I europæisk politisk idédebat i de sidste tiår af det 16. årh. spilledeen lille gruppe forfattere, de såkaldte monarkomaker, en betydningsfuldrolle. Monarkomakernes tanker var på ingen måde »nye«, tilmed på vigtige punkter indbyrdes afvigende, men benævnelsen er dog anvendelig som en bekvem fællesbetegnelse for de forfattere, der direkte eller indirekte vendt mod fyrsteabsolutismen hævdede en lære, som tilkendte folket eller dets repræsentanter en plads i statslivet ved siden af fyrsten samt ret til modstand mod denne, hvis han brød sine - oftest kontraktmæssigt begrundede - forpligtelserover for folket. De fleste af monarkomakerne var franskmænd,men ideerne vandt også udbredelse i f. eks. Nederlandene og Skotland. I Danmark sluttede Arild Huitfeldt sig til en af monarkomakerne formuleret modstandslære, og Erik Sparre, den fremtrædende adelige opposionsleder i Sverige, var givetvis ligeledesbekendt med deres synspunkter. Spørgsmålet om i hvor høj eller ringe grad de har været bestemmende for udformningen af Sparres indlæg i de politiske kontroverser mellem rigsrådet, kong Johan 111 og hertug Karl i 1580'erne er nu påny taget op til drøftelse i første halvdel af Kerstin Stromberg-Back's akademiske afhandling Lagen Ratten Ldran, Politisk och kyrklig idédebatt i Sverige under Johan 111.s tid, Lund 1963, udgivet som bind XI i serien »Bibliotheca historica Lundensis« (Ediderunt Sture Bolin et Jerker Rosen), XI +350 s. I tilslutning til Otto Brunner hævder forf. det standpunkt, at ældre tiders retsforhold og retstænkning, in casu det 16. årh.s, må forstås ud fra tidens egne begreber og ud fra disses ældre (oprindelige) betydningsindhold frem for at de indordnes i moderne retlige kategorier. En dygtigt gennemførtdrøftelse af de relevante retsbegreber i det 16. årh., lærerig

for dem der vil begive sig ud i dette vanskeligt tilgængelige område,sætter forf. i stand til at vise uklarheder og misforståelser i de tidligere fremsatte opfattelser af Sparres politiske teori og danner dernæst grundlaget for en fornyet og nuanceret analyse heraf. I denne ligger utvivlsomt afhandlingens største fortjeneste. Sparres bundne opgave var den at tolke Sveriges forfatning i en for høj adelen gunstig retning, dvs. at indordne det af Gustav Vasa berammede politiske system i en antiabsolutistisk teori. Dette lykkedes kun for ham ved at forene mangeartede elementer fra ældre og nyere retstænkning. Hvor de positiv-retlige argumenter, som han helst gjorde brug af, ikke slog til, tyede han til naturretligdeduktion, med monarkomakerne viser han både overensstemmelseog uoverensstemmelse, overensstemmelse f. eks. i opfattelsen af stænderne og uoverensstemmelse i opfattelsen af de kgl. højhedsrettigheder, hvori han, som forf. antyder, kan være påvirket af Bodins suverænitetsbegreb. - Noget forsøg på direkte jævnførelse med en eller flere af de monarkomakiske forfattere foretager forf. ikke; hendes kendskab til 1500-tallets politiske litteratur (ud over den svenske) synes udelukkende at bero på senere værker herom. En gennemført sammenligning, f. eks. med Hotman, ville antagelig yderligere kunne nuancere forståelsen af Sparres politisk-teoretiske indlæg.

At forf. ikke er blind for sådanne indlægs muligt taktiske karakter ses lejlighedsvis i Sparre-afsnittet og ikke mindst i afhandlingens anden del, hvor der redegøres for de religiøse og kirkepolitiske modsætninger og det deraf affødte indviklede politiske spil mellem Johan 111 og hertug Karl, et afsnit som en ikke i Sveriges historie specielt kyndig vanskeligt kan vurdere. Vedrørende stridsspørgsmålene »utanfor det religiosa och kyrkliga området« bebuder forf. (s. 249) en senere undersøgelse, hvormed de her omtalte studier vil blive afrundede. „ „ 7,