Troels Dahlerup : Studier i senmiddelalderlig dansk Kirkeorganisation. Kirkehistoriske Studier 2. Række Nr. 18. København, G. E. G. Gad, 1963. 186 sider. 19,50 kr.

I middelalderens og reformationstidens Danmark var der i mange henseender ensartede forhold i Lunde og Roskilde stifter. Både verdslige og gejstlige love stod hinanden nær, og på en mængde praktiske områder var der direkte forbindelser over Sundet. Det er på denne baggrund af særlig interesse at få kortlagt visse forskelle i stifternes organisation.

Bogens første del handler om »Lunde Stifts Landdekaner«. De blev indført i tiden omkring 1200 og svarede til de sydeuropæiske »ærkepræster«, en titel der aldrig har været brugt i Danmark. Forbilledet kan have været at finde i Frankrig eller eventuelt i Nederlandene. Hensigten med oprettelsen af de nye stillinger synes at have været den, at man ville udskifte de hidtidige landprovster med mere effektive medhjælpere for ærkebiskoppen. løvrigt var det vistnok kun en del af deres forgængeres funktioner, som de fik under sig.

Hvert herred havde i reglen sin dekan (der efter reformationen ligesom herredsofficialen forvandledes til herredsprovst). Landdekanerne hørte til lavgejstligheden, og kun enkelte steder - f. eks. på Bornholm — var den pågældende som en slags »stordekan« normalt medlem af domkapitlet i Lund. Landdekanen toges formentlig blandt ældre, veltjente sognepræster og var »den første blandt ligemænd« over for herredets præster. Han repræsenterede i særlig grad ærkebiskoppen, skulle overvåge, at stiftets statutter overholdtes, og at stiftstyrelsens befalinger udførtes.

Landdekanen var informationsled opad til ærkebiskoppen og nedad til gejstlighed og menighed. Han førte vistnok an i de lokale gejstlige gilder (præstegilder, kalenter) og skulle møde på stiftsynoden sammen med et par andre præster. Hans andel i jurisdiktion og administration var kun beskeden, idet ærkestiftets forvaltning var stærkt centraliseret. Det vides for senmiddelalderens vedkommende, og forf. formoder, ikke uden grund, at centraliseringen kan være etableret, da landdekanerne indførtes omkring 1200.

Den anden del af bogen handler om »Generalofficialatet i Roskilde«.

En official optræder første gang i Reims 1182 og kendes med sikkerhed fra Roskilde fra 1298. Embedets fremtrængen hænger rimeligvis sammenmed ønsket om en mere moderne retspleje i pagt med den stigende anvendelse af den internationale kirkeret.

I ærkestiftet fandtes der kun én official, generalofficialen på Lundegård, der i senmiddelalderen tilmed ofte var af verdslig herkomst. Roskilde stift var, set fra en europæisk synsvinkel, mere almindeligt organiseret. Til generalofficialen i stiftsbyen svarede således officialer i de enkelte herreder, oftest indsat af den prælat fra kapitlet, der havde jurisdiktionen det pågældende sted.

Generalofficialerne stod socialt set lavere end kapitelsmedlemmerne, men fik større indflydelse end disse på stiftets administration. Mange af dem var universitetsuddannede, flere naturligvis jurister. Funktionstiden var omkring tre til fem år. Stillingen brugtes vistnok som et springbræt til en senere karriere som kannik i kapitlet. Aflønningen var ret tilfældig og kunne nok af og til gøres mere end rimeligt frugtbringende af energiske embedsindehavere.

Generalofficialen var biskoppens specielle funktionær. Han havde fra ca. 1400 dele af dennes retspleje og økonomiske administration under sig. Han dømte jævnlig på landemodet, der trådte sammen to gange årligt, men ellers regelmæssigt hver fredag i Roskilde. Det var sædvane, at hans domme udgik efter »råd« fra retskyndige assessorer, hvad forf. påviser ved talrige eksempler. Assessorerne havde ikke noget ansvar for selve dommen. I en række tilfælde var der forhenværende generalofficialer blandt disse rådgivende assessorer, og de har måske udgjort kærnen i den kreds, der stod til rådighed for den fungerende generalofficial.

Rygen hørte i middelalderen under det sjællandske stift, og her fandtes en »specialofficial« som kommissær for biskoppen. Han havde særlige fuldmagter og betydelige indtægter af sit embede, som han kunne forpagte af biskoppen for en anselig sum penge.

Under generalofficialen hørte utvivlsomt også forvaltningen af den fjerdedel, som biskoppen havde i Roskilde by. Biskoppen skulle heraf have ølgæld, smørgæld, midsommergæld og meget andet - således »fødder og tunger af flået kvæg«! Al den slags må være faldet ind under den stiftsadministration, som påhvilede generalofficialen. Han havde tillige en vis tilsynsmyndighed over præsteskabet og kunne f. eks. give bøder til fordrukne præster.

En lokal official på Falster, der dengang hørte til Odense stift, indsattesved, at en udsending fra biskoppen overrakte ham embedsseglet samt grønt voks dertil. På samme måde fik ærkestiftets generalofficial Lundegårds nøgler i forvaring ved sin udnævnelse. Apropos sådanne embedssymboler er det interessant, at Børglumofficialens segl af 1335 har næsten samme billede som seglene fra hans kolleger i Paris, Basel og

Halberstadt. Det er et vidnesbyrd om internationale, kirkelige forbindelser,der
kan spores i dansk lokaladministration, og som på forbilledligmåde
bliver afdækket i den foreliggende bog.

At der er indløbet et par småfejl i værket,¹ har knap nok kunnet undgås med et så vanskeligt og fragmentarisk stof, som forf. har måttet arbejde med. Lidt mere omhu med de latinske citater kunne dog nok have været på sin plads.²

Der er personalhistoriske bidrag af interesse, således bringes fortegnelser over dekaner i ærkestiftet og generalofficialer i Roskilde stift. Men ellers ligger tyngdepunktet i udredelsen af de omtalte institutionelle og retlige forhold. Enhver, der kommer i berøring med dansk kirkeorganisation i middelalderen og den begyndende reformationstid, må gå til den foreliggende bog. Den afklarer nogle af de sværeste problemer i institutionernes historie. tvt„,,„ c„„ Mrr,, T

---

1 Til s. 23: Absalon var ærkebiskop fra 1178 (ikke fra 1177), og Anders Sunesen fungerede 1202-23 (ikke 1201-21). -Til s. 146: penitentiarius bør vel på dansk gengives ved „pønitentiar" (ikke ved „Pønitar").

2 Til s. 83: der skal to gange læses pro eadem causa (ikke causam). - Til s. 104: der skal læses domino officiali (ikke officiate). - Til s. 123: der mangler casus foran oppressionis puerorum et homicidarum, der ellers måtte betyde „at ligge børn og manddrabere ihjel"! - Til s. 127: der skal læses alioquin (ikke aloquin). - Til s. 155: „mened" hedder perjuriurn (ikke perjuria).