John A. F. Thomson: The Later Lollards, 1414-1520. Oxford Historical Series. 2nd Ser. Oxford University Press 1965. xii + 272 s. 3 kort. 42 sh.

Saavel Wycliffes Person og hans Paavirkning af Samtid og nærmeste Eftertid som Spørgsmaalet om de sene Lollarders eventuelle Betydning som Formidlere af den engelske Reformation er ofte taget op til Behandling. Derimod er den mellemliggende Periode, Lollarderne i 15. Aarh., kun stedmoderligt behandlet, fortrinsvis udfra litteraturhistoriske Synspunkter (især den engelske Bibeloversættelse), eller i lokalhistoriske Arbejder om isolerede Kætterprocesser, og det er følgelig en saare fortjenstfuld Opgave, som Forfatteren her har taget sig paa, at gennempløje det enorme Kildemateriale, især de biskoppelige Dom- og Kopibøger, der er bevaret i saa stort Tal, at kun de færreste er udgivet. Selvom Kilderne saaledes i høj Grad foreligger stiftsvis, har han foretrukket en selvvalgt regional Inddeling, hvoraf fremgaar, at Bevægelsen trods omfattende Forfølgelser trivedes Perioden igennem, især i en Række større Byer som Bristol, Coventry og London samt i visse sydøst-engelske Landdistrikter og i Thames-Dalen (Oxford-Reading-Egnen).

Efter at det af Sir John Oldcastle (Falstaffs »Ophav«) anstiftede Oprør
1414 brød sammen, var Overklassen og Universiteterne tabt for Bevægelsen,

der i udpræget Grad fandt sine Tilhængere blandt Landhaandværkere, Vævere m. fl., hvilket udmærket forklarer, at der er saa forsvindende faa Vidnesbyrd fra det »ikke-industrialiserede« Nordengland. En dansk Læser genkalder sig her Gang paa Gang Studiet af de hjemlige Vækkelser i Enevældens sidste Aar, saavel hvad Milieu som især Kildeproblemer angaar, idet det nu en Gang er særdeles vanskeligt at vinde positivt Kendskab til Sektens Begrebsindhold udfra de negative Kilder (Forhørsprotokoller), saa meget mere som Lollarderne gerne forhørtes paa Grundlag af et Standardspørgeskema. En Specialist i Heresiologi ville paa dette Punkt nok kunne grave lidt dybere, selvom det skal indrømmes Forfatteren, at en saa lidet artikuleret Befolkningsgruppe som den Lollarderne tilhørte næppe saa meget besad en udførlig Dogmatik som en oppositionelHoldning overfor det bestaaende. Samtiden som Lollarderne selv ansaa Kritikken af Pilgrimsrejser og Helgendyrkelse som noget for Sekten karakteristisk,hvortil kom en fundamentalistisk Bibeltro forbundet med rationalistiske, for ikke at sige antisakramentale Anskuelser. Men bortset fra en vis Tusindaarsrigeforventninghenimod Aar 1500 (hvor Forfølgelserne intensiveredes), er der ikke fundet klare »social-politiske« Underklassesynspunkter.

Et særligt Kapitel er viet selve Procesformen, hvor det fremhæves, at de kirkelige Domstole (der fandtes ikke Inkvisition i England) maa siges samvittighedsfuldt at have overholdt de processuelle Regler. Folkelig Overtro og Krostuesnak blandes aldrig sammen med reelt Kætteri, ej heller den udbredte verdslige »Antiklerikalisme«, der var et karakteristisk Supplement til Senmiddelalderens Fromhedsliv. En Undtagelse danner maaske den berygtede Richard Hunne-Affære (1514), der dog paa een Gang viste Londonoverklassens skarpe Holdning overfor Byens Biskop og dens Foragt for Lollarderne. Der var i højere Grad Tale om Forsøg paa at bringe de vildfarne tilbage i Folden end Kættermageri; übeviste Anklager kunde fragaas ved Meded, og det var en Regel, at første Gang begaaet Kætteri alene straffedes med Bod (ofte Pryglestraf), hvorefter den angrende Synder genoptoges i Kirken. Alene haardnakkede Syndere (meget faa) samt atter frafaldne (relapsi) overgaves den verdslige Magt til Baalet, en Fremgangsmaade, der vist var den vigtigste Aarsag til Kontinuiteten, idet det herved blev næsten umuligt at udrydde Bevægelsen. Thi de faa Henrettelser (en 36 overfor ca. 400 »angrende«) skyldtes Opdagelsen af Lollarder, der efter en pro forma Omvendelse i ofte mange Aar havde fortsat en sekterisk Missionsvirksomhed.

Naar Forfatteren fremhæver, at selv saadanne relapsi, hvem Baalet var vis, tit og ofte overbevistes af Skriftefædrenes Anstrengelser og saaledes døde forsonede med Kirken, vilde Læseren dog gerne vide, om man i England anvendte den flere Steder paa Kontinentet kendte Sædvane, at de i saa Fald som en sidste Naade stranguleredes, inden Baalet antændtes. Af speciel Interesse er Paavisningen af, at Foxe's berømte Reformationsmartyrologium (Acts and Monuments) i vid Udstrækning bygger paa det samme Materiale (dvs. de officielle Retsakter), som er anvendt i denne velskrevne og instruktive Bog.