Walther Hubatsch: Kriegswende 1943. Beiträge zur Wehrforschung Band XI. Udgivet af Arbeitskreis für Wehrforschung. Darmstadt, Wehr und Wissen, 1966. 160 s. 12,80 DM.

Professor Walther Hubatsch fra Bonn, der vil være kendt herhjemme bl. a. for sit arbejde »Die deutsche Besetzung von Danemark und Norwegen 1940« (1952), har øget sin omfattende krigshistoriske produktion med en bog om 2. verdenskrigs kulminationsår, vendepunktet i 1943. Der er ikke her tale om noget originalt arbejde, for fremstillingen er praktisk talt identisk med forfatterens introduktion til det af ham redigerede tredie bind af Kriegstagebuch des Oberkommandos der Wehrmacht 1940-45 (1963); således er også her krigsdagbogen hovedkilden, synsvinklen er førerhovedkvarterets og emnet de tyske krigshandlinger i deres militær-strategiske sammenhæng. Med disse begrænsninger giver bogen en kort, klar og logisk opbygget fremstilling af den militære udvikling i 1943, det år da de allierede i afgørende grad vristede initiativet fra Hitler og tvang værnemagten ud i forsvarskrigen.

»Kriegswende 1943« rummer en højst nyttig analyse af Det tredie Riges beslutningsorganer og giver et overskueligt og godt udblik over værnemagtens organisation, dens kampkraft og dens rustningsniveau i 1943. Også det afsluttende kapitels gennemgang af de tyske krigsteatre og de militære operationer danner en udmærket vejviser igennem den øvrige litteraturs jungle af taktiske og operative detaljer. Svagere står derimod beskrivelsen af udviklingen på den allierede og den neutrale front, ligesom fremstillingen af det politiske og militære forløb i den japanske og italienske lejr såvel som i satellitstaterne og i de okkuperede lande lader en del tilbage at ønske. Her virker den kronologiske afgrænsning stærkt hæmmende for en dybere forståelse, og den militære problemstilling kommer afgørende til kort.

Hubatsch's arbejde imødekommer et stort behov i sit forsøg på at skabe en syntese, men det skæmmes af forfatterens 0.K.W.-perspektiv, som lader verdenskrigen fremstå som et blot og bart magtpolitisk opgør; den tyske soldat gør sin pligt som partisanen gør sin, og dermed mener forfatteren at have affærdiget hele spørgsmålet om konfliktens ideologiske udfordring. Resultatet er imidlertid en »objektivisering« af den tyske krigs- og besættelsespolitik som skaber ganske betydelige proportionsforvrængninger og misforståelser. Man noterer sig også, at bogen ligger på linie med den store del af tysk efterkrigslitteratur i sit forsøg på at distancere værnemagten fra Hitlers og N.S.D.A.P.s politik.

Det er naturligvis med betydelig interesse man vender sig til det afsnit der er tilmålt Danmark i fremstillingen, men er disse knapt to sider (s. 81-83) symptomatiske for bogens øvrige og mindre kontrollable kapitler, må der sættes et stort spørgsmålstegn ved dens kvalitet og anvendelighed overhovedet. Hubatsch,der dog tidligere har vist interesse for det besatte Danmarks historie i en afhandling »Um die dånische Souverånitåt 1940-43« (Unruhe des Norden, 1956), afslører her store mangler i sin viden om de særlige danske okkupationsforhold,og den anlagte synsvinkel skaber et fortegnet og på visse punkter helt misforstået billede af udviklingen i landet. Rigsdagsvalget i marts 1943 fortolkes således som »eine zunehmende Ablehnung der Besatzungsmacht« (!); sabotagebølgeni sommeren 1943 tilskrives alene stemningsskreddet som følge af landgangenpå Sicilien og luftoffensiven mod Tyskland i juli, mens en simpel statistikvil vise, at sabotageaktiviteten nok blev båret frem af de tyske tilbagetog, men havde helt andre og meget tidligere forudsætninger. Strejkerne og urolighedernei august opfattes med den udenforstående iagttagers tilbøjelighed til oversimplificering som et storstilet oprørsforsøg fra modstandsbevægelsens side der uheldigvis løber ind i overførslen af den 25. panserdivision fra Norge til Frankrig og derfor kvæles i kimen, mens den forstærkede værnemagt nu uden besvær kan afvæbne den danske restarmé. Den tredie faktor i spillet, Scaveniusregeringenog de danske politikere, forbigås ganske, hvorved statusbetragtningenden 29. august bliver uden værdi. Heller ikke tovtrækkeriet om den moderate eller den hårde besættelseskurs - personificeret i Best og v. Hanneken - berører Hubatsch; tværtimod krediterer han helt uformidlet værnemagten for dens nej til at medvirke ved jødedeportationen, hvorved v. Hanneken uden hensyn til hans store andel i undtagelsestilstanden den 29. august kommer til at stå som eksponent for en moderat politik. At aktionen mod den danske hær placeres den 24.8., og at Best i flæng tituleres som Reichsbevollmåchtigter og Reichskommissar noteres kun for en ordens skyld. Ankomsten af tysk politi

til landet i september omtales ikke. Derimod gør Hubatsch - og det sikkert med
rette - opmærksom på, at etableringen af departementschefsstyret var en for
tyskerne gunstig afslutning på augustkrisen.

Alt i alt kan »Kriegswende 1943« kun anbefales med et betydeligt forbehold.