance kom en måned senere ved rådmand Miinters død 13 februar. I mellemtiden havde han imidlertid holdt sin tale på Falster, hvortil han som nyvalgt deputeret havde ledsaget sin aldrende kollega Drewsen, og allerede 18 februar faldt Kancelliets aktionsordre. Formentlig var man herefter klar over, at Lehmann ikke ville kunne forvente kgl. approbation i rådmandsembedet,således som det krævedes efter anordningen. Den 20 februar, efter at nyheden om tiltalen havde kunnet læses i »Dagen«, skrev Lunde til Lehmann: »Som. Continuation af vor Samtale i Formiddags kan jeg ikke undlade at bede Dem om, at De idetmindste opsætter at udtale Dem med Hensyn til at De ved forhaabentlig at blive valgt til Raadmand vil derefter frasige Dem Valget. - Jeg troer nemlig ikke at denne Betingelse bør eiheller behøver at knyttes til Valget, men i hvert Fald troer jeg ikke at feile i at De gjør vel i ikke for det Første at erklære Dem herom . . .«. Hermed kan sammenholdes biskop Fogtmanns brev af 9 marts til lektor Hjorth: »Det værste ved Tiltalen mod Orla Lehmanner, at denne Tiltale faaer Udseende af en Chicane, som gaaer ud 13 Fl. Dahl: Københavns Bystyre I, 1943, s. 204; jfr. Villads Christensen: København 1840-1857, s. 208. Side 92
paa at udelukke
ham fra Stænderforsamlingen og fra
Raadmandsembedet,hvilket I stedet blev Lehmann 26 marts 1841, efter nyvalgene til Borgerrepræsentationen (hvorved bl.a. Monrad kom ind), valgt til viceformand. Hvidt valgtes til formand med 32 stemmer af 34, mens Lehmann ved den endelige afstemning om viceformandsposten kun fik 18 stemmer. Monrad oplyser i et brev til Hiort Lorenzen af 3 april, at hverken Hvidt, Ussing eller David stemte på Lehmann.15 Måske frygtede man, at valget, som det blev tilfældet, kunne udæske Kancelliet til at søge Lehmann suspenderet som borgerrepræsentant. Meddelelsen til magistraten om valget - der mod sædvane blev underskrevet af samtlige repræsentanter - og magistratens videremeddelelse til Kancelliet, gav straks 30 marts dette anledning til at henlede magistratens opmærksomhed på tiltalen, og dermed til at rejse suspensionsspørgsmålet. David blev derefter 22 april valgt til rådmand. I magistraten stemte han, sammen med H. P. Hansen og borgmester Mundt, mod Lehmanns suspension. Det afgørende fællesmøde fandt sted 30 juni, hvor repræsentantskabet med 26 stemmer mod 2 fastholdt sin protest, mens magistraten med 7 stemmer mod 3 påny trådte i skranken for suspensionen, hvorefter Kancelliet i henhold til anordningen kunne afgøre sagen, som det ville.16 Imidlertid havde Lehmann 28 marts, to dage efter valget til viceformand, overtaget stillingen som »Fædrelandet«s ansvarlige redaktør. Anledningen var, at Balthazar Christensen dagen i forvejen var blevet idømt censur i 3 år. Man kunne tro, at Lehmanns tiltræden kun var tænkt som midlertidig, men hans tiltrædelsesartikel tyder ikke herpå. Han havde jo også nu måttet opgive håbet, ikke blot om at blive rådmand, men vel tillige om at blive advokat. Grunden til, at stillingen kun blev kortvarig, var en uventet forværring af oppositionspressens vilkår i den følgende tid. Et faresignal var ganske vist blevet hejst i februar, da anklagemyndighedenhavde krævet kriminelt forhør over Christensen i en anden af de mod ham løbende trykkefrihedssager. Men kriminalkammeret havde afvist kravet, og selvom dets kendelse var blevet appelleret ventede man ikke, at den ville blive omstødt. Krisen begyndte 7 april, da Højesteret ikke blot idømte Christensen yderligere censur i 2 år i en tredje sag, 14 DPB, nr. 355 og 360, jfr. Drewsens brev til Lehmann af 20 februar, nr. 356. 15 DPB nr. 366 a. Oplysningen om stemmetallene i Borgerrepræsentationen er hentet fra dens forhandlingsprotokol I 1838-42, der beror på rådhuset. 16 Fl. Dahl, anf. værk, s. 192-93. Side 93
hvor han var blevet frifundet i første instans, men samtidig hjem viste en sag mod redaktøren af »Kjøbenhavnsposten«, Griine, til fornyet påkendelse ved Hof- og Stadsretten, »efter at Tiltalte under et Forhør personlig er examineret angaaende hvert enkelt af de Puncter, for hvilke han under Actionen er sigtet«. Hother Ploug beretter i sin bog om Carl Ploug, at denne kendelse gav anledning til et hastemøde mellem bladets udgivere på Gaabense Færgekro. »Lehmann opholdt sig i det Øjeblik paa Falster for at samle Vidnesbyrd, og da en Sammenkomst mellem samtlige Udgivere nu var bleven ganske nødvendig, rejste Balth. Christensen, Giødvad og Monrad den Bde April (Skærtorsdag) over Hals og Hovede med Extrapost til Gaabense ... mens Lehmann blev hentet fra Nykjøbing. I Gaabense Færgegaard foregik Udgivermødet, og dér blev bl. a. først det Spørgsmaal rejst, om man kunde fortsætte Bladet, eller om man hellere skulde lade det gaa ind. Dette sidste vilde man kun i den alleryderste Nød, men hvor finde den, der vilde træde til i et saadant Øjeblik? Lehmann fremsatte da den Tanke at sikkre sig Carl Ploug . . . Foreløbig vedtoges dog intet andet, end at Ploug skulde anmodes om at træde ind i Rækken af Mænd, som eventuelt, naar det krævedes af dem, vilde sætte sit Navn paa Bladet som Redaktør, og denne Anmodning rettede saa Lehmann til ham efter sin Hjemkomst til Hovedstaden paa den Maade, at han en smuk Foraarsaften fik trukket ham ned paa Bøytlers Østerskælder, hvor de afgjorde Sagen med hinanden ved et Glas Vin«.17 I den af »Redactionen« underskrevne meddelelse i »Fædrelandet« den 10 april om den »høist mærkelige Kjendelse« hedder det, at da spørgsmålet om lovligheden af at undergive trykkefrihedssager »reent criminel Behandling« og afæske tiltalte forklaring ved »inquisitorisk Forhør«, ikke havde været procederet i Griines sag, havde redaktionen »anseet det for Pligt at oppebie det definitive Præjudicat, som Afgjørelsen af den for Høiesteret indankede Criminalkammerkjendelse af 22 Febr. d.A. vil komme til at indeholde, forinden den har troet at burde tage nogen endelig Beslutning om dette Blads Fremtid«. At man betragtede situationen med stigende ængstelse fremgår af bladets artikler d. 1 og 3 maj, af Martin Hammerich betegnet som »Fortvivlelsens Hyl«.18 17 Hother Ploug: Carl Ploug, 1905, s. 94-95. 18 DPB nr. 371. Artiklen af 1 maj talte om den »Hurtighed og stedse voxende Styrke«, hvormed foranstaltningerne mod pressen fulgte hinanden, og nævnte bl.a. at »Corsarens« redaktører endog var blevet underkastet politiforhør. Side 94
Det var i denne spændte situation Broberg, Drewsen, Will. Fiedler, Lunde og Ploug den 8 maj underskrev subskriptionsindbydelsen. Initiativtagerne har antagelig været Lunde og Ploug, og Ploug har vel for sit vedkommende haft samtalen med Lehmann på Bøytlers Østerskælder i tanken. Men han kunne ikke vide, at det »definitive præjudikat« ville falde tre dage senere, og heller ikke med sikkerhed, at det ville gå pressen imod. Han har, som vi skal se, selv senere erklæret, at han, da indbydelserne gik ud, ingen anelse havde om den forandring, der skulle indtræde i hans stilling. Meddelelsen om redaktørskiftet findes i bladet den 12 maj i en af »Udgiverne« underskrevet, den 11 maj dateret erklæring, hvori det, efter en bemærkning om, at trykkefrihedssager fremtidig er »undergivne inquisitorisk Behandling og dennes Consequentser« hedder: »Vi have i den Anledning taget under nøieste Overveielse, om Pressen ikke derved var bragt i en saadan Stilling, at det matte være rigtigst at nedlægge »Fædrelandet«, men vi ere komne til den Overbevisning, at dette under de nærværende Omstændigheder vilde være politisk uforsvarligt. - Derimod have vi ikke kunnet fordølge for os selv, hvad den af Magistraten nedlagte Paastand om, at dette Blads nærværende Redacteur, Orla Lehmann . . . skulde vige sit Sæde .. . yderligere har bekræftet, at selv den, der ikke staaer i noget Embedsforhold, for Fremtiden ikke kan udsætte sig for saadan Action, uden at give det i det kongelige danske Cancellies Magt at fjerne ham fra anden politisk Virksomhed, og fra Opfyldelsen af de Pligter mod Samfundet, den maatte paalægge ham«. Medens det i 1839 var prokuratoraspiranten, der veg tilbage for risikoen som ansvarlig redaktør, var det altså nu, på grund af den skærpede retsstilling, politikeren, den stænderdeputerede. Måske var det i virkeligheden også af forsigtighed, at det på bladet anførte udgiverkollegiumfra 1 juli, da Monrad udtråd te, indskrænkedes til Giødwad. Begrundelsen var dog rent formel og i realiteten var Lehmanns stilling, efter den kortvarige redaktørperiode, den samme som ved sagens anlæg: medudgiver og medarbejder. Han vendte derefter atter blikket mod advokatstillingen. 12 juli indgav han påny ansøgning om ansættelse som prøveprokurator, vel ikke fordi han forventede den imødekommet under den mod ham verserende sag, men nærmest for at hans tilbageholdenhedikke »mulig endog kunde blive betragtet som en Renunciation«.Kancelliet forblev imidlertid, som Hjorth-Nielsen skriver, »døvt for alle hans Henvendelser, og L. skulde aldrig blive Prøveprokurator«. Paradoksalt nok var det Kancelliet, som ved sin appel af Hof- og Stadsrettensbødedom Side 95
rettensbødedomaf 4 december skaffede Lehmann ikke blot en politisk og moralsk sejr, men også en chance for at blive højesteretsadvokat uden i forvejen at have været prokurator. Appellen og Højesterets indrømmelseaf mundtlig forhandling i sagen19 gav nemlig Lehmann mulighed for, både overfor retten og offentligheden, på en sådan måde, at man vanskeligt kunne lukke øjnene derfor, at demonstrere, at han var kvalificeret.Hans procedure var da også formet som en prøveprocedure med tilhørende »allocution«,20 og at han havde heldet med sig viste Ørsteds bekendte »anmeldelse«, der fremkom som svar på Lehmanns fra fængslet udsendte forsvarstale. Den havde til formål at begrunde Kancellietsaktion og Højesterets præmisløse dom, men indledtes med en rosende omtale af Lehmanns defensorat, der havde karakter af en ligefrem»godkendelse af prøven«.21 Det må antages, at det er rådmandsembedet, Reinhardt tænker på med sin bemærkning om »næringstab«. Han skriver et andet sted (s. 68-69), at det var »medens man i Hovedstaden var i Færd med at give ham endnu et tredje Bevis paa Medborgeres Tillid ved at vælge ham til borgerlig Raadmand«, at Kancelliet lod ham sætte under tiltale.Selv sigtede Lehmann dertil med sine slutningsord i Højesteret: »Langt betydeligere, end den Straf, Hof- og Stadsretten har idømt mig, 19 Med generalfiskal Treschows brev af 4 januar 1842 til Aagaard, DPB, nr. 393, må sammenholdes Lehmanns forsvarstale for Højesteret, i den oprindelige version s. 2. I Efterladte Skrifter s. 132 er ordene: »og ligesom det derfor vanned oprigtigt Sind, at jeg ansøgte om mundtlig og offentlig Forhandling af min Sag« udeladt. Lehmann havde ikke ventet, at hans ansøgning var blevet imødekommet, og at sagen ville komme for i Højesteret så hurtigt. At han var beklemt er forståeligt. 20 Han tilføjede ganske vist, at det rimeligvis var sidste gang, han stod i Højesterets skranke, men ifølge Hjorth-Nielsen søgte Lehmann »i samme Maaned som Dommen faldt« om at måtte aflægge prøve for Højesteret. Han måtte vige for Rotwitt, der var yngre end Lehmann, men havde været prokurator i Thisted. Den i næste note nævnte »anmeldelse« af Ørsted hjalp altså ikke Lehmann ved denne lejlighed, men har formentlig (sammen med rettens indstilling) været af betydning, da hans ønske endelig blev imødekommet 16 november 1843. 21 Anmeldelsen findes i Tidsskrift for Literatur og Kritik 1842 s. 149ff., endnu inden Lehmann havde forladt fængslet, jfr. DPB nr. 413. Den indledes således: »Naar vi have besluttet os til at levere en Anmeldelse af det nævnte Skrift, da er det ikke for at yttre en Dom over samme. At Hr. Lehmann har udført sit Selvforsvar for Høiesterets Skranker, med en saadan Klarhed og Styrke i Tanke og Fremstilling og tillige med en saadan Rolighed og Maadehold, at en begavet, taktfast og derhos fuldkommen loyalsindet Advokat, saafremt han havde nedlagt sit Forsvar i en saadans Hænder, ikke i det Hele vilde have kunnet skillet sig hæderligere og bedre ved dette Arbeide, kan ikke miskjendes«. Når dette i den nedenfor ved note 27 nævnte afhandling betegnes som »en velvillig faglig Bedømmelse fra det af Lehmann saa ildesete Kancelli«, er det udtryk for en overfor Lehmann mindre velvillig bedømmelse. Side 96
ere de Onder, den blotte Action har paaført mig. Den har forspildt og forbittret mig et heelt Aar af mit Liv, - et Aar, som jeg tiltraadte med saa glade Forhaabninger og med det Forsæt, ret samvittighedsfuldt deri at forberede mig til mit Kald som Stænderdeputeret; den har stødt mig tilbage fra det, der er et lovligt og sømmeligt Maal for hver Mands Stræben, - en fast Livsstilling, en bestemt Virkekreds, et sikkret Erhverv, - og det i det Øieblik, da der aabnede sig en Udsigt for mig til paa den ærefuldeste Maade at naae alt dette«.22 Disse ord om en fast livsstilling, et sikret erhverv, som den blotte anklage havde stødt ham tilbage fra i det øjeblik, han stod i begreb med at opnå det, kan nemlig ikke gå på noget andet end rådmandsembedet. Den blotte anklage stødte ham i kke bort fra stillingen som advokat, som han forlængst var blevet stødt bort fra, og som han ikke stod i begreb med at opnå, da anklagen blev rejst (men tværtimod nu øjnede en chance for at opnå netop som følge af anklagen). Det er også troligt, at rådmandsvalget har spillet en rolle for subskriptionens initiativtagere. Men rent bortset fra, at Lehmann ikke ønskede en indsamling til dækning af »personlige fornødenheder« og fra det hypotetiske, at han ville være blevet valgt, hvis han ikke var blevet tiltalt, er det dog lidet sandsynligt, at subskriptionsindbydelsen skulle forstås som ligefrem sigtende på at erstatte ham en tabt rådmandsgage! Ikke destomindre fremkom der straks rygter i så henseende. Således skrev Aalborg Stiftstidende i en kort notits 17 maj: »Man skal have isinde at søge tilveiebragt . . . 25000 Rbd., hvis Forrentning kunde sikkre Lehmann en selvstændig Fremtid og holde ham skadesløs for Tabet af den ham sandsynligviis tiltænkte lønnede Raadmandspost«. En ondskabsfuld version bragtes af »Dagen«, der 18 maj indeholdt en omtale af »det store nationale Tiggeri«, som det »hensygnende liberalistiske Parti« havde anset det for nødvendigt at foranstalte, inden det endnu var »aldeles uddød«! Der tales heri om »en stor national Subscription, der skulde kunne sætte Lehmann istand til ikke alene at føre sin Proces med Kraft, og at udrede den Mulct, han muligviis kan blive idømt, men ogsaa til i Fremtiden at leve og florere som en af Fædrelandet høitfortjent Mand, hvis Dagsgjerning allerede var fuldendt, saa at han fortjente Hvile og Pension«! Det siges også, at »Fattigdirektionen turde neppe ved sin Paategning sanctionere et saadant Tiggeries Indrykkelse i Kjøbenhavnske Blade«. 22 Her citeret efter den oprindelige version s. 100. Side 97
Efter at »Fædrelandet« endelig i november havde »brudt Tavsheden om denne Gjenstand«, fortsatte »Dagen« sin hån med at hovere over, hvor lidt der var nået, skønt man på enkelte steder var »gaaet fra Huus til Huus« og havde »broutet med, at Takoffrene ventedes at skulle opvoxe til 25000 Rbd.« Efter bladets kendskab til Lehmanns karakter måtte man gå ud fra, at hans venners beslutning om at lade en »Klingbeutel« gå rundt for ham, havde været ham »meget piinlig og übehagelig«, hvorfor man hyklerisk udtrykte glæde over, at han nu »paa den hæderligste Maade har trukket sig ud af Sagen«! En anden opfattelse, der var fremme i liberale kredse i København straks efter subskriptionsindbydelsens udsendelse, også efter at Lehmann var gået af som redaktør, gik ud på, at formålet var gennem Lehmann at hjælpe »Fædrelandet« i dets betrængte situation. I et brev, som den moderat-liberale højesteretsdommer P. D. Bruun få dage senere, den 15 maj, skrev til sin broder i Viborg, hedder det:23 »En anden Gjenstand, der meget beskjæftiger i denne Tid, er den Lehmannske Subscription. Subscriptionsplanen, der nærmest syntes rettet paa at holde L. skadesløs for Omkostninger i Generalfiskal Sagen, hvilke Omkostninger forøvrigt kun kan beløbe sig til circ. 60,24 skal imidlertid have et mere omfattende Øjemed nemlig at give »Fædrelandet«som Oppositionspresse noget at holde sig ved og støtte sig paa«. Han tilføjede, at »nogle mene, at navnligen naar (lakune, hvor udgiverne har læst »Pr . . .«) deeltage vil en 30000 R udkomme; andre derimod mene, at Sagen møder Lunkenhed, og at der neppe vil indsamles mere end noget over 1000 R«. Med P sigtes formentlig til Puggaard, Lehmannssenere svigerfader. Når han ikke deltog (i alfald ikke med noget meget stort beløb, han var måske deltager i indsamlingens største bidrag på 1125 Rdl. fra den på »Børsen« fremlagte liste), skyldtes det dog ingenlunde lunkenhed, idet han tværtimod i oktober gik svanger med den idé at udstede et opråb »til det Danske Folk« om at sammenskydeen 23 DPB nr. 372, jfr. 270 og 277. Bruun, der boede i hus med Lehmann, havde det foregående år haft et sammenstød med denne i anledning af et angreb i »Fædrelandet« på Bruuns svigerfader, rentekammerdirektør Schønheyder. Han skrev da til sin broder: »Et saa uforskammet og insolent Mske har jeg ikke tidligere mødt; Du veed, jeg har altid taget ham og hvad jeg troede han virkede for, i Forsvar«. Om Bruun selv havde set subskriptionsindbydelsen, der var fremlagt hos boghandlere og i foreninger, er måske tvivlsomt. Han var førstvoterende i Højesteret i sagen mod Lehmann og voterede her for stadfæstelse af Hof- og Stadsrettens bødedom. Mange år senere fremsatte hansom landstingsformand den kendte udtalelse om Lehmanns store indsats i tinget. 24 Der må være tænkt alene på salærer til generalfiskalen og en beskikket forsvarer i første instans. En sådan ville få tilkendt 5-15 Rdl. Side 98
skydeensum til
fordel for »Fædrelandet« og »Kjøbenhavnsposten«, Oplysningen om den Puggaardske plan findes i et brev fra Knuth til Monrad af 20 oktober, kort før regnskabet over den lehmannske subskription blev afsluttet.25 Det fremgår heraf, at Knuth fra Puggaard havde modtaget et udkast i nævnte retning, men fandt en offentlig opfordring inopportun, navnlig »i dette Øieblik, saa kort efter den fra Ploug, Lunde etc., som dog langtfra ikke gik, som den burde«. Understøttelse til pressen burde efter Knuths mening gives underhånden, »saa at den ikke bidrager til at gjøre de Lunkne kolde, Domstolene strengere og Cancelliet skarpere«. Hermed kan sammenholdes bemærkninger i den nedenfor omtalte artikel i »Fædrelandet« den 15 november, i anledning af den ny sag. Det siges her, at det længe havde været på tale at komme den liberale presse til hjælp, og at »Elementerne til et stort Understøttelsesselskab for Pressen alt vare til Stede og halvt om halvt i Virksomhed«, saa at det ikke var uantageligt, at et »første Bidrag paa henved 5000 Rbd. kunde give Stødet til den virkelige Udførelse af den længe forberedte Idee«. At den lehmannske subskription »langtfra ikke gik, som den burde« skyldtes formentlig både Lehmanns fratræden som redaktør og »Dagens« gemenheder.26 Det kan også forklare både indholdet af komiteens gavebrev og Lehmanns offentlige svar. Offentliggørelsen
i »Fædrelandet« den 10 november 1841 skete på »Nogen Tid
efterat Hr. Lehmann var stillet under offentlig Anklage
25 DPB nr. 377. 26 Udtrykket bruges i et brev af 2 juni fra adjunkt Sick, Odense, til Ploug, DPB nr. 373. Sick havde modtaget en tegningsliste fra Lunde. Han havde skriftlig forespurgt, om han skulle sende listen, eller afskrifter deraf, f. eks. til Voigt i Faaborg, Bruun i Assens og Lihme i Svendborg, men ikke fået svar. Han havde nu hørt fra Voigt, at »aldeles intet saadant Dokument var kommet til Faaborg«, hvilket gav ham anledning til at skrive til Ploug, at »alle Seil bør sættes til ... især paa grund af Dagens Gemeenheder«. Af det nedenfor nævnte regnskab fra Fiedler & Co. fremgår, at der var sendt lister til Voigt og Lihme (nr. 16 og 17), der begge kom tilbage, sidstnævnte med 201 Rdl. Ved nr. 16 står »Agent Voigt, Faaborg med et Brev«, men intet beløb. Liste 15 var udstedt til urmager Kyhl i København, men kom tilbage med et brev fra »Agent Brun i Assens« og 116 Rdl. Ved nr. 18 står »fra Odense, indsendt anonymt 176«. I anledning afslutningen af Sicks brev kan iøvrigt oplyses, at liste nr. 7 var udstedt til »Commandeur Falsen, Taarnholm«, og kom tilbage med 112 Rdl. Side 99
Opoffrelser, som ere forbundne med et fælles Anliggendes Fremme, ikke uden største Übillighed kunne paabyrdes de enkelte Mænd, som, med Tilsidesættelse af deres vigtigste personlige Interesser, nærmest og virksomst have paataget sig dets Forsvar, — og i den sikkre Forventning, at Stænderdeputeret Orla Lehmanns hele offentlige Færd, navnligen hans Forhold til vor haardtbetrængte Presse, maa have sikkret ham hans skjønsomme Medborgeres Hengivenhed og Tillid, - troe vi Undertegnedeat møde et almindeligt Ønske ved herved at indbyde alle Venneraf den Sag, til hvis nidkjæreste Forfægtere Hr. Lehmann hører, til ved Subscription at tilveiebringe en Sum, der ikke blot nogenlunde kunde holde ham skadeløs for de Tab og Udgifter, den mod ham anlagte Retssag allerede har paaført, og i hvad end dens Udfald maatte blive, nødvendigen endnu maa paaføre ham, men som tillige for ham kunde blive et yderligere Middel til at lette og udvide hans Virksomhed. Uagtet de omsendte Indbydelser endnu ikke alle ere indkomne, har Gomiteen dog ikke troet længere at burde udsætte det, at tilstille Hr. Lehmann de indkomne Bidrag, hvilket er skeet under Iste d.M. med en Skrivelse, saa lydende: »Vi tillade os at tilstille Dem vedlagte 4457 Rbd. 4 Mk. 8 Sk., som en Deel af Deres politiske Venner i Anerkjendelse af Deres Fortjenester af den liberale Sag til Dato have sammenskudt, og som de gjennem os bede Dem modtage som ringe Erstatning for de Offere, Deres hæderlige Virken har paaført Dem.« I Gjensvar herpaa har Hr. Lehmann under 4de d. M. tilskrevet Comiteen saaledes: »I den betydelige Gave, som De, mine Herrer, med Skrivelse af Iste d.M. har tilstillet mig, modtager jeg med taknemlig Glæde et Pant paa Medborgeres Tillid og Velvillie. Ikke mindre kjært har det været mig, deri at finde det mest practiske Bevis paa, hvorledes den Erkjendelse hos os begynder at slaae Rødder, at »et fælles Anliggendes Fremme« bør skee og virksomt kun kan skee ved forenede Kræfter, - ved indbyrdes Sammenhold og gjensidig Understøttelse. For flere iblandt Dem, mine Herrer, har jeg, saasnart jeg erholdt Kundskab om dette Foretagende, alt udtalt den Anskuelse, at de paa saadan Maade tilveiebragte Penge for mig vilde have for stort Værd, til at jeg kunde ønske at anvende dem til mine personlige Fornødenheder.Jeg haaber ogsaa, at det ikke vil blive miskjendt, men tvertimod bedst vil svare til Givernes Hensigt, naar jeg bestemmer den mig tilstilledeSum til Grundlæggelse af en Fælleskasse, - et lille Fond ad usus publicos, - til Fremme af de Interesser, hvori de oprindelige Givere have Side 100
fundet sig
forenede, og navnlig til Understøttelse af vor, som De
med Jeg beder Dem derfor, mine Herrer, at turde henvende mig til Dem, saa ofte der maatte blive Tale om nogen Anvendelse af den allerede disponible Sum, ligesom at det maa være forbeholdt yderligere Raadførsel, hvorledes vi bedst kunne sætte os i Forbindelse med andre Mænd, der maatte ville medvirke til at give et saadant Sammenskud større Udstrækning og fastere Organisation, og hvis Navne kunde indeholde en forøget Garanti for sammes hensigtsmæssige Anvendelse.«« Men hvorledes gik det nu faktisk med pengenes anvendelse under indflydelse af den ny sag, som meddelelsen i »Fædrelandet« gav anledning til? Som oplyst af Reinhardt endte den med frifindelse ved Hofog Stadsrettens dom af 15 marts 1842 (midt under afsoningen af den 3 måneders fængselsstraf, Højesteret havde idømt Lehmann i hovedsagen) . Så længe sagen stod på var det naturligt, at spørgsmålet beroede, men efter at appelfristen var udløbet (og Lehmann kommet ud af fængslet) hvad da? Herom har daværende højesteretspræsident, dr. jur. Troels G.Jørgensen, i en afhandling 1940 på grundlag af Lehmanns bemærkninger i Efterladte Skrifter fremsat den overraskende opfattelse, at der slet intet kom ud af Lehmanns planer om støtte til pressen.27 Afhandlingen redegør omhyggeligt for generalfiskalsagen, og fremdrager navnlig Ørsteds førnævnte »anmeldelse« (der også indeholder et forsvar for Kancelliets afgørelse i suspensionsspørgsmålet) og de 11 højesteretsdommeres nu tilgængelige voteringer i sagen, men den omtaler tillige kort dommen i bisagen i et stykke, der begynder og slutter således: »Med Hensyn til Sagens Udenværker skyldes der endnu Oplysning om det ovenfor omtalte Sagsanlæg i Anledning af den til ham indsamlede Sums Anvendelse. Om det ligesom om Suspensionen er Lehmanns Fremstilling noget overfladisk . . . Som oplyst blev Fonden ikke dannet, men Kapitalen omsat til en Gulddaase, der nu er i Familiens Eje«.28 27 »Sagen om Orla Lehmanns Tale paa Falster«, Juristen 1940, s. 533 ff. Afhandlingen er med nogle ændringer og en tilføjelse om den af Harald Jørgensen i samme tidsskrift s. 662 ff. (og i Hist. Tidsskr. 10. rk. V) behandlede sag om Orla Lehmanns Ridehustale, gentaget i samlingen »Strejflys over Enevældens Retsliv«, København 1949, s. 140ff. 28 Her citeret efter »Strejflys« s. 151. Sætningen: »Om det ligesom om Suspensionen er Lehmanns Fremstilling noget overfladisk« fandtes ikke oprindelig i afhandlingen. Den er efter det ovenfor anførte næppe træffende. Udeladt er en sætning i den oprindelige afhandling i »Juristen« s. 536: »Om Indtryk og Stemninger i Publikum, der ledsagede denne Sags Forløb, vilde adskilligt kunne oplyses fra Dagspressen og andetsteds«. Det gælder som det vil ses også om indsamlingen og gulddåsen. Side 101
Med ordene »ovenfor omtalte« og »som oplyst« sigtes til et citat tidligere i afhandlingen af Lehmanns Efterladte Skrifter, svarende til det ovenfor meddelte. Det drejer sig altså om en fortolkning heraf. Bemærkningen om, at borgerne og bønderne på Falster forandrede deres bidrag til en gulddåse er udlagt derhen, at hele den sum, der skulle have udgjort fondets kapital, blev »omsat«. Forfatteren har næppe tænkt sig, at alle 5000 Rdl. var tegnet på Falster, men snarere anset Lehmanns ord som dækkende det mindre pyntelige forhold, at også bidrag, tegnet i København og andetsteds, blev anvendt til en »gave« fra Falster. Muligvis har han ikke henregnet hele beløbet til den fondskapital, der blev omsat, men tænkt sig de ved dommene idømte salærer og andre omkostninger afholdt forlods. Selv i så fald ville der dog være tale om en meget kostbar gulddåse!29 løvrigt er det, der har interesseret forfatteren, næppe så meget, hvad pengene blev brugt til, som hvad de ikke blev brugt til. Efter hans teori blev intet anvendt til støtte for oppositionspressen, således at Kancelliets aktion, selvom Lehmann blev frifundet, dog afholdt ham fra at realisere sine planer.30 Som vi skal se er det faktiske forhold, at der i de 5000 Rdl. overhovedet ikke indgik bidrag fra Falster, og at størstedelen af beløbet blev anvendt til direkte subventioner af »Fædrelandet«, »Kjøbenhavnsposten« og »Den Frisindede«. Men inden dette vises, vil vi kaste et blik på, hvad der fremgår af »journalitteraturen« om gulddåsen. Medens
»Fædrelandet« er hovedkilden forsåvidt angår
indsamlingen, 29 Efter fradrag af det beløb, Lehmann faktisk anvendte til omkostninger, var der 4400 Rdl. tilbage, eller næsten I1I1/2 gang så meget, som Højesterets justitiarius dengang oppebar i årsgage! Til sammenligning kan anføres, at den »store pokal af pureste guld«, som Ussing modtog i 1839, ifølge Lehmanns brev til broderen af 8 maj 1839 kostede 1600 Rdl. 30 Som et kuriosum kan anføres, at en beundrer både af Ørsted, Lehmann og Jørgensen gengiver dennes fremstilling således: »Til sidst kommer A. S. Ørsted ind paa at behandle »sagens udenværker«, som drejer sig om de indsamlede penge til Orla Lehmann ... - Som før nævnt kom der ikke noget ud af det. For beløbet købtes den før omtalte gulddåse med de store brillianter«. Johannes Lehmann: Den unge Orla Lehmann — Talen på Falster — Forsvaret i Højesteret - Domfældelsen, udsendt af Dansk Kautionsforsikrings Aktieselskab, 1957, s. 117. Da forfatteren i modsætning til dr. Jørgensen har læst Reinhardt og gengiver både indskriften på dåsen og Lehmanns højstemte ord i hans »Taksigelses-Skrivelse«, kommer bemærkningen om, at den blev købt for det indsamlede beløb, her til at virke helt grotesk. S. 77 findes et fotografi af gulddåsen, svarende til et i Ove Rodes radioforedrag: »Den unge Orla Lehmann«, Radiolytterens Forlag, København 1928, hvoraf fremgår, at Lehmann ved sit bryllup borttog diamanterne (rosenstene, ikke brillianter) for deraf at danne et brudesmykke til sin hustru, idet han samtidig til den oprindelige indskrift lod føje: »Til Maria fra Orla«. Dåsen er i 1967 af Jørgen Rode skænket til Falsters musæum. Side 102
er Lolland-Falsters Stiftstidende det med hensyn til gulddåsen. I dette blads nummer for 18 december 1841 findes på første plads, men uden overskrift, en meddelelse, der indeholder fuldstændige gengivelser af et gavebrev af 4 december og en takkeskrivelse fra Lehmann af 16 december.Indledning og gavebrev lyder i uddrag således: »Orla Lehmanns Venner her paa Falster have i denne Tid ladet ham tilstille en Gulddaase af udmærket Arbeide, med den Indskrift: »Til Orla Lehmann fra Borgere og Bønder paa Falster. Den 4de December 1841«. Omgivet af 6 kostbare Diamanter er paa Laaget anbragt et Landskab i Emaille, der har Liighed med . . . Guldborgsund . . . Til at overbringe denne Gave var af Giverne udvalgt en Deputation, bestaaende af Kjøbmand Wulff og Stændersuppleant Peder Steffensen, af hvilke dog den Sidstnævnte formedelst Sygdom i sin Familie maatte opgive Reisen saa silde, at ingen Anden i hans Sted kunde blive valgt. Daasen var ledsaget med følgende Skrivelse: Høistærede Hr.
Orla Lehmann! En Deel af de Mænd, som ved Deres gjentagne Besøg her paa Falster have haft Leilighed til at gjøre Deres nærmere Bekjendtskab, bede Dem at modtage den hermed følgende Gave som et Vidnesbyrd om vor Høiagtelse og Hengivenhed for Dem og om vor Taknemlighed . . . Allerede længe førend vi saae Dem, havde vi med levende Deltagelse og Glæde fulgt Deres offentlige Færd; men den Tale, som De for henved et Aar siden holdt paa Raadstuen her i Nykjøbing, saavelsom de retslige Forfølgelser imod Dem, hvortil denne har maattet give Anledning, har knyttet Dem end fastere til vore Hjerter. Modtag da vor
Gave med det venlige Sind, hvoraf den rækkes Dem, Nykjøbing, den
4de December 1841. Paa Givernes
Vegne J. Sidenius.«
Af Lehmanns lange svar skal kun gengives, hvad der følger efter den af Reinhardt gengivne passus om Herre og Tjener: »Og jeg skal derved tillige mindes den gyldne Lære, at Livets Humor er en Diamant a reneste Vand og lyseste Glands - et lifligt Smykke for de gode Dage og mod al Slags Modgang det stærkeste Pantser«. Samt slutningen om Side 103
betydningen af datoen 4 december: »Det er derfor Mindet om en Dag, der dybt har grebet ind i mit Liv, som Deres Gave vil bevare hos mig og hos dem, som jeg engang maatte efterlade samme som en hellig Arvelod«.31 Bemærkningen om Livets Humor sigter måske til en sammenligning, »Fædrelandet« havde gjort med et skakspil. I en stor ledende artikel den 15 november om den nye sag - i hvilken det hævdes, at Lehmann jo i grunden kun havde bestemt pengene til det, giverne ønskede, og at man derfor ikke kunne tiltale Lehmann »uden tillige at tiltale de over to tusinde Mænd«! - fandtes følgende sætning: »Det er som i et Schakspil: Stændervalg - Generalfiscalaction; Viceformandsvalg - Suspension; Tillidsvotum - nu var det altsaa Cancelliet, der havde Trækket«. Der er ingen tvivl om, at det har moret Lehmann at kunne besvare Kancelliets træk - den ny aktion — med det fornyede tillidsvotum, som lå i gulddåsen, og at han har formet sin tak med henblik på offentliggørelse. Da »Fædrelandet« 21 december på en beskednere plads og med mindre typer gengiver Stiftstidendes meddelelse om gulddåsen, under overskriften »Den falsterske Hædersgave til Orla Lehmann« kalder det også denne for »det Lehmannske Træk«, idet det minder om, hvad det - »naturligvis i Spøg« — skrev den 15 november. Det tilføjer: »Og vi maa altsaa atter bemærke, at nu er Trækket til Cancelliet«. Man kan fortsætte spøgen med at opfatte appellen af underrettens bødedom som Kancelliets næste træk, og den overstrømmende hyldest, han blev genstand for, som Lehmanns. (Partiet endte i hans favør, efter at Kancelliet havde gjort et sidste forsøg på at sætte ham mat i 1845). Men spøg tilside: At Lehmann ikke selv havde arrangeret det træk, vi her beskæftiger os med, og ikke købt gulddåsen for de penge, han modtog den 1 november, fremgår ikke blot af det citerede, men også af regnskabsmateriale, der beror - i et omslag med titlen »Det lille Fond ad usus publicos« — blandt hans efterladte papirer i Rigsarkivet.32 Først og fremmest det originale regnskab af 28 oktober 1841 fra indsamlingens kasserer, Fiedler & Co., over de indtil da indkomne 4457 Rdl. Det ses heraf, at
beløbet hidrørte fra 33 bidragslister, hvoraf ingen
31 Der sigtes til, at indskriftens og gavebrevets dato ved et ejendommeligt sammentræf falder sammen med Hof- og Stadsrettens bødedom af 4 december 1841 - senere blev Højesterets dom af 20 januar 1842 nok så minderig - og til, at det også var en 4 december (1839), Lehmann anførte studenterdeputationen til Chr. VIII. 32 Orla Lehmanns Privatarkiv, B 2d, Personlige Papirer, Sagen om Talen paa Falster. Det originale gavebrev findes under A 3 c, Adresser m. m. Side 104
har forbindelse med Falster. Der var udstedt i alt 56 lister - i form af genparter af subskriptionsindbydelsen, bekræftet af Lunde og med tilføjelsen:»Planen med paategnede Bidrag bedes remitteret de Herrer Fiedler & Comp« - til personer og institutioner over hele landet, deraf 15 i København, 16 på Sjælland udenfor hovedstaden, 3 på Fyn og een på hver af øerne Møn, Falster, Lolland og Langeland. Fra 13 af listerne var endnu intet hørt ved regnskabsaflæggelsen, og ved 10 »vedlagtelister« er der på regnskabet ikke opført noget beløb. Ved 3 af disse henvises til et vedlagt brev, heriblandt nr. 8, hvorom det på regnskabet hedder: »En Skrivelse fra Herr Adjunct Niels Hansen vedlægges, angaaendeden til Isaac Sidenius i Nykiøbing sendte Liste«. Ingen af de tre breve findes, men derimod en liste, der i øverste venstre hjørne bærer tallet 8, og som på bagsiden er påtegnet en række navne og beløb, deriblandt6 sogne i Falsters nordre herred, f. eks. »Waalse Sogn 56 - 5«, »J. Sidenius 10« og »Adj. Hansen 5«, ialt Rdl. 460 - 3 - 8. Når Lehmann har bevaret netop denne liste - den eneste, der findes i arkivet - er det formentlig fordi den var fra Falster, og fordi det derpå tegnede beløb, der er det næststørste efter liste 1 »Børsen i Kiøbenhavn«, ikke indgik blandt de 4457 Rdl., han modtog fra indbyderne.33 Hvad der har stået i adjunkt Hansens brev kan man kun gætte på, men den antagelse ligger nær, at han har givet udtryk for, at man på Falster, hvor talen var blevet holdt, og hvor man kunne have særlig grund til at vise Lehmann sympati, ville foretrække at give ham en mindegave, fremfor at bidrage til en landsindsamling, som han tilmed blev hånet for i regeringspressen. At Sidenius (der er identisk med den stænderdeputerede for købstæderne, som optrådte ved mødet på Falster)var 33 De andre 9 lister, udfor hvilke der ikke er opført beløb på regnskabet, må antages at være kommet tilbage blanke. Om liste 16 se note 26. Antagelig havde Voigt tegnet sig på en af de andre fynske lister, inden han, formentlig forsinket, modtog sin egen, og forklarer dette i det nævnte brev. Om tegningen på øerne kan i øvrigt oplyses, at liste 22 var udstedt til »Consul G. Hage, Stege«, en af Puggaards svogre, som i 1838 havde hjulpet Lehmann til valgbarhed som stænderdeputeret. Den kom tilbage med 79 Rdl. Den til Maribo udstedte liste kom tilbage med 150 Rdl., men derhos findes på regnskabet, som sidste post udenfor de 56 lister: »Fra Herr Consul Hage i Nakskou som af ham indcasseret, ved Herr Lunde modtaget, 208-4-8«. Det drejer sig her om Puggaards kompagnon Alfred Hage. Da der senere direkte til Lehmann indkom 40 Rdl. fra »Saxkjøbing«, gav Lolland således ialt 398, eller næsten ligesåmeget som Falster havde tegnet på liste 8. En anden stor liste var i øvrigt nr. 9, Helsingør, som havde ønsket at vælge Lehmann til stænderne. Den gav 412 Rdl. I modsætning hertil står Langeland, der hørte til Lehmanns valgkreds. Den dertil sendte liste var blandt dem, der ikke var kommet tilbage ved regnskabsaflæggelsen, men Lehmann har på regnskabet noteret »remitteret blank«. Om valgene til stænderne se Voigts breve, DPB nr. 331, 334, og 337, samt brygger Wiibroes nr. 338 og 347. Side 105
ster)varenig
heri, fremgår af hans underskrift på gavebrevet. Da
navneneWulff Over de senere indkomne 478 Rdl. har Lehmann 1 maj 1842 underskrevet et regnskab: »Indkommet til den Lehmannske Subscription efter den 28 Oct 1841«. Det drejer sig for størsteparten om bidrag, hidrørende fra lister, der havde været fremlagt i Academisk Læseforening og Studenterforeningen i København, og som ikke var kommet tilbage ved Fiedlers regnskabsaflæggelse, samt fra andre ikke-falsterske lister (efternølere fra Horsens og Fredericia, restance på Lundes liste). Hertil kom 40 Rdl. »fra Saxkjøbing«, henholdsvis 10 og 20 Rdl. fra to »Privatmænd« og endelig 100 Rdl. »fra en Anonym, indbetalt gjennem »Fædrelandet«s Kontor i Anledning af Lehmanns Domfældelse«. Antagelig sigtes der til domfældelsen ved Højesteret, således at beløbet er indbetalt til »Fædrelandet« efter Lehmanns fængsling 21 januar 1842. Forbindelsen til den 8 måneder tidligere påbegyndt subskription er noget fjern, men såmeget nærmere til bladet, der også kan siges at have fået pengene til eje ved Lehmanns uddeling. 1 maj 1842 var Lehmann kommet på fri fod og den frifindende underretsdom i den ny sag var blevet retskraftig. Han sendte da komiteen en udskrift af dommen og nævnte regnskab med en skrivelse, hvori det indledningsvis hedder: »Saalænge Lovligheden af mit Forehavende var underkastet en Retssag,har jeg anseet det for loyalest, intet at foretage til Sagens videre Fremme, men ligesom der nu ikke længer er nogen Grund til Opsættelse,saaledes synes Pressens nærværende Forfatning at gjøre en hurtig Hjælp til Nødvendighed«. Han finder derfor, at »de forhaanden værende Midler bør anvendes til en øieblikkelig Subvention«. I så henseende foreslår han, at der ydes 1600 Rdl. til »Fædrelandet«, 800 Rdl. til »Kjøbenhavnsposten« og 400 Rdl. til »Den Frisindede«. Endvidere, at der for 150 Rdl. af købes Fr. Barfod »endel Exemplarer af Braga og Idun og af hans andre Skrifter, som jeg foreslaaer at skjænke til det slesvigske Selskab til Uddeling i denne »haardt betrængte« Deel af det danske Sproggebeet«. Der vil da være 1191 Rdl. tilbage, idet der foruden 545 Rdl. til sagsomkostninger (deraf 8 Rdl. i salær til aktor, prokurator Kraft, i den nye sag), er anvendt 150 Rdl. til Rasmus Sørensen og 100 Rdl. til brødrene Mønster.34 Antagelig har det været 34 Baptistforstander Peder Mønster og dennes broder, cand. phil. Frederik Mønster. Peder Mønster blev, efter at han i 1839 havde oprettet sin »Daabsmenighed«, gang på gang fængslet. Ploug finder i sit nedenfor nævnte votum af 4 maj 1842, understøttelsen til brødrene Mønster vanskeligt forenelig med Lehmanns erklærede formål, men går dog ind for den under hensyn til analogien mellem religionsfrihed og trykkefrihed. Side 106
tanken at
benytte 1000 Rdl. som grundstamme ved dannelsen af den
Vedlagt Lehmanns skrivelse af 1 maj findes lange voteringer af Ploug, Broberg, Lunde og Drewsen. Ploug voterer »som den Yngste« først, allerede 4 maj. Han har været noget betænkelig ved at forblive i komiteen, efter at han selv var blevet redaktør af »Fædrelandet«, men fremhæver, at »Indbydelserne alle vare udgaaede, inden jeg havde nogen Anelse om den nævnte Forandring i min Stilling«. Han vil ikke nu undslå sig for at ytre sig og tiltræder med en udførlig motivering Lehmanns forslag. Broberg og Lunde erklærer sig helt enige med Ploug, hvorimod Drewsen erklærer, at han fra begyndelsen har ment, at Lehmann var fuldkommen berettiget til at anvende den indsamlede sum »efter eget gode Befindende«. Skønt han havde ønsket, »at hele Summen var forblevet hans«, kan han dog på ingen måde have noget imod »den uegennyttige Brug, han har gjort deraf«. Noget skriftligt fra Fiedlers side er ikke bevaret, men der må efter Plougs nedenfor citerede seneste erklæring antages at have foreligget en separat udtalelse fra ham, hvorefter han var enig med Drewsen. Udbetalingen fandt først sted den 1 oktober efter afslutningen af stænderforsamlingen i Roskilde, skønt Lehmann havde lagt vægt på en »øieblikkelig Subvention«. Forklaringen finder man i en ny skrivelse til komiteen af 20 oktober, der indledes således: »Efter det af mig under Iste Mai d.A. d'Herrer meddelte Forslag, hvis Approbation jeg har modtaget under mit Ophold i Roeskilde, bestod vort Fond ... af 4141 . . „ hvoraf der skulde gives . . . ialt 2950 Rdl. At disse Summer strax efter min Hjemkomst under Iste d.M. ere udbetalte til rette Vedkommende, udvise de vedlagte Quitteringer. - Da jeg tillige havde bragt i Erfaring, at Hr. Barfod var bragt i ikke liden Forlegenhed ved, tvertimod hvad hidtil er skeet, at blive dømt i Mulct og Censur for en Artikel, for hvilken den ansvarlige Redacteur tillige blev saggiven og dømt, har jeg anseet det for Pligt at tilstille ham et Beløb af 200 Rdl., hvorfor hans Quittering medfølger«.35 34 Baptistforstander Peder Mønster og dennes broder, cand. phil. Frederik Mønster. Peder Mønster blev, efter at han i 1839 havde oprettet sin »Daabsmenighed«, gang på gang fængslet. Ploug finder i sit nedenfor nævnte votum af 4 maj 1842, understøttelsen til brødrene Mønster vanskeligt forenelig med Lehmanns erklærede formål, men går dog ind for den under hensyn til analogien mellem religionsfrihed og trykkefrihed. 35 Skrivelsen, der beror i arkivet sammen med kvitteringerne, har oprindelig været stilet til alle fem indbydere, men Fiedlers navn er udraderet, antagelig fordi Lehmann har været klar over, at han ikke ville befatte sig mere med sagen. Kvitteringerne er påtegnet breve af 1 oktober 1842 fra Lehmann til udgiverne af de tre blade og til Barfod (2 breve), hvormed beløbene fremsendtes. De er for »Fædrelandet« underskrevet af Giødwad og Ploug, for de to andre blade af henholdsvis Liunge og Rosenhoff. Side 107
Man kan undre sig over, at der til cirkulationen mellem komiteens medlemmer var medgået 2 måneder,36 men Drewsen har måske været bortrejst. Efter i ndholdet af Lehmanns skrivelse må det i alfald antages, at Drewsen, hvis votum ikke - sålidt som Brobergs og Lundes - er dateret, først har afleveret approbationen, da de mødtes i Roskilde. Man kan også undre sig over, at det ikke derefter var muligt at foretage udbetalingen før efter stændermødernes slutning, men det må erindres, at afstanden fra Roskilde til København dengang var større end nu, og at selv stænderdeputerede, der boede i København, tog ophold i Roskilde under sessionen og kun aflagde besøg i deres hjem om søndagen. Dertil kom, at Lehmann som bekendt blev stærkt engageret i Roskilde og kom i hæftig modsætning til mange af sine venner ved at medunderskrive udvalgsbetænkningen om stænderkomiteer, ja endog blev angrebet af to af de blade, der skulle modtage subvention af hans fond, deriblandt »Fædrelandet«. Til Tscherning, der var hans eneste trøst i denne fejde, skrev han 26 august, at han ganske vist var klar over, »hvor smertelig det har været dem, at giøre, hvad de ansaae for Pligt«, men at, »det naturligviis afbryder al Forbindelse mellem mig og et Blad, hvis Stifter, Sjæl og Støtte jeg hidtil var, men med hvilket jeg naturligviis intet kan have at gjøre, efterat det om Hovedspørgsmålet har brudt Staven over mit klart og fuldstændigen givne Program«.37 Dette kunde dog naturligvis ikke bevirke, at de vedtagne subventioner ikke blev udbetalt, og det ødelagde heller ikke det personlige forhold til Ploug, men striden var sikkert medvirkende til, at Lehmann besluttede at rejse bort for længere tid. At Lehmanns beslutning herom var taget, da han 20 oktober skrev til komiteen, fremgår af Tschernings brev af s.d., der er en »Lykønskningtil den forestaaende Reise ud af Illusionsmagernes Land«.38 Lehmanns brev til komiteen betegner afslutningen på sagen inden rejsen.Efter den citerede indledning hedder det om planen om »et almindeligtSelskab til Pressens Understøttelse«, at »ligesom den mod mig anlagte Sag nødsagede mig til, indtil videre at udsætte ethvert Skridt i 36 Møderne i Roskilde begyndte 7 juli, men de deputerede samledes forinden til prøvevalg, jfr. Drewsens brev til Schouw af 6 juli, DPB nr. 428. 37 DPB nr. 443. Måske under indflydelse af Tscherning tog »Fædrelandet« 5 september Lehmann personlig i forsvar overfor »Kjøbenhavnsposten«s angreb. Den meningstilkendegivelse, Lehmann havde bedt Tscherning om, jfr. DPB nr. 447, fremkom i »Fædrelandet« 8 september som et »Brev til Udgiveren« fra »En radical Ven«. 38 Julius Clausen: Af Orla Lehmanns Papirer, 1903, s. 69. Udgaven har fejlagtigt »Illusionernes Land«. Side 108
den Anledning, saaledes fandt jeg det efter Omstændighederne ikke tilraadeligt,saaledes som jeg havde tænkt mig, at udståede en Indbydelse til de Deputerede i Roeskilde. Vi nødsages derfor vel til at betragte det nærværende Foretagende som et afsluttet Hele, som jeg dog haaber, kun er Forløberen til et almindeligere Foretagende af samme Natur i en ikke for fjern Fremtid«. Restbeholdningen 991 Rdl. tænkte han sig anvendt fra tid til anden i mindre beløb, og da han gik ud fra, at komiteen ikke brød sig om at blive ulejliget hermed, udbad han sig en slags saldokvittering. Ploug voterede 25 oktober for at tage Lehmanns forslag til følge og formulerede en erklæring, som han og de andre tre underskrev. Han indledte dog med at sige, at han i realiteten måtte være enig i »det foran af ... Drewsen og Fiedler yttrede, at Dispositionen over det . . . indsamlede Beløb tilkommer Hr. Lehmann selv, og man har betragtet det som en Formalitet, han til egen Beroligelse ansaae det rigtigst at iagttage, at han har forelagt Indbyderne de foranstående af disse bifaldte Forslag«. Og Drewsen erklærede 8 november: »Jeg har, fra det Oieblik jeg tiltraadte denne Commite, kun seet en Lehmann Sag deri, og jeg erklærede strax, som vil erindres, at de indkomne Bidrag maatte være hans, og ene hans Eiendom. Hvad Anvendelse Hr. Lehmann vilde giøre af den indkomne Sum, maatte efter min Formening være hans egen Sag. Det er følgelig kun for at føie hans Ønske, at jeg har gjennemlæst medfølgende Papirer, men aldeles ikke for videre at have Mening om Distributionen, og min Underskrift herpaa og paa den forelagte Oversigt, betyder derfor kun, at jeg har seet den«. Sagen om den lehmannske subskription fandt herefter sin afslutning ved følgende meddelelse i »Fædrelandet« den 10 november 1842, nøjagtig på årsdagen for den første offentliggørelse, og dagen efter at Lehmann var rejst: »Af Candidat
Lehmann er der til Optagelse i »Fædrelandet« tilstillet
»Foruden de 4457 Rbd. 4 Mk. 8 Sk., der tilligemed Undertegnedes Skrivelse af Iste November forrige Aar bleve tilstillede Hr. Candidat Orla Lehmann, som det indtil da indkomne Beløb af den ved os foranstaltede Subscription, er der senere endnu indløbet en Sum af 478 Rbd. 4 Mk., saa at altsaa det hele indkomne Beløb udgjør 4936 Rbd. 2 Mk. 8 Sk. Efter Hr.
Lehmanns Ønske have vi med ham taget under
Overveielse,hvorledes Side 109
ensstemmendemedde i hans
Skrivelse af 4de November forrige Aar Da Hr. Lehmann nu
for os har aflagt Regnskab for Summens Anvendelse,
Kjøbenhavn den
25de October 1842. Ghr. Broberg Drewsen*
J. F. Lunde Carl Ploug« * Da Hr. Lehmann, efter Tilendebringelsen af den mod ham anlagte Retssag . . . under Iste Mai d.A. tilstillede Indbyderne et motiveret Forslag om Pengenes Anvendelse, erklærede Kammerraad Drewsen, at han ansaae Lehmann for eneberettiget til at anvende den indsamlede Sum efter eget Tykke og Forgodtbefindende. Denne Erklæring har han gjentaget paa det af Lehmann affattede Regnskab, og har paa ovenstaaende Quittering henvist dertil«. For gulddåsens
vedkommende kan historien passende afsluttes med
»I Folkethinget, hvor han havde det varmest, gik han i Reglen omkring i Salen under en Diskussion, hvori han skulde tage Del, og hans Yndlingspromenade var Strækningen mellem Thronstolen og Formandspladsen. Der marscherede han frem og tilbage desto hurtigere, jo ivrigere Diskussionen var, med sit smukke graa Hoved bøjet let forover og Hænderne paa Ryggen. I Haanden bar han gjerne en gylden Daase, en Gave fra »Folket« modtagen i Stændertiden«.39 39 Politiske Portrætstudier, Kbh. 1878, s. 17. Side 110
SUMMARY Orla Lehmann and „The Lehmann Subscription"Orla Lehmann, the Danish liberal politician, was, while in opposition, heavily persecuted by the autocratic government. Twice, in 1841 and 1845, he was indicted for political speeches. Famous is the case concerning his speech on the Island of Falster on 30 January, 1841, shortly after his election as a deputy to the Advisory Diet for Eastern Denmark. The judgement in the first instance fined him 500 rigsdaler, but on 20 January, 1842, the Supreme Court sentenced him to three months' imprisonment (this being less than the government had hoped for). He conducted his own defence in an open sitting, and his plea, issued in print from the jail, as well as the imprisonment itself, won him immense popularity as a national hero. Furthermore, as some paradoxical consequence, he was admitted to the bar of the Supreme Court in 1843, this having been his long sabotaged aim. A second persecution, following the indictment, was his suspension as a member of the Copenhagen Town Council, to which he had been elected the year before, 29 years old. At the time of the indictment it was contemplated to elect him alderman, but as he had to be confirmed by the government in this office the Council elected him vice-president instead. It seems that this provoked the government to raise the question of suspension. The sentence did not prevent him from resuming his seat in the Council after the imprisonment, no more than from starting his career in the Diet shortly afterwards. Soon after the indictment and the said events in the Town Council, a subscription was raised in favour of Orla Lehmann, primarily to indemnify him for the costs of the prosecution; the subscription reached an amount of 5000 rdl. shortly before the judgement in the first instance. When Lehmann publicly declared that he wanted the money used in support of the liberal press, he was prosecuted anew, but aquitted while in jail. Some short comment on this in Lehmann's "Posthumous Papers" has been misunderstood, as if the 5000 rdl. were converted into a gold snuff-box, which he received at the time of the first judgement with the inscription: „From the citizens and peasants of Falster". A study of the daily papers and of documents in the Danish Record Office proves this to be wrong, most of the money having been used in direct aid of three liberal papers (500 rdl. covering the costs). In proving this, and presenting the background, aim and results of the subscription, some light has been thrown on young Orla Lehmann's situation at the time. |