Det er ikke tilfældigt, at fhv. højesteretspræsident, dr. jur. Troels G. Jørgensen udsender sin bog A. D. Jørgensen og 1864 (1964, 230 sider) i 100-året for den katastrofe, der ramte Danmark og ganske særlig Sønderjylland. 1864 satte dybe spor i A. D.J.s

udvikling, det prægede hans historieskrivning og gav stødet til hans omfattende virksomhed til støtte for den sønderjyske danskhed, hvorved han navnlig fra 1887 gennem sit intime samarbejde med H. P. Hanssen, fik en vægtig og langtrækkende betydning såvel for det praktiske nationale arbejde i Nordslesvig som for den sønderjyske danskheds nationale ideologi. Intet gav under stormeneforud for genforeningen H. P. Hanssen større tryghedsfølelseend bevidstheden om, at han handlede i A. D.J.s ånd og udførte de tanker, denne havde indprentet ham (Et Tilbageblik, bd. 1, 1928, s. 214).

Forberedelsen af denne genforening opfatter forf. som »drivfjederen« i faderens arbejde. Hvad enten han optrådte som arkivmand, historisk forfatter eller folkelig foredragsholder, så lod han »overalt den fædrelandske betoning træde frem«. Da en fyldestgørende biografi endnu savnes, og da forf. mener som søn at have særlige forudsætninger for at løse denne opgave, har han skrevet den foreliggende bog, der dog begrænser sig til »belysningen dels af betydningen for ham af katastrofen i 1864, dels af den påfølgende menneskealders stræben mod en genforening« (s. 10).

Der er som oftest noget misligt i at diskutere en far med en søn eller en datter. Troels G. J., der ved faderens død i 1897 var 23 år gammel, ved på en måde mere om A. D. J. end der kan vides af en, der aldrig har haft personlig berøring med ham. Heroverfor må det dog ikke glemmes, at forf.s personlige kontakt med faderen kun omfatter den sidste del af dennes liv, og at han ikke står med væsentligt bedre kort på hånden over for størsteparten af A. D. J.s liv - heriblandt den vigtige barndoms- og ungdomsudvikling - end hvem som helst, der interesserer sig for denne ejendommelige historiker. Hans sønlige pietet og hans i modsætning til faderens ret stive politiske begrebsverden må vel snarere regnes som en negativ end som en positiv forudsætning for tilvejebringelsen af en fyldestgørende biografi.

Forf. s nære slægtskabsforhold har dog kun i ringe grad sat forstyrrende præg på den foreliggende biografi. Stærkest spores det i behandlingen af eftermælet, der end ikke nævner den indgående og sønderlemmende anmeldelse, J. A. Fridericia gav Redegørelsen i Politik en d. 14. april 1901, og heller ikke den både anerkendende og kritiske vurdering, som Marcus Rubin fremsatte dels i sin anmeldelse af 1. bog af J.s bidrag til Danmarks Riges Historie (Tilskueren 1897, s. 465-87), dels i et stykke, der var tænkt som kommentar til en planlagt udgivelse af J.s breve til Rubin (Marcus Rubins brevveksling, bd. 4, 1963, s. 190ff.). Forf.s afvisning af den oftere fremsatte påstand, at A. D. J. skulle have lidt af et antiuniversitetskompleks,virker

universitetskompleks,virkerderimod overbevisende, og hans undertiden skarpe polemik mod folk, der kritiserer hans far, kan vel også tages som legitime udslag af hans sønneforhold (f. eks. mod Aage Friis s. 108f., mod Vilh. Andersen s. 141 og 157).

Mere forstyrres fremstillingen af forf.s særprægede opfattelse af politiske forhold i datiden. Den foreløbige finanslov af 1. april 1885 betegnes som »berettiget modvirkning mod folketingsvenstres årelange übeføjede visnepolitik« (s. 112); til A. D. J.s samling af træk om justitsminister Nellemann, der - som han med bidende ironi skriver - skal vise »hvor vel funderet vor officielle statsret er ide hænder«, bemærker forf.: »De antyder altså en vis skepsis med hensyn til provisoriets juridiske berettigelse, men heller ikke mere« (s. 119). At A. D. J. tillægger sin skolekammerat Henning Matzen skylden for provisoriet (Danske Mag. 7. r. V, s. 23) forbigås i tavshed. Til gengæld udtaler forf. den betragtning: »Hvis han [A. D. J.] som Krieger regnede de provisoriske uroloves opretholdelse efter rigsdagssamlingens udløb for grundlovstridig, sejrede i 1886 en modsat opfattelse i Højesteret, men det var ikke den juridiske side, han lagde vægt på« (s. 116). Mest ejendommeligt træder forf.s synsmåde frem i tilknytning til et dagbogsnotat, hvori J. anfører grundlovens ord om rigsdagsmændenes ansvarsfrihed. Hertil bemærker forf.: »Det er rigtigt, at tinget kan dække mod tiltale for ord, og at der ikke straffes for afstemninger. Men almindelige retsgrundsætninger tilsiger, at overlagt og betydningsfuldt misbrug af en formel kompetence til at stemme medfører, at afstemningen ikke kan kræves respekteret« (s. 113). Det kan vel ikke siges, at A. D. J.s aldeles ujuridiske forhold til forfatningskampen totalt forsvinder i forf.s fremstilling, men det er synd at sige, at det kommer til sin ret i disse omgivelser.

Der er også grund til at spørge, om den foreliggende bogs problemstilling ikke for ensidigt fremhæver nederlagets og genforeningsbestræbelsernesbetydning for A. D. J. Allerede i 1939 opkastede prof. Knud Fabricius det spørgsmål, om det nationale kald var »den dybeste Bund i A. D. Jørgensen« (H. T. 10. r. V, s. 410), og dr. Ellen Jørgensen omtaler den bølgegang, der altid var i J.s sind »Driften til 'vita activa' og Længslen efter 'vita contemplativa'«(Hist. Studium i Danm. i det 19. Aarh., 1943, s. 206). Heller ikke Redegøreisens svar er entydigt. Dels tillægger den 1864 en altafgørende betydning, dels hedder det i det stykke, der er skrevet i 1888: »Jeg må da sige, at jeg droges over imod historien af hele min åndelige ungdomsudvikling, men at den rimeligvis vilde være bleven af en helt anden art end den blev, dersom ikke 1864 var kommen imellem« (Redeg., s. 170). Og i 1896, da A. D. J. stod

foran afslutningen af de opgaver, der havde deres oprindelse i 1864, drømmer han om »at knytte forbindelsen med den første ungdoms rige interesser og videre syn« (o. c, s. 166). At han mest af alt attråede »at sidde ved Sokrates' fødder og blive gammel« (o. c, s. 134) er kendt nok.

Det er denne problematik, der kommer til kort i forf.s fremstilling med dens undertiden langtrukne referater af indholdet af J.s forfatterskab. Mere givende er et kapitel om J.s sønderjyske virksomhed, der samler et ret spredt stof. Heri er der dog unøjagtigheder, som forf.s formodning at dr. M. Steenstrup skulle have været den mellemmand, der bragte J. i forbindelse med brygger J. G. Jacobsen, som finansierede de Fyrretyve Fortællinger. Som påpeget af dr. Ellen Jørgensen var det A. F. Krieger og F. Meldahl (jf. Helga Stemann: F. Meldahl og hans Venner, bd. 5, 1931, s. 118-19). Personregistret er ikke helt til at lide på, og bogen skæmmes af ikke få, men let gennemskuelige trykfejl.

Denne biografi er på grund af sin detailrigdom en håndsrækning
til enhver, der beskæftiger sig med A. D. J., men den er ikke mere
end en håndsrækning. . n„ Rpr„n