Universitetet i Rostock blev i det 15. og 16. århundrede besøgt af mange studerende fra de nordiske lande.¹ Vi ved endnu kun lidt om den åndelige indstilling, der prægede dette universitet. Vi ved ganske vist, at de fleste lærere ved universitetets grundlæggelse i 1419 kom fra Erfurt, og at der længe bestod intime forbindelser mellem disse to universiteter .² Men desværre hjælper denne oplysning os i sig selv ikke meget videre, da der heller ikke er foretaget mere end indledende undersøgelser af skrifter og personer med tilknytning til Erfurts universitet.³ Stort set har man indskrænket sig til at beskrive forholdene på de nordtyske universiteter ved at undersøge, hvorvidt de i deres statutter eller læseplaner bekendte sig til den realistiske, konservative »via antiqua« eller til den nominalistiske »via moderna«. Således skulle Erfurt have været knyttet til »via moderna« i modsætning til Koln, hvor »via antiqua« var fremherskende. I Leipzig, Greifswald og Rostock skulle endelig begge retninger have været repræsenteret.⁴

Imidlertid har det vist sig, at disse to »viae« ikke er så egnede som
formler til at give os en meningsfyldt beskrivelse af det åndelige milieu
ved de nordtyske universiteter. De to begreber er nemlig ikke fuldstændigtentydige

---

1 L. Daae: Matrikler over nordiske Studerende ved fremmede Universiteter, Christiania 1885; Ellen Jørgensen i Hist. Tidsskr. 8. rk. V og VI.

2 E. Kleineidam: Universitas studii Erffordensis. Überblick iiber die Geschichte der Universitåt Erfurt im Mittelalter I, Erfurter Theologische Studien 14, Leipzig 1964, s. 86 ff.

3 Vigtigst er Kleineidam, anf. arb., s. 181 ff.

4 Franz Kardinal Ehrle: Der Sentenzenkommentar Peters von Candia, Franziskanische Studien, Beiheft 9, Munster 1925, s. 210 ff.

digtentydigeog synes ikke overalt at dække de samme realiteter. Man har ofte været tilbøjelig til at identificere »via moderna« med William Ockhams radikale nominalisme og nye teologi. Denne identifikation svarer imidlertid kun i ganske enkelte tilfælde til virkeligheden. I Paris fordømtes en række ockhamistiske sætninger, skønt i hvert fald artistfakultetetdér opfattede sig som »moderna«. I Heidelberg, hvis universitetinden for det tyske område rivaliserede kraftigt med Koln, docerede man nok en streng nominalistisk erkendelsesteori, men man kombinerededen med en teologi af traditionel observans, som man har beskrevetsom »thomistisk«.⁵

Ved de fire nordtyske universiteter, Erfurt, Greifswald, Leipzig og Rostock synes der i modsætning til Koln og Heidelberg ikke at have været tale om en egentlig strid mellem de to retninger. I hvert fald er der ikke tale om en opdeling på de to retninger inden for universiteternes organisation. Selv om man traditionelt har gjort Erfurt til »via moderna«s højborg, var der næppe principielle forskelle på læreretningen ved disse fire universiteter. Det »moderne« blev her især opfattet som en metode: anvendelsen af de terministiske lærebøger i logik som tekstbøger ved artistfalkultetets elementærundervisning - samt som et afgjort nej til universalierealismen, i det mindste i den outrerede form, den havde fået ved universitetet i Prag, hvor den oven i købet var ledsaget af kætterske anskuelser (Jan Hus). »Via moderna« er her således snarere at opfatte som en garant for den dogmatiske ortodoxi end som en radikal ny teologi med reformatoriske indslag. (Her ses bort fra, at konciliebevægelsen fandt så stærk genklang ved de nordtyske universiteter. Det er en bevægelse, der ikke har indre sammenhæng med den ene eller den anden af de to retninger).⁶ I virkeligheden er modsætningen mellem den ovenfor skitserede indstilling og indstillingen ved et universitet af den »gamle« retning som Koln ikke overvældende stor. Der kan inden for rammen være tale om modsætninger i interpretationen af erkendelsesteorien - hvor der i øvrigt også inden for de enkelte universiteter gjorde sig individuelle modsætninger gældende - men lærestoffet, Aristotelestolkningen og teologien, havde stort set et ensartet præg.

Det er karakteristisk, at man netop ved det »moderne« universitet i Erfurt lagde stor vægt på, at undervisningen sluttede sig så tæt som muligt til Aristoteles og de klassiske kommentatorer: Thomas Aquinas, Albertus Magnus og Aegidius Romanus. Sådan forventede i hvert fald grundlæggeren af Collegium Porta coeli, Amplonius, at hans alumner

---

5 Gerhard Ritter: Studien zur Spatscholastik. I: Marsilius von Inghen und die occamistische Schule in Deutschland. II: Via antiqua und via moderna auf den deutschen Universitåten des XV. Jahrhunderts, Sitzungsberichte der Heidelberger Akademie der Wissenschaften, Phil.-hist. Klasse, Heidelberg 1921-22.

6 Se f. eks. G. Ritter: Studien 11, s. 131 f.

skulle studere. Det er i øvrigt værd at notere, at netop denne moderate, formidlende og traditionelle aristotelisme kommer til udtryk i det eneste større filosofiske værk fra det 15. århundrede, der er efterladt af en dansker, den senere ærkebisp Tue fra Viborgs metafysikkommentar fra 1438.⁷

Da vi kun har dette ene direkte vidnesbyrd om, hvad danske har lært ved de nordtyske universiteter i det 15. århundrede, kan der nok være grund til at forsøge en nøjere bestemmelse af den undervisning, de talrige danske studerende her har modtaget. Nordtyskland modtog jo langt den største del af de danske, der rejste udenlands for at få en universitetsuddannelse.⁸

Vi må især koncentrere os om undervisningen ved artistfakultetet. Af de mange hundrede danske immatrikulerede ved universitetet i Erfurt i tidsrummet 1420-1500 har kun 13⁹ taget afsluttende eksamen som magistre fra dette fakultet; og dog var denne grad forudsætning for at modtage en videregående uddannelse ved et af de højere fakulteter. Disse tal kan nok virke overraskende, og det er derfor værd at betone, at der ikke er tale om et for danske studerende specielt forhold: Gennemsnitligt tog kun 3-5 °/0/₀ af de immatrikulerede studerende magistergraden ved artistfakultetet og kun ca. 30 °/0/₀ den lavere baccalaureusgrad, der kunne opnås efter 1-2 års studier.¹⁰ Langt de fleste studerende har således kun haft berøring med artistfakultetet. (De fleste af ordenerne havde deres egne generalstudier, hvor der bl. a. ydedes undervisning svarende til uddannelsen ved artistfakulterne. Studerende fra ordensstanden er således ikke medindbefattet i dette udsagn taget i streng forstand).

Der er grund til, at vi særlig skal interessere os for forholdene ved universitetet i Rostock, hvor endnu flere danske studerede. Herfra erhvervede også et noget større antal magistergraden ved artistfakultetet, nemlig 23.¹¹ Selv om kilderne her flyder noget sparsommere end for Erfurter universitetets vedkommende, er det også her muligt at vinde et almindeligt indtryk af undervisningens art og omfang.

Jeg har tidligere gjort opmærksom på et håndskrift fra Det kgl. Biblioteki
København, der indeholder forelæsninger holdt ved artistfakulteteti
Rostock. Forfatteren, Nicolaus Theoderici fra Amsterdam, hylder

---

7 E. Kleineidam, anf. arb., s. 181 ff. Om Tue, sst., s. 187. Metafysikkommentaren er bevaret i et Erfurter håndskrift, 4° 436. Den vil forhåbentlig inden for en overskuelig fremtid blive udgivet i Corpus philosophorum Danicorum Medii Aevi.

8 Ellen Jørgensen, anf. arb., og L. Daae, anf. arb.

9 Optalt efter Kleineidams liste over magistre fra artistfakultetet i Erfurt, der er et optryk af Erfurts dekanatsbog, anf. arb., s. 358 ff. Jvf. appendix B.

10 Jvf. statistikken hos Kleineidam, anf. arb., s. 218.

11 Optalt efter A. Hofmeister: Die Matrikel der Universitåt Rostock I, Rostock 1889. Jvf. appendix A.

her en moderat nominalisme, under stærk indflydelse fra den franske
nominalist, Johannes Buridanus.12

Flere og nøjagtigere oplysninger om studieforholdene i Rostock får vi af et håndskrift, der nu opbevares på universitetsbiblioteket i Kiel. Håndskriftet har tidligere tilhørt augustinerkorherrestiftet Bordesholm og er nu katalogiseret som Codex Ms. Bordesholm 118 fol. Det indeholder på 243 dobbeltsider en »håndbog« for studerende ved universitetet i Rostock. Værkets titulus angiver tydeligt dets karakter: »Incipiunt questiones metaphysice, phylosophie naturales (sic!) et loyce secundum dicta concordantium in via communi super omnes libros ordinate compilate, que in verbis sunt breves, sed in virtute prolixe, quia puncta ultimata questionum non obmisi explicare causa brevitatis« (f. 1 ra).

Tekstens slutningsord fortæller os om dens forfatter og oprindelsestidspunkt: »Finite sunt questiones iste anno domini m° cccc° lxii die 6ta mense julii in Rostock in collegio artistarum per me Johannem Meyger« (f. 243 vb). Johannes Meyer fra Liibeck optræder i Rostocker matriklen som baccalaureus receptus i 1458.¹³ Han blev magister ved artistfakultetet sammesteds i 1462.¹⁴ Skriftet kan altså opfattes som en frugt af hans eksamensrepetition.

Skrifter af samme »genre« kan også påvises andetsteds. Den nærmeste parallel stammer fra Erfurt. I et håndskrift, der nu opbevares i Gottingen ,¹⁵ finder vi »Questiones metaphysice et philosophye naturalis et totius loyce compendiose compilate Erfordie civitate secundum dicta concordantium in via communi super omnes libros ordinatim . . .«.

Fra baccalaureatseksamen i Erfurt har vi et analogt eksempel: Erfurt 4° 241 indeholder »Puncta materiarum librorum quasi omnium, que pro baccalariatus gradu Erffordie leguntur et examinantur, scilicet secundum colleccionem magis_tri Herbordi de Lippia ErfFordie promoti«. Skriftet indeholder questioner i tilknytning til de i Erfurt anvendte terministiske lærebøger i logik. Det er fristende at antage, at elementærundervisningen i Rostock har anvendt de samme eller tilsvarende lærebøger til undervisningen før baccalaureatet. I hvert fald forudsætter vor Rostocker tekst kendskab til sådanne traktater (tractatus anglicani, jvf. nf. s. 369, pkt. 6).

Interessant er understregningen af »via communis« både i Erfurter
og Rostocker eksemplarets indledning til gennemgangen af forelæsningernefor
de magisterstuderende. Det viser klart hen til en moderat,

---

12 Jan Pinborg: Die Aristoteles-Quaestionen des magister Nicolaus von Amsterdam, Classica et Mediaevalia XXV, København 1964, s. 244-262.

13 Hofmeister, anf. arb., s. 117,18 og s. 118.

14 Sst., s. 135,6.

15 Gottingen, Universitatsbibliothek, Codex Luneburg. 63. Jvf. Verzeichnis der Handschriften im preussischen Staate, I Hannover, 2 Gottingen, 2, s. 523.

traditionel retning. »Via communis« defineres i Rostocker teksten ligefremsom »tracta ex dictis philosophi et commentatoris« (jvf. nf. s. 369, pkt. 3). Denne indstilling fremtræder også ved valget af de tekster, der er blevet gennemgået og kommenteret. Efter det ovenfor aftrykte »Explicit«følger i Kieler håndskriftet en indholdsoversigt, som jeg vil aftrykke her, da den muliggør et nøjagtigt overblik over de bøger, der benyttedes ved artistfakultetets undervisning, og samtidig i grove træk afspejler den betydning, man tillagde de enkelte skrifter og emner:

Ligesom tekstudvalget ikke afspejler nogen radikal nominalisme, vidnerogså konklusionerne i de enkelte quaestioner om en moderat og traditionel standpunkttagen. Som et karakteristisk træk fortjener det at nævnes, at den middelalderlige linguistiks centrale begreb »modi significandi«er genstand for drøftelse i en quaestion - interessant nok i sammenhæng med Aristoteles' peri hermeneias (f. 202 r) - ja, at deres

---

16 Pseudo-Aristoteles = Qpsta ibn Luqa. Med undtagelse af dette og det følgende skrift samt nr. 19, ofte tilskrevet Gilbertus Porretanus, er alle opførte skrifter aristotelske.

17 Der synes at være tale om Thomas Aquinas' skrift af dette navn. Dette var også grundlag for forelæsninger ved universitetet i Krakow. Jvf. W. Senko i Mediaevalia philosophica Polonorum 111, Warszawa 1959, s. 7-17.

realeksistens antages. Denne antagelse var ellers et hovedemne i diskussionenmellem
»via antiqua« og »via moderna«.18

På baggrund af det hidtil sagte — selv om udtalelserne har måttet holdes i bred almindelighed - kan man således karakterisere den uddannelse, de danske studerende har modtaget ved de nordtyske universiteter, som en væsentlig traditionel Aristotelisme, udvidet med den nye terministiske logik - ikke nødvendigvis i nominalistisk interpretation - ved baccalaureatstudierne og med dele af den nye fysik,¹⁹ som vel nu studeredes ved alle universiteter uanset »retning«. Selv om også skarpere standpunkter har gjort sig gældende af og til, har det brede flertal af studenterne næppe stiftet indgående bekendtskab med radikale, »moderne« tankegange. Formlerne »via antiqua« og »via moderna« synes i denne sammenhæng snarere at tilsløre de virkelige forhold end at beskrive dem. Der er således ingen grund til at tro, at oprettelsen af Københavns Universitet i 1479 har betydet et brud med den hidtil gældende filosofiske og teologiske dannelsestradition, selv om det nye danske universitet ligesom universitetet i Uppsala blev grundlagt med lærere fra Koln, der tilhørte »via antiqua«, mens størstedelen af de danske studerende tidligere var uddannet ved de såkaldte »moderne«, nordtyske universiteter.

Også med hensyn til studiemetoden giver Kieler håndskriftet ganske interessante oplysninger. Klart fremgår dette ved en analyse af de enkelte quaestioners opbygning. Johannes Meyger har selv leveret en sådan analyse, og dette afsnit²⁰ skal her aftrykkes, så at vi hører tidens egen terminologi; hertil skal så tilføjes nogle få kommentarer.

Hic sunt, que in sequentibus utilia prenotanda:

Primo quod conclusiones, notabilia, distinctiones, et maxime rationes, et sohitiones, quas semel signavi, sepius habent locum, quia eedem rationes, que probant conclusiones positas in aliqua questione ante distinctionem conclusionum arguunt ad utramque partern eiusdem questionis;²¹

secundo quia ratio probans aliquod de uno probat idem de omni, sicut probansens
esse subiectum metaphysice probat idem de subiectis aliorum librorum;
3° quia omnes conclusiones, que tractant de una materia, probantur eisdem

---

18 Også fra det »moderne« universitet i Erfurt har vi adskillige vidnesbyrd om forelæsninger over »modi significandi«. Derimod hørte de ikke med til god tone i Heidelberg, hvor modsætningerne var skarpere og institutionelt forankrede. Jvf. Jan Pinborg: Die Entwicklung der Sprachtheorie im Mittelalter, København 1967.

19 Jvf. således indholdet af det ovenfor omtalte håndskrift fra Rostock nu i København (note 12): Både Nicolaus fra Amsterdams fysikkommentar og adskillige småskrifter (bl. a. Jacobus de Sancto Martinos De latitudinibus formarum) er vidnesbyrd om den nye fysik.

20 f. 1 ra straks efter den ovenfor anførte titulus.

21 Transskriptionen vanskeliggøres ved, at Johannes Meyger bruger samme forkortelse for 'questio' og for 'conclusio'. Teksten her forekommer noget gådefuld.

rationibus et improbantur ipsis negative sumptis, quia una sequitur ex alia et probant se mutuo. Et ideo oportet, ut in talibus opinio teneatur, sicut ponens analogum håbet ponere, quod non habeat proprium individuum et e converso, quia unum sequitur ad aliud.

2° sciendum, quod de rationibus tantum signavi media cum probationibus premissarum, quia ex medio leviter completur ratio, et quia ut plurimum rationes hie incomplete posite possunt deduci ex dictis declaratis positis in ipsarum solutionibus.

3° sciendum, quod conclusiones hic posite quasi omnes possunt allegari ex libris
Aristotelis, super quas sunt conformiter disputate, quia via communis principaliter
trahitur ex dictis philosophi et commentatoris.

4° nota, quod declarationes et notabilia in questionibus adducenda non obmisi
simpliciter, sed ad minus adduxi per modum rationum arguendo per divisionem
.22

5° nota, questiones non sunt hic posite per 'utrum' et quesitive, sed tantum responsive, eo quod ex responsione ad unamquamque questionem leviter potest elici titulus eius sive 'utrum', et ideo proprius nominantur responsiones quam questiones.

6° nota, quod (f. 1 rb) in loyca veteri et nova semper ultima ratio loycalis cuiuslibet
questionis est sumpta ex quatuor tractatibus anglicanis secundum ordinem
vel ex libris philosophi.23

7° et ultimo sciendum: quotiescumque magna littera ponitur, semper incipit questio nova, et ponitur tali ordine: primo stant conclusiones tenende una cum rationibus suis appropriatis. In secundo articulo declaratur modus ponendi questionum. In tertio ponuntur motiva opinionum et omnes rationes in contrarium cuilibet rationi, immediate suam solutionem causa brevitatis annectendo .²⁴

---

22 Meningen er vist, at distinktionerne, der ofte blev givet i form af »notabilia«, her er indført i argumenterne, der således får disjunktiv form: Hvis A skal opfattes som B, følger . . .; hvis A derimod skal opfattes som C, følger . . .

23 Logica vetus: De først kendte af Aristoteles' logiske skrifter, i fortegnelsen ovenfor skrifterne 17-18 (og 19), der alle beskæftiger sig med begrebslogik. Logica nova: De først i løbet af det 12. århundrede oversatte logiske skrifter af Aristoteles, skrifterne 20—23, der alle beskæftiger sig med syllogistikken. Tractatus anglicani: De terministiske, logiske lærebøger. Et påfaldende stort antal af disse havde engelske forfattere (f. eks. Walter Burleigh, William Heytesbury, Thomas Maulfeld, Richard af Chilmington og mange andre). Der mangler endnu en nøje analyse og sortering af disse tekster: Det er endnu ikke muligt at sige, hvilke af disse forfattere der tolkede logikken nominalistisk, og hvilke realistisk.

24 Den oprindelige quaestionsform var: 1. positio questionis, argumenter pro et contra; 2. solutio, problemløsning; 3. svar til modargumenterne. I det 14. og 15. århundrede forskydes denne inddeling lidt; quaestionerne bliver længere og struktureres for tydelighedens skyld i tre »artikler«: 1. positio questionis, argumenter pro et contra; 2. modus ponendi, den personlige stillingtagen i form af conclusioner og correlarier; 3. diskussion af andre opfattelser og deres begrundelser (motiva) samt gendrivelse af modargumenterne. Deter denne sene inddeling, der genspejles i modificeret form under pkt. 7.

Disse 7 punkter giver et karakteristisk billede af undervisningsformen. Den største rolle spillede stadig den overleverede quaestions- eller disputationsform. I forbindelse med hver tekst rejste man en række spørgsmål, quaestiones, i hvis antal og rækkefølge man kun gjorde få variationer. Samtidige kommentarer er i reglen så godt som identiske på dette punkt. Hver sådan quaestion havde yderligere sine traditionelle argumenter pro et contra. Formen er knap længere udtryk for en virkelig disputation, men er stivnet i en fast topik, hvor hvert rejst spørgsmål fremkaldte de samme forudsigelige argumenter. Disse var for en stor del hentet fra litteraturen, d.v.s. fra tidligere kommentarer og diskussioner. Tidligere redigerede »øvelser« fungerede således som materialesamlinger for de studerende, der skulle deltage i en disputation. Derved blev de fejl, der vel altid havde ligget implicit i den middelalderlige disputationsmetode, stærkt understreget. Den middelalderlige topik blev historisk bestemt, i stedet for sagligt bestemt.²⁵ Som anført af Ludger Oeing-Hanhoff i en skarpsindig kritik af middelalderens »metafysiske metode«,²⁶ kom de enkelte argumenter derfor strengt taget til at mangle beviskraft. Der var nemlig ikke, som man ofte kan forledes til at tro, tale om en deduktiv metode, der af første evidente principper afledte al senere erkendelse, men der var tale om, at man som udgangspunkt for sine argumenter valgte mere eller mindre tilfældige sætninger, der af historiske grunde forekom uantastelige. Derved får den middelalderlige tænkning det formalistiske og autoritets-afhængige præg, som ofte med rette er blevet dadlet. Derfor må man dog ikke overse det positive aspekt i denne uddannelsesform: evnen til at analysere argumenter og deres begrænsning; den nøjagtige sproglige og logiske analyse af det sagte; den suveræne beherskelse af den formelle logik, der f. eks. klart fremgår af de »forkortelser« i argumentationen, Johannes Meyger kan tillade sig uden at hæmme den middelalderlige læsers forståelse (jvf. pkt. 2 i teksten ovf.). Endelig må man ikke glemme, at man ikke beskriver en uddannelse blot ved at skildre eksamenskravene og mere eller mindre middelmådige studenters forsøg på at honorere disse. Foruden disputationerne og Aristotelesstudiet gjorde også andre strømninger sig gældende på universiteterne. I Erfurt eksisterede der for eksempel en nok så stærk humanistisk og bibelteologisk bevægelse. Denne har sikkert også haft udløbere til Rostock, selv om det endnu ikke er lykkedes at spore håndgribelige nedslag heraf. Studiet af det senmiddelalderlige åndsliv står endnu kun ved sin begyndelse; mange grundige kildeundersøgelser er endnu nødvendige, før der kan gives præcisere og bedre underbyggede domme.

---

25 Et eksempel på, hvorledes en bestemt historisk diskussion indgår i en genres traditionelle topik, har jeg analyseret i Die Erfurter Tradition im Sprachdenken des Mittelalters, Miscellanea Mediaevalia V, Berlin 1967.

26 L. Oeing-Hanhoff: Die Methoden der Metaphysik im Mittelalter, Miscellanea Mediaevalia 11, Berlin 1963, s. 71 ff.

ZUSAMMENFASSUNG Ein Handbuch jiir Studierende an der Universitåt Rostock aus dem Jahre 1462.

Im XV. Jahrhundert zogen die meisten nordischen Studenten, die im Ausland eine hohere Ausbildung suchten, nach den neugegriindeten norddeutschen Universitåten: Leipzig, Erfurt, Rostock und Greifswald. Wenn wir deshalb die wissenschaftlichen und weltanschaulichen Voraussetzungen des skandinavischen Geisteslebens im Mittelalter besser kennen lernen wollen, ist es unumgånglich, die geistige Haltung dieser Universitåten zu erforschen. Besonders wichtig erscheint dabei die Erforschung des Unterrichts an den Artistenfakultåten; denn von den vielen hundert skandinavischen Studenten z.8., die im XV. Jahrhundert an der Universitåt Erfurt immatrikuliert wurden, haben nur 13 die Magisterwiirde an der Artistenfakultåt erworben (vgl. Appendix B), wåhrend die Zahl fur Rostock ein wenig hoher liegt: hier sind 23 Dånen als magistri artium promoviert worden (vgl. Appendix A). Und doch war dieses Examen notwendige Voraussetzung fur weitere Studien an den hoheren Fakultåten. Die meisten Studenten traten also nur mit der Artistenfakultåt in engere Beziehung. Die vorliegende Abhandlung will auf eine neue Quelle unseres Wissens iiber die Artistenfakultåt zu Rostock hinweisen.

Wir wissen nur wenig iiber die geistige Einstellung dieser Universitåt. Zwar steht es fest, dass ihre ersten Professoren aus Erfurt kamen, und dass lange innige Beziehungen zwischen diesen beiden Universitåten bestanden. Wir wissen aber auf der anderen Seite nur wenig mehr iiber die geistige Einstellung der Erfurter Universitåt. Einen wertvollen Überblick hat jedoch vor kurzem Professor Erich Kleineidam gegeben. Aus seiner Untersuchung geht hervor, dass die Beschreibung des Universitåtsunterrichts durch das Begriffspaar »via antiqua« und »via moderna« zu vage ist, um den Tatsachen gerecht zu werden. Obwohl Erfurt als Hochburg der »via moderna« gilt, zeigte sich, dass das »Moderne« nicht so sehr in einem Anschluss an die radikalen Lehren Ockhams bestand, als vielmehr in einer entschiedenen Verneinung des Universalienrealismus im platonischen Sinne, der wegen der ketzerischen Folgerungen Wiclifs und des Johannes Hus verdåchtig geworden war; mit dieser Einstellung liessen sich aber die klassischen Lehren eines Thomas von Aquin oder eines Duns Scotus sehr gut vereinen. Es scheint, dass ein gemåssigter, die Gegensåtze vermittelnder Aristotelismus sehr verbreitet war und als »via communis« angesehen wurde; ein soleher wurde auch von Amplonius fur sein Kollegiatstift in Erfurt vorgesehen. Es verdient in diesem Zusammenhang Beachtung, dass eben diese geistige Einstellung die einzige grossere philosophische Schrift kennzeichnet, die aus dem XV. Jahrhundert von einem dånischen Gelehrten iiberliefert ist, den Metaphysikkommentar des spåteren Erzbischofes von Lund, Thuo de Vibergia (Hs.: Erfurt, 4° 436).

Åhnliches darf wohl auch fur Rostock vermutet werden. Der wohl bis jetzt am besten bekannte Professor der Rostocker Universitåt, Nicolaus Theoderici von Amsterdam, vertritt einen gemåssigten Nominalismus, der stark von Buridanus beeinflusst ist.

Etwas genauere Auskiinfte iiber die Studien an der Artistenfakultåt zu Rostock gibt nun die Handschrift der Universitåtsbibliothek Kiel, Ms. Bordesholm 118 fol., aus dem ehemaligen Augustinerchorherrenstift Bordesholm in Holstein. Die Handschrift enthålt auf 243 Folien »Questiones metaphysice, phylosophie naturalis et loyce secundum dicta concordantium in via communi super omnes libros ordinate compilate, que in verbis sunt breves, sed in virtute prolixe, quia puncta ultimata questionum non obmisi explicare causa brevitatis«. Sie enthålt also die wichtigsten Fragen aus der Examensliteratur, die fiir die Erwerbung der Magisterwiirde an der Artistenfakultåt notwendig war. Die Handschrift wurde 1462 von Magister Johannes Meyer in Rostock geschrieben, der im selben Jahre dort magister artium wurde. Ein ganz paralleller Text, der die Verhåltnisse in Erfurt berucksichtigt, liegt in der Handschrift der Gottinger Universitåtsbibliothek, cod. Luneburg. 63 vor.

Zu beachten ist die Hervorhebung der »via communis«. Johannes Meyer vertritt einen gemåssigten, traditionellen Aristotelismus. Das geht aus den kommentierten Texten klar hervor (oben S. 368f.). Auch die »conclusiones« der einzelnen Quaestionen zeugen von dieser Geisteshaltung. So werden z.B. die modi significandi in einer eigenen Quaestion erortert und ihre Realexistenz im offenen Gegensatz zum Nominalismus angenommen.

Aus diesem Text darf man vielleicht schliessen, dass die meisten Studenten, auch an den »modemen« Universitåten Rostocks und Erfurts in einem gemåssigten Aristotelismus erzogen wurden. Die Grundung der Universitåt Kopenhagen in 1479 hat kaum einen Bruch in der philosophischen und theologischen Bildungstradition Danemarks bedeutet, obwohl diese Griindung durch Lehrer der Universitåt Koln bestritten wurde, die sich entschieden zur »via antiqua« bekannten, wåhrend die dånischen Studenten friiher meistens an den »modernen« Universitåten Norddeutschlands erzogen wurden.