H. Butterfield: The Present State of Historical Scholarship. 25 s. - C. H. Wilson: History in Special and in General. 28 s. - Inaugural Lectures, begge Cambridge University Press 1964, hver af dem 3 sh. 6 d.

Der er en vis tradition for at en nyudnævnt engelsk historieprofessor holder en indledningsforelæsning om sit fag i almindelighed og lader den trykke. Det er en god skik. En del historikere har på den måde, måske den eneste gang i deres liv, fået sagt hvad de mener om historieforskningens øjeblikkelige standpunkt og stilling blandt videnskaberne, dens karakter, formål og fremtidsopgaver. Adskillige af forelæsningerne har værdi ud over øjeblikket, i hvert fald som kilder til den skiftende opfattelse af hvad historieforskning er eller bør være; i nogle af dem, deriblandt C. H. Wilsons, kan man tillige hente gode argumenter mod den seneste politiske tendens til at forfladige universitetsuddannelsen i historie. Fra det sidste årtis høst af disse småskrifter husker man måske hvordan H. R. Trevor-Roper veltalende og som man kunde vente det en smule paradoksalt argumenterer for at moderne historieforsknings frugtbareste tilskyndelser er kommet fra andre discipliner, økonomi, filosofi, sociologi o. a., og hvor indtrængende han taler om at de humanistiske videnskabers vigtigste opgave er at opdrage lægfolket {History: Professional and Lay, 1957). Værd at læse er også John Bromleys forsøg på at karakterisere den nuværende studentergenerations forhold til historien, hans tilslutning til Annales-sko\ens principper, og hans forsvar for samarbejdet med andre videnskaber (History and the Younger Generation, 1962).

Herbert Butterfield er en åndfuld mand med en vid horisont og et bredt arbejdsfelt.Desværre strejfer han i sin indledningsforelæsning (som Regius Professor of Modem History i Cambridge) adskillige emner uden at få sagt meget om dem. Men han har også noget på hjerte, bl. a. om historiografiens historie, som han tidligere har givet fine bidrag til. Han mener at nærliggende og påkrævede opgaverer et mere indgående studium af forskningsteknikkens, den historiske kritiks vekslende former, og endnu vigtigere, en stort anlagt undersøgelse af forholdet mellem mennesket og dets historie, af hvordan den historiske sans bliver til, af menneskers skiftende holdning til tidsforløbet og af de forskellige

måder, på hvilke de føler sig forpligtede over for fortiden - vigtige sider af den
menneskelige bevidstheds historie.

Da G. M. Trevelyan tiltrådte det embede som Herbert Butterfield nu beklæder, fandt han det påkrævet at gøre opmærksom på den økonomiske og sociale histories værdi {The Present Position of History, 1927, optrykt i de senere udgaver af hans essaysamling Clio, a Muse). Idag er situationen en anden, og Butterfield anser det for nødvendigt at forsvare den politiske historie, at fremhæve de politiske begivenheders og institutioners betydning, f. e. statsdannelsernes indflydelse på nationernes og de nationale bevægelsers tilblivelse og udvikling, monarkiets rolle i europæisk historie. Forskere der arbejder med massefænomener er under den tiltagende specialisering inden for vort fag tilbøjelige til at opfatte det historiske forløb alt for snævert, siger han. De bidrager til at udbrede en overdrevent deterministisk synsmåde, som ser bort fra menneskets og den menneskelige villies betydning. "We must not say that there are two alternative possible futures for us - that, according as one or the other thing happens, the world will go this way or that way - there is a whole universe of countless alternative futures. And great history may turn on a small pivot, so that rather than trying to study all the details, it may be better to hunt for the pivotal detail«.

Herbert Butterfields egentlige arbejdsområde er åndshistorien og den politiske historie, og deter ikke underligt at han frygter og reagerer mod en overhåndtagende ensidig interesse for fænomener som lader sig behandle statistisk. Deter mere bemærkelsesværdigt at hans efterfølger som Professor of Modem History i Cambridge, kendt som økonomisk historiker, ikke er meget uenig med ham i den henseende. Skønt C. H. Wilson mener at den moderne forskers opgave ikke som Acton sagde er at opdage og fremstille kendsgerninger, men at prøve hypoteser, vil han lige så lidt som sin nærmeste forgænger undvære den traditionelle fortællende historie. Selv om der er politiske forhold og begivenheder som efter hans opfattelse kun kan forstås når man kender den sociale og økonomiske baggrund, benægter han at regeringspolitik i almindelighed kan forklares helt eller overvejende ved pres fra økonomiske interessegrupper; tværtimod kan man, hævder han, argumentere for at Spaniens og Hollands økonomiske nedgang skyldes politiske fejltagelser eller »politisk nemesis«, og at det økonomiske fremskridt i England vilde have været utænkeligt uden samfundets relative politiske stabilitet. Han finder det ikke »self-evident that the new schools of sociological historians are necessarily more scientific than their predecessors«, og har ikke meget tilovers for dem der kun vil anerkende en økonomisk-historisk eller socialhistorisk behandling af fortiden: »The economic historians and historical sociologists have, it seems, never had things so much their own way. This is to risk over-correcting for error. To reduce great historic dramas to graphs and curves, to purge them of human values, is merely to substitute one kind of myopia for another. It is to deny the basic principle that history is the true counterpoint between man and his circumstances. Worst of all, it is to make history not only dull but silly«.

Derfor ønsker professor Wilson en ny og finere teknik til at behandle den
økonomiske og sociale side af historien, så man ikke blot erstatter de gamle
politiske forklaringer med grove og ofte uvidenskabelige økonomiske, men når

til en ny forståelse af helheden. »The web of history must be reknit, so that the new strands of knowledge become part of its warp and weft, and not merely frills round its edge«. Han kræver at historikeren har sans for hvad John Stuart Mill kaldte »the state of society«, d.v.s. alle sider af livet i det samfund, han beskæftiger sig med, økonomiske, kulturelle, politiske, sociale. Det betyder ikke at vi skal have detailviden på alle disse områder, blot at vi ikke må tro at vi kan forstå det udsnit vi behandler, uden at vi er klar over at det er en del af et hele, og at det kun er udskilt til analyse for siden at blive forenet med det øvrige. Og »the personal sense of the whole must be there in each case. People listen to an historian because he has a personal vision of the past«.

Jeg har citeret professor Wilson så flittigt, fordi hans forelæsning forekommer mig at være den bedst skrevne af de fem jeg har nævnt; den er tillige efter min mening den klogeste, som Trevor-Ropers er den vittigste. Men de er alle umagen værd at læse. „„ D„