Kristof Glamann: Bryggeriets historie i Danmark indtil slutningen af det 19. århundrede. København, Gyldendal, 1962. 291 s. 16 plancher. 42,50 kr.

Emnet lyder umiddelbart festligt, og indledningskapitlet lever op til de tørstigste forventninger. Med en række storartet valgte citater og eksempler illustrerer professor Glamann øllets betydning i hverdag og fest for vore forgængere fra de største som Christian IV på Trefoldigheden til de mindste som børnene i Børnehuset.Men læseren erindres også om, at øllet for vore stærkt konsumerende forfædreikke

fædreikkevar det rene pjank; i Christian IV's børnehus skulle brøndene være
låsede, »på det at børnene ikke skal få tilfælde deraf at drikke«.

Efter indledningskapitlet bliver tonen dog alvorligere, som det sømmer sig den økonomiske historikers behandling af et så vigtigt erhverv. I første hovedafsnit gives der en indgående beskrivelse af den før-industrielle bryggeriteknik. Forfatterens kyndighed i dette grænseland mellem den materielle kulturhistorie og den økonomiske historie er til stor glæde for læseren, ikke blot fordi han efter endt læsning føler sig i stand til selv at begynde som håndbrygger, men også, og det er vel nok så betydningsfuldt i sammenhængen, i stand til at følge argumentationen i de kronologiske afsnit uden at fortvivle over tekniske finesser som udbrygningsforhold og stænkeskæpper.

Den kronologiske fremstilling er delt i tre hovedafsnit. Det første fra ca. 1550 til ca. 1700 behandler især laugsforhold, beskatning og Kongens Bryghus. De samme emner dominerer også andet kronologiske afsnit, ca. 1700 til ca. 1800, idet dog opmærksomheden her især samler sig om det berygtede københavnske bryggerkartel, den såkaldte omgangsbrygning. I det sidste afsnit, der behandler det 19. århundrede, er det ændringerne i bryggeriets teknik og udviklingen i de enkelte foretagenders størrelse, der træder i forgrunden.

Udvalget af stof har naturligvis været betinget af det bevarede kildemateriale, og bogen kommer på den måde til at give både mere og mindre end titlen lover. Frem til tiden omkring 1800 er bogens hovedtema forholdet mellem staten og bryggerne, især det københavnske bryggerlaug. Først i det 19. rhundrede det muligt at se bryggerierne indefra og inddrage provinsens bryggerier i større omfang. Hjemmebrygningen har forfatteren i det store og hele måttet lade ude af betragtning. Det meget lange snit har umuliggjort en homogen behandling af stoffet, men fører til gengæld andre fordele med sig. Ved at følge et enkelt erhverv gennem en så lang periode belyser professor Glamann ikke kun dette særlige fag, men han giver samtidig et meget tankevækkende længdesnit af dansk erhvervspolitik fra middelalderens slutning til det 19. århundrede.

Ordet tankevækkende er brugt med vilje, for bag de skarpt belyste forgrundsemner skimter læseren uløste og urejste problemer af stor rækkevidde. Helt centralt forekommer spørgsmålet: hvor meget betød øllet i den før-industrielle danske økonomi, og hvor meget betød den forbrugsomlægning fra øl til brændevin, kaffe eller te, der fandt sted i det 18. århundrede? Om nogen nøjagtig besvarelse af disse spørgsmål kan der selvsagt ikke være tale, men det er interessant at prøve at drage konsekvensen af nogle af de oplysninger, der meddeles, for derved at få en fornemmelse af, hvilken størrelsesorden vi har med at gøre.

Professor Glamann slutter sig til den oftere anførte formodning angående det gennemsnitlige ølforbrug, 4 potter pr. mand pr. dag. Det er ikke blot en anselig vædskemængde, knap 4 liter, det er også et væsentligt tilskud til kosten - forsigtigt kan man sige næppe mindre end 1000 og næppe mere end 1500 kalorier. En så bred strøm må have lagt beslag på en væsentlig del af den danske landbrugsproduktion.

Skolebørn har i det 17. århundrede ikke fjernet sig langt fra de 4 potter,
hvis vi skal tro opgivelserne fra Børnehuset, Herlufsholm og latinskolen i Nyborg.
Men lad os være beskedne og af hensyn til de endnu yngre regne med et gennemsnitligtølforbrug

snitligtølforbrugpå kun 3 potter ved midten af det 17. århundrede. Hvis vi antager, at kongerigets befolkning -^ Skånelandene på dette tidspunkt har været ca. 550.000 (Aksel Lassen), ville befolkningens daglige forbrug have været 12.132 tønder eller 4.428.180 tønder å 136 potter om året. Med et ret tarveligt udbrygningsforhold på 12 tønder øl af hver pund malt å 4 tønder ville denne flod af øl kræve 1.476.060 tønder malt. Med et fradrag for rumfangsgevinsten ved maltningen på godt 5 °/o ville den årlige ølproduktion lægge beslag på ca. 1.400.000 tønder byg.

Vi kender ikke den danske kornproduktion ved midten af det 17. århundrede,
men for midten af det 18. århundrede anslår Falbe-Hansen den med forsigtighed
til gennemsnitligt 4.500.000 tønder korn om året.

De størrelser, der ligger til grund forberegningen, er behæftet med usikkerhed. Høstudbyttet kan have været større o. 1650 end 4.500.000 tønder om året, eller det gennemsnitlige ølforbrug kan have været mindre end 3 potter om dagen. Det kan heller ikke udelukkes, at udbrygningsforholdet har været højere, populært sagt, at der har været mere vand i øllet. (Denne mulighed synes ikke underbygget i kilderne for det 17. århundredes vedkommende, men bliver aktuel i det 18. århundrede). Men hvis vi fastholder de variable, der med vor nuværende viden synes bedst underbyggede i kilderne, kommer vi til den overraskende konklusion, at vore tørstige forfædre ved midten af det 17. århundrede indtog lige ved en trediedel af den danske kornproduktion i flydende form.

Vi kan prøve at nærme os problemet ad en anden vej, ikke gennem det anslåede forbrug pr. næse, men gennem det faktiske maltforbrug i København. Vi ved, at de ca. 60.000 københavnere i 1730'erne brugte gennemsnitligt 77.000 tønder malt om året. Under hensyn til matrosernes kostmalt og eventuelle unddragelser fra konsumtionen må dette betragtes som et minimumstal; det skulle dog være malt nok til at sikre hovedstadens indbyggere knap 2 potter tyndt øl om dagen. Regner vi det københavnske forbrug for typisk og sætter kongerigets befolkning til 715.000 (med alle forbehold), kommer vi med et tyndere øl, men en større befolkning end ved midten af det 17. århundrede til et årsforbrug på ca. 900.000 tønder byg, dvs. ca. en femtedel af gennemsnitshøsten ved rhundredets som anslået af Falbe-Hansen.

Dette sidste regnestykke er for så vidt sikrere, som udgangspunktet her er et faktisk forbrug af malt. Desværre dukker der samtidig nye problemer op. Det københavnske forbrug var muligvis atypisk og muligvis særlig højt i 1730'erne (de mange byggearbejder). Endelig ved vi, at det københavnske maltforbrug var væsentlig lavere i 1740'erne. En forbrugsomlægning var allerede i gang, men hvornår var den begyndt? Heller ikke denne beregning kan give os mere end en antydning af den størrelsesorden det drejer sig om.

Med det foreliggende materiale er det ikke muligt at komme længere, men det er tilstrækkeligt til at fastslå bryggeriets betydning for den før-industrielle danske økonomi. Dermed må vi også indrømme de ændringer, der fandt sted i forbrugsvanerne mellem det 17. og det 19. århundrede, en helt central plads i den økonomiske historie. Hvornår fandt de sted? Hvad skete der med det frigjorte korn (eller de frigjorte landbrugsarealer) ? Hvilke næringsmidler trådte i stedet for øllet?

Der er historiske værker, der nipper til de hvide pletter på historiens landkortved

kortvedat kortlægge og beskrive hver detalje i et lille hjørne, og andre, der er som ekspeditionsrapporter fra rejser gennem ukendte egne. Denne bog er af den sidste type. Professor Glamann beskriver forbilledligt de fænomener, han har iagttaget under sin ekspedition, men bag de laugsproblemer, statsindgreb og tekniske forhold, der er bogens hovedlinje, aner læseren langt videre problemer og perspektiver. - s™««A»n