Jonas Hedberg: Kungliga Finska artilleriregementet. Skrifter utgivna av Svenska Litteratursällskapet i Finland nr. 404. Borgå 1964. 322 sider. Illustreret. 3 kort. 17 bilag.

Efter henved en snes års forarbejde afsluttede den svenske artillerimajor Jonas Hedberg i 1964 sit værk om det fjerde feltartilleriregiment fra den svenske storhedstid. Regimentshistorien er en statelig bog med et fyldigt og velvalgt illustrationsmateriale. Dens fire kapitler indrammes af et kort forord og en efterskrift, hvortil knytter sig et omfangsrigt biografisk afsnit, et udførligt noteapparat og en fyldig kilde- og litteraturfortegnelse; endvidere bringes en lille snes bilag omfattende oversigter især af statistisk natur som skytstabeller, cheflister, styrkelister og materieloversigter.

Hedberg havde oprindelig tænkt sig et endnu fyldigere biografiafsnit, men

dette, der med 75 sider er bogens næststørste, måtte begrænses til kun at være fuldstændigt for officerernes vedkommende, idet tilvejebringelsen af biografier for underofficerer og »tygpersonal« ville tage urimelig lang tid; alligevel omfatterafsnittet næsten 400 personer, hvoraf en betydelig del er portrætteret. Hermed har forfatteren søgt at tilgodese behovet blandt personalhistorikere og slægtsforskere især i Finland. Til biografierne slutter sig i øvrigt et meget fyldigt personregister med godt 2000 navne.

Regimentshistoriens centrale og mest omfattende afsnit er med sine 110 sider »Beredskap och krig«, hvor enhedens krigshistorie trækkes op med brede penselstrøg for de 17 år (1794-1811), hvor den bar regimentsnavn. Selv om det finske artilleriregiments traditionslinier er klare nok og går helt tilbage til 1650-tallet — gennem faste organisationsformer som Kungl. Finska artilleribrigaden (fra 1783) og Kungl. Finska artilleribataljonen (fra 1734) barenheden kun regimen_tsnavnet i det nævnte korte spand af tid. Ikke mindst de beskrevne kamphandlinger i den skæbnesvangre krig 1808-09 tegner billedet af et regiment præget af et dygtigt og ansvarsbevidst befalingsmandskorps og dets hvervede mandskabs gåpåmod og artilleristiske håndelag.

Efter et par år i sin sidste garnisonsby - Gavle - blev regimentet nedlagt 1811, idet tre kompagnier overførtes til Wendes artilleriregemente og to til Svea. I øvrigt fremgår det af Hedbergs bog, at det nuværende Satakunda artilleriregiment efter den finske præsidents bestemmelse i 1957 har overtaget det gamle Kungl. Finska artilleriregementes traditioner; samtidig tildeltes 26. maj — det sidste regiments oprettelsesdag i 1794 — som Satakundaregimentets

Forud for det krigshistoriske afsnit er regimentets tilværelse i den finske hverdag skildret levende og tilpas bredt, uden at detaljerne tynger - i hvert fald artilleristens læsning heraf. I en lille snes underafsnit er vidt forskellige sider af det militære garnisonsliv omkring 1800 i Helsingfors, Sveaborg, Tavastehus, Lovisa og Varkaus behandlet. Hedberg skildrer meget levende den mosaik, hvoraf den artilleristiske hverdag i den tids Finland dannedes; eksempler på emnerne er: Organisationen, uniformen, artillerimateriellet, økonomiske spørgsmål, indkvartering, uddannelse og den daglige rutine.

Sidst - men ikke af mindst interesse uden for Finland — skal indledningskapitlet, »Regementets ursprung«, nævnes. Her er det lykkedes forfatteren uden at give afkald på det videnskabeligt fuldt holdbare på relativt få sider at trække baggrunden for den senere fremstilling op. Dette afsnit er samtidig det svenske artilleris historie i store træk fra middelalderen over Vasatidens og stormagtstidens artilleri frem til tabet af Finland 1809. Man læser her bl. a., at det første feltartilleriregiment i Sverige formeredes allerede år 1630, at Karl XII spolerede det svenske feltartilleri, og at dets genføder - oberst Carl Cronstedt - i 1725 skabte landets første virkelige artillerisystem, hvorefter »systemet snart kopieredes af russere, polakker og danske, og det svenske artilleri steg ikke mindst efter kampene ved Damgarten, Gadebusch og Tønningen atter til den højeste anseelse i Europa«. - Først i 1734 skete i Sverige en opdeling af artilleriet på bataljoner, der i 1782 afløstes af brigader. I 1794 opdeltes det 39 kompagnier store artilleriregiment på fire nye regimenter - de tre allerede nævnte og Gota artilleriregemente.

Major Hedberg har i forordet til sin bog anført, at han i Militårhistoriska avdelningen er i fuld gang med at udarbejde det svenske artilleris historie. Jonas Hedberg har med den her omtalte bog vist, at han forstår at videreføre svensk militærhistories ærefulde tradition - det adviserede større arbejde imødeses med forventning også i Danmark. TTvrrp Kttvt