Michael Balfour: The Kaiser and his Times. London, The Cresset Press, 1964. IX + 524 sider. Illustreret. 50 sh.

I sin velafbalancerede studie giver Mr. Balfour en meget fin analyse af samspillet mellem personen Wilhelm II og hans forhold til sin samtid. Hovedproblemstillingen i den meget velskrevne bog er spørgsmålet om, i hvor høj grad kejseren kan siges at have haft en personlig indflydelse på eller et personligt medansvar for den retning, tysk politik tog i årene op imod og under den første verdenskrig.

I alt væsentligt mener forfatteren, at det er rimeligt først og fremmest at betragte kejserens person som et produkt af sit milieu. Den tyske industri var i sin »take-off«-periode (det bør måske indskydes, at forf. iøvrigt er skeptisk overfor Rostow's økonomiske begrebsapparat), og omfattende sociale forskydningerfandt

ningerfandtsted uden at give sig udslag i væsentlige forandringer i den politiske struktur. Det preussiske aristokrati viste ikke som det engelske i den tilsvarende situation villighed til at indgå kompromis'er, og det tyske samfund lå i stigende grad under for udtalte og uudtalte spændinger, samtidig med at Bismarcks Realpolitik havde bevirket en forskydning hos bourgeoisiet fra en romantiskliberalindstilling til en dyrkelse af retsstaten og øvrighedsstaten: »The society held up to admiration was essentially masculine, laying exaggerated emphasis on toughness, self sacrifice and discipline . . . Thus in Germany, tenderness became taboo«.

Et sådant milieu og en sådan social ethos måtte få uheldige konsekvenser for en i virkeligheden venlig og svag mand som Wilhelm. Kløften mellem hans officielle, martialske og hans private, humoristiske, til tider selvironiske holdning var enorm og måtte vel føre kejserens sind ud i den til tider neurotiske tilstand, som så mange samtidige betragtere har heftet sig ved. Han spillede en rolle, som oftest så godt, at han også selv blev overbevist: »In a large repertoire three roles were particular favourites, those of Frederick the Great, of an English milord and of Bismarck«. Men »of course, there came moments, when the illusion was rudely shattered, when the limelight and the proscenium arch . . . collapsed and the imperial poseur found himself in broad daylight, surrounded by no applauding audience, but by the coldly critical men and women whose lives he had been playing with«. I sådanne øjeblikke lurede det totale mentale sammenbrud, men Wilhelms evne til selvbedrag var stor, og under normale omstændigheder var hans drømmeverden tilstrækkelig solid til at afbøde stødene fra en übehagelig omverden. Wilhelm var i mange henseender sin egen hofnar, og var som oftest vildt forbløffet når omverdenen tog anstød af hans practical jokes, hvad enten det drejede sig om at knibe kongen af Bulgarien i bagen eller sende præsident Kriiger et lykønskningstelegram.

Mr. Balfour stiller det uundgåelige spørgsmål om, hvorvidt man kunne forestillesig en anden tysk udvikling, hvis den mere liberalt indstillede Frederik 111 ikke var blevet en oversprunget generation. Egentlig tror han det ikke. De grundlæggende træk i den tyske politiske og »moralske« struktur usandsynliggør, at selv en nok så velmenende kejser ville have kunnet modificere den faktiske udvikling i væsentlig grad. Og mange af de træk, der var væsentlige som udløsere af den politikø der ihvertfald var medvirkende årsag til udbruddet af den første verdenskrig, var ganske uafhængige af kejserens person, heriblandt fx. den forbløffende mangel på organisation, der herskede i det tyske statsapparat, manglende koordination mellem civile og militære myndigheder etc. Men omvendt må det siges, at Wilhelm Ils karakter i sjælden grad fremmede disse tendenser. Forfatningen gav kejseren muligheder for at træffe beslutninger, eller rettere forudsatte, at kejseren var i stand hertil. Og her svigtede Wilhelm afgørende:Tysk politiks øverste organisationspunkt fungerede ganske simpelt ikke: »He was a distracting rather than a steadying influence . . . He contributed materially by his example and influence to that false assessment of values and to that unsoundness of judgement which we have identified as Germany's basic weakness. Holding a position in which he could have done much to counteract the tendencies around him, he instead gave them added emphasis. While claiming to be a leader, he in fact followed others«. Balfour's konklusion

angående samspillet mellem karakter og milieu bliver: »9a explique mais 5a
n'excuse pas«.

Ud over denne hovedlinie er der i Balfour's bog et væld af gode iagttagelser af tyske samfundsforhold, tyske institutioner og tyske enkeltpersoner. Bogen må betragtes som et væsentlig bidrag til udforskningen af det wilhelminske Tysklands struktur. T T