Rolf Torstendahl: Källkritik och vetenskapssyn i svensk historisk forskning 1820-1920. Studia Historica Upsaliensia. Scandinavian University Books. Norstedts. Uppsala 1964. 426 sider. 48 sv. kr.

Så sent som i 1954, på den nordiske historikerkongres i Åbo, kunne man opleve at se de svenske historikere stå over for hinanden i to stærkt uenige grupper, en uppsvensk med Nils Ahnlund som den centrale skikkelse overfor en sydsvensk eller Weibullsk. På den übefæstede danske student virkede ikke alene diskussionens skarphed chokerende, også dens indhold overraskede: hvordan kunne kildekritik blive genstand for en »princip-debatt« som om det drejede sig om en livsanskuelse?

Man bliver mindet om situationen under læsningen af Rolf Torstendahls disputats, selv om den kun indeholder enkelte af præmisserne til den. Når Torstendahl har valgt kildekritik som sit ene undersøgelsesaspekt og indledningsvis bestemmer den som afgørelse af kildernes troværdighed udfra pluralitet, kronologi, tendens og afhængighed, altså i den fuldt udbyggede form som den fik i den klassiske metodelære, er det nok under indtryk af den epokeskabende betydning, man har tillagt netop Lauritz Weibulls kildekritik. Det er imidlertid disputatsens tese, at det principielt nye, som Lauritz Weibull ved sin tiltrædelse af professoratet i Lund i 1919 blev den første exponent for ved svenske universiteter, ikke var kildekritik, men det empiriske videnskabssyn, der stod i modsætning til den idealistiske opfattelse af, hvad historie som videnskab er, som havde været et fællestræk for alle svenske universitetshistorikere, siden Geijer i 1817 blev professor.

Bogens disposition er kronologisk, og inden for hver generation undersøgesdels kildekritikken, dels videnskabssynet, men med understregning af interrelationen mellem de to kategorier. Til de ovennævnte fire fremgangsmåder til afgørelse af kilders troværdighed føjer forfatteren en femte, der i den første del af perioden var langt den hyppigst anvendte,

sagkritikken, vurdering efter, hvad man ud fra almindelig erfaring og øvrigt kendskab til problemet må regne for rimeligt. I det store og hele er Torstendahl åben over for de skiftende tiders forskellige materialebehandling,men når han for eks. om Fryxell noterer, at tidsforholdet mellem begivenheden og kilden ikke synes at have spillet nogen rolle for ham, er der et anstrøg af noget normativt, hvilket vist er en uundgåeligfølge af at iagttage fortidens historieforskning ud fra en opfattelse af kildekritikken, der hører en senere tid til.

Det idealistiske historiesyn var påvirket af den romantiske filosofi, især af Schelling og Hegel, ifølge hvilken historiens endemål var en harmoni mellem nødvendighed og frihed, og statsliv og retsvæsen blev den sfære, hvori udviklingens stadier kunne følges. Man betonede nødvendigheden af dokumentation, men med Hegels vending skulle erfaringen støbes i aprioriske begreber. I Geijers videnskabssyn blev helhedsopfattelsen central, forstået som en kunstnerisk enhed af materialets mangfoldighed. I praksis betød det, at staten blev det princip, som enkeltforeteelserne blev sat i relation til. For Geijers elever spillede kildekritiske problemer en langt større rolle, men også de dyrkede med forkærlighed den store politik; statslivet bestemte emnevalg, kildemæssig og moralsk bedømmelse. Dog gav kun en enkelt af Geijers efterfølgere, C. Th. Odhner, den fulde idealistiske begrundelse herfor, stærkt påvirket af den svenske filosof Bostrom: historiens systematiske (= videnskabelige) karakter er bestemt af, at alle momenter sættes i forhold til et princip; ved at lade de ideelle kræfter, nationen, menneskeligheden og religionen, fremtræde som de egentlige drivkræfter kan historikeren vække det forgangne til live (s. 167).

Statsidealismen er det ene fællestræk for svenske universitetshistorikere før 1919, det andet er den plads de indrømmede det mulige, det sandsynlige i det historiske forløb. De gjorde det vel oprindeligt på grund af et mangelfuldt kritisk apparat, men selv da man vandt fastere kriterier for vurdering af kildernes troværdighed, holdt de fast ved det principielt (Hjårne) eller praktisk (Stavenow) umulige i at nå den fulde sandhed om fortiden.

Uden for denne herskende retning stiller Torstendahl en række historikere, der ikke havde tilknytning til universiteterne. Som den stadige genstand for Geijer-skolens kritik og derved som anledning til disse historikeres omvurderinger af problemer og kilder står Fryxell, »de intressanta partikulariteter«s mand, der så fortiden i lyset af dens ledende skikkelser og deres karakter. Han var empirist i den forstand at han lagde vægt på kildehenvisninger og på at finde nye oplysninger i kilderne, men kildekritiker var han, som tidligere antydet, ikke, og da han efterhånden tilegnede sig det herskende syn på staten som det ordnendeprincip for historieskrivningen, synes den linie, Torstendahl

drager mellem Fryxell på den ene side, universitetshistorikerne på den
anden, noget hårdt optrukket, når det gælder videnskabssynet.

Man kan heller ikke blankt acceptere Torstendahls konklusion efter en redegørelse for Geijer-skolens overvejelser over forskellige kildegruppers værdi. Man skelnede mellem offentlige og private kilder og satte de første, protokoller, officielle skrivelser o. 1., over de sidste, breve, memoirer, partiskrifter o. a., hvilket klart fremgår af en udtalelse af Uppsala-professoren Malmstrom (citeret s. 183), der både fremhæver de officielle aktstykkers ydre korrekthed og enkeltpersonernes skrifters ensidighed. Om de sidste har han i anden forbindelse sagt: »Det år genom forkårleken for detta slag av historiska kållor, som man forvårvar vanan att hårleda stora håndeiser ur små tilfålligheter« - det samme som N. Tengberg fra Lund bebrejder Fryxell, nemlig at han af rygter og sladder i ministerrelationer og partiskrifter er blevet forledt til at søge begivenhedernes årsager i »lumpna personliga begår och småaktiga ranker« (s. 185). Dette resumerer Torstendahl på følgende måde: »Historikerns fornåmsta uppgift maste vara att folja dessa idévåsens, staternas utveckling. Djupast maste han forklara och tolka alia skeenden utifrån statens historia. Om materialet gav andra fbrklaringar, maste de avvisas som futtiga, lumpna. De empiriska resultaten maste underordna sig den idealistiska grundsynen« (s. 212). — Men havde fortalerne for de offentlige kilders særlige værdi ikke valgt det materiale, der forekom dem mest repræsentativt for den del af historien, de studerede, og er det ikke også en form for empiri?

Noget andet er, at inddelingen i offentlige og private kilder naturligvis er alt for grov. Bogen giver en interessant skildring af, hvordan synet på de diplomatiske indberetningers kildeværdi forandrede sig, så at de gled over fra den officielle til den private gruppe og efterhånden blev helt underkendt, indtil Martin Weibull i sin undersøgelse af »Mémoires de Ghanut« viste vejen til en udnyttelse af denne form for materiale.

Blandt andre »out-siders« nævnes Hans Hildebrandt, der overordnede kulturhistorien over den politiske, og Hans Forssell, der dels ønskede mere vægt lagt på socialhistorien, dog inden for statslivets rammer, dels stillede stærke krav om de historiske påstandes bevisbarhed. Det er en følge af disputatsens problemstilling, at Forssell kommer til at stå i modsætning til universitetshistorikerne, blandt hvilke han stod Harald Hjårne nær både personligt og politisk, og man spørger sig selv, om ikke den forskel i deres videnskabssyn, man her får indtryk af, hænger sammen med deres forskellige emner — Forssell interesserede sig især for administrations- og erhvervshistorie og brugte meget statistisk materiale.

Af Hjårne får man et interessant og nuanceret billede. Hans mangeårigeog
betydningsfulde indsats som universitetslærer bevirkede, at han
i vid udstrækning udtalte sig om metodiske spørgsmål, og Torstendahl

har da også foruden hans egentlige historiske forfatterskab kunnet udnyttehans forelæsningsmanuskripter, ikke mindst to rækker holdt som »Inledning till historiens studium« i henholdsvis 1894-95 og 1908. Man noterer sig for det første Hjårnes selvstændige kildesystematik; over for inddelingen i private og offentlige kilder satte han det langt mere dybtgåendeskel mellem umiddelbare - »kvarlevor och alster av sjålva den utveckling, som skal skildras« - og middelbare kilder, der formidler viden gennem andres erfaringer; men samtidig betonede han, at grupperingen skiftede efter problemstillingen, en parallel til Erslevs synspunkter, men ganske uafhængig af dem.¹ Interessen for materialeanalysenvar særlig karakteristisk for det første stade af Hjårnes virke, senere beskæftigede han sig i højere grad med syntesen. Han gav kontinuitetstankenen ny dimension ved påstanden om, at folkets bevidsthed om dets fortid var en virksom faktor i dets planlæggelse af fremtiden. Torstendahl understreger Hjårnes relativisme, der gav sig udtryk både i hans tanker om at nå den fulde sandhed om fortiden og i historikernes mulighed for at forholde sig objektivt til deres stof. Han lagde vægt på en psykologisk indføling i fortiden, men da menneskenaturen ikke var ens til alle tider, måtte den opnåede viden blive af relativ gyldighed. Sandhedenvar uopnåelig - ligesom objektiviteten. Æstetisk objektivitet betragtedehan som direkte vildledende - det var Cæsars De bello Gallico et eksempel på. Historikerens personlighed ville altid gøre sig gældende i emnevalg og opfattelse, og derfor måtte den ikke skjules. Men dømme måtte man ikke; objektivitet betød »helt enkelt, att vetenskapen sysselsåttersig med sitt eget foremål och ej med något annat« (s. 290). Helt kunne bimotiver dog ikke undgås, og Hjårne interesserede sig levende for at stække subjektivismens indflydelse, især i form af nationalisme, over hvilken han satte universalisme: at synsfeltet udvidedes til hele det relevante område, nordisk, germansk eller europæisk. — Fremhævelsen af Hjårnes nære tilknytning til Rankerenæssancen og hans bidrag til diskussionen med Lamprecht er et af Torstendahls væsentligste forsøg på at sætte en historiker ind i et åndshistorisk miljø.

Delvis ude af sammenhæng med skildringen af de enkelte historikeres kildekritik og videnskabssyn giver bogen en udmærket fremstilling af de skiftende principper for kildeudgivelse i Sverige. Ved midten af det 19. årh. var Guizot's Monuments inédits forbilledet, men under stadig diskussion om, hvilke krav historikerne måtte stille til kildeudgaverne i form af nøjagtighed og kontrolmulighed, blev teknikken mere og mere raffineret med Monumenta Germaniæ Historica som mønster fra 1880'erne. Diskussionen om editionsprincipperne virkede skolende på

---

1 Muligvis er det tværtimod Hjårne, der har inspireret Erslev til den mere udtalte relativisme i anden udgave af hans „Grundsætninger", „Historisk Teknik" fra 1911, se K. Fabricius i Hist. Tidsskr. 10. rk. V, s. 399.

kildekritikken, og således var alle elementer i den klassiske kildekritik kendt før Lauritz Weibulls gennembrud som kritisk historiker med »Kritiska undersokningar i Nordens historia omkring år 1000«, trykt i 1911. Dette er baggrunden for Torstendahls påstand om, at det ikke var på dette område Weibull skabte epoke, selv om hans enestående konsekvensog særlige indsats i traditionsanalysen med rette fremhæves.

Derimod afveg Lauritz Weibulls videnskabssyn fra det, der hidtil havde været dominerende ved de svenske universiteter, fordi det ikke indrømmede plads til andet end det videnskabeligt konstaterbare. Torstendahls kilder er her - foruden Weibulls historiske produktion fra perioden 1911-19-de to polemiske indlæg, »Historisk-kritisk metod och nordisk medeltidsforskning« fra 1913 og »Historisk-kritisk metod och nutida svensk historieforskning« fra 1918. I det sidste gav han blandt sine tanker om forudsætningen for, at historie var videnskab, følgende retningslinier for den historiske konstruktion: »Den historiska konstruktionen har enligt min uppfattning endast och allenast att rora sig på grundval av såsom såkra ur kållorna utvunna historiska fakta, den har endast att rora sig på grundval av alia dessa fakta i deras fullståndighet, icke i strid utan i genomford overensståmmelse med dem; och sjålva den tankeoperation, genom vilken mångden av det historisk vetbara stoffet konstruktivt okas, slutligen att folja en strång logiks strångasta lagar« (s. 357). Der er her mindelser om Arups Grønbech-recension fra 1914, men der er, som Torstendahl påpeger, en principiel forskel i de to forskeres opfattelse af det sidste led i historikerens arbejdsproces: den plads, Arup gav den af kildestudiet tøjlede digtekunst, lod Weibull stå åben, for der fandtes problemer og perioder, der ikke kunne behandles inden for den historiske videnskabs rammer.

I hele sit syn på »les operations synthétiques« stod Weibull den franske metodelære i Seignobos' udformning nær, og Torstendahl har givet en klar fremstilling af denne metodeteoretiske retning, som han betegner som »uttunnad positivism«; men man kunne nok have ønsket en nærmere drøftelse af historieforskningens forhold til den filosofiske positivisme, således som det sker for romantikkens vedkommende.

Lauritz Weibulls udtalelser om teoretiske spørgsmål var ikke særlig udførlige og må uddybes ved at studere hans praksis, det vil sige hans kritik af übegrundede hypoteser og letsindige kombinationer i andres arbejder, for selv gav han sig ikke den blottelse - som Arup - at indlade sig på synteser, med en enkelt undtagelse fra hans senere år. Derfor er det ikke underligt, at kildekritikken fik en så fremtrædende plads i eftertidens vurdering af hans gerning.

Hermed er en af forudsætningerne for den diskussion mellem svenske
historikere, der blev omtalt i indledningen, fremlagt: kildekritikken var,
om ikke et livsanskuelsesspørgsmål, så dog hovedelementet i den ene af

parternes videnskabssyn. Også det træk, der især vakte oppositionen mod Lauritz og Curt Weibull, nævner Torstendahl, nemlig den ødelæggendevirkning på den traditionelle opfattelse af fædrelandets historie, som deres forskning fik. Det omtales også, at Lauritz Weibull ved kun at beskæftige sig med det videnskabeligt anvendelige, empiri reguleret af kildekritik i forbindelse med logisk konstruktion undlod at tage stilling til spørgsmål som den historiske sandheds gyldighed eller historikerpersonlighedenspåvirkning af stoffet.

Derimod kommer Torstendahl ikke ind på, hvorfor stadig flere svenske - og danske - historikere accepterede dette videnskabssyn, på trods af at det var baseret på et temmelig snævert forskningsområde og var så mangelfuldt teoretisk udformet. Det hænger formodentlig sammen med dels brødrene Weibulls eminente logik, der som oftest gav dem sejren over deres modstandere, dels med mellemkrigstidens ideologiske situation. Den relativisme, som Rankerenæssancen og Hjårne gjorde sig til talsmænd for, indebar - hvad de selv indså og prøvede at forebygge - mulighed for en vilkårlig historiefortolkning, der satte sine hæsligste blomster i den nazistiske historieskrivning, over for hvilken mange historikere fremhævede det eksakte i deres videnskab, det, der kunne afgøres på logiske kriterier.

Det berørte problem ligger ikke alene uden for det foreliggende værks tidsafgrænsning, heller ikke dets snævre tematiske koncentration tillader en belysning deraf. Studiet af videnskabssynet hos århundredets historikere medfører omtale af visse filosofiske strømninger - det er forøvrigt ejendommeligt at notere, at der åbenbart ikke har været een marxist blandt periodens svenske historikere; undersøgelsen af kildekritikken leder til beskæftigelse med enkelte praktiske problemer såsom materialets tilgængelighed og de økonomiske forudsætninger for historisk udgivervirksomhed; men når spørgsmål som emnevalg, problemstilling og teoridannelse kun berøres sporadisk, bliver forbindelsen med tidshistorien spinkel, ikke mindst med den politiske. Historikernes virke i og for deres tid skal man ikke vente belyst i denne bog, der heller ikke ambitionerer at være en håndbog i svensk historieskrivning fra 1820 til 1920.

Inden for sin selvvalgte begrænsning har Rolf Torstendahl imidlertid ydet en imponerende præstation med sin disputats, på grund af sin beherskelse af emnet, skønt han kun har haft få forarbejder at støtte sig på, og på grund af den linie han har formået at lægge i det store og brogede materiale, en linie der måske af og til appliceres noget hårdt, men i det væsentlige virker overbevisende. Men i anmelderens øjne er hans største fortjeneste næsten, at han trods sin udprægede sans for systematik i vid udstrækning har kunnet føje sig efter tidernes og personernesforskellighed og derved give værdifulde fremstillinger både af flere

historikeres videnskabssyn og af drøftelsen af enkelte kildeproblemer, blandt hvilke hans minutiøse gennemgang af Martin Weibulls analyse af »Mémoires de Ghanut« bør fremhæves, fordi den illustrerer vejen ad hvilken man nåede en fordybet indsigt i kildekritikkens muligheder.