Stig Jågerskiolds afhandling Studier ror ånde receptionen av fråmmande rått i Sverige under den yngre landslagens tid (Lund 1963) består af en almen del og 5 exkurser. Det indledende kapitel rummer en fremstilling af begrebet reception og en beskrivelse af forløbet af receptionen på kontinentet. Bogens hovedafsnit, kapitel 11, har 5 underafsnit, som tilsammen kaster lys over den mosaik af praktiske og teoretiske forudsætninger, som har skabt receptionen af fremmed ret i Sverige i det 17. og 18. århundrede. Exkurserne behandler en række specialproblemer af så vidtspændende natur, at de i nogen grad truer med at spolere overblikket. Forf. er dog selv klar over risikoen, hvorfor han afslutter sit værk med en meget grundig sammenfatning.

En smuk gestus til glæde for læsere, som måtte være mindre velbevandret i latinen, er den liste, som han har vedføj et det traditionelle videnskabelige noteapparat, og som indeholder oversættelser af alle anførte latinske citater, være sig fra corpus juris civilis eller andetsteds fra.

Jågerskiold opstiller kun en sondring imellem total og begrænsetreception og afholder sig fra definitioner. Under omtalen af receptionen på kontinentet gennemgås forholdene i en række lande, steder, provinser m.v. Også dansk ret nævnes her. I en fodnotehenvises til Stig luuls redegørelse for mulighederne for romerrettensindvandring i Danmark i slutningen af det 17. århundrede i »Kodifikation eller kompilation?« Man fristes til et lille nationalt

suk. Danmark havde som naboland fortjent lidt mere omtale. Den, som søger orientering om forholdene i Norden, herunder Danmark, må savne en henvisning også til Poul Johs. Jørgensens afsnit om fremmed rets indflydelse på dansk ret før Danske Lov i Dansk Retshistorie.

Studiet af receptionen af fremmed ret berører efter Jågerskiold to emnekomplekser, nemlig henholdsvis optagelsen af sætninger fra corpus juris eller andre retsordninger og henholdsvis den herskende retskildelære. Det er dog ikke muligt at holde dem skarpt adskilte, idet receptionen af corpus juris delvis afhang af den gældende retskildelære, mens denne lære på sin side var påvirket af sætninger i corpus juris og altså selv reciperet.

I klar modsætning til ældre teoretikere er det forf.s opfattelse, at romerretten har øvet en vældig indflydelse på svensk retsudvikling. Det er dog nok lidt forhastet, når han i den forbindelse vender blikket mod de »nordiska grannlånderna« og alene på grundlag af Matzens udtalelse i Panterettens historie om, at »Loven var Udtryk for Folkets Retsbevidsthed« slutter, at det 19. århundredes danske doktrin på linie med den samtidige svenske skulle have set med üblide, nærmest fjendtlige øjne på romerretten og af den grund have forsøgt at benægte romerrettens betydning for den nationale rets udvikling. Forskere som f. eks. Holberg og C. Paludan-Muller synes tværtimod at have betragtet problemet om romerrettens betydning for den ældre periode med et nøgternt blik.

Under gennemgangen af forholdet mellem retskildelæren og intern svensk ret kommer forf. ind på den rolle, som både sædvaneretten og præjudikatretten spillede i 1600-tallet. Selvom begge retskilder tillagdes stor vægt, måtte de dog med tiden vige for den statslige, særlig kongelige retsdannelse, skønt grænsen mellem præjudikat og lovgivning var flydende, hvis kongens afgørelse betragtedes som lovfortolkning. Det kunne i denne relation have været nævnt, at Stig luul allerede i Fællig og Hovedlod fra 1940, s. 252, konstaterede, at sædvanen for den almindelige retsudvikling i Danmark i tiden efter middelalderens slutning havde særlig interesse, fordi fremmed ret ad denne vej havde øvet påvirkning på dansk ret.

Ikke blot manglen på nationale regler udgjorde forudsætningen for en reception af fremmed ret, - det såkaldte behovssynspunkt, men også romerrettens autoritet og den klassiske dannelse var faktorer af betydning. Corpus juris betragtedes i visse tilfælde »um en genspejling af fornuftens lov og kunne som sådan påberåbes af svenske domstole. Selvom forf. har lagt et meget stort arbejde for dagen i sine bestræbelser på at vise romerrettens betydning for

svensk retsudvikling, glemmer han dog ikke, at anden fremmed
ret, f. eks. hollandsk, fransk, italiensk og spansk også fandt frem
til Sverige ad forskellige veje.

Jågerskiold slutter sit meget grundige, lærerige og fængslende arbejde med at slå fast, at de bånd, som forbandt retsudviklingen i Sverige med den almen-europæiske, var mange. Arven fra Rom har virket befrugtende langt frem i Sveriges historie såvel med hensyn til almene retsgrundsætninger, som specielle regler, normer for retsdannelse, fortolkning og metode. Han forsvarer sine teser med stor alvor. Alligevel aner man smilet i baggrunden, når han lader Goethe få de sidste - lidt skeptiske ord: »es erben sich Gesetz und Rechte wie eine ewige Krankheit fort«.