Sune Dalgård: Dansk-Norsk Hvalfangst, 1615-1660. En Studie over Danmark-Norges Stilling i Europæisk Merkantil Expansion. København, G. E. C. Gad, 1962. 463 sider. 4 plancher. 65 kr.

»Hvalfangstens historie er først og sidst en historie om tran«. De ord, hvormed overarkivar Sune Dalgård indleder sin disputats, er ikke umiddelbart appetitvækkende, men tran var et vigtigt råstof i den førmdustrielle periode, og det emne dr. Dalgård har valgt til sin disputats, den dansk-norske hvalfangst 1615-1660, er af betydelig interesse, både ud fra et snævert dansk-norsk synspunkt og i den europæiske sammenhæng. Den pludselige interesse for hvalfangsten i de første årtier af det 17. århundrede var ikke kun et nordisk, men et nordvesteuropæisk fænomen, og den dansk-norske hvalfangsts historie i denne periode er et godt eksempel på den kombination af personlig bjergsomhed og statslig vækstpolitik, der karakteriserer den europæiske merkantile ekspansion.

Til de første år af det 17. århundrede havde hvalfangst alene været
drevet af baskiske fartøjer, men i årene omkring 1610 udsendtes der fra
England og Nederlandene hvalfangerekspeditioner til de arktiske farvandeog

vandeogisær til Spitsbergen, hvor tranbrændingen kunne foretages jævnsides med fangsten. I løbet af få år afløstes konkurrencen af monopoliseringsbestræbelser,de svagest repræsenterede nationer, spaniere og franskmænd, blev fordrevet, mens de sejrende, englænderne og nederlænderne,organiserede sig i nationale monopolkompagnier.

Denne udvikling vakte forståeligt nok interesse i Danmark-Norge, dels af politiske grunde, fordi Spitsbergen her ansås for at være under dansk højhed, dels økonomisk, idet fremtrædende redere og købmænd i København og Bergen havde erfaring i handel og sejlads på Nordatlanten. 1615 udsendtes de første ekspeditioner fra Bergen og København, herunder en kongelig eskadre, der skulle hævde de kongelige højhedsrettigheder. I de følgende år afsendtes en del danske og norske hvalfangerekspeditioner, blandt initiativtagerne var nogle af rigets mest fremtrædende foretagere. 1619-22 deltog kongen selv i fangsten, men fra 1622 begyndte et bestemt navn, Johan Braem, at trænge sig i forgrunden i den dansk-norske hvalfangst. Braems første ekspeditioner var et kløgtigt forsøg på at kombinere de sikkerhedsmæssige fordele, den dansk-norske handel havde skaffet sig, med baskisk kapital og teknisk kunnen, men forsøget strandede på den nederlandske modstand og nederlændernes håndfaste forholdsregler over for den farlige kombination. Braem trak sig i nogle år ud af direkte deltagelse i hvalfangsten, men vendte tilbage efter fra slutningen af 1630 at have fået syv års dansk-norsk eneret på hvalfangst ved Nordnorge, Spitsbergen og Island. Trods fortsatte stridigheder med nederlænderne, der fik gennemført forbud mod danskbiscayisk samarbejde og ved udførselsforbud søgte at hindre, at nederlandsk kapital og teknik blev stillet til rådighed for danskerne, havde hvalfangsten gode år i 30'erne. Endnu i 40'erne og til midten af 50'erne dominerede Johan Braem og siden dennes broder, Goddert Braem, den dansk-norske hvalfangst, men under stadig større vanskeligheder, og hen mod 1660 ebbede interessen for erhvervet ud.

Dr. Dalgård har valgt at dele sin behandling af dette emne i to klart adskilte dele, I: Fremstilling og II: Analyse. Hertil føjer sig tre ekskurser, og i et tillæg gives der en kronologisk oversigt over alle kendte dansknorskehvalfangerekspeditioner i den behandlede periode. Det første afsnit, fremstillingen, er det mest omfattende, det rummer den kronologiskeredegørelse for udredninger, rederkredsens sammensætning, bevillinger,politiske forhandlinger m. v., mens andet afsnit, analysen, behandlerfangstens teknik, organisation og placering i den internationale økonomiske sammenhæng, herunder også spørgsmålet om rentabilitet og konjunkturer. Denne todeling er en acceptabel løsning på det fremstillingsmæssigeproblem, der altid foreligger, når et emne skal behandles med lige hensyn til kort- og langtidsfaktorer, men det kan diskuteres, om det er den bedste løsning. Det forekommer anmelderen, at det ville

være fremstillingsmæssigt heldigere først at behandle de permanente forholdog derefter indarbejde variabler som konjunkturerne i den kronologiskefremstilling. Med den her valgte disposition stiller det indledende kronologiske afsnit, netop fordi alle sammenhænge og videre perspektiver er henvist til andet afsnit, meget store krav til læserens udholdenhed og giver først fuldt udbytte ved anden gennemlæsning.

Kildematerialet, der ligger til grund for dr. Dalgårds disputats, er af en overordentlig fragmentarisk og heterogen karakter. I betragtning af den næsten totale mangel på egentlige forretningsarkivalier er det imponerende, at det har været muligt at samle et så fyldigt og nuanceret materiale om hvalfangsten. Der er god grund til at beundre den sporsans og ihærdighed, der har ført forf. fra Stockholm og til Pau og har ladet ham benytte ikke blot de mest forskelligartede arkivalier fra Christian den Fjerdes egenhændige Breve til de nederlandske notarakter, men også et monument som Skokloster-samlingernes maleri af en dansk hvalfangststation, i sin jagt på brikker til puslespillet. Det er endnu mere imponerende, at det er lykkedes forf. at samle brikkerne til et hele, således at alle væsentlige sider af erhvervet belyses, men det kan ikke nægtes, at det til tider føles, som om forf. nødigt ville lade nogen brik gå til spilde, selv om den fundne oplysning hverken var væsentlig eller sikker. Især anden del præges stilistisk uheldigt af de mange forbehold. Forsigtigheden kan være sympatisk og påkrævet i betragtning af de mange lakuner i kildematerialet, men forekommer overflødig, når det drejer sig om detaljer, der uden gene kunne have været udeladt.

De formelle indvendinger mod bogens opbygning og stil bør ikke aflede opmærksomheden fra dens virkelig store fortjenester. Det er alleredefremhævet, at det er lykkedes forf. at samle de mange brikker til et hele, det bør også fremhæves, at forf. har placeret dette hele i det endnu større puslespil, den dansk-norske økonomi under Christian 4. og den europæiske merkantile ekspansion. Påvisningen af sammenhængenmellem kronens gunstige finansielle stilling i årene omkring 1620 og den meget aktive økonomiske politik, der karakteriserede disse år, er af betydelig interesse. Det samme gælder det på flere punkter påvistesamspil mellem økonomisk politik og udenrigspolitik, især naturligvisforholdet til Nederlandene og Hamborg. Metodisk mest interessanteer måske kapitlerne Forbrug og afsætning og Konjunkturer og driftsøkonomi.Selv om de statistiske data ikke tillader nogen klar opgørelse af erhvervets rentabilitet til forskellige tider, argumenterer dr. Dalgård overbevisende for, at den dansk-norske hvalfangsts stagnation og tilbageganghavde sin baggrund i den tekniske og organisationsmæssige omstillingfra bayfangst til havfangst. Bayfangsten krævede faste anlæg til tranbrændingen i land og begunstigede derved de foretagender, der var permanente, kapitalstærke og politisk beskyttede. Havfangsten overflødiggjordede

flødiggjordedepermanente anlæg og beskyttelsesomkostningerne, den fjernede derfor monopolkompagniernes eksistensberettigelse og begunstigedede redere, hvis kapital var mobil. I Nederlandene stod nye kredse parat til at udnytte denne situation, kapitalinteressen i hvalfangst overgik fra byernes storkøbmænd til en bredere kreds af passive kapitalister, der ved spredning af deres investeringer i flere partsrederier kunne udnytte og sikre sig imod de stærkt svingende resultater af de enkelte ekspeditioner.Denne udvikling kunne ikke kopieres i Danmark, hvor et tilsvarende milieu ikke eksisterede, og under den skærpede konkurrence havde den privilegerede fangst ikke de gevinstmuligheder, som den havde haft i ly af Noordse Compagnies monopol.

Dr. Dalgård gør selv opmærksom på mangelen på detailundersøgelser, der kunne danne grundlag for en velunderbygget redegørelse for dansknorske erhvervsforhold og økonomisk politik i årene mellem Kalmarkrigen og Svenskekrigene i århundredets midte. Han har selv ved sine tidligere afhandlinger ydet væsentlige bidrag til vort kendskab til dette emne, og har med sin disputats gennemarbejdet det måske mest karakteristiske eksempel på vækstpolitikken og dens vilkår i tidens dansknorske økonomi. Man må håbe, at dr. Dalgård vil finde tid til at fortsætte sine studier, og at han vil lade dem munde ud i den samlede fremstilling af periodens økonomiske historie, der så klart savnes.