Flemming Tolstrup: Det ældste Herlufsholm 1560-1788. København, Thaning & Appels Forlag, 1965. 277 s. III. 30 kr.

Herlufsholms historie har flere gange været genstand for behandling, første gang af overlærer H. B. Melchior (Historiske Efterretninger om Herlufsholms Stiftelse, 1. udg. 1822) og senest i anledning af skolens 400-års-jubilæum af professor Flemming Tolstrup. Men medens de ældre fremstillinger overvejende beskæftigede sig med stiftelsens personalhistorie, lægger Flemming Tolstrup op til en langt mere alsidig fremstilling. De biografiske elementer træder — bortset fra korte, fyndige og undertiden måske lovligt kategoriske karakteristikker - helt i baggrunden for de godshistoriske, administrationshistoriske og kulturhistoriskeaspekter.

historiskeaspekter.Det vil være nærliggende at sammenstille bogen med værket om »Sorø. Klostret, Skolen, Akademiet gennem Tiderne«, hvis emne og anlæg ligger den nærmest. Sammenligningen vil dog næppe være helt retfærdig, da Sorøbogen som samleværk ganske anderledes kunde gå i dybden, men samtidig er af noget uensartet kvalitet. Men kildemæssigt foreligger de samme muligheder;også fra Herlufsholm har vi nemlig fyldige kilder, bl. a. en lang og periodevisübrudt regnskabsserie forud for 1660, en serie, forfatteren har kunnet øse af, omend langtfra udtømme.

Det bør straks betones, at Flemming Tolstrups bog rummer mange værdifulde, nye enkeltheder, men samtidig må det dog konstateres, at hovedlinierne ikke helt kommer til deres ret. Formentlig hænger det sammen med, at bogens anlæg er mere deskriptivt end analytisk, og at den historiske baggrundsopfattelse måske er noget traditionel; dels med at fremstillingen spaltes op i en kronologisk og en systematisk del. Kronologisk falder »det ældste Herlufsholms« historie i fire afsnit, opbygningstiden 1565-1609, blomstringstiden 1609-1660, forfaldet under den ældre enevælde og genopbygningstiden 1731-1788 under J. L. Holsteins og Otto Thotts ledelse.

Uden at gå i enkeltheder må det nok siges, at behandlingen af de ældste perioder står svagest. Skildringen af Herluf Trolles og Birgitte Gøyes slægtninges desperate kamp for at omstyrte stiftelsen indeholder næppe noget nyt; på den anden side er det vist heller ikke helt retfærdigt, blot at tolke denne strid som udtryk for primitivt, adeligt begær. Det vil være naturligt at sammenstille stiftelsen med de omtrent samtidige tilløb til stamhusdannelser, der netop blev omstødt, fordi de stred mod den frie eller normale omsætning af adeligt jordegods, som godsprivilegierne tilsikrede adelen. På tilsvarende måde kan man rette indvendinger mod behandlingen af stiftelsens økonomiske historie forud for 1660. Man kan nok - som forfatteren gør det - hævde, at arbejdet med regnskabsmaterialet fra det 17. århundrede kan være en ørkenvandring, men det er sandelig en ørken med oaser. Skellet ved 1609 - Arild Huitfelds død - bør sikkert ikke låses altfor fast; allerede i 1580'erne mærkes tilløb til økonomisk ustabilitet, og de første årtier af 1600-tallet bærer i almindelighed præg af stagnation for kornproduktion og afsætning, symptomer, der også kan iagttages på Herlufsholm. Sammenligning af det ældste regnskab 1585/86 med regnskaberne 1611-18 synes netop at røbe forstærket interesse for øksneopdrættet til erstatning af de mindre indtægter ved kornsalget. På den anden side repræsenterer Christian IV.s senere år næppe nogen unuanceret økonomisk nedgangstid; en række omstændigheder tyder tværtimod på, at den langsigtede nedgang først sætter ind efter en kortvarig højkonjunktur — i hvert fald for de større godser, hvortil også Herlufsholm hørte - 1630-1645. Perioden 1609-1660 er da sikkert mere end skolehistorisk blomstring, og baggrunden for den stakkede blomstring både skolehistorisk og økonomisk må sikkert delvis søges i samme fænomen: trediveårskrigen.

Som helhed ligger da værkets force i dets mange nye, konkrete detailler, dets svaghed i analytiske brist. At analysen savnes kan forfatteren kun delvis lastes for; den vil nemlig kræve langvarige og indgående detailstudier over regnskaberne, birketingbøgerne og det øvrige kildemateriale.