Arthur Thomsons afhandling Stold av annans hustru. Kristoffers landslag, tjuvabalken kapitel I. Scripta Minora (Lund 1963), er inspireret af en diskussion mellem fil. mag. Lizzie Carlsson og professor Ragnar Hemmer. I kap. I gengives og kommenteres denne diskussion, mens kap. II væsentlig er helliget en fremstilling af den oprindelige tolkning af tjuvabalken. Sidste kapitel: Tillempningen af tjuvabalken kap. I efter 1608 er det bærende afsnit. På grundlag af ca. 40 retstilfælde, der kaster nyt lys over problemstillingen, søger Thomson her at klarlægge det 17. årh.s retspraksis, den eneste periode fra hvilken der eksisterer et større antal retssager. Inden sammenfatningen, som er oversat til tysk, har forf. placeret 7 ekskurser.

»Den bedste ting som bonde har i sit bo er hans ægteviede hustru. Den som stjæler hende fra bonden, han er værste og største tyv. Og derfor den som lokker bondens hustru fra ham og løber bort med hende, bliver han grebet på fersk gerning, da skal han føres til tinge og dømmes og ophænges over andre tyve.« Således indledtes tjuvabalken kap. I, der på dette punkt betragtes som enestående ikke bare i nordisk, men også i germansk middelalderret i det hele taget. Lizzie Carlsson har fundet en genklang af den gammeltestamentlige opfattelse om hustruen som mandens ejendom, som den kom til udtryk i anden mosebog. Hun har tillige hævdet den opfattelse, at bestemmelsen oprindelig skulle omfatte to forseelser, nemlig bortløben eller rømning og ægteskabsbrud eller hor, mens Hemmer på linie med den lidt ældre retshistoriske doktrin har forfægtet det synspunkt, at man kun havde tænkt sig at straffe for rømningen. Forf. slutter sig til Lizzie Carlsson bl. a. under henvisning til. at bpstprnmelsen også hjemler straf for hustruens forseelse. Såvel dobbelt som enkelt hor var hjemfalden til dødsstraf, men en omfattende benådningspraksis fra kongens side formildede dog virkningerne af den inhumane lov.

Underretterne havde frem til Dronning Christinas straffelov af 1653 tolket tjuvabalken kap. I som omfattende forseelsen rømning og hor. Man stod, som forf. udtrykker sig, for nær livets realiteter til at fristes til subtiliteter i lovfortolkningen (!). Retspraksis fra de højere instanser peger i retning af, at man der ønskede at ramme det gennem rømningen kvalificerede ægteskabsbrud. Endelig synes kongemyndighedens indehaver at have gået sine egne veje ved at afsige retskendelser som var der kun tale om et hordelikt, ikke et rømningsdelikt, hvadenten det drejede sig om straf eller benådning.

Arthur Thomson, fhv. universitetskansler i Lund, har med denne afhandling om et ret så fascinerende problem i høj grad beriget den nordiske retshistorie. Det er et grundigt og interessant arbejde, som forøvrigt skal betragtes som en forstudie til en kommende større afhandling om de »kyrkliga skamstraffen«.