Dr. Klaus von See disputerede i 1954 over emnet: Det skandinaviske
kongedømme i middelalderen, og skulle således have gode
forudsætninger for at gennemføre en opgave som den foreliggende

- Das Jiitsche Recht (Weimar 1960). - Et nøjere bekendtskab med arbejdet bekræfter i høj grad denne antagelse. Forud for selve lovteksten gives en introduktion i de historiske og retshistoriske forhold i middelalderens tre skandinaviske riger og en gennemgang af en række retshistoriske og filologiske specialproblemer i tilslutning til Jydske Lov.

Udover en forkortelsesliste er bogen forsynet med et kommenterende register med tyske stikord til hver registerartikel, men efterfulgt af de tilsvarende gamle danske begreber, samt en fortegnelse over gamle danske retsbegreber og ord, hvor den tyske oversættelse virker som henvisning til registeret. Forkortelseslisten omfatter kun de vigtigste forfattertitler, iøvrigt må man hente de fornødne oplysninger i fodnoterne. Det føles som en mangel, at der ikke gives en samlet litteraturliste.

Jydske Lov tænkes efterfulgt af en hel række oversættelser af middelalderlige, skandinaviske retsoptegnelser. Det er iøvrigt ikke første gang J. L. er blevet oversat til og trykt på tysk, det skete allerede i 1486. I de forløbne århundreder er der kommet flere udgaver på tysk, den sidste i 1819, som var en praktisk håndbog til daglig brug i hertugdømmet Slesvig. Her vedblev den, omend med ændringer, at være gældende ret frem til 1. januar 1900, da Biirgerliches Gesetzbuch trådte i kraft.

Om selve oversættelsen skal her kun gøres en enkelt indvending. Oversætteren har valgt den efter nyeste teori mest usikre oversættelse af det berømte sted i fortalen: »Den lov, som kongen giver og landet tager ved, den må han heller ikke ændre eller ophæve uden landets vilje, medmindre den strider åbenbart imod gud.« Von See foretrækker den formulering af bisætningen, som mange håndskrifter har, men som giver en anden mening, nemlig »uden at han (kongen) handler åbenbart imod gud«, skønt han er opmærksom på den filologiske undersøgelse, som Anders Bjerrum har foretaget, på grundlag af hvilken denne nåede til læsemåden »hun« d.v. s. den (loven) i stedet for »han«. Den tvivl, som endnu måtte være til stede i valget mellem »han« eller »hun« ifølge Bjerrums udlægning, er vistnok helt bortfaldet efter fremkomsten af N. Skyum-Nielsens arbejde, Kirkekampen i Danmark 1241-90, se s. 20 ff, hvorfor man må beklage, at v. See ikke tog mere hensyn til Bjerrums resultat.

Man bør i høj grad prise det glimrende initiativ, som selvfølgeligførst og fremmest må have adresse til læsere i tysktalende lande, men som også vil kunne gavne danske forskere. Det er et dygtigt og omhyggeligt arbejde, selvom et par stikprøver i fodnoterne har afsløret nogle trykfejl i den latinske tekst, som er sluppet upåagtet

igennem korrekturlæsningen, således s. 24 i noten til linie 30, »constututiones« i stedet for »constitutions«, s. 60 i noten til art. 55 »diusia« i stedet for »diuisa«, s. 68 i noten til linie 11-12, sidste linie, »ate i stedet for »et«, s. 79 i noten til art. 29 »aliquiis« i stedet for »aliquis« og endelig s. 135 i noten til art. 35 om Thords art. 12 »uulneratur« i stedet for »uulneratus«.