Theodor Schieder: Geschichte als Wissenschaft. Eine Einfuhrung. München- Wien, R. Oldenbourg, 1965. 229 sider. 14,80 DM.

Kolnerprofessoren Theodor Schieder er formodentlig kendt af de fleste danske historikere som redaktør af Historische Zeitschrift og medforfatter af Gebhardts Handbuch der deutschen Geschichte 111. Han er en udmærket skribent med betydelig pædagogisk evne og en mand med bred humanistisk dannelse, nært forbundet med historismens store tradition i tysk historieforskning fra Ranke til Meinecke, men ikke ukritisk overfor den, og villig til åbent at prøve og om muligt lære af de nye retninger i nutidens videnskab i og udenfor hans fag. Han er en af fortalerne for et samarbejde mellem historien og samfundsvidenskaberne. Hans oprindelige speciale er det 19. århundredes politiske historie, men han har også arbejdet med samtidshistorie og på grænsegebetet til political science {Staat und Gesellschaft im Wandel unserer £eit, 1958), han har givet bidrag til historieskrivningens historie, er Rankekender og -forsker, og beskæftiger sig gerne med åndshistorie i vid forstand. Som historiker er professor Schieder stærkt ræsonnerende, forstår både at belyse et centralt problem ved at angribe enkelte sider af det analytisk fra nye synspunkter (Das deutsche Kaiserreich von 1871 als Nationalstaat, 1961), og i en komparativ oversigt at bringe orden og system i en større gruppe kendte fænomener (afhandlingen Typologie und Erscheinungsformen des Nationalstaats in Europa, i Historische Zeitschrift bd. 202, 1966, er et godt eksempel).

I de senere år har han behandlet historieteoretiske og metodiske problemer i en række kortere afhandlinger eller essays (bl. a. Der Ty pus in der Geschichtswissenschqft og Erneuerung des Geschichtsbewusstseins, begge optrykt i Staat und Gesellschaft) og 1965 kom bogen Geschichte als Wissenschaft. Eine Einfuhrung. Det er ikke en systematisk metodelære eller oversigt over historiens teori. I bogens større halvdel, der har titlen Zur Einfuhrung, anstiller forfatteren betragtninger over fem problemer: Der Gegenstand der Geschichte, Die Fragestellungen der Geschichte, Der geschichtliche Raum und die geschichtliche Zeit, Der Mensch in der Geschichte - det centrale kapitel - og Die Darstellungsformen der Geschichtswissenschaft. Dette afsnit gengiver forelæsninger, og adskilligt i det vil naturligt nok forekomme kyndige læsere velkendt. Det indeholder dog så mange vellykkede formuleringer, selvstændige iagttagelser og kloge bemærkninger, at det nok er værd at læse. Den sidste del af bogen består af to »Untersuchungen« fra Historische Zeitschrift: Strukturen und Personlichkeiten in der Geschichte, forf.s betydeligste teoretiske afhandling og bogens vægtigste kapitel, og Moglichkeiten und Grenzen vergleichender Methoden in der Geschichtswissenschaft.

Forf. vil belyse historikerens og historieforskningens stilling idag; men han indleder hyppigt sin analyse med et tilbageblik til ældre historikeres opfattelse. Ranke, Droysen, Burckhardt og Max Weber bliver flittigt citeret. Derved opnår han både at kaste et skarpt lys over det nye i vor situation og tænkemåde og at fremhæve at der trods alt er en kontinuitet i historieforskningen og -tænkningen, at de gamle f. e. kendte og arbejdede med strukturbegreber selv om de ikke

brugte ordet, at meget i deres historieteori og historiesyn har gyldighed i det
mindste for adskillige af os.

En stor del af bogen handler om eller har berøring med videnskabssystematik og hvad vi plejer at kalde historiesyn. Forf. fastholder at historien som videnskab først og fremmest er individualiserende, selv om de historiske fænomener også hører til i sammenhænge af generel karakter og lader sig sammenligne med fænomener af tilsvarende art i andre tider og kulturer. Han fremhæver den stadige vekselvirkning mellem individualisering og generalisering i vort arbejde. Inspireret af Max Weber beskæftiger han sig meget med det typiske i historien, og bogens sidste kapitel viser ham som mådeholden tilhænger af en komparativ historieforskning. At den problemhistoriske monografi er historikernes foretrukne fremstillingsform i vore dage medfører efter hans mening en farlig tendens til abstraktion, der også spores i andre åndsvidenskaber. »Die Kunst des Historikers besteht nun darin, oder soli darin bestehen, iiberall da, wo sich das geschichtliche Erkenntnisobjekt im reinen Begriff zu verbergen droht, es in die Anschauung der konkreten Wirklichkeit zuriickzuholen. Unsere Arbeit bleibt immer, auch heute in der Åra der formelhaften Begriffswissenschaften, zwischen Begriff und Anschauung, zwischen Allgemeines und Konkretes gestellt«. Han betoner individets betydning i historien, mener i tilslutning til Max Weber og modsat Durkheim og hans skole at kollektiver ikke har nogen eksistens udenfor de enkeltpersoner som bærer dem, og ser derfor ingen absolut modsætning mellem individualisme og kollektivisme. Som de tre faktorer, hvis vekslende sammenspil bestemmer det historiske forløb, nævner han de ledende personer, »die das Schaltwerk der Geschichte bedienen«, massen af anonyme individer i de store samfundsdannelser, og de ikke-menneskelige forhold. Selv i industrialismens tid kan, hævder han, enkelte mennesker virke strukturskabende som Lenin, strukturødelæggende som Hitler, eller strukturbevarende som Bismarck. Han finder derfor ikke med den radikale franske historikerskole et skarpt skel mellem begivenhedshistorie og strukturhistorie, tværtimod en nær sammenhæng, som det er en af den moderne forsknings opgaver at klargøre. At vi nu er vant til at »tænke i strukturer«, håber han vil styrke sansen for den historiske kontinuitet, som den industrielle revolution, de totalitære statsformer og verdenskrigene har svækket ikke mindst i Tyskland.

Som man vil forstå benægter forf. at den enkelte i historien med al sin bundethed er absolut socialt determineret og at det faktiske historiske forløb har været det eneste mulige. Han opfatter mennesket som et både biologisk og åndeligt væsen, der har ansvar og kan pådrage sig skyld, der sigter mod såvel høje som lave mål og som kan blive umenneskeligt. Det umenneskelige, siger han med sit slægtleds erfaringer i tankerne, er åbenbart en uudryddelig bestanddel af historien og må nævnes ved sit rette navn. Han ønsker ikke en historieskrivning helt fri for vurderinger og domme ud fra historikerens egne etiske normer. Han mener dog at historikeren fremfor alt skal forstå, men i lighed med Meinecke finder han den ideelle retfærdiggørelse for hans arbejde deri, at historieforskningen »als einzige geistige Macht eine Anschauung von der Unermudlichkeit des menschlichen Strebens vermitteln [kann], das auch angesichts der Unerkennbarkeit eines endgiiltigen Zieles nie aufhort, sich hohere Ideale zu setzen«.

»Geschichte als \V issenschaft« kan læses som et svar på samfundsvidenskabernes og Lucien Febvres og hans disciples udfordring til en mere traditionsbundet historieforskning, et klogt svar, mere imødekommende overfor modparterne end f. e. Gerhard Ritters (se bl. a. Ritters afhandling i History and Theory I, hæfte 3, 1961). Også for dem der er mindre enige med forfatteren end jeg er der meget at hente i hans bog - til klaring af problemer som må beskæftige alle historikere, og til forståelse af hvordan der idag i Tyskland tænkes om historie.