Gennem tre hundrede år har pamfletskrivere og historikere, romanforfattere og videnskabsmænd skildret Corfitz Ulfeldt og hans hustru Leonora Christina og bedømt deres liv og handlinger på meget forskellig måde. Litteraturen er så righoldig, at der vel kræves en vis dristighed til at forøge den yderligere.

Når nærværende forfatter har interesseret sig for Corfitz Ulfeldts og hans børns ophold i Basel, er det ikke som sagkyndig i det syttende århundredes historie eller som specialist i Ulfeldtslægtens forhold. Det er som led i en række studier over danskschweiziske forbindelser, at jeg har fæstet mig ved, at Corfitz Ulfeldt tilbragte sine sidste dage i Basel og at hans børn efter faderens død bevarede en vis tilknytning til den lille schweiziske republik.

Denne kendsgerning har ganske vist i tre hundrede år været kendt både gennem den ulfeldtske korrespondance og gennem de meddelelser, som den danske regering i sin tid modtog fra agenter i udlandet. Mange af disse akter findes i Rigsarkivet eller Det kongelige Bibliotek, og en del af dem er tidligere blevet offentliggjortpå originalsproget eller i oversættelse. Men ingen af Ulfeldtforskernesynes at have foretaget undersøgelser i Basel eller at have sat sig i fuibindelse med biblioteker eller arkiver der på stedet. Louis Bobé skrev således i 1940¹: »Krigen har hindret

---

1 Personalhist. Tidsskr. 11. r. I, s. 37.

mig i at indhente mulige oplysninger fra Stadsarkivet i Basel, som Birket-Smith ikke har rådspurgt«; men dette spor er heller ikke senere blevet fulgt. Jeg har derfor søgt at udfylde denne lakune under to besøg i Basel, hvor personalet i Universitetsbiblioteketog i Statsarkivet ydede mig megen hjælp.

- Efter halvandet års fangenskab på Hammershus lykkedes det i december 1661 Corfitz Ulfeldt og Leonora Christina at slippe fri, men løsladelsen var betinget af, at de gav afkald på deres forrettigheder og på en væsentlig del af deres store besiddelser. Endvidere var forudsætningen, at Corfitz Ulfeldt skulle holde sig i ro på Ellensborg på Fyn.

Allerede i foråret 1662 bad han dog kongen om tilladelse til at rejse udenlands i seks måneder for sit helbreds skyld, og dette blev allernådigst bevilliget, hvad der vel egentlig på baggrund af tidligere erfaringer var ret generøst. Der var blevet talt om en badekur - »en Reise til Suurbrøndene og de varme Bade« (i Aachen?), men Corfitz Ulfeldt rejste slet ikke til noget badested. Efter et kortere ophold i Amsterdam slog ægtefællerne med børn og tjenerskab -ialt 15 personer- sig ned i Briigge, hvor de havde venner, som senere på forskellig måde ydede dem bistand.

Den ærgerrige og urolige mand kunne dog ikke nøjes med at være rekonvalescent eller lediggænger. Dels forelagde han under en rejse til Paris kong Ludvig den Fjortende forskellige mærkelige projekter, dels korresponderede han med den svenske konge for at opnå forsoning og tilbagegivelse af de godser, som i 1660 var blevet konfiskeret i Sverige. Endelig vendte Corfitz Ulfeldt sig i en tredje retning og fik tilkaldt en repræsentant for Kurfyrsten af Brandenburg, idet han lod forstå, at han havde meget vigtige sager at betro kurfyrsten. Overfor en højtstående mellemmand, generalmajor Alexander von Spaen, gjorde den forhenværende rigshofmester i december 1662 gældende, at hvis Kurfyrsten ønskede at vinde den danske krone, kunne han regne med aktiv støtte både hos Ulfeldt og i mange indflydelsesrige kredse i Danmark, hvor der herskede stor misfornøjelse med den nuværende

Kurfyrsten indlod sig ikke på denne meget løst underbyggede

og fantastiske plan. Derimod underrettede han - men først nogle måneder senere - Frederik den Tredje om Ulfeldts henvendelse. Nu blev der slået almindelig alarm i Danmark. Det lykkedes dog ikke at opspore nogle »medskyldige«, og det er måske tvivlsomt, om der faktisk fandtes nogen person med indflydelse, der kan have givet Ulfeldt rimelig grund til at regne med støtte til et kup.

Den 24. juli 1663 blev Corfitz Ulfeldt - der stadig sad i Briigge - efter en i største hast gennemført proces degraderet fra sin stand og værdighed og dømt til døden som landsforræder. Eksekutionen skulle ske med al tænkelig grusomhed. Alt gods, der tilhørte ham og hans børn skulle konfiskeres, og børnene måtte aldrig komme til Danmark igen.

Der var dog et men ved den hurtige og radikale domfældelse: Ulfeldt var jo ikke i Danmark, og hvordan skulle man få fat på ham? Den 4. august blev der udlovet en belønning på 20.000 rigsdaler til den eller dem, der bragte landsforræderen levende til København. Den, der kunne bevise, at han havde dræbt Ulfeldt skulle have udbetalt 10.000 rigsdaler.

Allerede inden dommen blev forkyndt, var familien i Briigge imidlertid blevet ramt af en anden ulykke. Leonora Christina drog i forsommeren til England, hvor hun ville prøve på at få tilbagebetalt en større sum penge, som kong Karl den Anden havde laant, men resultatet var, at Leonora den 9. juli blev overgivet til danske udsendinge, som førte hende til Danmark. Dette blev indledningen til 22 års fangenskab i Blåtårn. Corfitz Ulfeldt, som ivrigt havde opmuntret sin hustru til Englandsrejsen, ventede en tid forgæves på hende i Briigge, men han så hende aldrig mere.

Både før og efter at dommen var faldet sendte Frederik den Tredje breve til statsoverhovederne rundt i Europa, bad dem om hjælp til at få fat på landsforræderen og appellerede til deres solidaritetsfølelse: Forbrydelser som dem Ulfeldt havde begået, måtte alle fyrster være fælles om at bekæmpe.

I Rigsarkivet opbevares en række imødekommende svar på
den danske konges henvendelse - bl.a. fra Regensburg og Wien,
Anhalt, Darmstadt, Heidelberg, Thiiringen, Braunschweig,

Oldenburg og Osnabriick.¹ Ludvig den Fjortendes svarskrivelse af 28. september, som er underskrevet »Deres gode broder, fætter, allierede og forbundsfælle Louis« indeholder et i overstrømmendevendinger affattet løfte til Frederik den Tredje om, at den franske konge vil gøre alt, hvad der står i hans magt for at yde bistand. Samtlige »guvernører« i Frankrigs provinser og stæder vil få pålæg om at efterspore Ulfeldts person, pågribe ham, hvis han findes og sætte ham under omhyggelig bevogtning, hvorefter forræderen eventuelt skal blive overgivet i danske udsendinges hænder. Skønt kong Ludvig selv erklærede, at han havde vanskeligt ved at tro, at Ulfeldt »skulle være så uklog i vore lande at søge et asyl, som han kan være sikker på ikke at finde«, blev hele det store statsapparat nu sat i bevægelse. I et samtidigt dokument² kan man se, hvorledes dette skete: 7 fogeder (baillifs) blev underrettet og gav ordrerne videre til 45 »lieutenants«, som atter henvendte sig til 183 underordnede »vicomtes«. Disse instruerede gennem deres »sergeants« de 4800 kirkesogne. Selv om en tilsvarende strøm af indberetninger er flydt tilbage til Paris, har indholdet dog formentlig været helt negativt.

Nederlandene med Briigge hørte den gang til den spanske konges vidtstrakte rige, og der gik bud fra København til Madrid. Men allerede den 22. juli sendtes der også skrivelser med anmodning om at yde bistand til at pågribe den landflygtige dansker både til Statholderen i Bruxelles og til magistraten i Briigge. De lokale myndigheder i den by, hvor Ulfeldt havde slaaet sig ned, var altså på dette tidspunkt fuldt vidende om, hvad der var i gære, men ønskede inden den foretog sig noget, fuld dækning fra de højere instanser. Corfitz Ulfeldt fik da gennem venner og velyndere hurtig underretning om alt dette og kunne træffe sine forholdsregler.

Samtidig (sidst i juli) gav Frederik den Tredje en særlig
udsending, Generaladjutant Mikkel Skov, instruktion om at

---

1 RA. Varia 34: Skrivelser til Fyrster om Ulfeldts arrest.

2 Se Moldenhaver: Hannibal Sehesteds første Ambassade i Frankrig (Skandinavisk Litteraturselskabs Skrifter (1806) 11, s. 194-95.

drage til Flandern for at sikre sig, at kongens anmodning var kommet i de rette hænder og sørge for, at Ulfeldt straks blev ført til Danmark, hvis myndighederne efterkom denne anmodning.Men Skovs rejse blev stærkt forsinket - efter hans mening ved forskellige intriger. Det var først midt i september, at den danske udsending nåede til Bruxelles, hvor statholderen nu endeligudstedte en udtrykkelig ordre til at lade Ulfeldt arrestere eller yde bistand til arrestationen. Derefter fortsatte Skov til Briigge med den kongelige introduktionsskrivelse til »De. høyanselige og æragtige synderlige Elskelige Borgmester og Raad udi Briigge Bye i Flandern«. Men da var fuglen forlængst fløjet. Efter hvad en af familien Ulfeldts tjenere, der senere blev forhørt i Danmark, oplyste, forlod Corfitz Ulfeldt allerede byen den 19. august - 2 dage efter at han fik meddelelse om, at Leonora Christina var ført til Danmark.

Medens Ulfeldts 4 sønner på dette tidspunkt var spredt omkring i Europa, boede de tre døtre endnu i Briigge. På foranledning af Mikkel Skov blev der foretaget husundersøgelse og udfærdiget en inventarliste over familiens ejendele, hvoraf nogle foreløbig blev beslaglagt. De tre unge piger var nogen tid under bevogtning, men da indflydelsesrige venner i Briigge gik i brechen for dem, blev de übehagelige foranstaltninger snart tilbagekaldt, og de slap iøvrigt uskadt fra den danske aktion. Derimod kom den uheldige Mikkel Skov, som blev ramt af alle slags mærkelige komplikationer, til at sidde 10 år i gældsfængsel i Briigge¹.

Corfitz Ulfeldt kunne nu ikke føle sig sikker noget sted og måtte gå ud fra, at der overalt ville være spioner og agenter, der var ivrige for at tjene den pris som den danske regering havde sat på hans hoved². Men hvor skulle han søge tilflugt?

---

1 Om Mikkel Skovs sendelse, om forhandlingerne i Bruxelles og udviklingen i Biiigge, se H. Paus: Cortitz Uhlfeld. Hans Livs og Levnets Historie I-II (1746-47); Danske Mag. 3.r. I, s. 283 ff. og J. J. E. Proost: Le Comte d'Ulfeld (Gand 1880).

2 Et populært udtryk for håbet om at få fat på forræderen findes i et vers af en ukendt digter optrykt hos Paus (op. cit. 11, s. 299-300) med titlen »Corfitz forrige Græve af Ulfeld. Hans Livs og Levnets korte Beskrivelse« og hvis sidste strofer lyder som følger: »Hans heel blod-tørstig Krop, Ja hans oprørske Tanke Omdrives som en Top, Saasom en Fugl omvanke. Hvor hand i Verden er, En Dag skal dog fremskride Paa Hvilken selv han her Skal Legemligen lide. Da skal hans Fædres Land, Da skal den danske Tunge Om ham den U-troe Mand Et moriatur siunge.<

England under Karl den Anden kunne der naturligvis ikke være tale om. At blive i Nederlandene eller et andet spansk område var ikke tilrådeligt, og i Frankrig måtte han regne med at blive mødt med mistillid. Et ophold i Nordtyskland ville være farligt, og myndighederne i Østrig, hvis velvilje Ulfeldt først håbede på, syntes nu også at være ugunstigt stemt.

Ad veje, som vi ikke kender, nåede Corfitz Ulfeldt i efteråret 1663 frem til Basel. Som sønnen Christian Ulfeldt senere skrev, må det have været »un long et facheux voyage« for den dødsdømte flygtning, hvis sygdom var under stadig udvikling og som netop var blevet ramt af et særlig hårdt slag ved hustruens bortførelse og indespærring.

En af fordelene ved at være i Basel var den, at dette skjulested havde flere udgange, da den lille republik jo havde grænse fælles både med Tyskland og med Frankrig. Som bagland kunne man regne med det øvrige Schweiz, der allerede den gang havde et vist ry for imødekommenhed mod flygtninge. En næste tilbagetogslinje var Italien, hvor to af sønnerne (Christian og Ludvig) på dette tidspunkt opholdt sig, og hvor familien mente at kunne regne med nogen sympati.

Der kunne også være en anden grund til netop at vælge Basel.
Det var et sted, som adskillige danske i det sekstende og syttende

---

2 Et populært udtryk for håbet om at få fat på forræderen findes i et vers af en ukendt digter optrykt hos Paus (op. cit. 11, s. 299-300) med titlen »Corfitz forrige Græve af Ulfeld. Hans Livs og Levnets korte Beskrivelse« og hvis sidste strofer lyder som følger: »Hans heel blod-tørstig Krop, Ja hans oprørske Tanke Omdrives som en Top, Saasom en Fugl omvanke. Hvor hand i Verden er, En Dag skal dog fremskride Paa Hvilken selv han her Skal Legemligen lide. Da skal hans Fædres Land, Da skal den danske Tunge Om ham den U-troe Mand Et moriatur siunge.<

århundrede havde forbindelse med. Talrige danske adelsmænd
opholdt sig i deres ungdom nogen tid ved byens gamle, berømte
universitet.1

Flere medlemmer af Ulfeldtslægten havde i de foregående 80 år ladet sig indskrive ved Basels universitet. Blandt disse var også Corfitz Ulfeldts fader Jakob Ulfeldt. I universitetsmatriklen finder vi følgende navne:

Nogle af dem havde også opholdt sig andetsteds i Schweiz.

Både for unge og for ældre var det nyttigt at være indskrevet. Herved kom man ind under Universitetets beskyttelse og jurisdiktion. Det betød skattefrihed, og immatrikuleringen gav også dem, der kunne have brug for det, en rimelig begrundelse for at opholde sig i Basel. Når man blot betalte sit universitetsgebyr var kontrollen med, at der virkelig var tale om et studieophold, ikke videre streng.

Det hedder i den ovenfor citerede matrikeludgave (bd. 111, s. VII), at på den ene side var der mange, der studerede, men ikke var immatrikuleret, på den anden side ». . . sind lange nicht alle in den offiziellen Listen verzeichneten Immatrikulierten wirklich Studenten gewesen. Vielmehr finden sich håufig Personeneingeschrieben, die sich nur deshalb immatrikulieren liessen, um den Privilegien der Universitåt etwa in Sachen der Steuerfreiheit und Gerichtsbarkeit teilhaftig zu werden. Unter

---

1 Die Matrikel der Universitåt Basel. Im Auftrage der Universitåt Basel heransø v H. G. Wackemagel untcr Mitarbcit v. AI. Sicbcr, 11. Suter u. A. Tammann. 11. Band (1532,33-1600.01) u. 111. Band (1601,02-1665,66) 1956-1962. - Uddrag af matriklens oplysninger om danske er tidligere offentliggjort af Alfred Krarup i Kirkehist. Saml. 5. r. 11, s. 404.

solehen immatrikulierten Nicht-Studenten bilden offentsichtlich
die Diener vornehmer Herren das Hauptkontingent.«

Under disse omstændigheder var der vel intet særligt påfaldende i, at også den 57-årige landflygtige dansker Corfitz Ulfeldt lod sig indskrive. I universitetsmatriklen finder vi under 19. december 1663 navnet »Johannes Anglesius, Anglus«, og det er ganske sikkert, at det var dette dæknavn, som Corfitz Ulfeldt benyttede.

Han synes i nogen tid at have levet forholdsvis übemærket. En væsentlig del af tiden blev brugt til, efter at der allerede i Briigge var udarbejdet et kortere forsvarsskrift, at skrive en længere »apologi«, som afsnit for afsnit blev sendt til venner i Frankrig (La Peyrére), i Hamburg (Otto Sperling) og Stockholm (Christopher Sleun). Særlig vægt lagde Ulfeldt på at genvinde det svenske hofs velvilje, idet han håbede, at i hvert fald nogle af børnene kunne finde et fristed der.

Corfitz Ulfeldt boede hos et medlem af den ansete og velstående familie Russinger. En række ejendomme i byen¹ har været i Russingernes besiddelse, så det kan næppe med sikkerhed fastslås, i hvilken gade Ulfeldt faktisk boede. Måske var det i Greifengasse, hovedgaden i Kleinbasel - nær ved Klaraplatz; den Emanuel Russinger (1618-81), som efter det iøvrigt oplyste har været hans vært, var klosterforvalter ved Klarakirken.

Efterhånden kom tre af Ulfeldts sønner: Christian Ulfeldt (f. 1637), Ludvig Ulfeldt (f. 1644) og Corfitz d.y. (f. 1645) også til Basel. Det samme gælder datteren Anne Kathrine (f. 1639), som senere blev gift med Jan Marcus Cassetta i Briigge. De to andre døtre blev, som allerede nævnt, boende i Briigge, medens den yngste søn Leo (f. 1651) var i Hamburg.

Også sønnerne skal i Basel være optrådt under dæknavne. Navnene Franciscus Francy, Jacques Marais og Franq Dioraminushar været nævnt og det er blevet anført, at de var indskrevetved universitetet under disse navne, men de findes i hvert

---

1 Blumenrain 94 (nyt nr.: 32), Greifengasse 227 (28), St. Albanvorstadt 1341 (25, Mitte, Hinterhaus), og flere andre (Angivelser i grundbøgerne, som opbevares i Staatsarchiv).

fald ikke i matriklen. Derimod belyser Universitetets protokoller
en ejendommelig episode, hvor to af Ulfeldtsønnerne i begyndelsenaf
februar 1664 omtales under deres virkelige navne.

I rektor Lucas Burckhardts regnskabsbog (Hationes rectorales
1663-64), som findes i Universitetsarkivet, er indført
følgende:

Dette viser, at to Ulfeldtsønner er blevet idømt bøder for deltagelse i en duel med nogle »Tigurini« (borgere fra Ziirich), og at bødernes beløb, efter fradrag af de rektor tilkommende sportler, er indgået i universitetets kasse.

I samme regnskabsbog findes desuden en angivelse af, at medlemmerne af dekanrådet har fået udbetalt mødediæter for deres medvirken ved en duelsags behandling¹. Indførslen ser således ud:

Expense In conventus decanorum
Anno 1664 d. 9 Vebr. in causa Duellistarum
binorum 7 person - 14 -

De 20 Rigsdaler (40 Basler Pfund) svarer efter nutidens forhold til ca. 400 Schweizerfrancs, hvad der jo var en ret klækkelig bøde for et par studenter. Men måske kan man gå ud fra, at der ved fastsættelse af bøder - på samme måde som når der er tale om inskriptionsgebyrer - blev taget hensyn til delinkventernes rang og stand.

Det er ejendommeligt, at de tre Ulfeldtsønner først optræder
i Universitetsrnatriklen på et senere tidspunkt - tre uger efter,

---

1 Her nævnes Ulfeldtnavnet ganske vist ikke, men i regnskabsbogen omtales kun denne ene duelsag.

at duelsagen behandledes af universitetets myndigheder. Men som ovenfor nævnt har det nok været ret almindeligt, at studenter var forsømmelige med hensyn til immatrikulering og betaling af indskrivningsgebyr indtil de selv havde en særlig interesse i at bringe forholdet i orden.

Under 29. februar finder vi da følgende i matriklen:

med et samlet inskriptionsgebyr på 6 Ib.

I Ulfeldtlitteraturen¹ har der hidtil været tale om en duel, der blev forhindret af myndighederne; men regnskabsoplysningerne viser, at en duel faktisk fandt sted, og at i hvert fald de to danske deltagere fik deres straf derfor. Men hvad var grunden til denne episode?

Efter at Corfitz Ulfeldt havde boet nogen tid inde i selve byen, flyttede han - muligvis af helbredshensyn - ud til landsbyen Riehen (ikke Richen som anført i forskellige kilder), som ligger 5-6 kilometer borte. Riehen er en af de ganske få landkommuner, som i vore dage hører til halvkantonen Basel-Stadt. Den ligger lige ved den tyske grænse. Landsbyen er efterhånden blevet til en halvt bymæssig bebyggelse med et stort villakvarter, men en række af de gamle bygninger er bevaret. Ulfeldt boede her i et hus, som tilhørte hans vært i Basel, Emanuel Russinger. Nogle år senere gik det ved mageskifte over på andre hænder, og det har senere været i de berømte Baslerfamilier La Roche og Merian s eje.

Nogle kilder meddeler, at også Anne Kathrine flyttede til Riehen og trods den store aldersforskel blev udgivet for Corfitz Ulfeldts hustru. Derimod synes i hvert fald de to af brødrene at være blevet boende i selve Basel. Da familiemedlemmerne optrådteunder forskellige slægtsnavne, vakte Anne Kathrines

---

1 Se f.eks. Birket Smith: Leonora Christina Grevinde Ulfeldts Historie (1879-81), 11, s. 175.

stadige besøg hos brødrene nogen forbavselse, og det siges,₁ at to herrer (officerer?) fra Zurich, der gentagne gange traf brødrene, kaldte hende for et løsagtigt fruentimmer. Dette skulle da have været årsagen til den ovennævnte duel.

Når ikke mindre end fem udlændinge i nogen tid færdes halvt fordækt og har indbyrdes forbindelse, kan det nok give en vis anledning til mistanke. Den opmærksomhed, der blev vakt ved duelsagen, har formentlig gjort den fredløse Corfitz Ulfeldt yderligere betænkelig. I hvert fald blev det besluttet, at børnene skulle forlade Basel, hvad der må være sket midt i februar.

Nogle af familiens venner bebrejdede senere sønnerne, at de havde ladet deres syge fader blive alene tilbage, og i et brev har Christian Ulfeldt retfærdiggjort sig med, at afrejsen skete efter faderens udtrykkelige ønske: »Vi drog bort for at adlyde ham - men ikke uden bedrøvelse, da vi var bange for, at der i vor fraværelse skulle ske ham det, der skete«.²

Ved børnenes afrejse syntes Corfitz Ulfeldts helbred ganske vist at være nogenlunde godt, men allerede 4 dage senere³ forværredes tilstanden så stærkt, at lægen frygtede det værste. Der har muligvis været tale om en akut lungehindebetændelse. Samtidig skal Ulfeldt imidlertid været blevet endnu mere opskræmt ved et rygte om at danske spioner var i nærheden.

Den dødssyge mand traf da den fortvivlede beslutning at flygte fra Riehen og lod sig omgående ved nattetide bringe ned til Rhinen (6-7 kilometer fra hans opholdssted). Hans vært havde sørget for at skaffe en båd. En bekendt borger Hans Lucas (Lux) Eckenstein (Eckhenstein)⁴ var med om bord og bragte bud tilbage om hvad der derefter skete: Et par timer efter indskibningendøde Corfitz Ulfeldt 58 år gammel i nattekulden. Båden lagde til ved den lille by Neuenburg på østrigsk område, og der

---

1 Birket Smith, loc. cit.

2 Se de hos Birket Smith II s. XXXXII (n. 182) angivne kilder.

3 Ibidem.

4 Hans Lucas Eckenstein (1610-CO) betegnes som »Kramer« men Dlev i 1666 udnævnt til •Gerichtsamtsmann* - en slags offentlig anklager. Se: Leu-Holzbach: Supplement zu dem schweizerischen Lexikon (Ziirich, 1787) 11, s. 112.

blev Ulfeldt - under en fransk købmands navn - begravet af
munkene i et kloster.1

Neuenburg, som ligger umiddelbart ved Rhinen, en 25 kilometer nedenfor Basel, har haft en meget omskiftelig skæbne. På grund af sin strategiske beliggenhed er byen ofte blevet berørt af konflikter og krige - mellem kejser og kirke, mellem protestanter og katoliker og mellem Frankrig og Tyskland. I 1675 og i 1704 blev den fuldstændig ødelagt og led senere stærkt både under Napoleonskrigene og under anden Verdenskrig. Man kan da ikke undre sig over, at der i dag i de lokale arkiver ikke synes at være noget at finde til belysning af det lille mellemspil, da Corfitz Ulfeldts lig i 1664 blev bragt i land og begravet i byens Franziskanerkloster. Forespørgsler i østrigske og tyske arkiver: Haus-, Hof- und Staatsarchiv i Wien, Statthalterarchiv (Landesregierungsarchiv) i Innsbruck og Generallandesarchiv i Karlsruhe samt ved »Erzbischofliches Ordinariat« i Freiburg (Breisgau) har heller ikke givet noget resultat. Der måtte ellers være grund til at tro, at henvendelserne fra danske myndigheder (se nedenfor s. 454) kunne have sat sig spor i Neuenburg og omegn.

Efter at Lucas Eckenstein var kommet tilbage fra Neuenburg har familien Ulfeldts venner i Basel sendt ilbud om dødsfaldet til de ulfeldtske børn, der som sagt på dette tidspunkt alle havde forladt Basel. Nogle af dem var formentlig i Lausanne. Det er givet, at de omgående er søgt tilbage til Basel.

-Den 11. november 1663 havde man i København, under meget drastiske former, gennemført en henrettelse in effigie af Corfitz Ulfeldt. Anne Kathrine Ulfeldt skrev den gang til vennen Sperling: »Jeg er veltilfreds, at de Danske brænde ti Billeder op, naar ikkun Originalen bliver i god Behold og ved god Helbred. . .« Men nu måtte det være magtpåliggende for Ulfeldts børn at bringe hans lig i sikkerhed, da de frygtede, at den danske regeringsagenter skulle komme på sporet og eventuelt få de jordiskelevninger fjernet fra klostret for at bringe dem til Danmark,

---

1 I en af kilderne anføres, at de barmhjertige munke »endog til overflod holdt endeel Siæle-Messer over ham og helligede hans Grav, paa det store Potentater ikke skulle igien lade det opgrave«.

hvor de ville være udsat for forhånelse og mishandling. Heldigvis
lå Neuenburg langt fra København og nær ved Basel.

Der gik kun få dage, inden Christian Ulfeldt, ledsaget af Ekkenstein, henvendte sig i Neuenburg for at få faderens efterladenskaber udleveret. Han havde en anbefaling fra universitetet med, men dette var ikke nok. Neuenburgerne krævede, at selve regeringen i Basel skulle give visse garantier.

Den 2. marts 1664 blev sagen forelagt Magistraten, og henvendelsen fra Corfitz Ulfeldts børn fik en omgående og velvillig behandling. I Staatsarchiv findes to dokumenter, som skal gengives in extenso (se nedenfor s. 460 ff.), nemlig en motiveret indstilling til borgmesteren og en skrivelse af samme dato, som blev udfærdiget af borgmester og råd for at stille myndighederne i Neuenburg tilfreds. I indstillingen oplyses følgende: »Nogle fremmede herrer« har i nogle uger opholdt sig dels i Basel, dels i Riehen. De har ladet sig indskrive ved universitetet under falske navne. Den ældste af disse personer lod sig »for nogle dage siden« føre bort i dødssyg tilstand og afgik ved døden på Rhinen. Før sin død fortalte han hr. Lux Eckenstein, at han hed Ulfeldt og tidligere havde været rigshofmester i Danmark. Skibets mandskab bragte liget i land i Neuenburg og begravede det der. De ejendele, som den afdøde havde hos sig, blev taget i forvaring og beslaglagt af myndighederne i Neuenburg.

Efter sønnernes anmodning udstedte universitetet en attest, som den ene af dem havde med, da han sammen med hr. Eckenstein rejste til Neuenburg. Denne attest blev dog ikke anset for tilstrækkelig til, at de kunne få udleveret de af myndighederne tilbageholdte ejendele. Man forlangte i Neuenburg, at rådet i Basel under sit segl skulle bevidne, at de tre herrer Ludvig, Christian og Corfitz Ulfeldt er den afdøde grev Ulfeldts sønner og arvinger, og samtidig påtage sig en vis garanti overfor Neuenburg, hvis de nævnte ejendele udleveres. Da herrerne Ulfeldt i denne anledning og tillige for at opnå myndighedernes beskyttelse har henvendt sig til dem og indtrængende anmodet om bistand, så at Neuenburgernes krav kan blive opfyldt, har man fundet det nødvendigt at forelægge sagen for de høje rådsherrer.

Indholdet af skrivelsen er på mange punkter en gentagelse af indstillingen, men der er grund til at fremhæve følgende: Corfitz Ulfeldt, som en tid har boet dels i byen Basel, dels i den til Basel hørende flække Riehen, rejste »for nogle dage siden« herfra. Universitetsmyndighederne har berettet, at Ulfeldt i den første tid færdedes incognito under navnet Johann Anglesius (fra England), og at sønnerne anvendte andre dæknavne. Senere har man gennem familiens vært: Emanuel Russinger, borger i Basel, bragt i erfaring, at den omtalte, senere ved døden afgåede herre, som oprindelig kaldte sig Johann Anglesius, i fortrolighed har opgivet, at hans virkelige navn var Corfitz Ulfeldt, og at de andre personer var hans sønner Christian, Ludvig og Corfitz samt hans datter Anna Catharina (sic). En person, der er søn af en borger i Basel og tidligere har truffet brødrene i Paris og andetsteds, har bekræftet, at deres egne landsmænd, som befandt sig på de nævnte steder, anså dem for og respekterede dem som den store Ulfeldts sønner. I betragtning heraf og af de oplysninger, som bl.a. stammer fra udenlandske studenter, nærer rådet ingen tvivl om, at de nævnte personer virkelig er Ulfeldts børn og arvinger. Da samtlige Ulfeldt-søskende har besluttet påny at sende en befuldmægtiget repræsentant til Neuenburg, har rådet efter deres anmodning indvilget i at bekræfte ovenstående og tillige i at stå som garant og til enhver tid skadesløsholde Magistraten i Neuenburg med hensyn til det, der måtte blive udleveret.

Spørgsmålet om udleveringen af Corfitz Ulfeldts lig omtales ikke i de citerede dokumenter. Dette kan vel skyldes, at begravelsen havde fundet sted på klostergrund og at spørgsmål vedrørende liget udelukkende angik de kirkelige myndigheder og ikke de verdslige, som skrivelsen var rettet til.

- I den tidligere litteratur findes der ingen helt bestemt angivelseaf dødsdatoen.¹ I et brev af 8. marts fra Christian Ulfeldttil Otto Sperling d.æ. nævnes den 27. februar (gammel stil) som dødsdagen. Da dødsfaldet omtales i universitetsprotokollen

---

1 Se herom bl.a. S. Birket Smith op.cit. Anden Del, s. XXXXII-111 (n. 182).

den 22. og i private kilder fra 23. og 24. februar,1 må angivelsen
i det nævnte brev formentlig bero på en fejltagelse eller en fejlskrift.

En anden uklarhed er opstået på grund af en udtalelse (i et brev af 28. maj fra Corfitz Ulfeldt d.y.), hvorefter sønnerne først skulle have fået underretning 11 dage efter dødsfaldet. Da der yderligere måtte gå et par dage med tilbagerejsen til Basel skulle de altså først være kommet dertil lidt ind i marts, hvad der jo slet ikke stemmer med det, der iøvrigt foreligger. Kan det tænkes, at tallet »11« er en fejlskrivning eller fejllæsning for »ii«?

Heller ikke i de netop omtalte Basler-akter af 2. marts angives nogen nøjagtig dato, men det hedder, at Ulfeldts død har fundet sted »vor etlichen Tagen«. Imidlertid kan man nu fastslå følgende kronologiske ramme:

1. Den 9. februar betaler Christian og Ludvig Ulfeldt den mulkt, som universitetet har idømt dem. Ulfeldtsønnerne har altså først forladt Basel efter den 9. februar og Corfitz Ulfeldts flugt skal efter sønnernes angivelse have fundet sted yderligere 4 dage efter deres afrejse.

2. Den 22. februar forelægges der universitetsmyndighederne en skrivelse, der omtaler Ulfeldts begravelse i Neuenburg. I universitetets regnskabsbog findes der under denne dato følgende optegnelse

Expense

In conventus regentiae

A° 1664 d. 22 Februarii. Regentia habita, in qua literae Neuburgo
ad Rhenum transmissae lectae, obitum ac
sepulturam Comitis ab Ulenfeld significantes
13 personis 1 Pf. -6

3. Den 29. februar immatrikuleres Ulfeldtsønnerne.

4. I tiden mellem den 22. februar og den 2. marts har Christian
Ulfeldt med en ledsager været i Neuenburg.

5. Den 2. marts behandler Magistraten sagen som ovenfor
refereret.

---

1 Paus: op. cit. 11, s. 317-18.

Når alt tages i betragtning kan man nok regne med, at dødsfaldet har fundet sted ikke tidligere end den 15., men heller ikke senere end den 20. februar. Den sidste dato har været angivet i en af de hos Paus anførte kilder og akcepteres af Birket Smith.¹

- Efter at magistraten havde truffet sin beslutning kunne Christian Ulfeldt drage til Neuenburg, medbringende anbefalings - og garantiskrivelsen fra Basel, men heller ikke ved denne lejlighed lykkedes det at opnå et endeligt resultat. For at få liget og de forskellige efterladenskaber udleveret krævedes der adskillige rejser til Neuenburg. Den 9. april skrev Anne Kathrine: »Mine Brødre ... er alle tre i Dag tidlig, for den femte eller siette Gang reiste til Neuburg for at see, om de kunne faae deris salig Hr. Faders døde krop ud for selv at begrave ham hemmeligen med egne Hænder, paa det man kan befrie hans Been fra den Tyran.«²

Den 8. marts havde Christian Ulfeldt meget indtrængende anmodet Otto Sperling om at sende penge, da brødrene var helt blottet derfor, »så at vi kan gjenerholde de vigtige papirer, at det dog ikke skal falde i Tyrannens hånd«. Også senere breve indeholder energiske anmodninger om at få tilsendt et klækkeligt beløb, som eventuelt må kunne fremskaffes ved salg af noget af det kostbare sølvtøj, som Corfitz Ulfeldt havde deponeret i Hamburg. Hvis man kan stole på, hvad der siges i kansler Reinkingks korrespondance, som refereres nedenfor, synes Ulfeldtbørnene faktisk at have brugt en del penge til gaver (bestikkelser?) i Neuenburg og andetsteds.

Helt uden midler kan de dog ikke have været. Således skriver Anne Kathrine i det ovennævnte brev af 9. april til Sperling: »Fremdeles beder min Broder Christian, at Hr. Doctor ville bede Peder Livkarl at han ville komme her til Basel til ham, thi Peter, hans Tiener er død i Italien, og han har nu ingen hos sig.«

Den 7. maj skrev hun: »Vi leve her nu paa den samme Maneer
som vi nu have levet i lang Tid; men de give os nu bedre Haab
end tilforn.«3

---

1 loc.cit. 11, s. 176 og XXXXII (n. 182)

2 Journal for Politik 1815, s. 275.

3 Ibidem, s. 273.

- Hvordan og hvornår nåede efterretningerne om Corfitz
Ulfeldts død til København, og hvad foretog den danske regering
sig i denne anledning?

Danmark havde den gang ingen diplomatisk repræsentation i Basel eller andre schweiziske republikker og modtog følgelig heller ingen officielle indberetninger derfra. Men der synes at have bestået et vist organiseret internationalt efterretningssystem, som gjorde det muligt for mindre staters regeringer i løbet af en nogenlunde rimelig tid at skaffe sig oplysninger om interessante begivenheder også i lande, hvor de ikke havde gesandter.

Forskellige aktstykker blandt de ulfeldtske sager tyder på, at det ikke kan have varet altfor længe, inden man fra Basel via Paris eller på anden måde har modtaget de første efterretninger om Ulfeldts sidste levetid og hans død. En »Extractschreiben aus Basell« (se fodnote 1 til s. 441 ovenfor) bærer datoen 23. februar. Den omtaler forhistorien: 3 mandspersoner -en ca. 70 år gammel, to i trediveårsalderen - har i ca. 3 måneder opholdt sig i Basel. De angav, at de var flygtet fra England for at redde livet og ville derfor ikke opgive deres rigtige navn, men det var i hvert fald velhavende personer af rang. Senere blev det kendt, at det var grev Ulfeldt og hans to sønner. Sønnerne blev efter en duel straffet med en bøde og drog derefter til Lausanne. Nu er faderen død i en båd på Rhinen og blevet begravet i Neuenburg; sønnerne ventes tilbage til Basel. I flere andre »aviser« fra Basel eller Paris findes meddelelser af nogenlunde tilsvarende indhold.

Alt dette kunne måske være baseret på rygter og opspind.
Men der kom også meddelelser fra en kilde, man havde grund til
at stole på.

I Rigsarkivet¹ findes dels to breve fra regeringsråd G. G, Balcke til den holstenske kansler Didrik Reinkingk i Gliickstadt. dels de følgeskrivelser, hvormed Reinkingk sendte Balckes meddelelser videre til Kong Frederik den Tredje.

Balcke var en hlægliiing af Reinkingk; han stod i landgreven
af Hessens tjeneste og opholdt sig i Heitersheim, som ligger

---

1 RA. Ulfeldtske Sager, fase. 24.

mellem Basel og Freiburg, ikke langt fra Neuenburg. I sit første brev (af 22. marts 1664) fortæller Balcke, at man i Neuenburg efter at have undersøgt en på Rhinen afdød persons papirer har konstateret, at denne person var den landsforviste Corfitz Ulfeldt,at Ulfeldts sønner har henvendt sig i Neuenburg og at man derfra har forelagt sagen for de overordnede østrigske myndighederi Freiburg med anmodning om instruktioner. Reinkingk beder herefter den 28. marts Balcke sørge for, at de på Ulfeldt fundne dokumenter (hvoraf nogle er i lønskrift) bliver opbevaret og at liget ikke overgives til andre end til den danske konge. Kansleren henstiller endvidere, at man fra København skriver til Freiburg med anmodning om at få liget og dokumenterne udleveret.

I den følgende skrivelse fra Balcke (af 25. april?) meddeles, at Ulfeldts lig 4 uger tidligere er blevet opgravet og overført til Basel »efter indtrængende anmodninger fra hans tre sønner og efter at der er ydet anselige gaver både til de østrigske myndigheder i Freiburg og til biskoppen i Konstanz, hvis kirkelige jurisdiktion Neuburg er underlagt«. Hvad der senere er sket med liget kan man ikke vide, og der går forskellige rygter derom; det er måske mest sandsynligt, at det er blevet begravet under et træ i det nærliggende Schwarzwald, hvor det ikke vil være muligt at genfinde det. Staden Basel, som behandler Ulfeldtsønnerne med største velvilje, har afvist henvendelser fra flere fyrstelige personer, bl.a. Markgreven af Baden-Thurlach, der har anmodet om »einen arrest auf den todten corper«.

Herefter måtte Reinkingk (den 2. maj) meddele København, at man altså ikke mere kunne nære tvivl om Ulfeldts død, men at der formentlig ikke kunne være tale om at få liget udleveret. Hvis Kongen derimod måtte ønske at tage yderligere skridt for at få fat på de fundne brevskaber, burde der straks, eventuelt med særlig kurer, sendes et budskab til de østrigske myndigheder i Freiburg.

Spor af stedfunden korrespondance mellem Kong Frederik
imidlertid ikke kunnet finde hverken i København eller Basel;
den Tredje og myndighederne i Freiburg eller i Basel har jeg

det sidstnævnte sted synes der iøvrigt ikke at være akter vedrørendeDanmark, som er ældre end 1768. Det er muligt, at man i København har opgivet at tage yderligere skridt vedrørende Corfitz Ulfeldts lig og efterladenskaber efter at Baslerregeringen i denne sag havde vist sig så umedgørlig selv overfor en fyrstelig nabo som Markgreven af Båden.

I Jammersmindet fortæller Leonora, at slotsfogeden i Blåtårn i marts sagde til hende, at nu var hun blevet enke (»Nu seid Ihr Wittib«). Ikke desto mindre foreligger der adskillige vidnesbyrd om, at der gik nogen tid, inden man i Danmark og andetsteds virkelig blev overbevist om Ulfeldts død. Både venner og fjender - ikke mindst de sidste - har åbenbart længe ment, at der kunne være tale om rygter, udspredt som en led i en krigslist, der kunne tjene til at lade forfølgerne miste den kloge rævs spor. Den 21. april skrev den svenske gesandt i København, Liliencrona imidlertid til Kong Carl den Ellevte¹, at »Magistraten i Basel har meddelt Hs. M. en Beretning om Ulfeldts Død, saa at man ei mere kan tvivle derom«. En sådan beretning findes dog ikke blandt Ulfeldt-akterne.

Til trods for al den velvilje, de nød, og den hjælp, de fik hos myndighederne i Basel, følte Ulfeldts børn sig ikke helt sikre. Den 28. maj udtalte Corfitz Ulfeldt d.y. overfor en ven i Paris, at »skønt vi er under beskyttelse af regeringen og universitetet her på stedet truer de danske agenter os hver dag og gør tusinde forsøg på at dræbe os eller bortføre os samt vore venner og tjenere.«²

På dette tidspunkt vidste Ulfeldterne, at deres fortrolige ven, dr. Otto Sperling var blevet bortført fra Hamburg og bragt til København. Hvis myndighederne i Hamburg ikke havde grebet ind, ville man formentlig også have bortført den yngste af Ulfeldtbørnene, den 12-årige Leo, som havde været i Sperlings

---

1 p. "W. Becker: Samlinger Ml nanmark«; H'^tnHp under Kong Frederik den Tredjes Regering (1857), 11, b. s. 24.

2 Ny kgl. samling 2139 b, 4to. Fase. 24. Brevskaber angående Corfitz Ulfeldt og hans sønner.

varetægt. Den 24. maj skrev Christian Ulfeldt¹ til borgmesteren i Hamburg og takkede ham for alt, hvad han havde gjort for Leo. I brevet nævner han, at han havde hørt, at man i Hamburg havde påbegyndt en retssag mod »forræderen Hagedorn«², og at denne skulle have sagt, at han ville behandle Christian Ulfeldt på samme måde som han havde behandlet Sperling. Det forlød, at Hagedorn allerede var på vej til Basel. »Hvis de der søger at drage ham til ansvar blot vil ulejlige sig med at sende det mindste budskab til førsteborgmesteren i Basel, som hedder hr. Wettstei n³, rette deres klage til ham og lade den gå til mig, så skal jeg nok tage mig af ham [Hagedorn] og sørge for, at der sker ham retfærdighed.«

I Rigsarkivet findes et koncept til en kongelig skrivelse med det formål at få udleveret Christian Ulfeldt, som i 1662 i Briigge havde dræbt kommandant Adolph Fuchs, Corfitz Ulfeldts og Leonora Christinas plageånd på Hammershus. Konceptet, der formentlig stammer fra første halvdel af 1664,⁴ giver et resumé af forhistorien og siger derefter, at der foreligger troværdige efterretninger om, at Christian Ulfeldt opholder sig i Basel og er immatrikuleret ved universitetet; dette har dog sikkert ikke været bekendt med det begåede mord. Kongen har derfor besluttet at sende hr. . . . [navnet in blanco] til Basel for at anmode om, at morderen må blive arresteret og udleveret, så at han kan få sin fortjente straf. I de bemærkninger, der ledsager konceptet, gør koncipisten (Chr. Tohlman) imidlertid opmærksom på, at hvis man finder det rigtigst, at processen finder sted i Basel, må skrivelsens indhold ændres, »men jeg ved ikke, hvorledes dette skal formuleres, idet det må erindres, at sønnen i henhold til dommen over hans fader er blevet landsforvist.«

---

1 Ny kgl. Samling 2146 c.

2 Oberstløjtnant Christoffer Hagedorn, der havde iværksat bortførelsen af Sperling.

3 Johann Rudolph Wettstein (1594-1666) var en af Basels berømteste sønner og repræsenterede Schweiz på fredskongresserne i Osnabruck og Miinster. Fra 1626-45 var han »overfoged« i Riehen og fra 1645 til sin død overborgmester i Basel.

4 Ulf. Sager, fase. 24.

Endvidere anføres en vigtig betragtning af praktisk art: Der vil være store vanskeligheder forbundne med at føre fangen gennem så mange lande. Der er over 40 toldsteder mellem Basel og Amsterdam, og overalt må der anmodes om fri passage, træffes en ordning med lokalt personale til ledsagelse o.s.v. Hvorvidt universitetet i Basel har jurisdiktion i straffesager eller denne er forbeholdt rådet, ved Tohlman ikke. I Rostock tilhører al jurisdiktion rådet; i Koln har universitetet med stort besvær opnået jurisdiktion, »men dette har givet anledning til stor tumult«. En autoriseret genpart af Corfitz Ulfeldts »revers« (af 1661?) må i hvert fald vedlægges.

Da der ikke findes spor af en færdig skrivelse eller positiv resolution i sagen, kan man måske gå ud fra, at Frederik den Tredje også i Christian Ulfeldt-sagen har opgivet at sætte universitetet og råd i Basel i bevægelse.

Det vides, at Ludvig Ulfeldt og hans yngste broder, Leo, i juni 1664 drog til Sverige. I 1665 var Leo Ulfeldt imidlertid i Basel, i hvis universitetsmatrikel hans navn er indført den 17. september. Også de to yngste søstre skal have opholdt sig en tid i Basel (1664-65).

I over et år efter Corfitz Ulfeldts død førtes der en livlig korrespondance mellem sønnerne i Basel og Otto Sperlings søn, Otte Sperling d.y. Brevene indeholder en mængde dunkle vendinger og omskrivninger og er som oftest underskrevet med falske navne.

I Statsarkivet i Basel findes iøvrigt en oplysning, som viser, at der var dem, der endnu næsten 3 år efter Corfitz Ulfeldts død regnede med, at myndighederne i Basel havde forbindelse med Ulfeldtsønnerne. Referatet af det møde, som »det lille råd«): magistraten afholdt den 15. december 1666, indeholder følgende optegnelse:

»Graffen von Ulfeld

Schreiben von Frawen Brigitte von Ulfeld, welche sien fiir
des Verstorbenen H. Corfitz von Ulfeld Schwestern dargibt, und
bittet das mein gn. H. Zwey Mitgesandte an Ihre Vettern dess

von Ulfeld Sohne so sich zu Rom enthalten dirigirte Schreiben,
Ihnen iiberschicken wollten.

Die Schreiben sollen H. Russingers zuverschaffen eingehåndigt
und Ihm (iberlassen werden dieser Frauen wiederum zu antworten«.

Magistraten overgav altså disse skrivelser til Ulfeld ts tidligere
vært, familiens tillidsmand Emanuel Russinger og lod ham
bestemme, hvad der videre skulle foretages1

- Alt i alt må det siges, at myndighederne i Basel viste Ulfeldterne meget stor velvilje og gav dem al mulig hjælp i deres vanskeligheder. Som Christian Ulfeldt skrev: »Magistraten gjort det for os, hvilket jeg aldrig har kunnet forestille mig. De have stor medynk med os Elendige«. Deter også klart, at de borgere i Basel, som familien Ulfeldt stod i forbindelse med, har været yderst hjælpsomme.

Allerede den gang kunne man altså finde eksempler på det
humanitære sindelag, som man i Schweiz ofte har lagt for dagen
overfor fllygtninge, der var i nød.

---

1 Det må formentlig dreje sig om en henvendelse fra Corfitz Ulfeldts yngre søster Birgitte, som var født i 1614 og i 1630 blev gift med Otto Krafse. Ifølge Thiset og Bobé: Danske Adelsslægter (10. Bind, s. 360) skulle Birgitte Ulfeldt ganske vist være død 1664, men det tilføjes, at denne angivelse måske er tvivlsom. Ulfeldtsønnerne kan næppe have haft noget ønske om at komme i forbindelse med deres tante. I et af de breve, som Corfitz Ulfeldt i 1663 skrev til Otto Sperling d.æ. (Wolfs Journal 1816, s. 121 ff.) hedder det: ». . . ifald De ikke har anden Beretning om Tildragelserne i København med Madame end hvad min Søster Birgitte kan sige Dem, da maae De vide, at der sjeldent gaae sande Ord ud af hendes Mund, men hun opfinder Snak dem til Bedrag, som modtage hende, og at hun er overmaade frugtbar i at digte Løgne og Usandheder. Forresten maa D.V. vide, at dette Fruentimmer er den dødeligste Fiende af Madame og af mig, og at hun har forraadt os, og været Aarsag i, at den høibaarne Frue blev sat i Fængslet med mig paa Bornholm. Deres Velbyrdighed maae aldeles ingen Omgang have med hende eller tillade, at hun . . . nogensinde faaer Deres Sønner eller Døttre at see, og send aldrig min Søn til hende* (Talen er her om Leo Ulfeldt, som den gang opholdt sig hos Sperling). - Leonora Christinas Jammersminde viser, at hun nærede den største mistillid til og foragt for Birgitte Ulfeldt, og Birket Smith (Leonora Christina Grevinde Ulfeldts Historie, I, s. 443) kalder hende »et nederdrægtigt Fruentimmer«!