Håndskriftet H 112 og de danske historikere En studie i overlevering

En ikke übetydelig del af overleveringen af de middelalderlige
danske kilder går, som det vistnok er almindeligt erkendt,
gennem det 16. århundredes historikere og kendes nu kun gennem
brudstykker hos Peder Olsen, Svaning, Vedel og Huitfeldt eller
gennem afskrifter af håndskrifter, som ved disses og andre
historikeres afleveringer kom til universitetsbiblioteket, deres
sidste hjemsted inden de ved branden i 1728 gik op i luerne.

Afskrifterne og de meget vigtige fortegnelser over afleveringerneaf historikernes arbejdsmateriale fra den ene til den anden og sluttelig til universitetsbiblioteket er naturligvis flittigt udnyttetaf vor tids udgivere, hvad enten det så gælder diplomer, annales eller scriptores; men som oftest kun punktvis efter det enkelte formål. Nogen samlet analyse med påfølgende kritisk vurdering af de gamle afleverings- og biblioteksfortegnelser foreliggerendnu ikke, selv om de siden 1882 har været nemme at gå til i Birket Smiths pålidelige udgave.¹ Og på monografiske undersøgelseraf de enkelte historikeres hele stilling i overleveringen er der en ikke mindre følelig mangel. En sådan var navnlig i høj grad ønskelig for Peder Olsens vedkommende. Her skal imidlertid en tredje undersøgelsesmåde forsøges. På et for overleveringen vigtigt håndskrift, samlingsbindet H 112 i universitetsbiblioteket

1 S. Birket Smith: Om Kjøbenhavns universitetsbibliothek før 1728, især dets håndskriftsamlinger (1882), s. 106 ff.

Side 400

i Uppsala, anlægges en primært overleveringshistorisk eller historiografisk betragtning, ikke som tidligere væsentlig en isoleret tekstfilologisk. Derved opnås to ting: 1) at en karakteristisklinie i den overlevering der går Ira det 16. århundredes samlere og historikere gennem universitetsbiblioteket og frem til nutiden trækkes tydeligt op, og 2) at der kastes lys over det ikke meget undersøgte, men ganske væsentlige spørgsmål, hvordan det 16.-17. århundredes historikere arbejdede med de håndskrevnekilder.

H 112.S betydning for årbogsoverleveringen er åbenbar. Allerede den omstændighed, at de eksisterende udgaver af Lundeårbogen, Essenbækårbogen, Povl Helgesens korte Danmarkskrønike og Peder Iversens og Henrik Smiths årbøger har draget nytte af teksterne heri, viser håndskriftets centrale placering. Men problemerne melder sig hurtigt. Sammenligner man f. eks. de forskellige udgiveres opfattelse af håndskriftets proveniens, finder man store divergenser.

H. F. Rørdam, der har fortjenesten af at have fremdraget håndskriftet, har i sin beskrivelse af det kort bestemt det som en samling afskrifter fra det 16. århundrede ejet af Huitfeldt, og han følges heri af Kr. Erslev, dog således at denne mere skarpt skelner mellem en ukendt samler, som har excerperet stykkerne, og afskrifternes ejer, Huitfeldt.¹ På denne baggrund er det bemærkelsesværdigt,at Ellen Jørgensen (som udmærket kender Rørdams og Erslevs opfattelse) i indledningen til Annales Danici udtaler, at håndskriftet »oprindelig synes at have været blandt historiografernes samlinger«, for hermed lades jo Huitfeldt helt ude af billedet. Med historiograferne kan menes Vedel, Krag, Venusin etc., men ikke Huitfeldt. Opfattelsen er vistnok udsprungetaf Ellen Jørgensens konstatering af, at H 112 er beslægtetmed et nu tabt håndskrift i universitetsbiblioteket; en nærmere motivering giver hun ikke.² Endnu længere bort fra

1 H.(F.) Rørdam, Monumenta historiæ Danicæ I (1873), s. 260ff (med en gennemgang af indholdet); Kr. Erslev: Klavs Billes rulle (Danske Magazin 4.r. VI, s. 139-47).

2 Annales Danici Medii Ævi (1920), s. 11.

Side 401

Rørdam-Erslev fører udgiverne af Povl Helgesens samlede skrifter os. »Det kunne se ud som et ungdomsarbejde af St. H. Stephanius«, mener de, uden iøvrigt at fremføre nogen anden grund for deres antagelse end den der ligger i den parentetiske eftersætning: »hvem pagineringen vist skyldes«(!)^x Senest er håndskriftet udnyttet af Harald Berg, som holder sig til det Rørdam-Erslevske standpunkt og af ydre karakteriserer det som et samlingsbind af den sædvanlige slags fra det 16. århundrede².

Det må anses for fornødent at tage spørgsmålet om tilblivelsen
af H 112 op påny. Først nogle bemærkninger om håndskriftets
ydre data.3

Hll2 og Huitfeldt. Håndskriftet H 112 er ved Stiernelds donation kommet til universitetsbiblioteket i Uppsala. Det er et papirshåndskrift i kvartformat, hvis blade måler ca. 16, 3-5x20, 2-5 cm. Teksten er skrevet med hænder der hører hjemme i slutningen af det 16. eller begyndelsen af det 17. århundrede. Paginering og foliering synes at være samtidig ligesom det pergamentomslag, hvori bladene er indheftede, thi et notat på ydersiden af bagpermen: »1170 bygdis Rostock 1186 bygdis [. . .]g« må efter skrifttrækkene henføres til tiden o. 1600. Bag på forpermen har Stierneld oplyst, at ms. sammen med de Dalinske manuskripter, som solgtes med den Rodingske samling 1785, er kommet fra Danzig til Stockholm. Andre proveniensangivelser foreligger ikke.

Ser man bort fra et på første blad indklæbet foldet papirark
med notater af senere oprindelse4, består ms. af 8 upaginerede

1 Skrifter af Paulus Helie, 7. bd. ved Marius Kristensen fog Niels-Knud Andersen (1948), s. 150f.

2 Harald Berg: Till frågan om Huitfeldts s. k. forlorade kållor (Saml. o. studier utg. av svenskt arkivsamfund I: Archivistica et mediævistica Ernesto Nygren oblata (1956), s. 39-52), s. 42.

3 Ved undersøgelsen har håndskriftet fra universitetsbiblioteket i Uppsala været indlånt til benyttelse på Det kgl. Bibliotek. En fotokopi findes nu sammested som Ms. phot. 177 4°.

4 Ifølge velvillig meddelelse fra fil. dr., f. d. landsarkivarie Sten Eng- strom, hvem jeg takker for en nyttig brev-diskussion af forskellige H 112- Droblemer. er en oplvsning af Stiernpl<l orn at rlksp nofafpr pr <;U-rpvpt m^rl Dalins hånd ikke rigtig.

Side 402

blade (1 læg), de paginerede sider 1-14 og - da pagineringen herefter uden tilsyneladende grund erstattes af en foliering - bladene 15-148, hvortil kommer to übeskrevne og ufolierede blade efter bl. 29 og to smalle strimler, rester af udskårne blade, mellem henholdsvis bl. 112 og 113 og bl. 129 og 130 samt til sidst et übeskrevet og ufolieret, delvist bortsmuldret blad (149).

Ganske øjensynlig har det første upaginerede læg ikke oprindelig tilhørt ms. I dette alene finder vi et stort vandmærke bestående af et firkantet midterfelt med ruder omgivet af nogle ornamenter, forskelligt fra det i det øvrige ms. forekommende: et sammenslynget FS med en krone over. På det forsåvidt uvedkommende lægs bl. [Ir] er med en hånd fra o. 1600 skrevet et onomastisk epigram på ti verslinier med tydelige allusioner til navnet Huitfeldt; til første stavelse alluderer ord for lys, stråler og glans, til sidste ord for agre, sletter og marker. 81. [lv], [2v], [3r], og [4r]-[Br] er übeskrevne; på bl. [Bv] er senere indført en indholdsfortegnelse til ms, mens bl. [2r] og [3v] rummer en større optegnelse om Ludvig Albertsen Eberstein. Sidstnævnte er aftrykt af H. F. Rørdam og af denne med rette anført som skrevet af Arild Huitfeldt.¹ Det kun delvist beskrevne læg stammer altså fra Huitfeldts værksted. Det samme, men i lidt anden forstand, gælder den øvrige og egentlige del af håndskriftet, der rummer renskrifter med vekslende skrifttræk, hist og her tilsat rettelser eller randnoter foretaget med bl.a. Huitfeldts hånd. Når der i det følgende tales om H 112, sigtes der alene til denne paginerede og folierede del af håndskriftet.

Håndskriftets ældste historie er uoplyst. En række spørgsmål må derfor tages op til undersøgelse. Relevante er spørgsmålene, om ms. kan dateres nærmere, om Huitfeldt er dets oprindelige ejer (den der har ladet afskrifterne tage), og om forholdet mellem dets forskellige stykker: har det fra begyndelsen af udgjort en

1 Mon. hist. Danicæ I, s. 261; bl. [2r] slutter med »Johanne Grand)i. bl. [3v] begynder med »Men der kong Erick.«

Side 403

helhed? En analyse af tekstindholdet, teksternes fordeling på skriverhænderne og atter disses fordeling på de enkelte læg kaster lys over det sidste spørgsmål. Som det vil fremgå, er det naturligt at betragte håndskriftet som bestående af fem hovedstykker:

I. S. 1 - bl. 29 (sammen med 2 påfølgende ufolierede og übeskrevne blade ialt 6 læg å 4 blade). »Ex libro Henrici Weygeris y Malmø«, d.v.s. Henrik Smiths danske årbog. Skrevet med en lille, noget snørklet, men tydelig skrift: skriverhånd 1.

11. 81. 30-45 (4 læg å 4 blade). En ufuldstændig afskrift af Povl Helgesens korte latinske Danmarkshistorie, som begynder med »Snio rex Liiii« og efter nogle få linier om Christian II slutter »Erat enim etc.« Den manglende begyndelse svarer nogenlunde til, hvad der ville have fyldt 8 blade (2 læg). 81. 45v er übeskrevet. Selv om en skriftsammenligning med stykke I vanskeliggøres af, at dette er skrevet med gotisk, nærværende med latinsk skrift, finder man ved at sammenligne de i stykke I forekommende latinske ord med tilsvarende i stykke II så mange lighedspunkter, at der er grund til at mene, at også II er skrevet med skriverhånd 1.

111. 81. 46-53 (2 læg å 4 blade). »Ex libro M. Petri larij, post alia quæ alias habeo.«, d. v. s. Peder Iversens årbog med nogle tillæg. 81. 53 v har oprindeligt stået blank, men en senere hånd, som her kan lades ude af betragtning, har indføjet et stykke om tempelherreordenen. 111 er skrevet med en lidt større skrift: skriverhånd

IV. 81. 54-89 (9 læg å 4 blade). Forskellige optegnelser og excerpter. 81. 54r-58r »Dette hafluer ieg udskreffuit oc noteret af en rulle som hørde her Claus Bilde thiill« (et udtog af Essenbækårbogen),bl. 58v-76v »Hæc svnt ex vetvstissimo qvodam libro qvem håbet Stigotus Pors y pergameno inscriptum« (et udtog af Lundeårbogen), bl. 76v-86v »Hæc annotata sunt ex libro isto quem accepi mutuo a dno Petro Minoritano Roschildense« (en broget samling excerpter fra Peder Olsens samlinger med følgende overskrifter:bl. 77r »Episcopi Roschildenses«, bl. 81 r »Nota de Valdemaroprimo«, bl. 82 r ». . . de Christophero filio«, ». . . de Henrico Leone (rettet fra: Kone) duce Saxoniæ«, bl. 82 v ». . . de Valdemaro rege«, bl. 85 v »In antiquo libro sic inuenio«), desuden bl. 86v-87v uden overskrift Ringstedtavlen og bl. 88r-89v »ex libro Georgij Gylte«, altså excerpter af Goran Gyltas bog, herimellem (bl. 89 r) en herredsfortegnelse m.v. af anden oprindelse. 81. 89 v er ikke helt udskrevet, til sidst står en tilføjelse af Huitfeldt. Alle stykkerne

Side 404

følger umiddelbart efter hinanden, intetsteds falder skifte i læg sammen med et tekstafsnits begyndelse eller ophør. Med skriverhånd2 er med blæk, der virker blegere end det hidtil anvendte, skrevet, hl. 54-73; efter et lægskifte, men midt i lundeårbogsudskriftenved år 1282, overtager en ny hånd afskrivningen. Blækfarvensynes at være den samme. Skriverhånd 3 har skrevet de fire læg bl. 74-89.

V. 81. 90-148 (sammen med det übeskrevne og uf olierede sidste blad og 2 rester af afskårne blade ialt 11 læg å 4 og 3 læg å 6 blade). Indtil bl. 146 r forskelligt stof hidrørende fra Peder Olsen, som i anden sammenhæng vil blive specificeret nedenf. s. 409f., bl. 146r -148 v udtog af Lundekapitlets brevbog og gavebog. Heller ikke i dette stykke falder skifte i læg sammen med ophør eller begyndelse af en tekst. En skriverhånd 4 med en større skrift end de foregående optager bl. 90-112 (sammen med den übeskrevne strimmel efter bl. 112 = 6 læg å 4 blade). Derefter, midt i en årbog, skiftes atter til skriverhånd 2, der har skrevet bl. 113-18 (1 læg på 6 blade), mens bl. 119-29 (som med remsen efter bl. 129 udgør 3 læg å 4 blade) er skrevet med skriverhånd 1. Herefter overtager skriverhånd 4, igen midt i en årbog, bl. 130-43 (2 læg å 4, sidste læg på 6 blade), og endelig er bl. 144-48 (sammen med det übeskrevne blad 149 = 1 læg på 6 blade) skrevet med skriverhånd 3. På en oprindelig tom plads bl. 148 v nederst har samme senere hånd som på bl. 53 v indført yderligere nogle bemærkninger om tempelherreordenen.

H 112 består altså af fem hovedstykker skrevet af fire skrivere.
De fire skriverhænder har hver skrevet to, af andre hænder
adskilte partier af håndskriftet, nemlig:

I denne gentagne anvendelse af skriverhænderne og i den omstændighed, at de alle forekommer i hovedstykke V, ser jeg et stærkt indicium for, at de enkelte stykker er blevet til samtidigog fra begyndelsen har været tænkt som dele af en helhed. Ved afskriverarbejder, hvor flere skrivere stod til rådighed, har

Side 405

det langtfra været usædvanligt at fordele læggene imellem dem, så at arbejdet kunne gå hurtigere for sig. Forholdet kendes fra kancelliarbejder (jfr. Kong Valdemars jordebog!)¹, og det er en fremgangsmåde, som Huitfeldt har benyttet sig af f. eks. under arbejdet med Christian 11. s historie og oversættelsen af Philip de Commines' memoirer.₂ Ved afskrivningen af H 112 har arbejdetåbenbart været således organiseret, at tre skrivere (1, 2, 4) hver har fået tildelt en tekst at begynde med (og altså har kunnet gå i gang samtidig), mens en fjerde (3) derpå er trådt til og har hjulpet med afskrivningen af de sidste læg i henholdsvis hovedstykkeIV og V. Vekslingen af hænder i det sidste hovedstykke er da fremkommet ved at skriverne har overtaget nogle læg her, efterhånden som de er blevet færdige med de oprindeligt tildelte antal læg. Derved har de formentlig kunne afslutte afskrivningen nogenlunde samtidig.

Som endnu et vigtigt holdepunkt skal anføres, at der overalt er anvendt samme papirskvalitet med samme kun sjældent forekommende vandmærke: det sammenslyngede og kronede FS som er kendetegnet for papiret fremstillet på Frederik ll.s papirmølle ved Hvidøre.³

Med denne bestemmelse af H 112 som en oprindelig helhed er der åbnet mulighed for også at betragte forlæggene for de enkelte tekster som på en eller anden måde sammenhørende. Men herom senere. Hvad der ligger for er at udpege afskriverarbejdets iværksætter. Næppe nogen anden end en historiker kan tænkes at have interesseret sig for disse til dels højst specielle fragmenter og bearbejdelser. Det vil senere i undersøgelsen fremgå, at der ikke kan være tale om de to historikere, der foruden Huitfeldt var virksomme i tiden o. 1600, Anders Sørensen Vedel og Niels

1 Erik Kroman: Kong Valdemars Jordebog. Et håndskrifts historie (1936), s. 27 f med henvisning til andre eksempler hos Wattenbach.

2 Christian II: Ms. K 14 i Stockholm, der vil blive nærmere beskrevet i en under forberedelse værende tekstudgave af Christian ll.s historie; Hans Mogensens oversættelse af Ph. de Commines' memoirer, udg. af P. Nørlund, 111 (1917), s. XXII-IV.

3 Arthur G. Hassø: Et minde om Frederik ll.s papirmølle ved Hvidøre (Til Knud Fabricius 13. august 1945, s. 57-67).

Side 406

Krag. Når dernæst tages i betragtning, at Huitfeldt faktisk vides at have anvendt flere skrivere ved sådanne afskrivningsarbejder,og ikke mindst at han jo har haft vort ms. i hænde som arbejdsmateriale, vil man sikkert give mig ret i, at netop han med stor sandsynlighed kan udpeges som den der har ladet afskrivningsarbejdet sætte i gang og bekoste.

Eet usikkerhedsmoment synes der imidlertid at være. Ud over Huitfeldts og skrivernes hænder optræder spredt i håndskriftets margin forskellige andre hænder, hvormed en rettelse eller konjektur er tilføjet. Tilføjelsen udgør ofte kun to eller tre ord, hvorfor det er så godt som umuligt, til dels vel også unødvendigt, at bestemme disse hænder i forhold til hinanden. Dog er det øjensynligt, at en af dem optræder som korrektør på basis af skriverforlægget, og i denne korrektør er det naturligvis muligt at se en håndskriftets første ejer. Langt snarere er der imidlertid tale om en femte, mere betroet skriver, en afskriverarbejdets tilsynsførende om man vil. En sådan forklaring er på ingen måde søgt. Nøjagtig det samme gælder et (andet) af Huitfeldts håndskrifter, en del af cod. Holm. K 3 (= Ms. phot. 66, 2°, Det kgl. Bibi.), der indeholder afskrifter af Sjællandske krønike (med fortsættelsen) og den øst-danske årbog 1074-1255. Også dér forekommer foruden afskrivernes og Huitfeldts en eller flere rettende hænder, som har udfyldt huller og ændret fejlskrevne ord.¹ Tilstedeværelsen af en korrektør bestyrker altså snarere end svækker bevisførelsen for, at Huitfeldt har taget initiativet til afskrivningen af H 112.

Næste spørgsmål er nu, hvornår Huitfeldt kan have ladet afskriften tage? Et glimrende dateringsmiddel har vi i selve papiret. Hvidøremøllens papirproduktion indskrænker sig til små syv år fra sidst i 1576 til noget hen i året 1583. Hermed er for håndskriftets tilblivelse givet en sikker terminus post quem. På den anden side er Huitfeldts randbemærkninger givetvis nedskrevne i forbindelse med hans arbejde på Danmarks Riges Krønike, trykt i årene 1595-1603.

1 Jfr. M. Cl. Gertz, Scriptores minores, 11, s. 8-9; Ellen Jørgensen; Middelalderlig historisk litteratur på modersmålet (1930), s. 8 n. 4.

Side 407

Karakteristiske tilskrifter af Huitfeldt findes s. 9, bl. 48 r, 49r, 53r, 72v, 89v, IOOr og 116r;² at de alle angår middelalderen kan ikke undre, da alene Henrik Smiths årbog rækker videre end til 1523. Helt sikkert har håndskriftet været i brug ved udarbejdelsen af den i 1602 udgivne »Chronologia II«, som dækker perioden 1286-1375. Ikke alene findes i ms. s. 3-9 en række krydsmærker i margin vedrørende tidsrummet 1319-75, antagelig markerende at pågældende passager er taget ad notam ved udarbejdelsen af dette bind, men nogle fejldateringer i Chronologia II af belejringerne ved Axvall og Hunehals til 1327-28 kan direkte føres tilbage til den dansk-svenske årbog i H 112-tekstens form.² En anden ejendommelighed knytter sig til brugen af nævnte årbog af Henrik Smith. Smiths årbog har Huitfeldt draget nytte af i hele sit historieværk, således også i den først udkomne del, Christian 111. s historie, hvis fortale er dateret okt. 1595³. Vished for at hans årbogstekst har været den iH 112 finder vi vistnok i Christian I.s historie (fortale dat. 24. jan. 1599), idet han her under 1455 anvender en navneform svarende til den i H 112 forekommende: »Taassbroe«, hvor andre Smith-tekster og overhovedet andre kilder (den lundensiske ærkebispekrønike, Mogens Madsen m.v.) har »Tofftebro«.⁴

Da det er lidet troligt, at Huitfeldt til Christian 111. s historie skulle have anvendt noget andet eksemplar af Smiths årbog end det han brugte til Christian I.s historie, kan tilblivelsen af H 112 sættes til ca. 1580-95 med årene 1576 og 1599/1602 som absolutte yderpunkter.

Huitfeldts kildesamling, nu H 112, kom en anden forsker til
gode. Da Niels Krag havde modtaget udnævnelsen til historiograf

1 Flere er gengivet i Mon. I, således s. 272 n. 2 (for »meddeller« læs »meddeltte«) 273 n. 4, 274 n. 2, 278 n. 1.

2 Harald Berg: Till frågan om Huitfeldts s.k. forlorade kållor, s. 41-42.

3 H. F. Rørdam: Historieskrivningen og historieskriverne i Danmark og Norge siden Reformationen I (1867), s. 41.

4 Mon. hist. Danicæ I, s. 601, 2. r. 11, s. 158; Scriptores minores 11, s. 125. »Taassbroe« er i H 112 indsat som en rettelse i margin dels i Smiths årbog, bl. 15r, dels i årbogen 1268-1523, bl. 138r; førstnævnte er benyttet af Huitfeldt til stedet i Christian I.s historie.

Side 408

fik han, som jeg skal dokumentere, adgang til at tage afskrifter af de for ham relevante dele af H 112. Det må være sket i tiden efter historiografudnævnelsen 31. juli 1594 og før hans død i maj 1602. Disse afskrifter kom nogle år senere sammen med Krags øvrige samlinger til universitetsbiblioteket, hvor de opbevaredes blandt folianterne i et bind med titlen »Antiqvitates rerum Danicarum a Canuto 111 ad Margaretam« signeret »A 9«. Afskrifternegik til grunde ved branden i 1728.¹

H 112 og A 9. Huitfeldt og Niels Krag. Mens H 112 efter Huitfeldts død i lang tid forsvandt for forskningen, så at sige kom ud af omsætning, indtil Rørdam o. 1870 blev opmærksom på det i Uppsala, har A 9 og en række derfra hentede afskrifter hyppigt tjent historikerne som kildetekster. A 9 er således kommet til at indtage en ofte berørt, men så vidt vides aldrig nærmere undersøgt mellemstilling i overleveringen. Ellen Jørgensen har ganske vist ud fra sit store kendskab til overleveringshistorien kunnet påvise, at A 9 må have indeholdt afskrifter fra H 112, nemlig, som Annales Danici.s udgiver påpeger, af Lundeårbogen, eftersom det ved en sammenligning mellem en bevaret Stephanius-afskrift fra A 9 og teksten i H 112 klart fremgår, at sidstnævnte har ligget til grund for Stephanius' forlæg i A 9, - og højst sandsynligt også af den dansk-svenske årbog 826-1415, der i A 9 som i H 112 havde plads mellem en række uddrag af Peder Olsens samlinger. Men derved lader Ellen Jørgensen det blive.² Tilhørsforholdet til henholdsvis Huitfeldt og Krag lades uomtalt, egentlige konsekvenser af påvisningen er ikke draget, sammenligningen langt fra ført til bunds.

Førend spørgsmålet om forlægget for H 112 tages op til behandling,
vil vi søge at bestemme forholdet mellem A 9 og H 112.
I en vis forstand: forholdet mellem Niels Krag og Huitfeldt.

A9er som nævnt gået tabt. Deter dog muligt at skaffe sig

1 S. Birket Smith: Om Kjøbenhavns universitetsbibliothek før 1728 (1882), s. 115 1.1-5, s. 140 nr. 21; Dan. Mag. 6.r. 1., s. 33-34; jfr. nedenf. s. 412.

2 Annales Danici, s. 11 f, 23.

Side 409

en hel del at vide om dette håndskrift, navnlig takket være den udførlige fortegnelse, som Stephanius i 1640'erne udarbejdede over indholdet af de håndskrifter han modtog til låns fra universitetsbiblioteket,hans »Designatio variorum documentorum et antiquitatum«.¹ En simpel jævnførelse mellem Stephanius' indholdsangivelserfor A 9 og stykkerne eller overskrifterne i H 112 viser, hvor nær de i virkeligheden står hinanden:

A 9

fortløbende efter Stephanius S. 1, 99, 221: (Sjællandske krønike, et danmarkshistorisk compendium og en »Chronicon de origine et gestibus Danorum«). S. 293: Quodsequitur chronicon ex lib. ms. domini Huitfeldii, maxima sui parte mutilum, anno 1595 Lugduni Batavorum prodiit, sed integrum ... (o: Povl Helgesens korte latinske Danmarkshistorie).

S. 337: Chronicon ex vetustissimo quodam libro, quem håbet Stigotus Porss y pergameno inscriptum.

S. 384: Chronologia ex lib. d.

H 112

S. 1- bl. 29: Henrik Smiths rbog.

81. 30-45: Den ufuldstændige
afskrift af Povl Helgesens korte
latinske Danmarkshistorie.

81. 46-53: Se nedenfor efter
bl. 148v.

81. 54r-58r: »Dette haffuer ieg udskreffuit oc noteret af en rulle som hørde her Claus Bilde thiill« (o: Essenbækårbogen). 81. 58v-76v: »Hæc svnt ex vetvstissimo qvodam libro, qvem håbet Stigotus Pors y pergameno inscriptum« (o: Lundeårbogen).

81. 76v-87v: »Hæc annotata sunt ex libro isto quem accepi mutuo a dno Petro Minoritano Roschildense« (se videre specifikationen ovenfor s. 403).

81. 90rff: »Hæc svnt excerpta

1 Udg. af William Christensen i Dan. Mag. 6.r. I, s. 1-71, 97-177, 193-247; om A9 s. 33-34.

Side 410

Petri Roskild. minoritæ excerpta.

(Om den dansk-svenske årbog
826—1415 onlyser Ste^hanius
andetsteds: »Extat hæc eadem
chronologia in codice ms. . . .
signato A9, übi ad calcem
legitur descriptam fuisse ex
libro Georgii Gylthe«).1

S. 402: Historia de Valdemaro
Valdemari ejusqve rebus gestis.

S. 404: Historia de Henrico
Menvith.

S. 410: Chronologia de Christophoro rege et maxime de historiis Schlavorum et Saxonum per Albertum Chrantz.

S. 418: Chronologia de episcopis
Lundiæ.

S. 519: Chronologia ex libro
quodam Arnoldi Huitfeldii.

S. 543: Alia ex membranis ejusdem

S. 553: Ex iisdem membranis
chronologica.

S. 566, 567, 569, 575: (Udskrifter
af et ms. fra Sorø).

ex libro D: Petri Roschildensis minoritæ« (herunder findes bl. 93v-98v et udtog af den dansksvenske årbe^rt 826—1415" b1.98v sidste linie står »Hæc ex lib. Geo. Gylth.«).

81. 99r-100r: Et stykke uden overskrift, der begynder: »Waldemarus Waldemari Estoniam ... impugnavit« (efter andet ms. aftrykt i Gertz, Scriptores minores I, s. 459-60).

81. 100r-101r (eller 101 v): »In alio libro sic habetur de Henrico Menuith«. Derefter nogle excerpter.

81. 103r-106r: »Sequentia de Christophoro rege extracta sunt maxime de historijs Slauorum et Saxonum per Albertum Chrantz. Et hic videntur contrariari supradictis de eodem rege Christophoro.«

81. 106 r-v: Forskellige excerpter.

81. 106v-107r: »In alio libro sic
de episcopis Lundiæ.«

81. 107v-114r: Uden titel rbogen
(Script, rer.
Dan. V., s. 528-34).

81. 114r-115r: Uden titel rbogen
(Annales Danici,
s. 196).

81. 115r-146r: Uden titel rbogen
(Script, rer.
Dan. VI., s. 219-47).

81. 146r-148v: Udtog af Lundekapitlets
register og gavebog.

1 Anført i Annales Danici, s. 23.

Side 411

S. 589: Alia ex libro m. Petri
larii post alia quæ alias habeo.

BL 46-53: »Ex libro M. Petri
larij, post alia quæ alias habeo«
(Peder Iversens årbog m.v.).

S. 613: M. Nicolai Petri HafTniensis
de Cimbris et Gothis lib. 11.

S. 717: Chronologia ejusdem
authoris ad flnem libri.

Stephanius anfører i sin registrant kun sidetallet for de sider, hvor hvert stykke begynder, ikke hvor de slutter, og der er derfor mulighed for, at han har udeladt eller oversprunget noget. Uden vanskelighed konstaterer vi dog, at der for et stort og samlet partis vedkommende er nøje overensstemmelse mellem de i de to håndskrifter forekommende overskrifter og begyndelsesord, og ikke mindst: at stykkernes rækkefølge på en enkelt undtagelse nær er helt den samme.

Ganske vist har A 9.s skriver i enkelte tilfælde ikke kunnet finde nogen overskrift i H 112. Problemet har han elskværdigt løst ved i stedet at angive proveniensen: ex lib. ms. Huitfeldii (s. 293, 519ff). Deraf ses, at forholdet er H 112^A9 og ikke omvendt. Med hensyn til Povl Helgesens krønike finder karakteristikken »maxima sui parte mutilum« jo udmærket anvendelse på den ufuldstændige afskrift i H 112, og m.h.t. årbøgerne 1241/1259/1268ff kan der ikke være nogensomhelst tvivl om, at de har været at finde et sted mellem lundebispekronologien og Sorøudskrifterne, thi Stephanius har i sin store kildeskriftsamling, Chronologia Danicæ Systema, bl. 122-141, skrevet de samme tre årbogsarbejder af efter A 9. Rækkefølgen er den i H 112 givne og overskriften lyder: »Incerti authoris ex vetusto codice ms. bibliothecæ Haffniensis signato A 9.«¹

Men mærkeligt er det unægtelig, at lundebispekronologien i A9 skulle have optaget hele 101 sider (s. 418-519), når den i H 112 kun fylder lidt over en side. Endvidere at de tre nævnte årbøger i A 9 kun synes at optage tilsammen 47 sider (s. 519-65) mod 78 i H 112, når det sædvanlige tilmed er, at stykkerne antager et sidemæssigt større omfang i A 9 end i H 112. Og

1 De la Gardie 25-29 i Uppsala = Ms. phot. 67 2° i Det kgl. Bibliotek.

Side 412

hvordan forklare kildeangivelsen »membran«, s. 543 og 553? Vi føres herved til spørgsmålet, om Stephanius' registrant overhovedeter til at stole på. For at få klarhed over dette er det nødvendigt at foretage en kontrolberegning af hovedstykkernes omfang og læggenes fordeling på disse. Endog for A 9 er en sådan beregning nemlig mulig.

Når man i dag tager et af de velkonserverede og indbundne samlingsbind fra det 16. eller 17. århundrede i hænderne, forestiller man sig uvilkårligt, at bindet altid har været således, et bind med så og så mange blade, hvorpå den ene tekst efter den anden efterhånden er indført. Ofte forholder det sig imidlertid sådan, at afskrifterne oprindelig har været skrevet på en række løse læg, samtidig eller successivt, hvilke blot er blevet holdt sammen ved et løst omslag, evt. tillige ved en signatur på læggene. Hll2 og adskillige bevarede håndskrifter fra Anders Sørensen Vedels samlinger er blevet til på denne løse måde-i enkelte tilfælde sporer man ligefrem omgrupperinger af læggene efter nye af ham selv udfundne kriterier¹ - og på samme vis er Niels Krag uden tvivl gået til værks.

Som det ses af afleveringsdesignationen over hans samling fra 1602, bestod håndskriftet »Antiqvitates rerum Danicarum« (senere = A9) på afleveringstidspunktet af en række »konvolutter« eller læg, der ved en afmærkning med astronomiske tegn holdtes sammen i større læg eller bundter. Hele håndskriftet bestod af 8 sådanne bundter å 2-15 konvolutter.² Spørgsmålet bliver da: Hvorledes forholder disse 8 bundter eller hovedstykker sig til det A 9 vi kender gennem Stephanius?

1 C. Paludan-Miiller i Hist. Tidsskr. 3.r. VI, s. 320-21. De fleste samlinger af læg er ved arkivers og bibliotekers omsorg blevet sammenhæftede, men i Add. 120 4° er de bevarede i deres oprindelige løse tilstand. En studie over Vedels håndskriftsamling er under forberedelse.

2 »Antiqvitates rerum Danicarum a Canuto 111 ad Margaretam, *}, convolut. 9, 2J. Convolut. 11. r? Convoluter 10. tf Convolut. 15. Ti Convolut. 2. 0 convol. 3. "Y convolut. 2. convolut. 15, Qvæ sunt de Cimbris, Gothis. Item chronologia Nicolai Petri Hafniensis«, Birket Smith a. a., s. 115 1.1-5.

Side 413

Sætter vi, at hver af de i afleveringsdesignationen omtalte konvolutter har udgjort et læg på 6 blade (og andre muligheder foreligger i virkeligheden ikke), når vi gennem nogle udregninger frem til følgende fordeling:

Nærmere kommentarer til beregningen er vistnok unødvendig. Minus-differencerne forklarer jeg ved, at enkelte læg i pågældende hovedstykke har indeholdt flere blade end det beregnede gennemsnitstal (jfr. lignende uregelmæssigheder i H 112, ovenfor s. 404), plus-differencerne som antallet af overskydende übeskrevne og derfor upaginerede blade. Da der er regnet med læg på gennemsnitlig 6 blade, må plus-differencen nødig blive større end 5 blade. Regnestykket går således smukt op.

Af skemaet sluttes, at det fjerde hovedstykke, som ifølge Stephanius endte med bispekronologien fra s. 418, rigtigt nok er gået helt frem til s. 518, da der fra og med s. 337 skal regnes med 15 konvolutter å 6 bl. = 90 bl. eller 180 s., ved en lille afvigelse faktisk 182 s. Følgelig må bispekronologien, der højest kan have optaget 2 sider svarende til H 112.s ene plus nogle linier, være efterfulgt af et nyt stykke omfattende omtrent s. 420-518, altså et stykke som - uvist hvorfor - ikke er registreret af Stephanius. Dette stykke kan meget vel, mener jeg, være de omtalte tre årbogsarbejder, som jo i H 112 løber ud i eet uden nogen form

Side 414

for overskrift. Ca. 99 sider i A 9 over for 78 sider i H 112 er et helt ud acceptabelt forhold, jfr. at Lundeårbogen optager henholdsvis47 og 37 sider = forholdet 94:74. En videre konsekvens bliver det så, at de tre Huitfeldtstykker i A 9, s. 519-65, der ikke kunne bringes i noget rimeligt forhold til stykkerne i H 112, nu må opfattes som værende udskrevet af andre håndskrifter i Huitfeldts bibliotek, en opfattelse som betegnelsen membran s. 543 og 553 klart støtter. Med »liber quidam« og »membrana« sigtes der til andre håndskrifter end H 112; hvilke vides ikke.

Tillige finder vi ved skemaets hjælp en mulig forklaring på, at Peder Iversens årbog i A 9 står i helt andre omgivelser end i H 112. Den har optaget to læg for sig, som kunne anbringes et vilkårligt sted mellem de syv øvrige hovedstykker.

Alt dette er naturligvis kun en forsøgsvis forklaring af udenværkerne. En sikker tekstmæssig bekræftelse af A 9.s afhængighed af H 112 gives i de tilfælde, hvor der er bevaret afskrifter taget fra A 9. Sådanne finder vi som tidligere berørt i Stephanius' Systema, nemlig bl. llr-36v af Sjællandske krønike, bl. 112r-22r af Lundeårbogen, bl. 122r-41r af årbøgerne 1241-1410, 1259-86 og 1268-1523, bl. 141v-43v af den ældre Sorøårbog (~ A9, s. 575) og bl. 144-46 af Peder Iversens årbog.¹ Af disse er Sjællandske krønike og Sorøårbogen ikke at finde i H 112. Om alle de øvrige gælder, at fejl og særegenheder enten kan føres tilbage til H 112 eller i det mindste forklares ud fra den dobbelte afskrivningsproces fra H 112 til A 9 og fra A 9 til Systema. Forholdet er især tydeligt ved Lundeårbogen og Peder Iversens årbog, hvor man kan jævnføre med tekster af fjernere familie; men der findes også for årbøgerne 1241/1259/1268 ff talende vidnesbyrd, f.eks. et sted i systemateksten der går tilbage til en mere end tvivlsom rettelse i margin af H 112 (jfr. videre nedenfor s. 420).

1 Ms. phot. 67 2° i Det kgl. Bibliotek. - Stephanius har taget A 9-afskrifterne i marts 1643 eller tiden derefter. I et brev dateret Sorø 25. febr. 1643 beder han Ole om at fremskaf!'..' »ex bibliothec?. ve^tr?. nnhlira pt regia . . . volumen ms. notatum lit. A 9, qvod varia continet chronologica«. hvilket Worm derpå sender ham med et brev dateret 2. marts, Olai Wormii epistolæ I, 1751, s. 250-51.

Side 415

Der kan herefter overhovedet ikke være tvivl om, at det samme afhængighedsforhold har eksisteret mellem de to hver for sig sammenhængende dele af håndskrifterne, hvis overskrifter så nøje følges ad, mellem A 9, s. 384-418 og H 112 bl. 90r-107r, hvor bl.a. den dansk-svenske årbog er at finde. Det endelige bevis finder vi i Stephanius' randnoter til en andetstedsfra hentet afskrift af nævnte årbog (Systema bl. 100r-06r). Disse noter er utvivlsomt varianter hentede fra A 9, jævnfør at Stephanius i overskriften har tilføjet »Extat hæc eadem chronologia in codice . . . signato A 9«, og bekræfter på enhver ønskelig måde, at A 9teksten går tilbage til den i H 112.¹

Hvad Povl Helgesen-afskriften angår er det tidligere anført som rimeligt, at A 9-afskriften stammede fra H 112. Tilbage står spørgsmålet om, hvordan de resterende, ikke fra H 112 hentede stykker er kommet ind i A 9. Problemet lader sig til dels løse, hvis vi fastholder den dokumenterede kendsgerning, at Niels Krag i et vist omfang har haft adgang til Huitfeldts håndskriftsamling.

Foruden de fra H 112 tagne afskrifter ses Krag ifølge fortegnelsenover hans efterladte samlinger at have ejet en »Gesta Danorum a Dan etc. ex libro membran. Dn. Huitfeldij, convolut. 6«, et stykke som ikke med sikkerhed kan identificeres.² Det kan derimod stykket »Annotatio annorum vetustissimi codicis, convolut. 1«, hvis forlæg må antages at have været den i cod. Holm. K 3 bl. 54-56 afskrevne østdanske årbog 1074-1255, dér kaldet »Annotatio annorum ex vetustissimo quodam codice.«³

1 Dette vil nærmere blive belyst i en undersøgelse af denne årbogs overlevering af f. d. landsarkivarie fil. dr. Sten Engstrom i Humanistiska Vetenskapssamfundets i Uppsala årsbok 1963-64.

2 Birket Smith a. a. s. 114 1.30-31. »Gesta Danorum« er en i overleveringen hyppigt forekommende betegnelse, der kan dække over snart sagt hvadsomhelst. Med alt muligt forbehold skal der her peges på to bearbejdelser, som er overleverede med denne titel: Saxocompendiet (jfr. Ellen Jørgensen: Historieforskning etc., s. 15, Scriptores minores I, s. 216, Kirkehistoriske Samlinger 3.r. I, s. 307 1.6) og den middelalderlige danske kongekrønike, som bl.a. er bevaret i en Vedel-afskrift i Add. 120 4° og udgivet i M. Lorenzen: Gammeldanske krøniker (1887-1913), s. 1-60.

3 Birket Smith a.a., s. 115 1.15; Ellen Jørgensen: Middelalderlig historisk litteratur på modersmålet (1930), s. 8.

Side 416

Pågældende del af K 3 har tilhørt Huitfeldt og rummer foruden
årbogen 1074-1255 Sjællandske krønike.

En undersøgelse af Sjællandske krønikes tekstoverlevering har M. Cl. Gertz 1918 foretaget i sin udgave i Scriptores minores, og han kom da til det overraskende resultat, at teksten i K 3 må have været forlæg for Stephanius' afskrift i Systema, skønt denne efter Stephanius' eget klare udsagn var taget fra A 9 (s. 1-98). Det blev for Gertz såvel som for Ellen Jørgensen et uløst spørgsmål, hvorfor Stephanius trods den påviselige afhængighed af K3 så bestemt har anført A 9 som sin kilde.¹ Forklaringen er ganske enkel: Huitfeldts eksemplar i K3 har udgjort forlægget for afskriften i A 9. Stephanius-kopiens afhængighed af K 3 er ikke umiddelbar, den har A 9 som mellemled, præcis det samme som gjorde sig gældende ved afskrifterne af bl.a. Lundeårbogen og Peder Iversens årbog, blot at stammoderen der var H 112! Selve titlen for A 9 er hentet fra dette først afskrevne stykke i Huitfeldts samling. På titelbladet i K 3 står med versaler skrevet »Antiqvitates rerum Danicarum a Canvto 111 ad Margaretam.«²

På lignende måde forholder det sig antagelig med A9, s. 99-220: »Compendium rerum Danicarum ab Haraldo Gormonis ad Canutum Valdemari per annos plusqvam 245 continuatum«. Hvad denne titel end dækker over - en del af Saxocompendiet, evt. en latinsk bearbejdelse af Knytlingesaga? - bør den sammenholdes med den lidt kortere titel for et ms. i Huitfeldts samling: »Rerum Danicarum compendium ab Haraldo ad Canut.«³ Intet ms. med lignende titel er fundet bevaret eller omtalt andetsteds i overleveringen end netop her hos Huitfeldt og Krag.

Desuden stod i A 9, s. 221 ff »Chronicon de origine et gestibus(!)Danorum.Ex

1 Gertz a. a. 11, s. 8-10, 15-17; Annales Danici, s. 29. - Deter naturligvis urigtigt, når Gertz antager A 9 for et middelalderhåndskrift.

2 H 112 og K 3 har trods forskellen i format på en ellei anden måde tidligt været betragtet som sammenhørende. På henholdsvis bagsiden af forpermen og på titelbladet af de to håndskrifter står med samme skrift »N: 18.« Man kunne formode: et mærke fra Huitfeldts bibliotek.

3 Birket Smith a. a., s. 131 1.1.

Side 417

bus(!)Danorum.Exlib. ms. m. Johannis ludimagistri Arrusiensis« ,¹, s. 566 ff Sorøstoffet og s. 613 ff Niels Pedersens værk om cimbrerne og goterne. Om disse stykkers proveniens ser jeg ingen mulighed for at sige noget bestemt. Sidstnævnte skrift findes ganske vist anført i fortegnelsen over Huitfeldts samling,² men afskrifter heraf har været så forholdsvis almindelige, at Krag kan have fået sin andetsteds fra. Et enkelt forhold skal dog kort drøftes. Sorøstoffet -en ærkebispeliste, en kongeliste, abbed Vilhelms genealogi og Sorøårbogen - fandtes altsammen i det berømte Sorøhåndskrift, hvorefter Vedel udgav Adam af Bremen³. En anden udskrift af dette bind, hele Adams 4. bog, indgik ifølge Stephanius-registranten i håndskriftet A 10, s. sff (»Descriptio regionum vel insularum aquilonis ex ms. coenobii Sorensis«) og påfaldende nok også her i forbindelse med en afskrift hentet fra et Huitfeldt-håndskrift, s. Iff: »Summa paa alle herreder i Danmarckisrige190. Ex membranis Huitfeldii.«⁴ De to afskrifter hørte sammen og udgjorde 4 konvolutter i følge fortegnelsen over Krags samling, hvori de betegnedes som »Geographica Danica ex membrana Huitfeldii.«⁵ Der eksisterer altså de to muligheder, at Krag i A 9 og A 10 har afskrevet Sorøstykkerne efter afskrifter hos Huitfeldt, eller at han har lånt Sorøhåndskriftettilafskrivning, samtidig med at han var i gang med at kopiere mss. fra Huitfeldts bibliotek.⁶ For den første mulighed

1 Dvs. Hans Pedersen Horsens, kendt som historisk samler og forfatter, se Poul Rasmussen: Hans Pedersen, Horsens's Catalogus pontificum som kilde til Aarhus stifts ældste historie (Kirkehistoriske Samlinger 6. r. V, s. 407-32). Han var ca. 1593-1601 rektor i Aarhus, hvor Huitfeldt var domkapitlets provst, og stod i forbindelse med Vedel, Birket Smith a. a., s. 154 n. 1. I den nævnte chronicon synes årbogen 1095-1194 at have indgået, Annales Danici, s. 32-33.

2 Birket Smith a. a., s. 130 under »Y«.

3 John Danstrup: Esgruserhåndskriftet (Det kgl. da. Vidensk. selsk., Hist.-filolog. skrifter I nr. 4) (1943), s. 36-43.

4 Da. Mag. 6.r. 1., s. 34. En sådan herredsliste findes i H 112 bl. 89r, hvor tallet dog er 191. Den går tilbage til »Klavs Billes rulle« og findes efter andet ms. trykt i Script, rer. Dan. 11, s. 528.

5 Birket Smith a. a., s. 112 under »E«.

6 Danstrup a.a. regner kun med muligheden, at Krag har afskrevet Sorohåndskriftet direkte.

Side 418

taler den anførte fællestitel i Krag-fortegnelsen, men dens pålidelighedanfægtesjo i nogen grad af, at Adam-stykket i Stephaniusregistrantenerklæresat hidrøre fra (= er afskrevet fra??) Sorøhåndskriftet,hvorforman næppe kan udelukke, at »ex membrana Huitfeldii« er inspireret af proveniensangivelsen for herredslisten alene. Jeg tør derfor ikke tillægge den første forklaring prioritet frem for den anden, og følgelig - hvor fristende det end er - heller ikke mene, at hele A 9 eller hele det første hovedstykke i AlO går tilbage til afskrifter i Huitfeldts besiddelse. Men muligheden foreligger.

H 112, A 9 og Stephanius. Ved hjælp af H 112 og enkelte andre håndskrifter fra Huitfeldts håndskriftssamling er indholdet af det nu tabte håndskrift A 9 så vidt muligt bestemt og dermed en gren af overleveringen for enkelte årbøgers samt for Sjællandske krønikes vedkommende bragt på det rene. Undersøgelsen har ligeledes gjort det klart, at alle Stephanius-afskrifterne fra A 9 med undtagelse af afskriften af Sorøårbogen må forkastes som tekstkilder, da de jo blot er afledt af velbevarede tekster i H 112 og K 3. Særlig grund er der til at opholde sig ved rbogskompilationerne 1241-1410 og 1268-1523, eftersom Ellen Jørgensen som hovedtekster til disse konsekvent henviser til Systema-afskrifterne og alene har lagt en sådan til grund for sin udgave af årbogen 1259-86.² Skulle den overhovedet udgives, burde teksten i H 112 være trukket frem. Teksterne her er i alle tre tilfælde væsentlig bedre end dem i Systema. For at dette ikke skal stå udokumenteret, skal jeg med nogle få udvalgte eksempler illustrere min påstand, hvad der måske kan være så meget mere grund til, som de også fortæller noget om Stephanius' måde at arbejde på.

Vedrørende forholdet mellem H 112 og Stephanius-afskrifternei almindelighed bemærkes, at Huitfeldts egne randbemærkningeri H 112 intetsteds har fundet optagelse hos Stephanius. De kan bevidst være udeladt eller være kommet til i håndskriftet,

1 Annales Danici, s. 24 n. 1, 31 n. 1; årbogen 1259-86 er trykt, s. 196. Årbogen 1259-1286² er stærkt afhængig af Jyske Krønike, hvad der viser sig endnu tydeligere i H 112 - end i Stephaniusafskriften. Således er i flere tilfælde årsafsnittenes indledningsord i H 112 (og Jyske Krønike) uden videre strøget i Stephanius-teksten, nemlig (under 1260) »Huius anno 6« (»6« er i H 112 fejlskrivning for Jyske Krønikes »2«), (under 1261) »Anno 3« og (under 1264) »et sequenti«, mens Stephanius til gengæld for egen regning under år 1274 har indført et »scilicet«. løvrigt har Stephanius begyndelsesåret 1250 i stedet for H 112's og Jyske Krønikes 1260. En morsom udvikling er sket i det første tekstafsnit, idet Jyske Krønikes »multa mala contra regnum fecerunt« i H 112 er blevet forvansket til »multa intra regnum fecerunt«, hvilket Stephanius atter har rådet bod på ved at sætte »multa damna regno intulerunt«, der jo - omend med andre ord — rammer den oprindelige mening.

Side 419

efter at afskrifterne i A 9 var blevet taget. Hvorvidt fejl eller overspringelser i Stephanius-teksten skyldes A 9.s skriver eller Stephanius, er det naturligvis i det store og hele umuligt at afgøre. To grundtræk kendes imidlertid fra andre afskrifter af Stephanius og kan derfor med god grund tilskrives denne: en vis frihed i ortografien, som bl. a. bevirker afvigelser i stavemåden af de i teksten forekommende egennavne, og en let redaktion bestående i at årstallene for overskuelighedens skyld rykkes frem foran det eller de afsnit, for hvilke de gælder, en fremgangsmåde der undertiden har ført til mindre lemlæstelser af den oprindelige syntax, i værste tilfælde til bortkastelse eller indsættelse af enkelte ord.¹ De af årbogskompilatoren indskudte henvisninger af typen »in alio libro sic« har Stephanius (?) i nogle tilfælde ladet stå, i andre slettet. Som eksempler på strygninger kan anføres slutbemærkningen til årbogen 1241-1410 »Et post multa quæ alibi inveniuntur« og de unægtelig ukunstlede begyndelsesord til årbogen 1268-1523: »Alibi sic.« Som helhed tjener Stephanius' små ændringer og strygninger til at fremhæve disse sene kompilationerskarakter af så at sige »ægte« årbøger. Hans indgriben spores vistnok navnlig i årbogskompilationen 1259-1286.

1 Jfr. Stephanius' forhold til f. eks. den yngre Næstvedårbog, Ribeårbogen og den lundensiske ærkebispekrønike (Annales Danici, s. 19, 27; Scriptores minores 11, s. 103).

2 Annales Danici, s. 196.

Side 420

Redaktionen er mindre påfaldende i de to andre årbogstekster, men tekstudviklingen åbenbar. I årbogen 1241-1410¹ finder man under 1258 en bl. a. fra Sjællandske Krønike kendt oplysning om et slag ved »Kersterup« (Kisserup). Dette er uvist hvorfor i K 112 bl. 108 v med anden hånd i margin rettet til »Tostrup«, et navn der absolut ikke har hjemmel i nogen god kilde (jfr. nedenfor s. 430); men det har i Stephanius-teksten helt fortrængt »Kersterup«. Lidt senere i teksten har H 112's skriver ikke kunnet tyde sit forlæg, der bl. 109r gengives i følgende form: »(Christophorus rex obijt Ripis et sepultus) & dn pditiose occisus«. I A 9 eller af Stephanius er dette tydet som »est dum proditiose occisus«; givetvis skal der læses »et dicitur proditiose occisus« (jfr. Annales Danici, s. 208 og Rørdam, Monumenta Hist. Dan. 2. r. 11, s. 21). Nævnes kan også begge teksters »Gundonum«, en fejllæsning af »Bundonum« (H 112 bl. 108 v, Systemabl. 122 v). Udeladt i Stephanius-afskriften er en 9 liniers tilføjelse om Erik dipping, H 112 bl. Ulv, og et stykke om samme bl. 115r med overskriften: »Ex alio libro«.

Med hensyn til årbogen 1268-1523* vidner det om Stephaniustekstens afhængighed af H 112, at en forkortelse for quoniam (»qn«) i Hll2 bl. 115v (under år 1268) er eftergjort i Systema bl. 126 r. I andre versioner af pågældende notits mangler ordet »quoniam« eller forkortelsen herfor (jfr. Annales Danici, s. 209 og Mon. 2.r. 11, s. 23). Et andet sted er der i H 112 i stedet for »Ibi aliquot hominum milia servavere excubias, alii aliis locis« ved dittografi kommet til at stå ». . . alii locis alii locis aliis«. Fejlen går igen hos Stephanius, dog at den nu er forbedret til »alii loris, alii locis aliis«! (H 112 bl. 144r, Systema bl. 140r). løvrigt rummer Stephanius-teksten til denne årbog ikke helt få overspringelser. En overspringelse som den af H 112 bl. 117v: »Stigotus Annderssen obijt in Hielm 1294 et Jacobus captus est, et rex misit exercitium in Hunehals« kan være foretaget bevidst (fordi dette var kendt fra andre tilsvarende kildesteder), men overspringelsen af linien i H 112 bl. 145v: »1515 fuit terremotus magnus Sabbatho« er afgjort en skødesløshed. Sætningen er aldeles nødvendig, hvis man skal forstå det følgende, i Stephanius-afskriften medtagne »post festum Chanuti«. Et enkelt stednavn har Stephanius-teksten dog mere end H 112. Da ordet (vistnok »Salernitanensem«) i Systema ikke er tydet helt ud og står efterfulgt af prikker, skyldes navnet formodentlig en vanskelig læselig tilføjelse i mellemleddet A9 (Systema bl. 128r, H 112 bl. 119r).

1 Script, rer. Danic. V, s. 528-34.

2 Script, rer. Danic. VI, s. 219-47.

Side 421

Med al respekt for Stephanius, der jo kun bærer et delvist ansvar for afskrifternes form i Systema, er det ikke vanskeligt af disse få eksempler at se, hvor principielt betydningsfuldt det er, at H 112 med hele dets indhold er undsluppet den ødelæggelse, som er blevet A 9 og mange andre håndskrifter til del. Forvanskninger, ændringer og overspringelser er alle gået over i Scriptores rerum Danicarum, hvor Suhm til grund for sine udgaver har lagt teksterne i J. P. v. Ludewigs Reliquiae manuscriptorum IX (1731), der går tilbage til de her beskrevne Stephanius-tekster.

Det er om de tre årbøger nævnt, at de er sene kompilationer. Spørgsmålet om deres herkomst fører med sig hele spørgsmålet om, hvad der har udgjort forlæg for H 112. Hvorfra fik Huitfeldt denne kildesamling?

H 112 og Peder Olsen. Det er et karakteristisk træk ved H 112, at ingen af de afskrevne kilder dér foreligger i fuldstændig form. Povl Helgesens krønike mangler begyndelsen og er afkortet til slut; alle de øvrige stykker fremtræder som udtog, står tilmed i håndskriftet udtrykkeligt betegnet som sådanne. Udtogene stammer forskellige steder fra. De kan efter deres herkomst udsondres i to omtrent lige store dele, en del med rod i Peder Olsens samlinger (bl. 76v-87v, 90r-146r) og en del med blandet, i visse tilfælde usikker proveniens (s. 1—bl. 76 v, 88r-89v, 146r-48v). Lettest kan den del der går tilbage til Peder Olsen fikseres.

Roskildeminoriteren nævnes i overskrifterne bl. 76 v og bl. 90r, hvor der oplyses, at uddragene er gjort »ex libro isto«. Hermed kan næppe menes nogen anden bog end Peder Olsens berømte kollektanbind bevaret som AM 107 808⁰.¹ Antagelsen bekræftes ved en sammenligning mellem excerpterne i H 112 og teksten i AM 107. En historisk samler - den ukendte ophavsmandtil forlægget for H 112 - har af Peder Olsens lille men indholdsrigebog

1 Beskrevet i Annales Danici, s. 203 ff; jfr. iøvrigt henvisningerne til litteraturen herom i Hist. Tidsskr. 11. r. V, s. 36 n. 3.

Side 422

holdsrigebogudskrevet, hvad han har skønnet af værdi for sit
eget private formål.

Excerpterne er taget i flæng fra de forskelligste steder i bogen og bygger snart på hovedtekst snart på tilskrifter i randen og indsatte sedler; selv enkelte af bogens overstregede passager er tydet og afskrevet.¹ Uddragene går undertiden lige over i hinanden uden nogen som helst form for markering af begyndelse eller slutning, i andre tilfælde er de af epitomator forsynede med overskrifter som »Nota de Valdemaro primo« o. lign. (jfr. ovenfor s. 403), men hyppigsL er overgangen fra et sted til et andet i Peder Olsens bog dog i excerpterne markerede ved et »alibi sic« eller »in alio libro sic«. Det sidstnævnte udtryk er ganske ejendommeligt, forsåvidt som der givetvis til stadighed er tale om Peder Olsens bog. Jeg kan kun forklare det ved, at ordene udtrykker epitomators opfattelse af, at pågældende sted i sin tid af Peder Olsen er hentet fra anden kilde, en anden bog end den, hvorfra teksten til den foregående udskrift stammer. I det mindste eet tilfælde giver støtte til denne forklaring. For en udskrift fra Peder Olsens bog bl. 15vff har epitomator sat overskriften »In antiquo libro sic invenio« (H 112 bl. 85v). Denne »gamle bog« er altså stadig Peder Olsens; overskriften er utvivlsomt inspireret af en iøvrigt uvedkommende tilføjelse nederst på bl. 15 v i Peder Olsens bog: »Guttormus etiam secundum antiquissimos libros erat rex.«

Af større vigtighed er problemet, hvordan det kan være gået til, at der mellem disse excerpter, som så rigtigt angives at stamme fra Peder Olsens bog, er kommet til at stå stykker som ikke findes heri, nemlig bl. 86v-87v Ringstedtavlen og bl. 93 v -98 v uddragene af den dansk-svenske årbog. Forholdet kan naturligvis forklares ved mangelfuld kildeangivelse: Ringstedtavlen,der jo står sidst i det første sæt excerpter lige før Goran Gylta's genealogi, skulle da ved uagtsomhed være indført uden angivelse af et skifte i forlæg, og noget lignende kunne tænkes

1 Nedenfor det overstregede i AM 107 bl. 80 r står med fremmed hånd noteret: »haec alibi inuenio non deleta«. Mon ikke en bemærkning af vor epitomator?

Side 423

m.h.t. udtoget af den dansk-svenske årbog, om hvilken det i det mindste til slut hedder »Hæc ex lib. Geo. Gylth.« Og dog. Man bør ikke overse, at Peder Olsen faktisk har benyttet både Ringstedtavlen og den dansk-svenske årbog, fra hvilke han rundt om i bogen flittigt har citeret store passager.¹ Og m.h.t. Goran Gylta er det påfaldende, at den genealogi, som under hans navn gengives i H 112 bl. 88r-v, kun er en let bearbejdelse, tildels en oversættelse fra latin til dansk af det samme tekststykke, som uden kildeangivelse (men skrevet med samme tydelige hånd som uddragene af den dansk-svenske årbog) findes i AM 107 bl. 44 v. Har epitomater også haft visse af Peder Olsens forlæg i hænde? Problemerne henstilles til overvejelse af den der engang påtager sig at udrede alle de tråde, der løber gennem Peder Olsens bog, herunder stadierne i bogens tilblivelse og spørgsmålet om den oprindeligt har indeholdt mere end nu bevaret.

En detaljeret gennemgang af epitomators forhold til AM 107 skal læseren blive forskånet for. Herom blot dette, at han enkelte steder har suppleret eller ændret teksten,² nu og da har indladt sig på en kort diskussion af divergerende oplysninger,³ af og til motiveret sit udvalg.⁴ Årbogskompilationerne 1241-1410 og 1268-1523 er, som også Ellen Jørgensen har iagttaget,⁵ ganske let bearbejdede excerpter fra en række fortløbende sider i Olsens bog. Og det samme gælder årbogen 1259-86, der blot er en udskriftaf bogens bl. 73r-v. De i Ellen Jørgensens udgave af sidstanførteårbog som selvstændige partier fremhævede oplysninger⁶ er for de to's vedkommende epitomators tillæg (»de quo alias« - »übi fortassis . . . Jacobo«), alle de øvrige er simpelthen afskrifter af de små gnidrede tilføjelser, som er gjort i Peder Olsens-på Jyske Krønike hvilende - hovedtekst. Af råstoffet i AM 107

1 Jfr. Scriptores minores 11, s. 77, 83-86; Annales Danici, s. 23 med n. 7.

2 F.eks. bl. 77v: »Ascerus qui obiit 1156 in Eskielsø« ~ AM bl. 102r: ¦/Atscerus [tom plads] obiit 1159.«

3 F.eks. bl. 81 v: »Et sic est hoc falsum vel alterum, qvia . . .«

4 F. eks. bl. 78v: »Hæc annotaui propter hane causam, quia postea multa dicuntur de Petro Fynssen ... Et sic possumus coniecturare . . .«

5 Annales Danici, s. 24, 31.

6 Annales Danici, s. 196.

Side 424

har vor epitomator altså udsondret disse excerpter i årbogsform, som i H 112 går lige over i hinanden og vel mest naturligt kan regnes for to »arbejder«, eftersom kompilationen 1268-1513 i fortsættelse af kompilationen 1259-86 begynder med år 1295 og først siden har et indskud vedrørende 1268ff. Men A 9.s skriver eller snarere Stephanius opfattede dem som tre forskellige arbejder, hvorved excerpterne fra Peder Olsens bog fik den af Ludewig og Suhm publicerede form. Kun som udtryk for den endnu uidentificerede epitomators arbejde med danmarkshistorienhar excerpterne i H 112 interesse. Den såkaldte årbog 1259-86 burde aldrig have været udgivet i Annales Danici.¹

På samme måde som ved Peder Olsens bog, ræsonnerende og let bearbejdende, synes vor epitomator at være gået til værks over for sine andre kilder; men da vi ikke kender grundforlægget for denne del af H 112, er det umuligt at kigge ham i kortene. Undersøger vi imidlertid, om disse kilder kendes tilsvarende fra andre samlinger, kommer vi ham lidt nærmere ind på livet. Det viser sig ved nærmere efterforskning, at der består en sammenhæng, en parallel om man vil, mellem denne del af af Hll2 og stykker i de Vedelske samlinger.

Hll2 og Vedel. Anders Sørensen Vedel er uden sammenligningden historiker fra det 16. århundrede, hvis arbejdsmaterialeer bedst kendt af eftertiden. Antallet af de endnu eksisterende håndskrifter, som han har skrevet eller ladet skrive løber op over

1 Deter en hel gåde, hvordan Ellen Jørgensen har kunnet undgå at se afhængigheden af Peder Olsens bog. Hun nævner, Annales Danici, s. 33, at Peder Olsen »har kendt årbogen« og henviser da netop til det blad, hvorfra hele »årbogen« er afskrevet! - Parallelstederne mellem H 112 og AM 107 er følgende: 76v-77r ~ 93r, 77r-78r ~ 102r-v, 78v ~ 106r, 78v ~ 49v, 78v-81r ~ 145r-53v, 81r-85r ~ 50r-64v, 85r ~60 bis v, 85v-86v ~ 15v-16v, 86v-87v (Ringstedtavlen) ~ ? (derefter Goran Gylta m.v.), 90r-93v~ llr-12v, 93r-v ~ 25v, 93v-98v (da.-sv. årbog) ~ ?, 99r-100r ~ 69 v, 100r-01v ~ 77r-v, 101 v-02r ~ 77 v, 102r-03r ~ 80 r, 103r-06r ~ 79r-v, 106r~bl. f (efter bl. 9), 106v-07r ~ 81 v, 107v-14r ~ 64v-67v, 114r-15r~ 73r-v, 115r-46r ~ 73v-92r.

Side 425

snesen. Hertil kommer yderligere den viden om hans håndskrifter,der kan hentes ud af en fortegnelse, som han ca. 1595 udarbejdede over sine samlinger, hans såkaldte Promus Condus, hvori man bl.a. vil kunne finde oplysninger om en række siden forsvundne håndskrifter.¹

I Promus Condus har Vedel mellem sine foliohåndskrifter anført et papirshåndskrift indeholdende to hovedstykker, som vi genkender fra H 112, »Ex libro Henrici Vegnerif!) Malmogiensis chronologica quædam ab 1074 ad 1549« og »Excerpta alia quædam aliunde aff en gammel rulle som herr Claus Bilde haffde ab 1027 ad 1363.« Håndskriftet er tabt, men alene stykkernes betegnelse røber et slægtskab med afskrifterne i H 112, ikke blot verbalt, men også derved at de foreligger som udtog og hver dækker over et tidsrum, der nøjagtigt svarer til de respektive stykkers tidsmæssige omfang iH 112.² H 112-teksten til Henrik Smiths årbog findes intet andet sted bevaret i samme form, de øvrige bevarede udtog er snart mere, snart mindre fyldige og spænder over et større tidsrum, tiden 974-1561³. En tilsvarende isoleret stilling i overleveringen indtager H 112-teksten til Essenbækårbogen (= udtoget af Klaus Billes rulle) ved at begynde med året 1027, hvor alle andre bevarede tekster begynder med 1020⁴. Parallellen med Vedel-stykkerne er derfor meget påfaldende.

Forskellige andre uddrag af Klaus Billes rulle har været kendt af såvel Vedel som Huitfeldt. Om forholdet mellem Vedels afskrift af notitserne fra rigsregistret i Add. 120 4° og Huitfeldts gengivelse i Danmarks Riges Krønike har Kristian Erslev udtalt, at Huitfeldt »nok kunne have« sine meddelelser fra Vedels afskrift .⁵ En anden mulighed er, at de er udgåede fra et fælles forlæg. Under alle omstændigheder er et slægtskab sandsynligt.

Helt sikkert er det, at samme forlæg ligger til grund for Lundeårbogsteksteni

1 Promus Condus er trykt i E. J. de Westphalen, Monumenta inedita rerum Germanicarum IV (1745), sp. 1585-96.

2 Årstallet 1556, der i H 112-teksten til Smiths årbog er sat efter 1549, er senere tilføjet.

3 Mon. I, s. 573 ff.

4 Annales Danici, s. 144

5 Kr. Erslev: Klavs Billes rulle (Dan. Mag. 4.r. VI, s. 139-47), s. 141.

Side 426

årbogstekstenihenholdsvis H 112 og Yedel-håndskriftet GI. kgl. saml. 2455 4°. I begge håndskrifter opgives årbogen at være udskrevet af en bog ejet af Stig Pors, men ingen af teksterne går, som Ellen Jørgensen har påpeget, umiddelbart tilbage til denne bog, de er afskrifter af eet og samme uddrag af Stig Pors' bog. Begge afskrifter har fra dette uddrag overtaget en karakteristisk udtalelse af epitomator, åbenbart en historisk samler, der inden overspringelsen af et større stykke har bemærket: »Jam multa hic dicebantur de Absalone et Valdemaro, quae alias habui in aliis libris . . .«*

Afskriften af uddraget af Stig Pors' bog står i Vedels håndskriftsfortegnelseopført som stykke nr. 21 i en omfangsrig samlingsmappe.Som stykke nr. 22 anfører Vedel dernæst Peder Iversens årbog.² Dette stykke eller en afskrift heraf er bevaret som et selvstændigt læg i et tredje Vedel-håndskrift, Additamenta114 4°, hvor overskriften bl. 48 lyder »Ex libro M. Petri Jarij vel Jarøensis«. Der er følgelig, ligesom ved afskriften af Iversens årbog i H 112, tale om et udtog. En sammenligning de to tekster imellem godtgør, at udtogene er ens, teksterne hinandennærstående, men dog indbyrdes uafhængige, akkurat det samme forhold som gjorde sig gældende for teksterne til Lundeårbogen.Den tilgrundliggende tekst har øjensynlig rummet forskelligesvært forståelige forkortelser, som afskriverne har kunnet tyde på hver sin måde, hvorved mange varianter er fremkommet .³ Een afgørende forskel er der dog. H 112 fortsætter et stykke ud over, hvor Vedels afskrift hører op. Forklaringen skal søges i H 112.S overskrift: ». . . post alia, quæ alias habeo«, altså i at årbogen er øget med et andetstedsfra hentet tillæg. Men et

1 Annales Danici, s. 11, 89. Ellen Jørgensen mener, at en del af rbogsteksten GKS 2455 4° er skrevet med Svanings hånd. En sammenligning med Rostgård 42 4° (jfr. skriftprøven i Vidensk. Selsk. Skr., 5.r., hist. og philosoph. afd. 4. bd. IX (1873), tavle III) har ikke overbevist mig herom.

2 Westphalen a.st. sp. 1590.

3 R«rri«ra meddeler i sin udgave i Men. I, s. 267 ff kun *,n brokdel af varianterne og mange er da også blot slemme afskriverfejl. I det fælles forlæg må notitserne for 1266 og 1274 have stået løst tilføjet, da de i håndskrifterne har fået en forskellig placering.

Side 427

sådant tillæg har Vedel oprindelig også haft! I hans håndskriftsfortegnelsenævnes umiddelbart efter Peder Iversens årbog som samlingsmappens 23. stykke: »Adjecta quædam de archiepiscopis Lundensibus.« Betegnelsen må siges at være dækkende for en fortsættelsesvarende til den i Hll2. Fortsættelsen begynder med overskriften»De hoc Birgero habes plura post« og rummer forskelligt om Birger og hans efterfølgere m.v. (Rørdams udgave, s. 276ff).

Endelig følger sidst i H 112, efter de tre Peder Olsen-årbøger og nogle linier om ærkebiskop Uffe, to udtog af kilder hjemmehørende i Lund. Under overskriften »Extat litera in registro capituli cuius initium tale est« bringes korte uddrag af breve i Lundebogen, og under overskriften »Ex libro capituli Lundensis« uddrag af kapitlets gavebog, - formentlig det ældste vidnesbyrd om en historikers arbejde med disse kilder. De selvsamme udskrifter er det lykkedes at finde i det tidligere nævnte Vedelhåndskrift GI. kgl. saml. 2455 4° bl. 56-57, d.v.s. i slutningen af det læg, hvori Lundeårbogen står afskrevet. Den sidste del af udskriften, et helt blad, mangler ganske vist, men en nærmere eftersøgning bringer det for dagen som bl. 47 i Add. 114, hvor det ved en eller anden uagtsomhed er sat ind. Atter her må vi regne med teksternes indbyrdes uafhængighed. Efter omtale af et brev udstedt af kong Oluf i 1383 findes i H 112 følgende bemærkning: »et superius anno 1385. Ergo vixit tot annos in regimine.« I Vedelafskriften er rækkefølgen imidlertid denne: »Ergo vixit tot annos in regimine et superius anno 1385.« Man må formode, at »et superius anno 1385« i forlægget har været løst tilføjet, hvorved de to forskellige redaktioner er fremkommet. Det oprindelige indvisningstegn, et lille krydsmærke, er sluppet med ind i Vedelafskriften.¹

Enkelte træk tegner sig nu tydeligt. Den del af H 112, som
ikke går tilbage til Peder Olsens samlinger og Goran Gyltas bog,
er med undtagelse af Povl Helgesens krønike stykke for stykke

1 H 112 bl. 147 v; GI. kgl. saml. 2455 bl. 57 v. Blandt afvigelserne mærkes desuden: »Der for tilstede pafluen, at Lunde Domkircke skulle da icke høgre werit set oc taxerit« (Add. 114), »Der for formindskede pafluen denn summam, at Lunde Domkircke skulle da icke . . .« (H 112).

Side 428

fundet ien tilsvarende form ide Vedelske samlinger¹. Alle stykkerneer efter form og indhold uddrag af større kildeskrifter, og i de tilfælde, hvor en tekstsammenligning mellem H 112 og bevaret Vedel-materiale har været mulig, viser det sig, at den ene gruppe ikke er afskrevet fra den anden, men at slægtskabet beror på et fælles forlæg. Dette eller disse forlæg ses endvidere at have været affattet af en historisk samler, som har givet sine uddrag overskrifter, begrundet foretagne overspringelser og henvisttil kilder, som han havde »andetstedsfra i andre bøger«, øjensynligden samme som har været virksom ved excerperingen af Peder Olsens bog. Han udleverer intet sted sin navn. Vi må selv prøve at identificere ham.

H 112 og ? Påvisningen af, at Huitfeldt og Vedel hver for sig ejede excerpterne i indbyrdes uafhængige afskrifter, fører med sig som konsekvens, at disse to historikere kan lades ude af betragtning ved eftersøgningen af den ukendte samler. Dette bekræftes af et andet holdepunkt, den tidligere citerede overskrift i H 112 bl. 76 v: »Hæc annotata sunt ex libro isto quem accepi mutuo a dno Petro Minoritano Roschildense.« Udtalelsen er værdifuld. For det første fastslås derved, at excepterne ikke er gjort af Peder Olsen selv (hvad der jo ellers nok var tænkeligt); en anden har lånt bogen af ham. Dernæst bekræftes det indirekte, at denne anden ikke kan være Huitfeldt, idet Huitfeldt ved Peder Olsens død ca. 1570 var en ung mand på 23-24 år, der kun lige netop var vendt hjem fra sin udenlandsrejse og endnu ikke nærede planer om et historisk forfatterskab. Og endelig passer ordene meget dårligt på Vedel, for selv om denne jo ganske vist nok fik Peder Olsens bog i hænde, så var det ifølge hans egenhændige påtegning bag i bogen: som en gave og personlig erindring, modtaget da Peder Olsen lå på sit yderste². Udtrykket »accepi mutuo« (fik til låns) ville Vedel derfor næppe have betjent sig af.

1 P. Ilclgcscns kitmike ei ikke i uveileveiingen kendetegnet ved nogen karakteristisk titel, hvad der formentlig er grunden til, at den ikke kan eftervises i fortegnelserne over Vedels eller de andre historiografers samlinger.

2 H. F. Rørdam: Historieskrivningen, s. 47; Annales Danici, s. 203.

Side 429

En tidsmæssig placering af excerpterne skal forsøges. Terminus ante quern er med Peder Olsens død sat til ca. 1570. På den anden side stammer ifølge Ellen Jørgensen yngste indførsel i kollektanbindet fra 1546, hvormed vi har en, omend ikke helt sikker, terminus post quem.¹ Førend ca. 1550-52 har Goran Gylta's bog næppe været tilgængelig, men en sikker placering af denne er vist iøvrigt umulig². Med hensyn til Lundeårbogsudskriften mærkes, at den opgives at stamme fra en bog »quem håbet Stigotus Pors.« Nutidsformen angiver, at Stig Pors ved afskrivningen var i live, altså at den blev foretaget før hans død i 1556. Lidt senere er da Klaus Billes rulle kommet til vor samlers kundskab, hvis man ellers tør lægge vægt på, at den »hørde« Klaus Bille til - Klaus Bille døde i 1558 -, mens udtoget af Henrik Smiths årbog tidligst kan være gjort i året 1557, da der i teksten findes henvisninger til Johannes Petersens Holstenske krønike og Michael Beuthers Calendarium historicum, som begge udkom i dette år. Udtoget af Peder Iversens bog lader sig vel ikke tidsfæste, men titlen magister foran hans navn viser i det mindste, at hans identitet har stået epitomator klar. Peder Iversen døde 1562.

Nogen sikker konklusion om excerpternes tilblivelsestid kan på dette grundlag ikke drages. Det er muligt, at de er blevet til over en lang årrække, men de kan også alle - hvad der forekommer nok så sandsynligt - hidrøre fra det forholdsvis korte tidsrum: tiden omkring 1556-58.

Vor samler skriver, som sagt, ikke bare af, men udvælger hvad han har brug for, da han i forvejen har kendskab til adskilligeandre kildesteder. Hans arbejde er stort anlagt og spænderover det meste af Danmarkshistorien. Man får det bestemte indtryk, at han arbejder efter en større plan. Foruden Peder Olsen kender jeg i tiden ca. 1550-60, for den sags skyld gerne

1 Ellen Jørgensen: Historieforskning etc. indtil år 1800, s. 83 n. 2; AM 107 bl. 7r.

2 Den tyske oversættelse af Olaus Petri's krønike, som bogen måske har forbindelse med, afsluttedes i Wittenberg 1550; i 1552 vendte Gylta hjem til Sverige, se Ellen Jørgensen a.a., s. 89 n. 3 og Svenska Man och Kvinnor.

Side 430

1540-70, kun een historiker, om hvem der kan være tale: Hans
S våning!

H 112 og Svaning. Svaning havde et ualmindeligt godt kendskab til Peder Olsens stof, og på ingen passer ordene »accepi mutuo« bedre end på ham. Det er ganske evident, at han har kendt kollektanbindet, hvilket man kan overbevise sig om ved at læse randnoterne til det bevarede danske krønikefragment 1241-82, hvori han henstiller nogle problemer til undersøgelse i »librum Petri Roschildensis« eller »den bog Petri minoritani Roschildensis« - utvivlsomt »libro isto«, AM 107 8°.^x Det ligger uden for rammerne af denne undersøgelse at redegøre for Svanings hele benyttelse af stykkerne i H 112, - en opgave som overlades til fremtidige Svaningkommentatorer - men jeg skal i al korthed på basis af Erslevs udgave af krønikefragmentet meddele nogle slående iagttagelser.

Det danske krønikefragment, så lidt omfangsrigt det end er, viser Svaning som kender af et meget stort kildemateriale. Han gør udstrakt brug af Peder Olsens stof, kollektanbindet, »Danorum gesta« og (ifølge Erslev) kompilationerne 1241-1410 og 1259-86; desuden er påviseligt både Lundeårbogen og Essenbækårbogen hans kilder.² Enkelte ejendommeligheder knyttet til hans benyttelse af »årbogen« 1241-1410 og Essenbækårbogen røber en forbindelse med H 112-excerpterne.

I H 112 bl. 108 v er i teksten til årbogen 1241-1410 ved år 1258 et velafhjemlet »Kersterup« i margin rettet til »Tostrup« (jfr. ovenfor s. 420). I det eneste eksisterende eksemplar af Svanings danske fragment, GI. kgl. saml. 2441 4° (en afskrift tilhørendeVedel), har afskriveren i margin bl. 26v skrevet:

1 Svaning-Huitfeldt. Svanings Danmarkskrønike 1241-1282 . . . udgivet ved Kr. Erslev (1928), s. 103, 109, jfr. s. VIII.

2 Svaning-Huitfeldt passim; jfr. Rørdam: Historieskrivningen etc., s. 08 og C. O. Ecggild Andersen i Hist. Tidskr. 11. r. V, s. 73!!. - Deter en væsentlig svaghed ved Erslevs udgave af Svaning-Huitfeldt, at han - trods erkendelse af Svanings kendskab til AM 107 - ikke har inddraget dette håndskrift som tekstkilde, men alene henviser til de trykte uddrag.

Side 431

»Eodem anno fuit bellum Testrup inter regem et rusticos.«¹ Bemærkningenmå have stået i forlægget, altså have været en tilføjelsei Svanings manuskript. Det samme må antages at have været tilfældet med rettelsen i H 112. Svaning er kilden til denne tvivlsomme efterretning som fra H 112 via A 9 og Stephanius er gået over i den sene overlevering.²

En anden forbindelse mellem H 112 og krønikefragmentet kan læses ud af Svanings brug af Essenbækårbogen. To steder har Svaning nemlig benyttet denne årbog i en tekstform, som kun findes overleveret i H 112. Det ene gælder meddelelsen under 1253 om et slag mellem danskere og tyskere, ifølge H 112teksten ved Skanør, ifølge to andre tekster ved Slesvig, mens en fjerde bevaret helt har oversprunget notitsen. Svaning har Skanør.³ Det andet gælder Essenbækårbogens oplysning om Børglumbispen Elavs drab ved år 1266. Under dette (nota bene: urigtige) år omtales drabet alene i H 112-teksten, idet alle de øvrige bevarede tekster udelader meddelelsen, der vel er en senere interpolation. Men den har sat sig spor hos Svaning!⁴

Så tidligt som fra 1540'erne findes der vidnesbyrd om Svaningshistoriske interesse. Fra først i 1540'erne kendes en anbefalingaf ham som historiker fra Melanchton,⁵ og i 1548, da han fulgte med prins Frederik til hyldingen i Norge, opfordrede han Laurents Hanssøn til at gøre de norske kongesagaer tilgængeligeved at oversætte dem til nutidssproget.⁶ I denne rejse deltog bl.a. Klaus Bille. Fra ca. 1552, da han forlod stillingen som lærer for Frederik 11, helligede han sig arbejdet med at skrive en Danmarkshistorie tilskyndet dertil af Johan Friis. Han tog da fast bopæl i Ribe, hvor dekanatet siden 1547 havde været hans. I årene 1546-60 var han tillige forlenet med et kannikedømme i Roskilde, byen, hvori Peder Olsen færdedes og

1 Svaning-Huitfeldt, s. 78.

2 Jfr. Suhms opregning af kildestederne i Historie af Danmark X, s. 356.

3 Annales Danici, s. 147; Svaning-Huitfeldt, s. 68.

4 Annales Danici, s. 147; Svaning-Huitfeldt, s. 116-17.

5 Ellen Jørgensen: Historieforskning, s. 221.

6 Rørdam, Historieskrivningen, s. 70 f.

Side 432

Stig Pors var ærkedegn. Ligeledes nød han godt af et vistnok livsvarigt præbende i Lund. I et brev dateret Lund den 8. sept. 1547 tilstår han, at mester Peder Iversen, kannik i Lund, har gjort ham regnskab for den tid, han har været hans prokurator i kapitlet¹. Svaning ejede allerede ved midten af 1550'erne betydelige samlinger til sin Danmarkshistorie, hvad der fremgår af kongebrevet 19. dec. 1555, hvori han bedes møde i København og vise dem frem; thi »huor mand lader forfare udj closterne eller andenstedz epther exemplaria, tha sige the, atj tilforne haffuer anammit thennom.²« Om en aflevering er der ikke tale denne gang. Først i febr. 1579 fik Svaning befaling til at aflevere sine arbejder og materialer til Niels Kaas for at denne med andre kunne dømme, om der var noget som var værd at lade trykke³. Samlingernes videre skæbne er kun delvis kendt, men det meste er sikkert via de senere historikere havnet i universitetsbiblioteketog siden brændt.

Så meget vides dog, at både Vedel og Huitfeldt har haft adgangtil S vånings samlinger. De få eksisterende originale S våningmanuskripter,GI. kgl. saml. 2444 4° og Rostgård 42 4°, må være blevet unddraget afleveringen, for de har begge tilhørt Vedel⁴, og Vedel ejede endvidere i afskrift såvel det danske krønikefragmentsom Svanings skrift om syv-årskrigen⁵. Da han i 1595 nødtvungent afleverede dele af sin samling til Niels Krag, erklærede han imidlertid om de to sidstnævnte skrifter, at de »findis iblant M. Hansis documenter«, altså en særlig gruppe, som han fralagde sig ethvert ansvar for.⁶ En antydning af hvor de befandt sig giver han i et brev samme år til Valdemar Parsberg. Det hedder her, hvor han søger at bagatellisere omfanget af sin

1 H. F. Rørdam: Kjøbenhavns Universitets historie I (1869), s. 569, jfr. s. 700.

2 Smst., IV, s. 126.

3 Kane. brevb. 1576-1579 (1900), s. 577.

4 Det ses af det karakteristiske pergamentomslag, jfr. Annales Danici, s. 29-30.

5 Svaning-Huitleldt, s. VII; Mon. 11, s. 120.

6 S. Birket Smith: Om Kjøbenhavns universitetsbibliothek før 1728, s. 109.

Side 433

samling, at han har modtaget stof af Huitfeldt ligesom han til gengæld har meddelt Huitfeldt dokumenter af sin samling, »saa ieg tencker vel, at den danemand D. Niels Krag haffuer dennem bekommen aff hannem met salig M. Hans Suanings historier.«¹ Med andre ord synes Svanings indleverede materiale i tiden inden Niels Krags udnævnelse til historiograf at have befundet sig hos Huitfeldt. Utvivlsomt måtte Huitfeldt i 1594 eller 1595 udlevere det til Krag, men han havde forinden sikret sig afskrifter af det han kunne bruge, hvilket bl.a. ses af de forskellige Svaningstykkerder står opført i listen over de afleverede dele af hans samling.²

En sådan afskrift udgjorde også det bind der i afleveringslisten benævnes »Literæ et contractus varij cum alijs documentis«, thi det er senere oplyst herom, at »in frontispicio libri extat, qvod Arnoldus Hvitfeld ex lohannis Svaningii vetusto codice hunc librum describendum curavit.«³ Og atter en sådan afskrift var H 112. Vedels ord om samarbejdet med Huitfeldt giver os nu en mulig forklaring på, at også han foruden enkelte arvede originalmanuskripter ejede afskrifter, der kan føres tilbage til Svanings materiale. Vedel har på et eller andet tidspunkt ved Huitfeldts, muligvis også ved Niels Kaas' mellemkomst haft lejlighed til selv at afskrive, hvad han ønskede fra Svanings håndskrifter, deriblandt det excerpthåndskrift der har udgjort forlægget for H 112. Således er hans og Huitfeldts udtog nært beslægtede, eftersom deres kilde er fælles, men indbyrdes uafhængige. På samme vis forholder det sikkert med det danske krønikefragment, om hvilket Erslev har påvist, at Huitfeldt har brugt en anden og mere pålidelig afskrift end den nu kendte fra Vedels samling. I dette som i forrige tilfælde har Huitfeldt og Vedel kunnet arbejde med hver sin afskrift af Svanings eksemplar.

1 C. F. Wegener: Historiske Efterretninger om Anders Sørensen Vedel, s. 201; udhævelsen er min.

2 Birket Smith a. a., s. 130-31 under a>, B, F, A, Q, muligvis også under G; desuden det i næste note angivne stykke.

3 Birket Smith a. a., s. 130 under //, og s. 154 under nr. 76.

Side 434

Hvorfor Niels Krag, da han ca. 1595 henvendte sig til Huitfeldt angående Svanings efterladenskaber, ikke fik udleveret selve forlægget for H 112, men måtte tage afskrifter af afskriften, kan undre. Svanings store latinske fremstilling fik han jo udleveret .¹ Måske var håndskriftet bortkommet efter en af afskrivningerne. Hverken i fortegnelsen over Huitfeldts eller Krags samling lader forlægget for H 112 sig eftervise.

Vor historie er da denne. En dansk historiker har lidt efter midten af det 16. århundrede foretaget en stofindsamling, hvorunderhan havde adgang til at excerpere forskellige samleres, Peder Olsens, Peder Iversens og Henrik Smiths bearbejdelser foruden enkelte ældre håndskrifter i andres besiddelse. Historikerenkan med stor sandsynlighed udpeges som Hans Svaning, om hvis indsamlingsvirksomhed og hele arbejdsmåde H 112 derfor afgiver et vigtigt vidnesbyrd. Det af Svaning samlede og redigeredemateriale har siden været tilgængeligt for Anders Sørensen Vedel og Arild Huitfeldt, der hver for sig har ladet udskrifter tage deraf. Svanings eget excerpthåndskrift er tabt, ligeledes flere af Vedels udskrifter, men Huitfeldts afskrifter er bevarede som H 112, hvis tilblivelse kan dateres til ca. 1580-95, d.v.s. det tidsrum hvori ansvaret for Svanings håndskrifter lå hos Niels Kaas eller andre regeringsembedsmænd. Disse håndskrifter udleveredes i 1594 eller 1595 til Niels Krag, som tillige fik tilladelse til at afskrive H 112 og andre - fortrinsvis fra Svaning stammende? - håndskrifter, bl.a. Sjællandske krønike, i Huitfeldtsbibliotek. Krags udskrifter af H 112 m.v. samledes i det senere i universitetsbiblioteket opbevarede bind A 9, enkelte i bindet A 10, men inden A 9 gik til grunde ved branden, blev det registreret og til dels afskrevet af Stephanius, og på hans let redigerede udskrifter hviler nogle af teksterne i Scriptores rerum Danicarum (jfr. stemma-oversigten nedenfor). Først i slutningen af forrige århundrede blev H 112 opdaget af H. F. Rørdam og dermed inddraget i tekstudgivelserne, dog liar en enkelt Stephanius-afskriftendnu

1 Den synes i afleveringslisten for Krag endda at findes i to eksemplarer, Birket Smith a. a., s. 116, 1. 5 f.n. og 119, 1. 3.

Side 435

nius-afskriftendnuaf Annales Danici.s udgiver været tillagt værdi, skønt den i sidste instans er en udskrift af Peder Olsens kollektanbind - et skoleeksempel på hvordan en lang skriftlig overlevering kan gøre en simpel udskrift af kendte kilder interessantog

Hvad Suhm udgav i Scriptores rerum Danicarum og Ellen Jørgensen i Annales Danici var med andre ord afskrifter af Stephanius, der havde afskrevet dem fra Niels Krag, der havde afskrevet dem fra Huitfeldt, der havde afskrevet dem fra Svaning, der havde afskrevet dem fra Peder Olsen, der havde afskrevet det fra ...

Historikerne er et flittigt folkefærd.

Zusammenfassung

Obwohl ein nicht geringer Teil von der Oberlieferung der mittelalterlichen danischen Jahrbiicher und Chroniken duren die Historiker und Sammier des 16. Jahrhunderts geht, ist diese LJberlieferungnicht grosseren sammelnden kritischen Untersuchungen

Side 436

unterworfen worden. Es fehlt sowohl an monographischen Behandlungender ganzen Stellung der einzelnen Historiker in der Traditionsmasse als auch an einer kritischen Schåtzung der wertvollcnYcrzeichnisse iiber die Abliefermigen der Kandschriften der Historiker an die alte, im Jahre 1728 abgebrannte Universitiitsbibliothekin Kopenhagen. In dem gegenwårtigen Artikel hat der Verfasser, um Klarheit iiber einen charakteristischen Entwickelungsgangzu bringen, eine wichtige Handschrift, H 112 in der Universitatsbibliothek in Uppsala, gewåhlt, die Texte zu Annaies Lundenses, Annaies Essenbecenses und der kurzen DånemarksgeschichtePovl Helgesens ausser Exzerpten aus verschiedenen Chroniken des 16. Jahrhunderts enthålt, und diese von einem primår iiberlieferungshistorischen und historiographischen Gesichtspunktaus

tiber die Provenienz der H 112 haben divergierende Meinungen geherrscht. Es wird nachgewiesen, dass die Handschrift etwa 1580-95 geschrieben worden ist, und dass es der beriihmte danische Historiker Arild Huitfeld ist, der eine Schicht von vier Schreibern eine jetzt verloren gegangene Vorlage zum Gebrauch fiir seine Arbeit mit der Dånemarksgeschichte, die er in 9 Banden 1595-1603 publizierte, hat abschreiben lassen.

Die meisten von den Handschriften Huitfeldts wurden nach seinem Tod an die Universitatsbibliothek abgeliefert und wurden dadurch zugånglich fur die Historiker des 17. Jahrhunderts, ehe sie mit der Bibliothek im Jahre 1728 zugrunde gingen. H 112 wurde aber, ungewiss weshalb, nicht abgeliefert. Sie war lange Zeit hindurch der spåteren Forschung unbekannt, bis der danische Historiker H. F. Rordam etwa 1870 in der Universitatsbibliothek in Uppsala darauf aufmerksam wurde, wohin sie via Danzig und Stockholm durch die Donation Stiernelds gekommen war.

Trotzdem kam H 112 indirekt anderen Historikern als Huitfeldtzugute. Eine Reihe Abschriften in Codex De la Gardie 25-29 (in der Universitåtsbibliothek in Uppsala), die etwa 1643 von dem Historiker Stephanus Stephanius genommen sind und in gewissen Fallen durch weitere Zwischenglieder die Grundlage der Texte in Jakob Langebeks und P. F. Suhms monumentaler Quellenausgabe Scriptores rerum Danicarum (1772-1834) gebildet haben, zeigen sich bei nåherer Untersuchung zu H 112 zuruckgefiihrt werden zu konnen. Der Yerfasser dokumentiert u.a. mit Hilfe der Registrandedes Stephanius iiher die Handschriften, die er in den 1640-ern von der Universitåtsbibliothek lieh, seiner sogenannten »Designatio variorum documentorum et antiquitatum«, wie dieses dadurch erklart werden soli, dass der Reichshistoriograph Niels

Side 437

Krag einmal in der Zeit zwischen 1594 und 1602 Gelegenheit hatte, in der Bibliothek Huitfeldts H 112 und andere Handschriften abzuschreiben, darunter auch einen jetzt in K3 in Kungliga Biblioteket in Stockholm aufbewahrten Text von »Sjållandske Kronike«. Krags Abschriften wurden in der Universitåtsbibliothek in Band »A 9« gesammelt, der, bevor er zugrunde ging, die Vorlage fiir die obenerwåhnten Abschriften des Stephanius ausmachte.

Die Konsequenz hiervon ist, dass alle Stephanius-Abschriften,
insofern sie via A 9 auf H 112 oder K 3 zuriickgehen, als Textquellen
zu verwerfen sind.

Im letzten Teil des Artikels wird danach die Frage iiber die Vorlage fiir H 112 untersucht. Es wird nachgewiesen, dass ein Teil des Inhalts via ein Zwischenglied zu den Sammlungen des Historikers Peder Olsen zuriickgefuhrt werden kann, und zwar zu Peder Olsens noch bewahrtem Sammlungsband in der Arnamagnåanske Sammlung in Kopenhagen, AM 107 B°, der sich von der Zeit vor der Mitte des 16. Jahrhunderts datiert. Unter den Exzerpten, die in H 112 aus AM 107 herriihren, gibt es einige Notizen, die nach der Abschrift des Stephanius von Ellen Jorgensen in Annales Danici unter dem Namen »Annales 1259-1286« herausgegeben sind. Diesen Notizen kann man indessen überhaupt keinen selbståndigen Wert beilegen.

Andere Teile von dem Inhalt in H 112 sind in entsprechender Form unter den Handschriften zu finden, die dem mit Krag und Huitfeldt gleichzeitigen Historiker Anders Sorensen Vedel (1542-1616) Diejenigen von den betreffenden Vedel-Abschriften, die bewahrt sind, zeigen, dass Vedel ebenso wie Huitfeldt (H 112) eine jetzt verloren gegangene Vorlage benutzt hat, die im allgemeinen als eine Sammlung leicht redigierter Quellenausziige, angelegt von einem historischen Sammier einmal in den 1550- Jahren, bestimmt werden kann. Dieser Sammier, der wie angefiihrt Zutritt zu den Sammlungen des Peder Olsen gehabt hat, kann ferner von verschiedenen Kriterien aus mit grosser Wahrscheinlichkeit als Hans Svaning (etwa 1500-84) bezeichnet werden, der gerade damals von dem Konig understutzt an einer Danemarksgeschichte arbeitete. Svaning wurde 1579 gezwungen, seine Handschriften an die dånische Regierung abzuliefern, und diese miissen spater Huitfeld und Vedel zur Verfiigung gestellt worden

H 112 wie gewisse Teile von Vedels Handschriften sind als Abschriften
von Teilen des Arbeitsmaterials Svanings zu betrachten.

Tillæg

Stemma

Historisk Tidsskrift, Bind 12. række, 1 (1963 - 1966) 4

Håndskriftet H 112 og de danske historikere En studie i overlevering

Zusammenfassung

Tillæg