Historisk Tidsskrift, Bind 12. række, 2 (1966 - 1967) 2-3

André Leroi-Gourhan, Gérard Bailloud, Jean Chavaillon, Annette Laming-Emperaire : La Préhistoire. »Nouvelle Clio«, L'Histoire et ses problémes, No. 1. Paris, Presses Universitaires de France, 1966. 366 s. Ill. 22 F.

Jørgen Jensen

Side 541

Med det foreliggende arbejde har de fire forfattere tilstræbt at skrive en kortfattet verdens-forhistorie, et mål som kan forekomme dristigt i betragtning af den arkæologiske forsknings nuværende stade, men som samtidig rummer tillokkende muligheder for en belysning af problemerne omkring de målsætninger, forskningen i dag arbejder efter. Bogen er opdelt i tre afsnit, et første omfattende dokumentationen af det behandlede materiale, et andet omfattende synthesedannelserne og et tredie, som redegør for aktuelle forskningsproblemer.

Bogens første kapitler tilstræber en oversigt over de kronologiske systemer
inden for centrale forskningsområder i hver af de fem verdensdele, hovedsageligbaseret
på stratigrafiske iagttagelser i byhøje og hulebeboelser. Oversigtener

Side 542

tenerledsaget af en lang men noget tilfældigt udvalgt litteraturliste. Disponeringenaf materialet såvel som talrige unøjagtigheder i teksten antyder allerede her forfatternes meget begrænsede målsætninger, ligesom den valgte metode giver fremstillingen et uegalt præg. Kun stenaldersamfund opfattes i egentlig forstand som forhistoriske, selv om litterære kilder også mangler for størstepartenaf de kendte bronzealdersamfund uden for den nære Orient. Endvidere er stratigrafiske iagttagelser kun i et vist omfang egnede som udgangspunkt for en beskrivelse af udviklingen inden for disse i erhvervsøkonomisk henseende meget forskelligartede kulturer. Her synes forfatterne i for høj grad bundet af traditionelle forskningsmetoder inden for studiet af palæolitisk tid.

Den omtalte skævhed i fremstillingen kommer endnu tydeligere til udtryk i de efterfølgende afsnit. Forsøgene på sammenfattende betragtninger af de vidt forskellige kulturformer, man finder i palæolitisk, mesolitisk og neolitisk tid, er gennemført med en stærk betoning af franske undersøgelsesresultater, hvis repræsentativitet ofte kan være diskutabel, og skildringen af udforskningen af de neolitiske agerbrugssamfund, som i Frankrig endnu kun er på et begyndelsesstade, bliver i overensstemmelse hermed meget mangelfuld. Et så centralt forskningsområde som de nærorientalske, neolitiske kulturer må således nøjes med en omtale på kun 5 sider, medens gennemgangen af det nordeuropæiske neolitikum afsluttes på 2 sider.

I bogens sidste afsnit gives en oversigt over de målsætninger og metoder, på hvilke de foregående kapitler er baseret. Forfatternes begreb om omfanget af det arkæologiske kildemateriale afslører sig her som meget begrænset. Kun stenredskaber behandles indgående, medens andre kildetyper kun får nødtørftig eller ingen omtale. Indledningen rummer en række tilløb til et morfologisk beskrivelsessystem for oldsager, der dog kun er en stærkt sammentrængt udgave af de værdifulde forsøgsresultater, der i de senere år er opnået under det franske »Centre d'Analyse documentaire pour l'Archéologie«. Derefter følger en omtale af etableringen af kronologisystemer, begrænset til fransk palæolitikum og ledsaget af en omfattende redegørelse for fransk arkæologis udvikling. Arkæologiske studier uden for Frankrig synes kun i ringe grad forfatterne bekendt. Afsnittet afsluttes med en række spredte betragtninger over etnologiske problemer, igen hovedsagelig i forbindelse med studiet af palæolitisk tid. Netop denne sidste del af bogen er afslørende for forfatternes holdning til studiet af forhistorien. Her behandles en problematik, som i det store hele er den samme som dengang begavede amatører i slutningen af forrige århundrede grundlagde det arkæologiske studium i Frankrig. Det synes kun at være stenalderens jæger- og fiskersamfund, der er genstand for interesse, og synspunkterne er fremsat uden større hensyntagen til de undersøgelsesresultater, europæisk arkæologi igennem de sidste årtier har opnået. Som helhed kan bogen kun understrege indtrykket af, at store dele af fransk arkæologi i dag befinder sig i en beklagelig isolation.