Ernest K. Bramsted: Goebbels and National Socialist Propaganda 1925-45. Michigan University Press, London, Cresset Press, 1965. 488 s. 50 sh.

Forfatteren til dette omfangsrige værk om den nazistiske propaganda og Joseph Goebbels er af sydtysk oprindelse og tidligere lektor i tysk sprog ved forskellige universiteter. Efter 1933 emigrerede han til England, hvor han arbejdede på London School of Economics sammen med den tyske sociolog Karl Mannheim. Under krigen var han knyttet til BBC og det engelske udenrigsministerium. Efter krigen blev han medarbejder ved den store udgave af dokumenter fra det tyske udenrigsministerium, Documents on German Foreign Policy, som de allierede i fællesskab udgav.

Bramsteds formål har ikke været at skrive en biografi af Goebbels eller at
dække alle aspekter i propagandaapparatet. Hans ønske er først og fremmest

at kaste lys over udviklingen af de temaer og det maskineri, hvorpå den nationalsocialistiskepropaganda byggede, samt at vise sammenhængen imellem propagandaenog nazismens konkrete manifestationer, især forfølgelsen af jøderne. Metoden er induktiv, idet Bramsted bygger på en analyse af karakteristiske holdningerog metoder, som anvendtes af Goebbels og hans medarbejdere. Bogen falder i en historisk og en systematisk del, og som mange tidligere, der har søgt at anvende en systematisk analyse på et historisk forløb, finder Bramsted vanskelighederved at kombinere den historiske analyse med den systematiske.

Bramsted har ved udarbejdelsen kunnet benytte en række ikke publicerede pressedirektiver fra Goebbels' hånd. Det drejer sig om nogle samlinger i det tyske forbundsarkiv i Koblenz (Brammer-samlingen 1933-36 og Sångersamlingen 1934-43) og en samling i Institut for Publicistik ved Miinster universitet (Oberheitsamlingen). Forfatteren har derimod ikke udnyttet materiale fra det tyske propagandaministerium, der er gjort offentligt tilgængeligt af det amerikanske Nationalarkiv, men mest rummer personaleakter. Ved at bygge på kildematerialet fra Tyskland får bogen en særlig værdi. Forfatteren har givet sig i kast med en omfattende opgave, og den metode, han benytter, er pladskrævende. Bogen ville have vundet både sagligt og omfangsmæssigt ved at være blevet koncentreret om et af de to aspekter, forfatteren ønsker at belyse. Den ville have vundet endnu mere ved en grundigere diskussion af kildematerialet og den anvendte metode.

Ser vi på den historiske del, kan det ikke nægtes, at perspektivet er meget tillokkende. En forudsætning for Hitlers store succes var det snævre og smidige samarbejde med denne propagandamaskme, som Goebbels stillede til hans rådighed. Tankevækkende er her forfatterens indledning, der viser forbindelsen mellem den tyske dolkestødslegende og den allierede krigspropaganda, der under Northcliffe's hensynsløse ledelse bragte så store resultater i 1. verdenskrigs afsluttende stadium. For nazisterne blev det tidligt et erklæret mål at lære af den engelske propaganda og at skabe et uovertruffent instrument i psykologisk krigsførelse. Ved krigens begyndelse stod Tyskland uendeligt meget bedre rustet end i 1914 i denne henseende og, ironisk nok, de tidligere læremestre som dilettanter.

For den historiske analyse bliver pressedirektiverne et første klasses materiale, sammenholdt med hvad vi iøvrigt ved om kursvekslingerne på det strategiske og taktiske plan. En række strategiske faser i udenrigspolitikken lader sig anskue gennem propagandaen. Det er den tykke streg under de historisk belagte kendsgerninger fra Rigskancelliet og Førerhovedkvarteret. Propagandamaterialet er endvidere en kilde til viden om, hvilke forestillinger de nazistiske ledere gjorde sig om befolkningens store masse, dens reaktioner og hele psykologiske mekanisme. (Ikke mindst dette aspekt kunne det i lyset af den politiske videnskabs interesse for forholdet mellem den brede befolkning og topplanet i den politiske proces have været interessant at få belyst mere end tilfældet er). Endelig synes den systematiske analyse af materialet omkring visse emner, for eks. jødespørgsmålet, at kaste stærkere lys over den måde, hvorpå disse emner anskuedes af de nazistiske topledere.

Påvisningen af den intime sammenhæng mellem propaganda og politik er
dog ikke dybtgående nok til at være fuldt tilfredsstillende. Vi lades således

næsten helt i stikken i en periode fra Miinchen-konferencen til begyndelsen af marts 1939, hvor kun Goebbels' direktiver i forbindelse med jødeprogromen omtales. Det ville være interessant at vide, om dette skyldes et hul i kildematerialet eller et bevidst udvalg. Det samme gælder perioden september 1939 til sommeren 1940, den såkaldte »støjkrigsperiode«, hvor den tyske propaganda sammenlignet med den allierede nåede udmærkede resultater. Netop denne periode, der mere var en kamp mellem statsmænds prestige end imellem hære, meddeler forfatteren praktisk taget intet om. Endvidere ville analysen først virkeligt få betydning, hvis forholdet til de enkelte lande blev taget op. Det længste, Bramsted når her, er en analyse af tyske holdninger til England og en omtale af 8.8.C.'s propagandaoffensiv mod Tyskland. Bogen rummer meget og interessant materiale. Den er resultatet af et stort arbejde. Den har imidlertid ikke til bunds løst hverken den systematiske eller den historiske opgave, som kan stilles i forbindelse med emnet. t t-v t.