Christopher Lasch: The American Liberals and the Russian Revolution. New York and London, Columbia University Press, 1962. xvi-|-290 sider. 6,50 $.

I de senere år har en række forfattere beskæftiget sig med de idémæssige aspekter af Woodrow Wilsons udenrigspolitik, senest Christopher Lasch i den ovennævnte bog. Dennes formål er at undersøge, hvilke konsekvenser den russiske revolution fik for den idé alle liberale delte: troen på at demokratiet uvægerligt ville gå sin sejrsgang over hele verden. De liberales stilling blev således i den sidste ende et aspekt af deres stilling til krigen selv, og et meget afgørende.

Som noget meget væsentligt, hvormed Lasch har bidraget til forståelsen af den liberale reaktion på krigen, må fremdrages hans påvisning af, at da februarrevolutionen endeligt havde fjernet den værste anstødssten ved Ententen: det autokratiske Rusland, kunne de liberale omsider akceptere, at krigens mål og betingelsen for varig fred måtte være Tysklands demokratisering. Derfor kunne de nu opgive tanken om en »fred uden sejr«, krigen måtte føres igennem til den bitre ende, for at føre demokratiet til sejr.

Lasch er i sin fremstilling meget kritisk over for de liberale, en indstilling der så åbenbart bunder i en kritisk indstilling til USA i dag: den manglende forståelse for at forskellige ideologier godt kan leve sammen, den illusion, at »the American way of life« er den bedste og den sejrende.

De amerikanske liberale mødte fra starten revolutionen med oplysningstidens tankeverden som ballast, det var på denne baggrund man iagttog og tolkede begivenhederne, og resultatet blev en serie af misforståelser og stadig større skuffelser. Man forstod ikke hvad Bolschevikkerne stod for, men fastholdt til det sidste, at de nok ville blive demokratiske med tiden. Og da det ikke skete, stod man tilbage med den tabte illusion. Men det mærkværdige ved hele dette forløb er efter Lasch's mening ikke så meget desillusioneringen, som måden: det var i virkeligheden ikke liberalismen selv man tabte troen på, men Wilson. Man kritiserede ham for at have ofret de 14 punkter, men man kritiserede ikke de 14 punkter selv. Man glemte sit eget medansvar for det skete.

Lasch har opbygget sin bog på omfattende studier af såvel aviser og tidsskrifter som dagbøger og breve. Det er klart, at dette billede af stemninger, tanker og meninger i en bevæget periode ofte må blive flimrende, ikke mindst når man har så meget på hjerte. Men fascinerende læsning er det.