Kurt Marko: Sowjethistoriker zwischen Ideologie und Wissenschaft. Aspekte der sowjetrussischen Wissenschaftspolitik seit Stalins Tod, 1953—1963. Abhandlungen des Bundesinstituts zur Erforschung des Marxismus- Leninismus (Institut fur Sowjetologie) Band VII. Koln, Verlag Wissenschaft und Politik, 1964. 108 sider. 22 DM.

Det hører til trivialiteterne at slå fast, at historien i Sovjetunionen er underordnet politiske hensyn i et omfang, som vi hos os ikke anser for tilladeligt, men at det i hvert fald ikke længere er helt så slemt, som det var under Stalin. Når dette er sagt, må det vist desværre også slås fast, at Kurt Marko i sin bog om sovjethistorikernes problemer efter Stalins død ikke bevæger sig ret langt ud over trivialiteterne.

Hvis den, der i forvejen er fortrolig med emnet, ikke vil finde væsentlige nye oplysninger eller nye synspunkter i bogen, så er den dog på den anden side nyttig som en omhyggelig materialesamling, i hvis rigelige noteapparat man vil finde snart sagt al relevant litteratur om emnet ført op — vestlig så vel som sovjetisk. Der er heller ingen tvivl om, at bogens referater vil kunne tjene som en indførelse i emnets problematik.

Samtidig bør det dog ikke skjules, at forfatteren benytter sig af en så kringlevridende stil, som kun mange års ihærdige studier af den dialektiske materialisme kan inspirere til. Klarhed, endsige afklaring, savnes. Og det gør naturligvis bogen mindre anvendelig som introduktion. Når det kommer til stykket, har forfatteren sat sig mellem to stole med det resultat, at både den forudsætningsløse og den velforberedte læser må føle sig lidt snydt.

Der er formentlig to årsager til at Marko ikke har haft held til at sige noget nyt i sagen. Den første er, at han ikke konsekvent har skelnet mellem historieforskning, historieskrivning og historieundervisning. Den politisk-ideologiske binding af historien tiltager i takt med disse tre ords nævnelse, og selv om undervisningen endnu nærmest har karakter af ideologisk mobilisering, så er det tydeligt, at forskningen i stigende grad har kunnet lade sig afmønstre fra den tvungne værnepligt.

Den anden årsag er, at Marko - trods udpræget hang til filosofisk sprogbrug - kun i ringe omfang har gjort sig den ulejlighed at analysere og definere de ideologiske begreber, som spiller en så stor rolle for sovjethistorien og overhovedet for samfundsvidenskaberne i Sovjetunionen. Havde han gjort det, kunne man have haft en bog, som bragte os nærmere ind på livet af sovjethistorikernes miljø og måske gav os en del stof til eftertanke. Men den bog må vi foreløbig vente på.