Sam. Hedar: En Sörmlandsbygd och dess inbyggare. Stockholm, Norstedts, 1965. 387 s. III. 35 sv. kr.

Det er en udmærket forening af lokal- og rigshistorie, man finder i f hv. arkivråd i det svenske rigsarkiv, fil. dr. Sam. Hedurs statelige værk. Bygden er det naturskønne Nåshulta sogn, ikke langt fra fabriksbyen Eskilstuna. At sognets historie har fået en så kyndig skildrer, skyldes, at Hedar gennem mange år har haft sommerbolig der. Blandt de talrige gode illustrationer, bogen indeholder, træffes både fotografier, tagne af forf. selv og hans søn, samt tegninger af hans datter.

Den fyldige fortegnelse sidst i bogen over de benyttede trykte og utrykte kilder kan godt virke forstemmende på en og anden lokalhistoriker; men den kan også være opmuntrende ved at vise, fra hvor mange forskellige steder det lader sig gøre at hente stof til et sogns historie. Af fortegnelsen fremgår selvsagt, at et indgående kendskab til rigshistorien (politisk, kulturelt, økonomisk) er en nødvendig forudsætning for at sætte lokale forhold i det rette lys.

Nåshulta rummer herregårdene Hedenso og Haneberg. En væsentlig part

af bogen udgør en detaljeret beskrivelse af disse gårdes og deres ejeres historie. Den første indehavdes gennem et par århundreder (fra slutn. af det 16. til slutn. af det 18. årh.) af slægten Kurck, og flere af bogens biografier af dennes medlemmer har stor interesse. Således omtalen af Knut Kurck, den sidste ejer af Hedenso, der midt i 1780'erne gik i fransk krigstjeneste og efter sin hjemkomst sluttede sig til adelsoppositionen mod Gustav III; han var blandt deltagerne i sammensværgelsen mod kongen, blev arresteret, men reddede sig ved konsekventbenægtelse.

Haneberg ejedes fra midten af det 16. til slutn. af det 17. årh. af slægten Rosenhane. Af denne er Shering Rosenhane kendt for sin deltagelse i forhandlingerne om den westphalske fred og om Københavns-freden 1660. Man har tilskrevet broderen Gustav R. (d. 1684) forfatterskabet til et forsvar for litterært brug af modersmålet (»Thet swenska språkets klagemål«), men bindende bevis herfor er ikke ført. Også andre skrifter har man tillagt ham. Vist er, at han forfattede den latinske »Respublica Glacialis« (om vinterfisket i Nåshultasøen; trykt 1681). Den lærde retshistoriker Johan Loccenius roste i sit forord til dette skrift R., fordi han ikke fordrev sin ledige tid med »struntprat och tårningsspel eller i dryckeslag utan med vittra och bildande studier«.

I kapitlet: »Grånser och rågångar gås upp« (s. 237-61) giver Hedar en indgående redegørelse for de talrige ejendoms- og skeltrætter, der opstod, efterhånden som bebyggelse og opdyrkning tog til i det skov-, sø- og klipperige sogn. Redegørelsen er værdifuld som illustration til forhold, der må have rådet i mange andre svenske egne.

Selv om skildringen af herregårdene og deres ejere indtager en væsentlig plads i Hedars bog, omtales bondesamfundet, kirke og skole ret indgående. Bøndernes afgifter (f. eks. bast og birkebark) og erhvervsforhold er på grund af den udprægede skovegn meget forskellige fra danske bønders. I stykket om kirken møder vi bl. a. de kirkebåde, som danske bedst kender fra Siljansegnen.

To berømte svenske videnskabsmænd er fødte i Nåshulta og biograferes. Den ene, Jacob Jonas Bjornståhl (d. i Saloniki 1779), vandt europæisk anseelse som orientalist og rejseskildrer. Den anden, A. F. Dalin (d. 1873), holdt sig til hjemlandet og dets sprog og indlagde sig stor fortjeneste ved sine ordbogsarbejder over dette. „ HIEI._mrT