Phyllis Deane: The First Industrial Revolution. London, Cambridge University Press, 1965. VIII + 295 sider. 40 sh. Paperback 17 sh. 6 d.

Phyllis Deane, der tidligere sammen med W. A. Cole har udsendt en velunderbygget statistisk studie over langtidsudviklingen i engelsk økonomi siden slutningen af det 17. århundrede (British Economic Growth 1688-1959, 1962), tilhører den skole af økonomiske historikere, der i særlig grad støtter sig til den økonomiske videnskab. I sin nye bog betoner hun straks i forordets første sætning sin tilknytning til moderne vækstteori ved at påkalde den aktuelle interesse for »the problem of identifying the route by which today's poor countries might reach the high standards of living presently enjoyed by the industrial societies«.

Denne placering er tankevækkende. Historikerne har ikke altid været villige
til at knytte sig for nøje til samfundsvidenskaberne, men moderne vækstteori
stiller den økonomiske historiker over for en dobbelt udfordring. Der er på den

ene side muligheden for at gøre brug af teoretikernes systematisering og terminologi,for derved at opnå større præcision i den rent historiske analyse, men der er på den anden side også forpligtelsen til at komme teoretikeren til hjælp med veldokumenter ede data. En vækstteori må nødvendigvis bygge på historiske erfaringer. Det er bedre historikeren stiller sin kritiske metode til rådighed for den økonomiske modelbygger, end at han overlader til ukyndige at udfylde det praktiske behov.

I bogens ialt 16 kapitler behandles en række aspekter af engelsk økonomisk udvikling i perioden ca. 1750-ca. 1850. For hvert kapitel søger forf. at vurdere det behandlede aspekts betydning for industrialiseringen. Det er ikke muligt her at komme ind på alle disse enkeltvurderinger, der i mange henseender bryder med gængse forestillinger, et brud, der dog på mange punkter er forberedt af de seneste års betydelige tidsskriftlitteratur om den industrielle revolution. Fremhæves kan bl. a. forf.s understregning af betydningen af den første trafikrevolution, kanalbyggeriet og turnpikevejene i de sidste årtier af det 18. århundrede, hendes fremhævelse af det offentliges aktive betydning for udviklingens retning og hendes betænkelighed ved den dominerende rolle man normalt tillægger bomuldsindustrien i det engelske industrielle gennembrud.

Det billede Phyllis Deane tegner af den industrielle revolution, lader sig ikke kort referere, men kan måske karakteriseres ved en gengivelse af forf.s stilling til det omstridte spørgsmål om den industrielle revolutions kronologi. Forf. har allerede tidligere sammen med H. J. Habakkuk diskuteret den af W. W. Rostow opstillede kronologi for det industrielle take-off (»The Take-off in Britain« i W. W. Rostow (ed.): The Economics of Take-off into Sustained Growth, 1963), og der markeret sin afstandtagen fra Rostows datering af gennembruddet til perioden 1783-1802. En så snæver datering bygger især på udenrigshandelsstatistikken, der er den bedste statistiske serie for perioden, men som vel at mærke også rummer mange faldgruber. F. eks. kan 1780'ernes ekspansion tolkes som en reaktion efter de vanskelige afsætningsforhold under konflikten med de nordamerikanske kolonier og frihedskrigen, og den fortsatte fremgang i 90'erne kan ses som en følge af at Englands værste konkurrenter under revolutionskrigene var afskåret fra verdenshavene (ss. 117-18). Men Phyllis Deane tager overhovedet afstand fra Rostow's take-off-begreb og betragter industrialiseringen ikke som en begivenhed, men som en proces, der ikke klart lader sig kronologisk afgrænse. Årtierne hen mod midten af det 18. århundrede prægedes af stagnation, omkring 1750 kan der imidlertid iagttages en vis produktionsfremgang, der dog næppe mere end holder trit med befolkningstilvæksten. Produktionsfremgangen accelererer i 80'erne og 90'erne, standser under Napoleonskrigene, men accelererer atter i 1820'rene og 30'erne (ss. 221-22). Denne kronologi knyttes sammen med Schumpeters tolkning af Kondratieff-cyklen, d. v. s. en tolkning af de økonomiske langtidsbevægelser, der i særlig grad lægger vægt på de tekniske innovationers tendens til at optræde i »klynger«. Den teori Phyllis Deane opstiller for det historiske fænomen »Den industrielle Revolution« er således langt mindre dramatisk end Rostow's, men utvivlsomt langt mere acceptabel for de fleste historikere.

Phyllis Deane's bog er et godt eksempel på den nytte historikeren kan have af
en solid teoretisk ballast. I dårlige tilfælde kan det føre til en übehagelig afhumaniseringaf

humaniseringaffremstillingen, i gode tilfælde giver det klarhed og frihed for fraser. Her er kapitlerne præcist og overskueligt disponeret, de anvendte begreberdefinerede, og de enkeltheder, der medtages, er altid relevante. At så Mantoux eller Ashton er morsommere læsning, er en anden historie.