L. Jay Oliva: Misalliance. A Study of French Policy in Russia during the Seven Years' War. New York University Press, 1964. VIII + 200 s. 6 $.

L. Jay Oliva, assistant professor i historie ved New York universitet, har allerede tidligere gjort sig bemærket ved en række artikler over udvalgte emner i europæisk, særlig russisk historie. De fransk-russiske relationer under Syvårskrigen, som han i dette værk tager op til behandling, har siden slutningen af det 19. rhundrede været i stand til at tiltrække sig historikernes opmærksomhed. Da Albert Vandal og Alfred Rambaud skrev deres berømte værker, gjorde de det under stærk påvirkning af det franske nederlag i den fransk-tyske krig 1870-71 og i følelsen af nødvendigheden af en fransk-russisk fællesfront over for det nye tyske kejserrige. De var her eksponenter for den officielle franske politik, der fandt sit udtryk i indgåelsen af den fransk-russiske alliance i årene 1890-94. Vandals og Rambauds politiske grundindstilling kom stærkt til at præge deres vurdering af den fransk-russiske rapprochement under Syvårskrigen. Hemmeligheden bag Frankrigs stærkt svækkede stilling i tiden før den store revolution så de i de franske regeringers manglende vilje og evne til konsekvent at bryde overtværs med gamle politiske forestillinger og helhjertet slutte op bag den nye russiske stormagt. Ganske særlig angreb de Ludvig XV og hans hemmelige, udenrigspolitiske organisation, le Secret du Roi.

Det er i disse ældre franske forskeres påstand om, at Frankrig ved en direkte alliance med Rusland kunne have sikret freden i Europa og hindret sin egen magtpolitiske og diplomatiske deroute, at Oliva tager sit udgangspunkt. Oliva sætter sig som opgave »at analysere oprindelsen til, indholdet, karakteren og følgerne af den franske politik i Rusland fra 1755 til 1762« med det sigte at finde ud af, om der nogensinde i de fransk-russiske relationer i dette tidsrum var »any elements of mutuality, desirability, or durability«. Svaret på disse spørgsmål indeholdes allerede i hovedtitlen på hans værk: Misalliance.

Olivas hovedtese er den, at den tilnærmelse, der fandt sted mellem Frankrig
og Rusland i årene 1756-61 var et hastigt og nærmest tilfældigt biprodukt af

ancen med først Østrig siden Rusland af angst for diplomatisk isolation. Disse alliancer inddrog det i Syvårskrigen, en krig, som det aldrig havde ønsket, og som det ingen interesse kunne have i at føre. Fra første færd var dets krigsmål uforenelige med dem, dets allierede havde opstillet: »Beyond the original intent to wage war on Prussia, France and Russia could not agree on war conduct, on war aims, on the necessity of peace, on the building of commerce, or on the future of Eastern Europe. The union of France and Russia was less an alliance than a contest to determine who could make the best use of whom. In contests of this nature there is usually a winner. France, at first unwittingly and then unwillingly, took the loser's part«.

Oliva har valgt at afstikke meget snævre grænser for sine arkivstudier. Af utrykt materiale bygger han udelukkende på franske arkivalier, først og fremmest den officielle, diplomatiske korrespondance mellem de tre i perioden siddende franske udenrigsministre: Rouillé, Bernis og Choiseul og de franske udsendinge i Rusland, suppleret med det franske udenrigsministeriums korrespondance med dets repræsentanter i Polen, Sverige og Danmark. Oliva er den første historiker, der så indgående har arbejdet med dette materiale. Dette er i sig selv såre fortjenstfuldt, og han har da også ved hjælp af dette materiale været i stand til på væsentlige områder at korrigere den ældre franske historikerskoles opfattelse af de fransk-russiske relationer under Syvårskrigen. Olivas hovedfortjeneste er dog, at han ud over den officielle, franske diplomatiske korrespondance i hidtil ukendt omfang har fremdraget den hemmelige korrespondance, der førtes mellem Ludvig XV og dennes ledere og hjælpere indenfor le Secret, og at han ved en sammenstilling af disse to ofte stærkt kontradiktoriske kildegrupper har formået at udrede det ofte uhyre komplicerede forhold mellem den officielle franske udenrigspolitik ogle Secret's hemmelige virksomhed i Rusland og delvis i Polen i disse år.

Forfatterens begrænsning af sine selvstændige arkivstudier til franske arkiver har dog metodisk sine betænkelige sider. Trods flittig brug af ældre og yngre trykte kildesamlinger og litteratur har forfatteren hverken villet eller kunnet belyse sit emne mere indgående set ud fra Rusland og på grundlag af et større russisk arkivmateriale. Forfatteren har ingen selvstændige arkivstudier foretaget i Rusland, for slet ikke at tale om Polen, Tyskland, Sverige og Danmark. Der kastes kun i ringe grad nyt lys over udenlandske (d. v. s. ikke-franske) statsmænd og politikere. Selv de russiske diplomater og statsmænd, der optræder som jævnbyrdige medspillere i det fransk-russiske tableau, bliver mærkelig skyggeagtige. Dette bør dog ganske vist ikke uden videre lægges forfatteren til last, men det er uundgåeligt, at hans materiales manglende bredde svækker tilliden til hans hovedteses übetingede holdbarhed. Man føler sig ikke overbevist om, at materialet helt kan bære hans vidtrækkende konklusion. At ikke uvæsentlige sider af hans resultater vil blive stående, er på den anden side klart.

Det giver også anledning til betænkelighed, når man konstaterer, hvor usikker forfatteren kan være, når han bevæger sig blot en smule uden for sit hovedemne. Efter hans egen fremstilling tillægger Choiseul det afgørende betydning at få forbedret de russisk-danske relationer ved at få gennemført et russisk-dansk mageskifte af den gottorpske del af Holsten for Oldenburg og Delmenhorst.

Ikke desto mindre synes Oliva aldrig at have gjort sig klart, at storhertugen
den diplomatiske revolution og Syvårskrigen. Frankrig blev tvunget ind i alli(densenere
Peter III) kun er hertug over en del af Holsten (jvf. bl. a. s. 162).