I hundredåret for Frederiksborg Slots brand holdt museets stab en række foredrag om begivenheden, og disse foredrag er nu blevet udsendt i noget udvidet og bearbejdet form som årbog for Frederiksborg Amts historiske Samfund. »Omkring Frederiksborg Slots brand den 17. december 1859. Af H. D. Schepelern, Jørgen Paulsen og Povl Eller.« (Hillerød 1964) bærer vel endnu i nogen grad præg af den oprindelige foredragsform, men til gengæld er bogen blevet forsynet med et fyldigt noteapparat og et udmærket billedmateriale, af hvilket der især er grund til at fremhæve en række fortræffelige fotografiske optagelser af ruinen ganske få dage efter branden.

I »Frederik den Syvende på Frederiksborg« giver H. D. Schepelern på grundlag af bl. a. hof journalerne et detaljeret billede af det daglige liv på kongens vinterresidens, som slottet var blevet allerede i efteråret 1848. Frederik VII viedes til grevinde Danner i slotskirken den 7. august 1850, og portrættet af parrets livsførelsepå slottet og det fordringsløse samvær med Hillerøds borgerskab giver et harmonisk supplement til det gængse billede af den af samtiden så ildesete forbindelse. Slotsbranden beskrives detaljeret af Jørgen Paulsen, der samtidig opregner, hvad det lykkedes at redde bl.a. fra »Den historiske Portraitsamling«, der

havde haft til huse på slottet siden 1812. Redningsarbejdet kom til at spænde over vidt forskellige indsatser, ligefra flytningen af grevindens flygel, der kilede sig fast i en af de snævre vindeltrapper,og til kabinetssekretær J. P. Traps resolutte handling, da han på sin vej ned gennem det brændende slot med sikker kunstfornemmelsestak et maleri under hver arm, nemlig Wuchters Griffenfeldportræt og C. A. Jensens portræt af H. C. Ørsted. lait lykkedes det at redde 250-300 malerier foruden en del af det værdifulde kirkeinventar; men branden efterlod, kirken ene undtaget,hele hovedslottet som en udbrændt ruin. I »Frederiksborgs restaurering« gør Povl Eller dog med rette opmærksom på, at slottets mure og tårne, med enkelte undtagelser, i virkeligheden stod bevaret til taghøjde. Murværkets sikring og istandsættelse stillede derfor heller ikke Meldahl overfor større problemer. Det gjorde til gengæld genskabelsen af interiørerne, og hér gennemtrumfedehan en udsmykning, der hentede sine forbilleder fra hele renaissancens Europa. Overfor sagkyndige indvendinger fra bl. a. Worsaae fastholdt Meldahl med sin karakteristiske selvsikkerhed (s. 147), at det »ville være en skandale, om man havde benyttet de store midler til at holde sig til det lavmål, der oftest er i arbejder fra Christian IV's tid.« D ... .