Arkiv. Tidsskrift for arkivforskning. Udgivet af Rigsarkivet. 1. bind nr. 1 og 2. København 1966. 2 x64 s. Abonnementspris 16 kr. (2 hæfter årlig), enkelthæfter 10 kr.

I april 1966 udsendte rigsarkivet på initiativ af en række yngre arkivarer første hæfte af dette nye tidsskrift for arkivforskning og genoptog herved traditionen fra Sechers Meddelelser fra det danske Rigsarkiv, udg. 1906-18, hvori der bragtes »Afhandlinger og Meddelelser om arkivteoretiske, arkivtekniske, arkivhistoriske, kronologiske, palæografiske, diplomatiske og lignende Spørgsmål, som vanskelig kunne finde Plads i vore almindelige historiske Tidsskrifter« (cit. fra V. A. Sechers præsentationsprogram, trykt på bagsiden af omslaget til Meddelelser I, 1-2, 1906). Efter 1918 er traditionen kun lejlighedsvis fulgt op ved udgivelsen af enkelte festskrifter (Afhandlinger tilegnede rigsarkivar, dr. phil. Axel Linvald, Kbhvn. 1956; Afhandlinger om arkiver. Ved rigsarkivets 75-års jubilæum 1964). I oktober fremkom hæfte 2. Det nye tidsskrift, der redigeres af arkivar Frank Jørgensen under medvirken af arkivarerne Niels Petersen og Knud Prange, henvender sig ikke blot til faghistorikerne, men til alle forskere, der udnytter arkivalsk materiale i deres videnskabelige arbejde som f. eks. jurister, statistikere, økonomer og sociologer, og vil forhåbentlig efter hensigten bidrage til at øge kontakten imellem arkiverne og forskningen.

Størst interesse samler sig uden tvivl om den første artikel, hvori rigsarkivar, dr. phil. Johan Hvidtfeldt drøfter det meget centrale kassationsproblem. (Rigsarkivarenhar tidligere behandlet problemet i en afhandling Arkiwæsen og administration, Arkiwetenskapliga studier 3, Lund 1961, s. 68-82. Det var tillige hovedemne på den nordiske arkivkongres i Bergen 1964, jfr. referaterne i Nordisk Arkivnyt 1964, nr. 3). Heri redegør rigsarkivaren bl. a. for problemetsløsning i andre lande, men tager afstand fra tanken om i Danmark at adoptere det engelske og norske kassationssystem, der i princippet hviler på et udbygget samarbejde mellem administration og arkiwæsen (jfr. nedenfor). I stedet motiveres den løsning, han som arkivchef har sat i værk. Den går ud på,

at en samlet kassationsplan for et embede, et kontor eller en gruppe arkivalier forbindes med udarbejdelsen af en journalplan, der fordeler aktmaterialet i saglige grupper. For hver enkelt gruppe må det derpå afgøres, hvorvidt den skal overgå til en stamafdeling (d.v.s. bevares for forskningen) eller kasseres efter et nærmere angivet åremål. Udarbejdelsen af akt- og kassationsplanerne er koncentreret i rigsarkivet og varetages af arkivarer i en specielt oprettet afdeling,direkte underlagt rigsarkivaren. Kun i særlige kassationstilfælde mener rigsarkivaren, at der kan være grund til at støtte sig til specialister inden for det pågældende sagområde, og han anser det for uhensigtsmæssigt at oprette et permanent, sagkyndigt råd til at træffe kassationsafgørelserne. Således skal udvælgelsenaf fremtidens historiske forskningsmateriale efter rigsarkivarens meninghvile på arkivvæsenet alene, et program, der formentlig vil provokere til debat. Et indlæg fra forvaltningskyndig side (universitetslektor Asger Lund- Sørensen) er fremkommet og optaget i hæfte 2. Det imødegår et enkelt punkt i rigsarkivarens artikel: kassation af koncepter.

Det er ikke uden interesse i forbindelse med rigsarkivarens redegørelse at nævne arkivar Niels Petersens kommentarer i hæfte 2 til den arkivreform, der efter britisk mønster i disse år gennemføres i Norge som resultat af et udvalgssamarbejde mellem repræsentanter for administration, arkiwæsen og historikerne. »Arkivbegrænsning« er reformens nøgleord, der i udvalgets betænkning defineres som »kassation før arkivering«. Reformen gælder således først og fremmest forvaltningen af sagerne, mens de endnu befinder sig på administrationstrin, og forudsætter en stab af specielt uddannet arkivpersonale i statskontorerne og et udbygget kontaktorgan imellem administration og arkivvæsen. Kassationen skal foregå endnu mens arkivalierne befinder sig på dette trin og foretages i 2 tempi: når sagerne er 5 og 25 år gamle. Rigsarkivaren eller i tvivlstilfælde et sagkyndigt råd kommer normalt først ind i billedet i sidste omgang, d.v.s. samtidig med, at de arkiwærdige sager afleveres til rigsarkivet og dermed overgår til den historiske forskning. Uden at gå i detaljer må man karakterisere den norske løsning af kassationsproblemet som temmelig radikal i forhold til den før skitserede danske.

Hæfternes øvrige afhandlinger falder i to hovedgrupper. Den ene repræsenterer arkivforskningen i snævrere forstand, idet den analyserer og beskriver et administrationshistorisk eller arkivhistorisk forløb eller behandler et arkivteoretisk problem. Til denne gruppe hører Vello Helks redegørelse Om pommerske matrikler og matrikelkort i dansk besiddelse, Thelma Jexlevs diplomatariske undersøgelse Om anvendelsen - og anvendeligheden - af papir som dokumentmateriale i danske middelalderbreve, Paul G. Ørbergs studie over forhistorien til kancelli-cirkulæret af 19. nov. 1839 til belysning af lokaladministrationens daværende arkivforhold og anmelderens rids af det civile bygningsvæsens administrationshistorie 1849—1961 med udgangspunkt i de kgl. bygningsinspektorater.

Afhandlingerne i den anden hovedgruppe er resultater af arkivforskning i videre forstand. De tager deres udgangspunkt i arkivundersøgelsen og illustrerer på forskellige områder arkivaliers udnyttelsesmuligheder. Således belyser AndreasJørgensen i sit bidrag, Borger og bonde på Møn i 18. århundrede, landbrugskrisengennem et arkivaliefund i Stege byfogedarkiv, en hemmelig kontraktmellem

traktmellembyens købmænd. Frank Jørgensen skriver om Et indgreb overfor håndværkssvendenes frie vandringsret i 1835 og viser ved at følge sagen nøje gennem relevante led i administrationen, at kancelli-plakaten af 23. okt. 1835 havde et andet sigte end tidligere af historikerne antaget. I afhandlingen Øverste sekretær Erik Krags virksomhed i danske kancelli indtil 1657 undersøgerJohan Jørgensen forretningsgangen i kancelliet i tiden op imod 1660 og understreger i sin konklusion den administrative tradition, som det nye enevoldsstyreovertog fra adelsvælden.

Man konstaterer at bidragene til tidsskriftets første to hæfter så godt som udelukkende
kommer fra arkivarhold. Om også historikere og jurister m. fl. fra
den anden side af skranken vil ytre sig i dets spalter vil fremtiden vise.