Torsten Burgman: Svensk opinion och diplomati under rysk-japanska kriget 1904-1905. Studia Historica Upsaliensia XVIII. Scandinavian University Books. Stockholm, Svenska Bokforlaget/Norstedts, 1965. VIII+ 282 s. Ill. 45 sv. kr.

Den kun 6 år gamle serie af historiske studier fra Uppsala universitet, som denne bog udgør et bind af, kan give anledning til nogle betragtninger over organisationen og institutionaliseringen af historisk forskning. I serien var ved slutningen af 1965 udkommet ialt 20 bind, og uanset om alle bind af alle bedømmes som den højeste form for historisk videnskab, kan man dårligt benægte, at to meget væsentlige formål er blevet opnået gennem denne serie. For det første er en lang række centrale og perspektivrige emner blevet taget op til behandling, hvorved en betydelig mængde kildemateriale er blevet fremdraget — eventuelt for senere yderligere forskning og analyse — men i hvert fald fremdraget. For det andet er en række yngre og helt unge historikere blevet optrænet i fremstillings - og behandlingsmetode under en vis disciplin, som for dem selv, som for svensk historisk forskning, vil være af stor betydning. Der er i al historisk forskning en betydelig portion teknik og rent ud håndværk, som bedst læres ved at prøve på egen hånd — men helst under tilsyn og vejledning fra ældre og mere erfarne mestre i faget.

Torsten Burgmans undersøgelse af svenske holdninger til og under den russiskjapanske krig bærer tydeligt spor af solidt håndværk og grundig optræning. Emnet er i sig selv interessant - generelt kan det formuleres som små staters reaktioner på nærliggende og vedkommende stormagters op- eller nedgang - og behandlingsmåden er tiltalende uprætentiøs, konklusionerne holdbare og fremstillingen veldisponeret.

Undersøgelsens materiale er hovedsagelig de svenske dagblade og tidsskrifter, hvis kommentarer og opinionsytringer sammenholdes med regeringserklæringer, rigsdagsdebatter og samtidige eller senere private ytringer i privatbreve, erindringer o. lign. Der gives indledningsvis en grundig oversigt over nyhedsformidlingens vilkår — hvordan svenske aviser blev underrettet om baggrund og udvikling af selve det ydre hændelsesforløb - ligesom der kort redegøres for opinionen i andre europæiske lande og i USA. En gennemgang og skildring af den svenske presse - dens politiske tilknytning, ejerforhold, redaktører o. lign. - giver de ydre betingelser for den følgende skildring.

I denne gøres forskellige punkter til genstand for en mere dybtgående undersøgelse. Et kapitel behandler opfattelsen af »den gule fare«, et andet svensk holdning til russisk indenrigspolitik. Reaktionerne ved krigsudbruddet behandles i afsnittet om Sveriges neutralitetspolitik, mens der i senere kapitler tages stilling til svenske holdninger til den russiske finlandspolitik og »faren fra øst«. Endelig omhandler sidste - og det største - kapitel den svenske forsvarsdebat 1904-1905.

Hermed er kun antydet undersøgelsens hovedresultat, som vel hverken er
overraskende eller uventet, men dog værdifuldt at få belagt med endnu en
enkeltstudie: nemlig at svenske holdninger til den russisk-japanske krig i højere

grad var præget af disses anvendelighed i indre svensk politik end af udviklingenaf selve krigsbegivenhederne i Det fjerne Østen. Der var i disse år tre spørgsmål, der dominerede svensk indenrigspolitik: forsvaret, unionen med Norge og den almindelige stemmeret. Alle tre - men især de to første — blev omend ikke påvirket direkte af så dog i argumentationen præget af udviklingen af den russisk-japanske krig, idet alle parter i den indre strid hentede de argumenterog de erfaringer fra forløbet af denne krig, som de mente ville fremme deres egne indenrigspolitiske interesser mest. Uden nøjere kendskab til Japan eller forholdene i Østasien — og uden nogen større interesse for at høre andet og mere, end hvad man selv mente at kunne anvende til indvortes brug - var den fremherskende opfattelse en uforpligtende sympati for det lille asiatiske ørige, der viste sig i stand til at tvinge det formodede stærke russiske rige — den nærliggende og altid faretruende stormagt - til en fredsslutning, der blev opfattetsom en svækkelse af Ruslands stilling. Det er en rimelig, men ofte upåagtet betragtning, Torsten Burgman gør gældende, når han skriver: »Att unionsupplosningenintråffade 1905, når Rysslands nederlag mot Japan stod klart, torde icke ha varit en tillfållighet« (s. 19). Og han har ligeledes dokumentationeni orden for sin fremhævelse af, at »Kriget i Ostasien fick stor betydelse for den svenska forsvarsdebatten« (s. 241).

Også de storpolitiske perspektiver i den russisk-japanske konflikt berøres nu og da i undersøgelsen. At forfatteren her til tider er tilbøjelig til bagklogskab og lidt vel flotte generaliseringer skal ikke bebrejdes ham meget, da hans undersøgelse netop er anlagt med et indenrigspolitisk sigte, og det havde været en urimelig extrabyrde at gennemgå mere omfattende - og i så fald udenlandsk - materiale til bedømmelse af disse spørgsmål. Om de så ikke kunne være udeladt, er en anden sag.

For undersøgelsens hovedformål: at få klarlagt svenske holdninger til den russisk-japanske krig, som de gav sig udslag i og fik betydning for den svenske debat, er den velgennemført og af blivende værdi. Det er næsten overflødigt at tilføje, at det tekniske apparat — kildehenvisninger, redegørelse for materiale og bibliografi over benyttede værker - er i forbilledlig stand.