J. Kr. Tornøe: Early American History. Norsemen before Columbus. Oslo, Universitetsforlaget, 1964. 127 s. Ill. og kort. 16 no. kr. - Helge Ingstad: Vejen til Vinland. Fundet af Vikingernes Bopladser i Nordamerika. På dansk ved Christian Dahlerup Koch. København, Fremad, 1966. 220 s. Ill. 49,50 kr.

Disse to udgivelser behandles under ét, eftersom de stort set behandler samme emne: Problemet om, hvor sagaernes Vinland skal placeres. J. Kr. Tornøes bog er et forsøg på gennem en minutiøs analyse af sagaberetningernes topografiske angivelser, selv de mindste antydninger af stedsbeskrivelse, at identificere lokaliteter og rejseruter fra vinlandsfærderne. Han når frem til, at Vinland må være landet bag Falmouth, Mass. Da hans teorier beror på en efter sagkyndiges mening uholdbar overpotensering af den gennemsnitsfart, som norrøne skibe i 1000-tallet kunne skyde, falder hele hans billede og topografi sammen. En gennemsnitsfart af 10-11 knob kunne måske en »krigssnekke« holde, men ikke et bredere og tungere, søgående »handelsskib«; og det var vel nok et sådant, vinlandsfarerne brugte. Tornøe har en klippefast tro på, at revl og krat i sagaberetningerne er den skære sandhed. Dette svækker hans argumentation og foranlediger ham til at overse eller a priori forkaste andre fortolkningsmuligheder end den mest nærliggende.

Helge Ingstads bog er ment som en populær rejseberetning om hans tre ekspeditioner for at fastslå rejseruterne og lokalisere Vinland, 1960-64. I 1910 udkastede svenskeren Sven Soderberg ideen om, at Vinland skulle betyde græsrigt land, og at sagaernes tale om vildtvoksende vin skulle være senere opfundnebegrundelser for navnet. Dette tilbageviser Tornøe med bestemthed, men Ingstad tager tanken op, ligesom museumsinspektør Jørgen Meldgård her i Danmark gjorde det (Naturens Verden 1961, s. 353 ff.). Ved L'Anse of Meadows på Newfoundlands nordspids skulle Vinland nok søges. Her foretog Helge Ingstads kone udgravninger, mens han rejste for at fastslå ruternes lokaliteter.Den videnskabelige redegørelse for fru Ingstads og andre arkæologers udgravningerbebudes, men der gøres i den foreliggende rejseberetning rede for,

hvad man har fundet, dog kun i meget grove træk. Efter Ingstads og arkæologernesopfattelse er fundene norrøne. En tenvægt af form og materiale som dem, man kender flere af fra udgravninger i Grønland, virker overbevisende norrøn. De omtalte C-14-dateringer peger på første halvdel af 1000-tallet, men der nævnes ingen sådan datering i forbindelse med tenvægten. Ingstads lokalisering af de norrøne rejseruters stednavne på disse kanter virker mere relevante end Tornøes. Helge Ingstad er forøvrigt her i hovedsagen i overensstemmelse med Jørgen Meldgårds lokaliseringer fra 1961.

Begge bøger føjer sig ind i listen over den efterhånden voluminøse litteraturmængde med vinlandsrejserne som emne. Denne liste kan studeres i Tornøes bog. Selvom den ikke er fuldstændig, fylder den godt, og er denne bogs mest værdifulde bidrag. F r