Claude Bontems, Leon-Pierre Raybaud et Jean-Pierre Brancourt: Le Prince dans la France des XVI^e et XVII^e siécles. Travaux et recherches de la faculté de droit et des sciences économiques de Paris. Serie »Sciences historiques« no. 7. Paris, Presses universitaires de France, 1965. 285 sider. 18 F.

Den franske enevældes fremtrædende position i det 17. århundredes europæiske historie har inspireret til adskillige studier i det absolutistiske statssystems teoretiske baggrund og begrundelse. »La faculté de droit et des sciences économiques de Paris« har med det foreliggende værk publiceret tre grundige analyser af fremtrædende statsteoretikere fra det 16. og 17. århundrede (Bude, Zampini og Saint-Simon).

Bontems gennemgår systematisk Budes værk „L'lnstitutions du Prince", som dateres til 1518/19; afhandlingen er ledsaget af en nybearbejdet, let moderniseret gengivelse af Budes tekst, som der bestandigt henvises til under gennemgangen. Bontems sætter Budes aristotelisk inspirerede statstanker i relation til middelalderlig og samtidig renaissance-tænkning, samtidig med at Budes gæld til Frants den Førstes stærke monarki klart understreges. Endvidere demonstreres det, både gennem Budes egen tekst og gennem analysen, hvor langt forud for sin tid denne tænker fra den franske renaissance var. Bontems skriver således i sin konklusion: »II n'existe, å notre conaissance, aucun auteur du XVIIe siécle qui soit allé aussi loin que Bude dans ce domaine, qui ait osé conférer au Prince des pouvoirs aussi étendus« (s. 75). Budes monark er guds spejlbillede på jorden med en i realiteten übegrænset myndighed. Endelig får man i Budes værk et spændende indtryk af renaissance-humanistens arbejdsmetode, især hans anvendelse af antikke paralleller; Bontems har tilmed forsynet sin bibliografi med en henvisning til de steder hos de antikke forfattere, som Bude citerer, således at læseren kan efterprøve citaterne hos de benyttede forfattere.

Raybauds afhandling er en gennemgang af de steder i Zampinis skrifter, hvor staten og fyrsten behandles. Raybaud akcepterer ikke det almindelige synspunkt, at den italienske og katolske Zampini, Katharina af Medicis protegé, blot var en tredierangsforfatter, der overfladisk giver udtryk for spredte ideer i samtiden. Efter Raybauds mening søger Zampini midt i huguenot-krigenes forvirring at opstille idealet af en fyrste, der kunne blive formidler af den kristne fred; det usystematiske, den løse, næsten løsagtige historiske argumentation og den ofte manglende konsekvens hos Zampini har sin årsag i samtidens uoverskueligeog kaotiske samfundstilstande. Zampinis fyrsteideal er ikke så radikalt som Budes; tværtimod understreger han kongens pligt til i visse tilfælde at

underkaste sig stændernes afgørelse. Selv om Raybaud ikke er blind for Zampinis svagheder, fremtræder hans afhandling alligevel som et forsvarsskrift; den bliver dog ikke derved mindre videnskabelig vederhæftig og slet ikke mindre læseværdig.

Den tredje og sidste afhandling af Brancourt om Saint-Simon belyser dennes konservativt kritiske indstilling til en enevælde, som allerede i årtier har været prøvet i praksis. Brancourt har nøje studeret den vidtløftige hertugs memoirer og øvrige papirer, herunder enkelte hidtil utrykte manuskripter, og fremhæver Saint-Simons betingede akcept af det absolutte kongedømme; fyrstens magt bør modificeres og kontrolleres af »les pairs« og »la noblesse«. Saint-Simons ideal af et konsultativt aristokratisk monarki er tydeligt inspireret af hans egen hertugelige position. På overgangen til det 18. århundrede peger Saint-Simon næppe fremad, selvom hans understregning af kongens centrale position og store magtbeføjelser ikke berettiger til at tale om en aristokratisk drøm om tilbagevenden til feudale forhold. I forhold til Budes format og Zampinis engagement virker Saint-Simons tanker mere eller mindre ligegyldige; de kan allerhøjst give et tilfældigt og snakkesaligt glimt af en uddøende gruppes forsøg på at retfærdiggøre bestræbelser på at genvinde en politisk position, som der næppe mere var reel mulighed for at opnå.

Samlet giver de tre afhandlinger et interessant indblik i fransk statsteoretisk tænkning i det 16. og 17. århundrede. Analysernes samling i én bog er tilfældig; der går ingen »rød tråd« fra Bude over Zampini til Saint-Simon. Selv det bibliografiske apparat er uensartet og ind imellem direkte forvirrende; hér kunne meget vel have været foretaget en mere systematisk redaktion.

Alt i alt har de tre forfattere — med afhandlingen om Bude som den væsentligste
- ydet et betydeligt bidrag til en yderligere kortlægning af de politiske
ideer bag den franske enevældes komplicerede skabelse og udvikling.