Gerhard Ritter: Staatskunst und Kriegshandwerk. Bd. III. Die Tragödie der Staatskunst. Bethmann Hollweg als Kriegskanzler (1914-1917). München, R. Oldenbourg Verlag, 1964. 707 sider. 48 DM.

Ved udsendelsen i 1960 af bd. II af Ritters værk (se H. T. 11. rk. VI, s. 707 ff.) bebudedes, at 3. bd. skulle slutte værket ved at føre skildringen frem til 1945. Skønt dette i 1964 udsendte bind er henved dobbelt så stort som det foregående, er det imidlertid ikke lykkedes for Ritter at nå gennem mere end de første tre krigsår.

I betragtning af nævnte forhold - og af forf.s alder — kan man nære en vis tvivl om, at arbejdet vil kunne føres til ende. Men det forringer ingenlunde det foreliggende binds fortjenester. Skønt Ritter har haft megen hjælp ved sine omfattende arkivstudier, er det en imponerende forskergerning, der ligger til grund for bogen. Anmærkningerne med kildehenvisninger og drøftelse af andres opfattelser fylder hundrede sider. Og af litteraturfortegnelsen fremgår, at forf. har kunnet benytte skrifter udkommet så sent som 1964, selve bindets trykkeår, og meget vigtige bidrag til den 1. verdenskrigs diplomatiske og militære historie er netop blevet publiceret i de nærmest foregående år. Men medens G. R.s så grundige studier aftvinger fagfæller dyb respekt, vil alle læsere glæde sig over den smukke og klare fremstilling. Man indvikles ikke i lange, spegede sætningsbygninger. Klart, rammende og forståeligt giver forf. sin redegørelse for begivenhedernes forløb og sin vurdering af disse.

Som bindets undertitel viser, ligger hovedvægten på skildringen af Bethmann Hollwegs politik i de første tre krigsår og på hans divergenser med »krigshåndværkets« udøvere, indtil disse i juli 1917 fremkaldte hans fald. Skildringen virker som en »Ehrenrettung« af Bethmann Hollweg, hvad bekræftes i den sympatiske karakteristik af ham, der gives på bogens tre sidste sider: »Ob ein anderer Reichskanzler, eine schroffere Kåmpfernatur, mehr erreicht hatte, vermag kein Nachlebender zu sagen. Sicher ist nur: dass mit der Tragodie Bethmann Hollwegs sich auch die Tragodie der »Staatskunst« in Deutschland vollendet hat«.

Adskillige steder i bogen fremhæver Ritter begivenheder, der belyser den i værkets hovedtitel angivne konflikt. Den mest skæbnesvangre blev den, der afgjordes til fordel for de militære: iværksættelsen fra 1. februar 1917 af den uindskrænkede u-bådskrig, som et par måneder efter fik Amerika til at gå ind i krigen på ententemagternes side. At Bethmann i kronrådet om aftenen den 9. januar 1917 gav efter for de militæres ønsker, betegner Ritter (s. 382) som »die dunkelste Stunde« i hans politiske løbebane og udtaler, at intet har skadet hans eftermæle mere, end at han ikke reagerede på militærets triumf over hans politik ved at tage sin afsked. Ritter prøver at forklare - forsvare - hans holdning.

At Bethmann må henregnes til de relativt nøgterne og mådeholdne tyske anneksionspolitikere, er vel uomtvisteligt. Men hvor betydelige selv hans krav var, omtales s. 44 ff.: en stærk svækkelse af Frankrig med bl. a. afståelse af ertsbækkenet Briey (»An dieser Annexionsforderung hat Bethmann fast bis zu seinem Sturz festgehalten«) og omdannelsen af Belgien til en tysk vasalstat, militært og økonomisk. Langt anderledes vidtrækkende anneksionsplaner formuleredes imidlertid af nationalistiske og altyske kredse og deltes af den tyske åndselite. Ritter omtaler (s. 92) en henvendelse fra juni 1915 til Bethmann med store anneksionskrav, en henvendelse underskrevet bl. a. af 352 professorer, »z. T. mit hochberiihmten Namen«. En anden »chauvinistisk« henvendelse fra universitetsprofessorer i Berlin nævnes s. 199. Der var sandelig ingen mangel på forslag om salget af »bjørnens skind«, og i takt med militære erobringer voksede anneksionsappetitten langt ud over, hvad man skulde tro var fordøjeligt.

I en vis opposition til den hamborgske professor Fr. Fischers meget diskuterede bog »Griff nach der Weltmacht. Die Kriegszielpolitik des kaiserlichen Deutschland 1914/18« (1961. 896 s.) fastholder Ritter, at verdenskrigen ikke begyndte som en tysk »Hegemonialkrieg«, og at den tyske regeringspolitik i juli 1914 var principielt defensiv, ikke aggressiv (s. 15 og 17) -trods dens kraftige opfordringer til Østrig om at tugte Serbien, selv med fare for en europæisk krig. At betegne denne politik som »defensiv« forekommer mig ikke naturligt, og Fr. Fischers skildring af de pågældende begivenheder synes mig et nyttigt sammenligningsgrundlag til Ritters. Men sikkert er det, at det tyske folks store flertal ved krigens udbrud følte (fik bibragt opfattelsen af) den som en Tyskland påtvungen forsvarskrig. Ellers var den politiske borgfred med socialdemokraternes billigelse af krigsbevillingerne næppe kommet i stand.

Heller ikke Ritters afvisning af, at krigen begyndte som en tysk »Hegemonialkrieg«, forekommer helt berettiget. Hele den foregående udvikling i tysk politik (og verdenspolitikken) og tysk mentalitet lagde op til at give den en sådan karakter. Herved forstås også bedre, hvad Ritter i det følgende citat forbavses over: »Nicht ohne Erschrecken blickt der Deutsche von heute, nach dem Erlebnis von zwei Kriegskatastrophen innerhalb eines Menschenalters, auf den jåhen Umschlag von der Idee des Verteidigungskrieges zu der des Eroberungskrieges zuriick, der sich damals bei uns vollzog - nicht im ganzen Volk natiirlich, aber doch in weitesten Kreisen des Biirgertums, vor allem in der Intelligenzschicht« (s. 34).

Ritter dvæler flere steder ved den tyske nations lidenskabelige »magt- og erobringsvilje« (s. 47), ved »den offentlige menings nationalisme, »militarisme« og anneksionisme« (s. 73). »Vort folks psyke«, bemærker Bethmann i foråret 1915, »er i de sidste 25 år blevet så forgiftet gennem praleri, at det sandsynligvis vilde blive forsagt, hvis man forbød dets stortalenhed« (s. 74). Sådanne udtalelser viser imidlertid, at Ritters hovedtitel »Staatskunst und Kriegshandwerk« næppe kan siges at være dækkende, da diplomatiets handlingsfrihed i høj grad indsnævredes af folkelidenskaberne.

Naturligt nok fremsætter Ritter det spørgsmål, om ententemagterne da var mindre anneksionsbegærlige end Tyskland-Østrig. Han beklager i den forbindelse,at de franske og engelske arkiver endnu ikke er fuldt tilgængelige for den tid. Om de franske krigsmål foreligger nu en i hvert fald skitsemæssig oversigt:

Pierre Renouvin: Les buts de guerre du gouvernement francais (1914-1918) i »Revue Historique«. 1966. Det væsentlige franske krigsmål var hele tiden generhvervelsen af l'Alsace-Lorraine. Men forelå der overhovedet mulighed for, at Tyskland uden et afgørende nederlag vilde give slip på erobringen i 1870-71? Elsass-Lothringen var, som G. R. bemærker (s. 473), blevet for tyskerne»et nationalt klenodie: arv og symbol fra deres nyere histories stolteste epoke«. Denne »stolteste epoke« rummede de tre erobringskrige: 1864, 66 og 70-71, og har ikke disse medvirket til at forgifte tysk psyke?

Af kejser Wilhelm ll.s »rodomontader« præsenteres vi for nogle stykker (se f. eks. s. 524: »Jede Woche Krieg wird teurer« o: for ententen). Hindenburg skildres som en »facadefigur«, en folkeheros, en myte (på grund af Tannenberg), men militært hjælpeløs uden hans medarbejder og »mester«, »det brutale viljemenneske« Ludendorff (s. 69, 235 f., 248, 253 o. fl. st.). At Hindenburg i sommeren 1916 afløste general Falkenhayn efter dennes mislykkede Verdunoffensiv, var Bethmann Hollwegs værk og kan, mener Ritter, anses som den stærkeste indvending mod hans statsmandstalent. G. R. anfører en samtidig udtalelse af en officer, der - profetisk - gik ud på, at Ludendorff i sin umådelige ærgerrighed og stolthed vilde fortsætte krigen til det tyske folks fuldkomne udmattelse, og at monarkiet vilde komme til at betale regningen herfor.

En udførlig omtale giver værket af de, som tiden gik, stadig øgede modsætninger mellem Tyskland og Østrig-Ungarn såvel m.h.t. krigsførelse som anneksionskrav (bl. a. om det »befriede« Polens stilling). I skildringen af de fredsfølere og fredsforslag (Wilsons det vigtigste), der fremkom under de skiftende konjunkturer, træffes to danske navne, hvorom jeg skal gøre et par bemærkninger.

Det første er H. N. Andersen, der af R. benævnes »Staatsrat« (han var etatsråd). R. nævner ham dog kun få steder, og når han s. 552 kalder ham »Tråger deutscher Friedensfuhler im ersten Kriegsjahr«, kan dette næppe kaldes korrekt. Andersen var selv - i overensstemmelse med det danske kongehus - initiativtager til fredsdrøftelser i England, Tyskland og Rusland. Hans »kontaktmand« i Tyskland var Hamborg-rederen Ballin. Der var tale om en almindelig fred, ikke om separatfred. En indgående redegørelse for de danske (H. N. Andersens) fredsbestræbelser gives i den hollandske (af R. i en anm. citerede) disputats: C. V. Lqfeber: »Vredes- en Bemiddelingspogingen uit het eerste jaar van Wereldoorlog I. augustus 1914 - december 1915« (Leiden 1961), s. 189-211. H. N. Andersens fredssonderinger var imidlertid kun en lille del af hans for vort land så betydningsfulde virksomhed under 1. verdenskrig, der gik ud på at holde os uden for krigen og sikre vore handelsforbindelser. En skildring herafgives i den som ms. i 30 eksemplarer trykte »Danmark under Verdenskrigen. Udarbejdet på grundlag af H. N. Andersen's optegnelser, breve o. a. dokumenter«. Af Frantz Dahl. Knud Fabricius. H. Stein (1926). Lafeber har ikke benyttet denne, men nævner i en anm. Vagn Dybdahls omtale og referat af den (den var utilgængelig indtil 1950) i kronikker i »Aktuelt« (16. og 18. febr. 1960).

Fra nævnte værk kunde Ritter have hentet træk til Bethmann Hollwegs
karakteristik. Om Andersens samtale med denne i marts 1915 hedder det
(s. 51), at han (Bethm.) omtalte, »at han muligvis havde fejlet ved at råde

kejseren til at besvare Ruslands almindelige mobilisering med en krigserklæring, men . . . han kunde ikke have handlet anderledes« (sml. Ritter: anf. arb. 11, s. 333 f.). Interessant er det at sammenligne Andersens referat af sin sidste samtalemed Bethmann (s. 190 f.) med Bethmanns egne meddelelser om dennes indhold (Ritter, s. 552).

Den anden dansker, der omtales, er Borgbjerg (af R. kaldet Borberg). Han var i foråret 1917 mellemmand mellem de tyske socialdemokrater og de russiske revolutionære. Om socialistkongressen i Stockholm skriver R. (s. 500), at man »geradezu von einer Mitbeteilung deutscher Diplomatic am Zustandekommen dieses internationalen Unternehmens sprechen kann«.

Den frygt, som R. et par gange (s. 192, 320) nævner, man i Tyskland nærede for, at Holland og Danmark skulde gå ind i krigen på ententens side, var ganske übegrundet i betragtning af den danske radikale regering, støttet af de broderpartiet i Tyskland så nærstående danske socialdemokrater. Og hvad man i ententen forestillede sig, at den danske regering kunde ønske som oprejsning for 1864 (se s. 83, 304, 314), var vidt fjernet fra det officielle Danmarks tanker.