Otto Mørkholm: Antiochus IV of Syria. Classica et Mediaevalia. Dissertationes VIII. København, Gyldendal, 1966. 229 s. 40 kr.

Gennem arbejdet med sin publikation af Nationalmuseets betydelige samling af seleukidemønter i hæfte 35 af det store katalogværk »Sylloge Nummorum Graecorum« har Den kongelige Mønt- og Medaillesamlings unge overinspektør, cand. mag. Otto Mørkholm fattet interesse for den særprægede konge Antiochos IV (175-164 f.v.t.), som er blevet kendt i eftertiden på grund af sit sammenstød med den romerske verdensmagt under en aktion mod Ægypten i 168 og i endnu

højere grad som følge af de forfølgelser, han satte ind mod Jerusalems jøder. Som udslag af denne interesse offentliggjorde han i årene 1960-64 fem afhandlinger,i hvilke han først og fremmest gik ind på Antiochos' møntprægning og de historiske slutninger, der kan uddrages af denne, og nu har han ladet resultaterne fra disse afhandlinger indgå i en sammenfattende biografi af syrerkongen: »Antiochus IV of Syria«, som han i forbindelse med afhandlingerneforsvarede for den filosofiske doktorgrad ved Aarhus Universitet i november 1966.

Mørkholm indleder sin bog med en kritisk behandling af overleveringen om freden i Apamea 188 og dens følger for seleukideriget, og derpå gør han i tilknytning til sin skarpsindige afhandling »The Accession of Antiochus IV of Syria« (i The American Numismatic Society Museum Notes XI, 1964) rede for de indviklede og livligt omdiskuterede omstændigheder ved Antiochos IV's tronbestigelse. Herunder lykkes det ham som frugt af et tilbundsgående studium af det foreliggende møntmateriale at bringe et definitivt bevis for, at den barnekonge med navnet Antiochos, der var Antiochos IV's medregent de første år, ikke, som påstået, var hans egen, men derimod broderen og forgængeren Seleukos IV's søn.

Efter de omtalte indledende manøvrer går Mørkholm i de følgende kapitler over til at betragte Antiochos IV's forhold til den øvrige hellenistiske verden, idet han specielt i de mindste detaljer følger hans dobbelte krigeriske fremstød mod ptolemæerriget. Især søger han i tilknytning til den britiske forsker T. C. Skeat at opstille et nyt kronologisystem for syrerkongens Ægyptensfelttog; men det lider af den svaghed, at det alene hviler på en vilkårlig fortolkning af en kortvarig ny ægyptisk æra i slutningen af 170 og ydermere ikke harmonerer med den bevarede skriftlige overlevering hos Polyb og Livius. Betænkeligt er det også, at Mørkholm i Ægyptensafsnittet holder fast ved W. Ottos lidet funderede teori om, at Antiochos IV opkastede sig til formynder for den unge konge Ptolemaios Philometor.

Kapitel VI og VII er helliget Antiochos IV's indre politik. En prosopografisk undersøgelse med det formål at klarlægge seleukiderigets administrationssystem giver kun yderst lidt som følge af det alt for sparsomme kildemateriale. Større held har Mørkholm med at tilbagevise de hyppigt fremsatte hypoteser om, at Antiochos dels var en stor bygrundlægger, dels drev en bevidst helleniseringspolitik. Men hvad der især gør de pågældende kapitler værdifulde, er Mørkholms grundige behandling af Antiochos IV's møntprægning, der for det meste er et koncentrat af den metodisk forbilledlige afhandling »Studies in the Coinage of Antiochus IV of Syria« (i Videnskabernes Selskabs Historisk-filosofiske Meddelelser bd. 40, 1953) - uden sammenligning Mørkholms betydeligste videnskabelige arbejde. Gennem minutiøse stempelstudier leverer han her en evident påvisning af, at den hidtil rådende kronologi for Antiochos IV's møntprægning i hovedstaden Antiochia trænger til en kraftig revision. Også for det fønikiske møntsted Ace Ptolemais foreslås en ny kronologi; men da denne lader alle indicier fra selve møntmaterialet vige til fordel for axiomet om, at Antiochia altid er kommet før Ace med innovationer på møntprægningens område, virker den mindre overbevisende.

I kapitel VIII følger en solid gennemgang af Antiochos IV's herostratisk

berømte politik over for Judæa, og endelig tager Mørkholm i slutkapitlet syrerkongensøstpolitik op til en suveræn behandling, hvorunder han eftertrykkeligt tager livet af Tarns og Altheims hypoteser om Antiochos' vidtflyvende antiparthiskeplaner.

Efter at have fulgt de forskellige sider af Antiochos I V's virke gør Mørkholm i bogens konklusion regnebrættet op for denne konge. Han slår fast, at Antiochos hverken var gal eller genial, men i og for sig ret almindelig - og dermed også mindre spændende, end de fleste forskere tidligere har antaget. Og selv om Mørkholm nok til tider er vel tilbøjelig til at frakende sin »helt« alle mulige excesser, virker hans Antiochos-billede i det store og hele overbevisende.

Mørkholms værk er især bemærkelsesværdigt ved sin intensive udnyttelse af det numismatiske materiale til belysning af Antiochos I V's kongetid, og det får først og fremmest sin videnskabelige værdi gennem inddragelsen af de vigtige resultater, forfatteren er nået frem til i de tilknyttede afhandlinger. Bortset herfra indeholder »Antiochus IV of Syria« ikke så forfærdelig meget nyt om den i forvejen stærkt omdebatterede syrerkonge; men derfor er det alligevel en særdeles værdifuld herskerbiografi. Den rager ved sin grundighed, klarhed og gennemført forsigtige kritik højt op over alle sine forgængere og skulle have gode chancer for at blive stående som standardværket om Antiochos IV.