E. O. G. Tur ville -Petre: Myth and Religion of the North. The Religion of Ancient Scandinavia. History of Religion. London, Weidenfeld & Nicolson, 1964. X + 340 sider. 49 illustrationer. 50 sh.

Hovedparten af vor viden om den gamle nordiske religion hentes som bekendt i de islandske håndskrifter - mest koncentreret i den ældre Edda og Snorri's Edda, mere spredt i sagalitteraturen - og dette er vel hovedårsagen til, at studiet af denne religion traditionelt er i hænderne på nordiske filologer. Professoren i Oldnordisk ved University of Oxford, E. O. G. Turville-Petre's værk slutter sig smukt til en lang række tidligere religionshistoriske arbejder af andre filologer. Det præges af forfatterens dybe indsigt i den islandske middelalders imponerende skriftlige levn og hans meget betydelige kendskab til den næsten uoverskuelige litteratur om emnet. Bogen rummer vel ikke så mange enkeltheder som Jan de Vries' store Altgermanische Religionsgeschichte (2. Aufl., 1956-57), men den er behageligere at læse og mere overskuelig, og med sine gode kildehenvisninger giver den en nyttig indføring ikke blot i den gamle gudelære, men også i aktuelle forskningsproblemer.

Det kan dog ikke nægtes, at historikere på mange måder må finde bogen utilfredsstillende. Det er karakteristisk for næsten hele den filologisk-religionshistoriske skole, at man ikke alvorligt beskæftiger sig med de grundlæggende kildekritiske problemer. Den historiske forskning, der i ny tid har gjort det af med så meget af den almenhistoriske tradition i den islandske overlevering, anes højst som en tordensky i det fjerne. Den filologiske kritik, der har afsløret den fiktive karakter af f. eks. Hrafnkels saga, nævnes derimod, men Turville- Petre mener trods denne at kunne fæste lid til de religionshistoriske optegnelser i sagaerne. »For the study of religious history it is not important whether Hrafnkell, the hero of the saga, worshipped Freyr in the manner described, or whether others did so« (s. 20, jfr. s. 167). Med dette kildesyn, og med henvisninger til »reliable tradition« og til hypotetiske lærde optegnelser fra Ari's hånd krydrer Turville-Petre uden skrupler sin fremstilling med fortællinger og eksempler fra sagalitteraturen. På samme måde lader han Georges Dumézil's påvisning af paralleller til nordiske myter i Indien og Iran tjene som skjold for Snorri's Edda. Rækkevidden af Dumézil's spændende iagttagelser kan vel endnu ikke siges at være afklaret, men det kan under ingen omstændigheder være rigtigt at benytte dem til at give Snorri en generel ædruelighedsattest. Så længe religionshistorikerne ikke på god historisk vis gør sig kildernes virkelige værd klart, vil studiet af det religionshistoriske materiale i den islandske middelalderlitteratur forblive en march på stedet. I emnekredsen er der talrige vanskelige problemer, som bedst løses ved team-work mellem forskere fra flere fag. En historiker bør ikke savnes her.

Som bekendt forbød den kristne kirke nordboerne at fortære hestekød, og der er den dag i dag noget suspekt ved denne spise. Af forbudet drog allerede middelalderligeskribenter den slutning, at hestekødet i deri hedenske tid havde tjent som blotmad, og i de islandske sagaer findes hentydninger til denne kultskik. Turville-Petre følger også på dette punkt sagatraditionen; hestens kød »provided the dish at sacrificial banquets« (s. 249, jfr. s. 168). Men kirkens afsmag for hestekød er ikke betinget af den nordiske religions udskejelser. Forbudet mod

hestespisning er opslået i Middelhavslandene mange hundrede år før Nordens kristning. Vore hedenske forfædre har vel spist heste, når der intet bedre var i spisekammeret. Men det var ikke festmad, og fra to gode kilder, Hymiskviåa og Haustlong, véd vi, at guderne fornuftigvis foretrak oksesteg. Den kultiske hestekødsspisning er antagelig en af de mange vidt udbredte vrangforestillinger, som systematisk historisk-kritisk forskning vil kunne fjerne fra billedet af nordiskreligion og kult. Ot au n