Thorsten Andersson: Svenska Häradsnamn. Nomina Germanica. Arkiv for germansk namnforskning, utg. av Jöran Sahlgren, 14. Lund 1965. 397 s. 50 sv. kr.

Kærnen i denne svenske disputats er en indgaaende analyse af herredsdannelsen i Ostergotland, men samtidig behandler den udførligt det nordiske herreds oprindelse i sin helhed. Forf. er navneforsker, og følgelig er den sproglige behandling af herredsnavnene overalt det grundlæggende. Hele det middelalderlige materiale fra Sverige (incl. de skaanske landsdele) er samlet og indordnet i en herredsnavnenes typologi ud fra konstruktionsformer og begrebsindhold. Forf. er fortrolig med dansk herredsforskning og medinddrager stadig de danske herreder i sine undersøgelser. Der er saaledes fremlagt et stort og veldisponeret grundlag for herredsdannelsens problembehandling. Forf. vil imidlertid ikke nøjes med den sproglige analyse. Det er hans tese, at de varierende navnetyper repræsenterer tilsvarende forskelle i den faktiske herredsdannelse. Særlig vægt lægger han paa en sondring mellem, hvad han kalder »oprindelige bygdenavne« og »primære herredsnavne« - mellem herreder, der i de ældste belæg er rene bygdebetegnelser (Fjåre, Kind), men siden forsynes med et efterhængt -herred, og andre, der allerede i ældste forekomst har -herred som et integrerende led i benævnelsen, mens første led normalt er typiske landsbynavne eller lokalitetsbetegnelser (Ingelstad-h., Hoks-h.).

Sprogligt er denne tvedeling evident for landskaberne øst for Øresund, men for de ældre herredsomraader vest for Sundet er den meningsløs, da -herred praktisk talt undtagelsesløst er føjet til i ældste kendte benævnelse, for Sjælland allerede i 1085 og for de to vestlige »lande« som helhed i Kong Valdemars

Jordebog 1231. (En undtagelse er det jyske Hwet i KVJ, først i 1350 Hwetboheret. Forf.s henvisning til en provst »de Hane« i 1253 er uden relevans til herredsinstitutionen,da pavebrevets to andre nævnte provster betegnes »de Wenlesuel« og »de Thuid«. KVJ har Hanæheret). Mere betænkelig er anvendelsen af ordet »primær«, naar der argumenteres for, at herredsnavnet saa at sige afspejler herredets faktiske struktur. Fremstillingen forekommer her uklar og flimrende med umærkeligt glidende overgange fra det formelle til det reale; men en dansk historiker maa i hvert fald tage afstand, naar forf. konkluderer, at herredsinddelingenfortrinsvis udgør et system af »artificiellt skapade distrikt«, eller at den »in_te huvudsakligen återspeglar en sjålwuxen bygdegruppering utan år resultatet av en uppifrån på administrativ våg genomford indelning« (s. 168). En saadan opfattelse, der synes at bero paa en uheldig generalisation eller tilbageslutningfra den - trods forf. - meget sene herredsdannelse i Ostergotland, maa betragtes som historisk urealistisk. For de ældre herredsomraader synes præmisserne snarere at føre frem til en modificeret bygde-teori; polemikken mod Johs. Steenstrup og Sv. Tunberg virker til tider unødig skarp og mod deres efterfølgere delvis misvisende. Forf. har sikkert ret i, at herredet ikke er en simpel videreførelse af gamle bygder, men næppe i at benægte disse som det normale udgangspunkt for herredsdannelsen. Vil man trænge ind i herredsdannelsensproblematik, maa man imidlertid starte ikke i de sekundære herredsomraader,men i de primære, dvs. i det gammeldanske omraade. Her er det klart, at herrederne paa Øerne i stor udstrækning svarer til gamle bygdekærner; for Fyn gælder det endda alle 13 herreder uden hensyn til navnetype. Hvad Jylland angaar kompliceres sammenhængen af de store sysselbygder, men baade her og i Skaane kan meget forklares ved naturlig spaltning af større bygder, især naar man opererer med bebyggelsescentrer og ikke med herredsgrænser,der længe holdt sig flydende. Forf. berører heller ikke aarsagen til herredsdannelsen, men taler alene om et übestemt administrativt diktat. Fra hvem? Kongen? I det danske omraade tyder intet paa central dirigering; herredsinddeling synes indført til forskellig tid i de enkelte »lande«, i Sjælland før 1085, i Skaane efter, og nydannelser og spaltninger forekommer baade før og efter Kong Valdemars Jordebog. Derimod maa der være stillet krav, der har gjort lokale omdannelser naturlige; det har næppe været en bedre tingordning, som forf. antyder, men snarere en af de nye funktioner, der knyttedes til herredet,ydelsen og fordelingen af de præstationer, der knyttedes til ledingsvæsenet og eventuelt til det kongelige nathold, dvs. pligten til at underholde kongen og hans følge under rejse rundt i landet.

De her fremførte afvigende synspunkter skal imidlertid ikke overskygge bogens
store fortjenester m.h.t. forhold, der er snævert knyttet til de navnehistoriske
analyser. A F Ph^tst™«™