I afhandlingen om krisen på Slesvig domkapitels gods omkr. 1400 gjorde jeg opmærksom på, at man i visse tilfælde kan konstatere, at middelalderlige gårde har ydet op mod 8-10 gange så store afgifter som de eftermiddelalderlige fæstegårde, der dyrkede samme jord. I disse tilfælde kan nedgangen ikke skyldes en simpel landgildereduktion, den må skyldes ændringer i driftsøkonomiske forhold. Og det effektive driftssystem, vi står overfor, er utvivlsomt brydesystemet, hvis popularitet i middelalderen klart fremgår af tidens dokumenter¹.

1. Et godt indblik i, hvorledes systemet fungerede, og hvorledesdet blev afløst af fæsteforholdet, fås ved en betragtning af forholdene i landsbyen Starreklinte i Ods h. Her ejede kapitleti Århus omkr. 1315 71 °/0/₀ af landsbyens jord². Denne jord var fordelt på to brydegårde, til hvilke der hørte otte gårdsædestavne.Den årlige udsæd lå omkring 26 øre korn (= 156 td.)³. Brydegårdenes andele i denne udsæd var 126 td., eller 63 td. pr. gård, mens de 8 gårdsæder tilsammen havde

---

1 Hist. Tidsskr. 11 r. VI, s. 240 fig.

2 Nemlig 11¹⁴/₁₅ øre af landsbyens 17 øre skyldjord, desuden en særjord svarende til 1/₂ øre skyldjord, SRD, s. 423 flg.

3 Nemlig 757⁵/₆ øre skyldjord å2 øre korn udsæd, et ornum å1 øre og 414¹/₁₀ øre skyldjord å large 2 øre korn udsæd, her regnet til 212¹/₃ øre korn.

30 td. udsæd eller gennemsnitlig 333³/₄ td. pr. gårdsæde. Efter vore størrelsesbegreber ville vi klassificere brydegårdene som proprietærgårde og gårdsædestavnene som små husmandssteder. Brydernes årlige afgifter til kapitlet i beløb sig til 40 mark penge årligt, der i samme jordebog sættes lig 14 øre korn¹ (=2l pund korn = 84 td. sjællandsk). Gårdsædernes ydelser består i nogle übetydelige småbeløb i penge, tilsammen yder de 2/₃ mark penge samt 16 høns. Derimod er deres hoveripligt overordentlig tung, hvad vi senere skal komme ind på.

I tiden efter 1315 erhvervede bispen af Roskilde ikke alene kapitlets jord i Starreklinte men også de andre lodsejeres andele², således at hele landsbyen er opført i RBJ 1370 og senere i Dragsholms jordebog 1591 (RA). I 1370 er ydelsen af hele landsbyen 17 pund korn og i 1591 12 pund korn. Under den rimelige antagelse, at der af de 29 °/0/₀ af Starreklints jord, som vi ikke kender noget til i 1315, forholdsvis har været ydet det samme som af kapitlets jord, har totalydelsen i 1315 været 118 td. — eksklusive gårdsædernes småydelser — 68 td. i 1370 og 48 td. i 1591³. I samme periode er der foregået en indgribende ændring i driftsmåden. I 1315 var der som nævnt to brydegårde og 8 gårdsædestavne på 71 °/0/₀ af jorden; i 1370 var hele jorden i Starreklinte fordelt på en storgård, der dyrkede halvdelen af landsbyens jord, og på 6 lige store fæstegårde, der dyrkede den anden halvdel, mens gårdsæderne er forsvundne. Rimeligvis har de 6 gårde haft arbejdspligt til storgården, hvilket økonomisk set har været en anomali, eftersom de 6 gårdes landgilde med tilsammen 9 pund korn overstiger storgårdens, der yder 8 pund.

Efter 1370 er demokratiseringen af landsbyen blevet fuldt gennemført, idet landsbyen ifølge jordebogen 1591 og matriklen 1682, markbog nr. 1707, består af 12 fæstegårde, der er gjort lige i marken; hver har en årlig udsæd omkr. 15 td. korn.

---

1 SRD VI, s. 431.

2 Dipl. Dan. 2. r. XI nr. 300, XII nr. 55—56, 3. r. I nr. 206 og 414, 111 nr. 606—8.

3 Desuden yder hver gård i 1591 1 td. gæsterihavre (= * 2 td. hartkorn), hvilket dog må opfattes som afløsning af en realbyrde.

Disse data fra Starreklinte er tankevækkende, fordi de viser en udviklingslinie, der entydigt er i jorddyrkernes favør og jorddrottensdisfavør. Skarpest træder denne linie frem i tiden 1315 til 1370, men den er også klar og utvetydig ved sammenligningenmellem 1370 og 1591. Det tvangsmoment, jorddrotterne har været stillet overfor, ligger i og for sig klart for dagen. Det er den faldende befolkningskurve og den dermed følgende mangel på jorddyrkere, der — ligesom på Slesvig domkapitels gods¹ — gør sig gældende. Den har imidlertid ikke blot medført en sænkningaf landgildeniveauet, den har også tvunget jorddrotterne til højst betydningsfulde omlægninger af jordfordelingen i landsbyerne.At belyse dette sidste moment er et hovedformål med denne afhandling. Tendensen i disse omlægninger illustreres bedst ved en sammenligning mellem brydernes og gårdsædernes vilkår i Starreklinte i 1315 og fæstebøndernes i nyere tid. Det kan kun gøres i grove træk, men rammer i hovedsagen sikkert det væsentlige. Som nævnt havde bryderne i 1315 hver en udsæd på 63 td. korn og fæstebønderne ifølge matriklen 1682, hver omkr. 15 td. Da man på begge tidspunkter skematisk regner med et foldudbytte på tre, har brydens høst gennemsnitlig ligget omkr. 189 td. korn; hans afgifter til hans jorddrot svarer til 42 td., i tiende er at yde 18.9 td. og 63 td. er at henlægge til næste års udsæd; nettooverskuddet af høsten altså omkr. 65 td. For fæstebonden 1682 har de tilsvarende tal været 45 td. i høstudbytte,4 td. (eller 4.5 med gæsterihavren) i afgift og 4.5 td. i tiende og 15 td. må henlægges til næste års udsæd; nettooverskuddetomkring 21 td. Trods brydens meget større afgifter har han alligevel godt tre gange så stort et høstoverskud på grund af den meget større udsæd. Hertil kommer så de store indtægter af kreaturavlen, mejeribrug m. m., som på de store brydegårde i middelalderen langt må have oversteget de indtægterfæstebonden i senere tid kunne have af den art². Brydens

---

1 Hist. Tidsskr. 11. r. VI, s. 234—36.

2 Kapitlet i Århus har i 1315 øjensynligt ikke praktiseret den side af brydevæsenet, der bestod i at jorddrotten anbragte en del af gårdens besætning som virning og delte udbyttet heraf halvt om halvt med bryden. Af den grund når brydernes afgifter i Starreklinte, skønt høje i sammenligning med senere, ikke op på det niveau, de kan ses at ligge på andetsteds.

økonomiske stilling har været så god, at bestillingen, som det fremgår af hdfstn. 1282 §9, var eftertragtet af selvejerbønder: »Item licitum sit bondonibus proprias terras habentibus uillicationenaliorum sumere, ita quod de bonis suis iura regia soluant«. Statsmagten forbod blot, at selvejerbønder udvidede den skattefrihed,de nød som privilegerede jorddrotters bryder, til også at omfatte deres privatgods.

Forudsætning for brydegårdens økonomi er gårdsædernes arbejdskraft. Som nævnt var deres afgifter i 1315 yderst ringe, de hører til kategorien småredsel. Deres funktion var at stille gratis arbejdskraft til rådighed for bryderne. Hver gårdsæde skulle gennem forår og sommer arbejde 3 dage om ugen for bryderne og om efteråret 2 dage. lait har hver gårdsæde måttet arbejde 110 dage og tilsammen har de betydet 880 gratis arbejdsdage for bryderne. Det er ikke svært at fatte de übehagelige konsekvenser for brydernes økonomi af den bemærkning, der i jordebogen knyttes til gårdsædestavnene: »Sed multi ex eisdem fundis iam sunt desolati«.

Det er naturligt og nærliggende i det 13. og 14. årh.s gårdsæderat se efterkommere af ældre tiders trælle¹. Når man i enkelte tilfælde kan se, at gårdsæderne har haft daglig arbejdsplig t², har deres vilkår jo heller ikke adskilt sig så forfærdelig meget fra trællens. Men de havde et fortrin, de havde bevægelsesfrihed.I ældre tider, hvor vi, som senere skal udvikles, må regne med overbefolkning, har denne frihed haft begrænset værdi, men fra omkr. 1300, da de første klare tegn på, at landet mangler jorddyrkere viser sig, og i de følgende generationer, da denne mangel øgedes, måtte konsekvensen blive, at gårdsæderne søgte bedre vilkår hos de jorddrotter, der helt eller delvist i

---

2 Kapitlet i Århus har i 1315 øjensynligt ikke praktiseret den side af brydevæsenet, der bestod i at jorddrotten anbragte en del af gårdens besætning som virning og delte udbyttet heraf halvt om halvt med bryden. Af den grund når brydernes afgifter i Starreklinte, skønt høje i sammenligning med senere, ikke op på det niveau, de kan ses at ligge på andetsteds.

1 På grund af gårdsædeklassens talstyrke i 14. årh. må der dog antages, nt Hpr na<& inrlair pftprL-_nmmpn> af frip honrlpr i klassen if. Poul .Tohs. Jorgensen: Dansk Retshistorie, s. 207 flg.

2 RBJ, s. 102, jf. Fridlev Skrubbeltrang i artiklen Husmand i Kulturhistorisk

egen interesse var villige til at forvandle deres gårdsædestavne til fæstegårde. I Starreklinte og Avbæk har vi to yderpunkter i den udvikling, der satte ind. I Starreklinte har spørgsmålet om brydegårdenes fortsatte eksistens vel allerede været aktuel i 1315 og afhændelse af jorden været overvejet¹; dette blev i hvert fald det endelige resultat, idet kapitlets jord afhændedes 1336, og da til en så lav værdi som 15 mark sølv eller 1.2 mark sølv pr. øre². Uden gårdsædernes arbejdspræstationer har brydernes store afgifter ikke kunnet opretholdes. Det endelige resultat blev som nævnt, at jorden fordeltes på 12 lige store fæstegårde. Antallet af jorddyrkere og dyrket areal i nyere tid svarer nogenlundetil forholdene i 1315, nemlig 12 gårde med en årlig udsæd på 180 td. i hele landsbyen 1682 mod 10 brug med 144 td. udsæd på 71 °/0/₀ af jorden i 1315. Men i Avbæk — hvor der dog også gjorde sig særlige forhold gældende — forsvandt de 12 coloni, der svarer til gårdsæderne i Starreklinte, aldeles, og de 3 ydedygtigebrydegårde reduceredes til 3 jævne brug med beskedne ydelser³.

2. Den her optrukne linie har til konsekvens, at der må være sket store ændringer i jordfordelingen inden for landsbyerne siden middelalderen. De talrige curie villicales cum colonis eller cum inquilinis, der omtales i datidens dokumenter, må principieltforudsætte en anden driftsorganisation end den, der prægedefæstesystemet i nyere tid. Men hvor meget af landets jord dyrkedes til disse brydegårde og hvor meget dyrkedes under de andre kendte driftsformer, hovedgårde og landbogårde? Og hvor

---

1 Når det SRD VI, s. 424 hedder, at solebant de istis bonis solvi 40 marche denariorum, ligger der vistnok heri, at ydelsen ikke præsteredes på tidspunktet for jordebogens affattelse. Når der endvidere sammesteds noteres, hvad 1 øre skyldjord er værd mellem frænder (24 mk.den.) og mellem fremmede (30 mk.den.), er det rimeligvis som vejledning ved et eventuelt salg. Oplysningen kan i hvert fald ikke direkte sigte på kapitlets jord, da kapitlet havde ejet jorden siden 1204; en anden opfattelse hos Kjell Runquist, Hist. Tidsskr. 11 r. 111, s. 748 flg.

2 Dipl. Dan. 2. r. XI nr. 300 — Til orientering om jordpriser på det tidspunkt se Hist. Tidsskr. 10. r. I, s. 448 flg. og 457 flg.

3 Hist Tidsskr. 11. r. VI, s. 188—93 og 240 flg.

indgribende er de ændringer i jordfordelingen, der må være sket siden middelalderen? For at skalle et bredt grundlag til bedømmelseaf disse forhold er Roskildebispens j_ordebog 1370 gennemgåetlandsby for landsby, og de der anførte oplysninger om landbrugsenheder— hovedgårde, brydegårde, landbogårde, gårde og gårdsædestavne — sammenholdt med tilsvarende oplysninger i jordebøger, skøder og lensbreve fra tiden ca. 1500^—1600.

Ingen anden dansk kilde byder på tilsvarende muligheder for at skabe et talstærkt sammenligningsgrundlag. For at klargøredemetodiske problemer en sådan undersøgelse rejser, er det naturligt at se på den fremgangsmåde, Erslev anvendte, da han var stillet over for en beslægtet opgave, nemlig den at beregne det dyrkede areal i 1370 og sammenholde det med udsædsangivelserneimatriklen 1660. Erslev fandt 41 landsbyer i RBJ, om hvilke han mente oplysningerne i jordebogen var fuldstændigemedhensyn til landbrugsenheder og udsædsangivelser, idet han anså bispen som eneejer i disse landsbyer. I disse 41 landsbyer var der efter hans opstilling 385 gårde og 74 husmænd i 1370, mens de tilsvarende tal for 1660 var 437 gårde og 48 husmænd¹, altså tilsyneladende vidnesbyrd om en ikke uvæsentligstigningi antal af gårde². Nu gælder det imidlertid kun

---

1 Valdemarernes Storhedstid, s. 121—23 og 298^—301.

2 Erslev kommenterer ikke denne stigning, som i og for sig er i modstrid med det, der for ham er hovedresultatet af hans undersøgelse, nemlig at det dyrkede areal i de 41 landsbyer mellem 1370 og 1660 var blevet indskrænket fra 3642 td. til 1762 td. Da Erslevs problemstilling er nærbeslægtet med denne afhandlings, så vist som der er et samspil mellem antal brug og dyrket areal, er der grund til at præcisere, hvorfor senere forskning på dette punkt har måttet kaste vrag på hans forskningsresultat. For det første har Henrik Pedersen påvist, at udsædsangivelserne i Frederik Ill's matrikel som hvilende på bøndernes egne opgivelser (selvangivelse) er alt for lave, hvilket en sammenligning med den faktiske opmåling i 1682 uigendriveligt beviser, Hist. Tidsskr. 8. r. I, s. 133 passim. Erslevs andet, spekulativt begrundede aksiom, at der i en ørtug skyldjord på Sjælland i middelalderen såedes en «rtng korn — 2 td., hvorfor en ortug »k^lujuiu har været lig 2 td. land, strander på Aakjærs — P. Lauridsens indvendinger i Årb. f. Nord. Oldkynd. 1903 er i denne forbindelse af mindre rækkevidde — påvisning af, at en ortug skyldjord på Sjælland i forhold til matriklen 1682 svarer til 4,34 td. land, se Indledning til KVJ, s. 92 og videre nedenfor s. 286.

for et fåtal af de nævnte 41 landsbyer, at jordebogen udtrykkeligtsiger,at bispen er ejer af tola villa, men Erslev opfatter en vending som Villa Grimløsæ sunt ix villici som synonym hermed,hvilketimidlertid, som et par konkrete eksempler skal demonstrere, langt fra altid er tilfældet. For eks. hedder det i RBJ, at Gundsømagle sunt 16 gårde og 14 gårdsæder — sidstnævnterubricererErslev som »husmænd« —og har 12⁷/₈ bol jord. Heroverfor står 29 gårde og 17 husmænd i 1660, altså på det nærmeste en fordobling af gårdtal. Allerede det brudte boltalforså stor en landsby tyder på, at bispens jord ikke kan have udgjort hele landsbyens tilliggende. Ifølge listen i RBJ over sognekirkernes tilliggender ejede kirken i Gundsømagle da også jord til 2 plove¹. Kirken var 1320 blevet annekteret til Vor Frue kapel i Roskilde², og ifølge kapitlets jordebog 1568³ svarer disse 2 plove jord til 4 fæstegårde. Problemet er imidlertid ikke klaret med slutningen, at bispens 16 gårde og kapellets 4 gårde svarer til de 29 gårde i matriklen. Det er mere kompliceret på grund af 'husmændene'. Det illustreres bedst af Sjællands stifts landebog 1567, ifølge hvilken Gundsømagle havde 12 decimantes og 12 gårdsæder samt en præstegård⁴. Her er misforholdet mellemgårde,decimantes, i 1567 og 1660 altså endnu grellere end mellem 1370 og 1660. Forklaringen findes, når vi søger til jordebøgerne.IfølgeRoskildegårds, den gamle bispegårds jordebog 1554 (RA) hørte 12 gårde og 3 gårdsæder i Gundsømagle under lenet. I 1542 var imidlertid Gundsøgård med 9 gårdsæder taget fra Roskildegård og blev 1563 skødet til kapitlet⁵, hvorfor dette gods findes i ovennævnte jordebog 1568. De nævnte 12 gårdsædererimidlertid ikke at sidestille med husmænd; de har sikkerthaften særstilling med hensyn til tiendeydelse og arbejdspligt,menbedriftsmæssigt

---

2 Erslev kommenterer ikke denne stigning, som i og for sig er i modstrid med det, der for ham er hovedresultatet af hans undersøgelse, nemlig at det dyrkede areal i de 41 landsbyer mellem 1370 og 1660 var blevet indskrænket fra 3642 td. til 1762 td. Da Erslevs problemstilling er nærbeslægtet med denne afhandlings, så vist som der er et samspil mellem antal brug og dyrket areal, er der grund til at præcisere, hvorfor senere forskning på dette punkt har måttet kaste vrag på hans forskningsresultat. For det første har Henrik Pedersen påvist, at udsædsangivelserne i Frederik Ill's matrikel som hvilende på bøndernes egne opgivelser (selvangivelse) er alt for lave, hvilket en sammenligning med den faktiske opmåling i 1682 uigendriveligt beviser, Hist. Tidsskr. 8. r. I, s. 133 passim. Erslevs andet, spekulativt begrundede aksiom, at der i en ørtug skyldjord på Sjælland i middelalderen såedes en «rtng korn — 2 td., hvorfor en ortug »k^lujuiu har været lig 2 td. land, strander på Aakjærs — P. Lauridsens indvendinger i Årb. f. Nord. Oldkynd. 1903 er i denne forbindelse af mindre rækkevidde — påvisning af, at en ortug skyldjord på Sjælland i forhold til matriklen 1682 svarer til 4,34 td. land, se Indledning til KVJ, s. 92 og videre nedenfor s. 286.

1 RBJ, s. 155; denne del af listen var ukendt på Erslevs tid.

2 Dipl. Dan. 2 r. VIII nr. 180.

3 AM 4° 876.

4 Gissels udg., s. 16.

5 Danske Kancellireg. I, s. 258 og Kronens Skøder I, s. 97.

pligt,menbedriftsmæssigtog statistisk set er de gårde¹. Ifølge de nævnte jordebøger yder de hver 1 pd. korn (4 td.) i landgilde og ifølge matriklen 1682, protokol nr. 1796. blev de takserede til mellem td. htk., altså ikke übetydelige gårde.

Gundsømagles data er således væsensforskellig fra dem Erslev antog, og udviklingslinien fra 1370 til nyere tid bliver en ganske anden. Det er ikke 16 gårde og 14 'husmænd' i 1370, der i 1660 er blevet til 29 gårde og 17 husmænd, men de 16 gårde og 14 gårdsæder korresponderer med Gundsøgård + 12 gårde + 12 gårdsædegårde i 16.-17. årh.². De 17 husmænd i 1660 modsvares ikke af middelalderlige data; vi ved at klassen har eksisteret, jf. fadeburets regnskab 1523: Item til fiskerne i Gundsømagle³, men statistisk set er den terra incognita.

Antallet af landbrugsenheder på bispejorden i Gundsømagle er imidlertid ikke blot blevet reduceret i tiden 1370 til 16. årh., der er samtidig sket en tydelig social udligning i landsbyen. Nedenfor er gårdenes data i RBJ sammenstillet med gårdenes pundydelser i jordebøgerne 1554 og 1568.

---

1 Jf. Skrubbeltrangs ovenfor anførte instruktive artikel i Kulturhist. Leksikon og Gissel, Indledning til Sjællands Stifts Landebog, s. XXII-XXV.

2 Set fra Landebogens synspunkt består landsbyen af de 12 gårde, decimantes, og de 3 gårdsæder, der hørte under Roskildegård, samt af de 9 gårdsæder, der hørte under Gundsøgård. Udenfor dens synsfelt falder Gundsøgård, der på det tidspunkt betragtedes som privilegeret sædegård, samt pite&Legåru og de 3 garde, der lå til Vor Frue kapel; dette havde som nævnt patronatsret til kirken, og i det forhold må årsagen soges til, at de betragtedes som tiendefrie; faktisk må de på et vist tidspunkt have tilhørt kirken eller præstekaldet i Gundsømagle.

3 RBJ, s. 182—83.

Gundsømagle i nyere tid hører afgjort ikke til den type landsbyer, hvor gårdene er gjort ens i marken; skønt nogle af dens største gårde blev udstykkede efter 1660, således at landsbyen 1682 udgjorde 34 gårde, varierer dens gårde endnu ifølge matriklen 1682 fra 3x3^x/₂ til 18 td. htk. Men et blik på sammenstillingen viser, hvor langt større forskellene må have været i middelalderen. Gårdsæderne har da øjensynligt endnu ikke egen jord, og forskellen mellem største og mindste gård er som 24 :1, medens den i 16. årh., indbefattet gårdsæderne, er som 8:1. I præsteindberetningen 1651 siges byens største gård, Gundsøgård, at være en stor hovgård på 2 bol jord. Udfra den oplysning kan omlægningen, som har været meget indgribende, umiddelbart aflæses. Man har taget jord fra de store gårde og ikke alene lagt denne til de mindre, men også indrulleret gårdsæderne i gårdmandsklassen.

Desværre anføres ydelserne ikke i RBJ. Men af en af Erslev udarbejdet tabel¹ fremgår, at der i 674 tilfælde af ialt 734 svares mellem 1/₂ og 1 ørtug korn af hver ørtug skyld; i 386 tilfælde svares nøjagtigt 2/₃ ørtug korn. Det er altså et anvendeligt gennemsnitstal, og anvendes det på Gundsømagle fås en ydelse på 103 pund korn, mens ydelsen i 1554 og 1568 af samme jord er 54 pund korn. Selv om omlægningen ikke er så radikalt gennemført som i Starreklinte, er hovedlinien den samme, en forbedring af de jorddyrkendes økonomiske og sociale kår.

Mens vi således med fuld sikkerhed kan sammenligne bispejordeni Gundsømagle i 1370 med oplysninger fra nyere tid, stiller forholdene sig anderledes med hensyn til Grumløse, som 1370 sunt 9 gårde og 5 bol jord, hvilket af Erslev opfattes som udgørende hele landsbyen. Disse 5 bol var i 1320 blevet lagt til bispebordet²; men derudover havde adelen betydelige besiddelseri Grumløse i middelalderen³. I Vordingborg lens jordebog 1609 findes opført 14 gårde i Grumløse, og samme antal findes i matriklen 1682, men hvilke af disse der har hørt til adelsgodsetog

---

1 Valdemarernes Storhedstid, s. 139.

2 Dipl. Dan. 2. r. VIII, nr. 146, 180 og 183

3 ÆA I, s. 43; 111, s. 371—72; IV, s. 160; Eline Gøyes Jordebog, s. 395 og 401.

godsetoghvilke til bispegodset lader sig ikke med fuld sikkerhedafgøre. Det er imidlertid klart, at den tilsyneladende entydigeformulering: »Villa Grimløsæ sunt ix villici« er en forkortet vending og skal læses som svarende til notitsen om Elmelunde: »In ipsa villa sunt 434³/₃ bool pertinentes episcopo«. Og på samme måde skal en vending som »Villa Mannæinarkæ håbet duo bol cum dimidio et i quartam et iiii solidos« læses, idet vi ad anden vej ved, at adelen derudover havde store besiddelser i Mandemark e¹. Konsekvensen af disse iagttagelser er, at kun i de få tilfælde, hvor RBJ udtrykkeligt siger, at beskrivelsen omfatter hele landsbyen — det gælder for Ordrup, Fårevejle og Veddinge i Ods herred, Snuderup i Ars herred, Melby² i Strø herred og Gjorslev i Stevns herred — kan oplysningerne i RBJ uden videre sammenlignes med det 17. årh.s matrikler. Til denne konstatering bør dog tilføjes, at der på den anden side ikke af vendinger som Villa NN sunt eller håbet kan sluttes, at der var andre lodsejere i landsbyen; vendingen er neutral.

Ved udarbejdelsen af det efterfølgende sammenligningsmaterialeer derfor fulgt en anden og nok så møjsommelig fremgangsmådeend den Erslev anvendte. Princippet har været at efterspore og identificere det gods, der opføres i RBJ, i senere jordebøger, skøder, lensbreve m. m. På grund af sækulariseringen1536, efter hvilken godset ikke længere holdtes sammen af den døde hånd, og der derfor kan opstå visse ukontrollable usikkerhedsmomenter,er der sondret mellem gods, der findes i kilder før reformationen, og gods, der findes efter. En undtagelse er

---

1 Rep. 2. r. nr. 3146 (s. 321 og 323) og Frede Boysen: Møens Historie V, s. 80 og 94.

2 Melby var kun forbigående i bispestolens pantebesiddelse, jf. RBJ, s. VI. I pantebrevet 1405 siges pantet udtrykkeligt at omfatte »totam villam«, Rep. nr. 4676. — Tilsyneladende skulle man af en tilføjelse fra 1388 til RBJ, s. 86, jf. s. 66, om godset i Bagsværd: »Residuam partern ville emit N. episcopus de domina Katerina«, tro, at bispen hermed ejede hele landsbyen. ?.leii bemærkningen er næppe korrekt lormuleret, thi i 1391 har Krik Nielsen af Horsholm og Henning Olufsen af Søholm gods i Bagsværd, Rep. nr. 3835, og i 1494 ejer Æbelholt kloster gods i landsbyen, SRD, s. 200.

gjort med det gods, der findes i Roskildegårds jordebog 1554, fordi den utvivlsomt omfatter rent bispegods, eftersom det verdslige gods i samme jordebog er rubriceret under Haraldsborglen.I spidsen for dette afsnit, der slutter med mellemrummetefter Tuse (s. 271), er sat 7 landsbyer, som var levende landsbyorganismer i 1370, men forsvandt totalt i tiden derefter. Endvidere må der bemærkes, at der for hver enkelt landsby er undersøgt, om der i dokumentmaterialet foreligger vidnesbyrd om nyerhvervelse eller afhændelse af bispegods. Hvis der herom anvendes upræcise udtryk som bona eller lign. er vedkommende landsby normalt udeladt af sammenligningsmaterialet eller også er der i noter gjort opmærksom på de stedfundne ændringer.

Uanset sammenlægningen af bispe- og krongods efter reformationenfindes der en række landsbyer, hvor en sammenligning mellem RBJ og senere jordebøger er højst oplysende, nemlig de landsbyer, i hvilke antallet af driftsenheder alene på bispegodset i 1370 overstiger landsbyens samlede antal af tilsvarende enheder i nyere tid. Den fejlmargin, der kan være, tenderer i disse tilfældeentydigt i retning af at formindske den konstaterbare nedgang. Når der i 1370 på bispejorden i Lunderød er 18 gårde, og der i skødet 1558 siges, at al Lunderød er på 8 gårde, og byen også i matriklen 1682 har 8 gårde, så er det teoretisk muligt, at bispejorden med dens 18 gårde i 1370 ikke har udgjorthele landsbyen, men det er givet, at de 8 gårde i 16. og 17. årh. gør det. I Lunderøds tilfælde er det nok kun en teoretisk mulighed, men i nogle tilfælde er det muligt at konstatere, at bispegods og andet gods er slået sammen efter reformationen. I Dragsholms jordebog 1591, der hovedsagelig omfatter det gamle bispegods, opføres således 4 gårde i Ebbeløkke i Ods herred, og ifølge matriklen 1682 er det alle landsbyens gårde. I 1370 ejede bispen 5 gårde + 2 gårdsædegårde sammesteds. Men takket den tilfældige omstændighed, at kronens jordegods i Ods herred i 1370 var pantsat til bispen af Roskilde, ved vi at der desuden i 1370 fandtes en selvejer i Ebbeløkke¹, hvis jord altså indgår i de 4 gårde i nyere tid. Et andet eksempel findes i

---

1 RBJ, s. 59.

Vordingborglens j ordebog 1609, hvor der under Lekkendegårdslen,det gamle bispelen, opføres 2 gårde i Egebjerg, Bårse herred; og ifølge matriklen 1682 fandtes kun disse 2 gårde i landsbyen. I 1370 ejede bispen 2 gårde + 1 ødejord i Egebjerg¹. Men desudenejede Agnete kloster i Roskilde gods i Egebjerg, som det allerede besad 1339²; og ifølge klostrets jordebøger 1504-20 i rigsarkivet ejede klostret på det tidspunkt 1 gård i Egebjerg. Det vil sige, at de to gårde i Egebjerg i 1609 stammer dels fra bispebordets dels fra klostrets gods.

Afsnit II er fra befolkningsstatistikkens synspunkt behæftet med den mangel, at den anvendte fremgangsmåde automatisk udelukker de landsbyer, hvor gårdtallet i tiden 1370 til nyere tid har været stabilt eller endda som i Starreklinte sikkert er forøget. Denne mangel er søgt afhjulpet ved udarbejdelsen af tredie og sidste afsnit, fra Øvre Hellerup (s. 274) og ud. Kriteriet for dette afsnit har været, at når der i tiden mellem 1370 og sammenligningskilden ikke foreligger vidnesbyrd om bevægelser i bispegodset, eller når disse bevægelser er kontrollable, som anført i noteapparatet, må dette anses som bevis for at godset er identisk. Eksempelvis kan anføres Starreklinte, der 1370 består af en stor gård og 6 gårde, men i 1591 er 12 ens gårde; da der ikke foreligger vidnesbyrd om ændringer i ejendomsforholdene 1370 til 1591, må der sluttes, at de 7 gårde i 1370 svarer til landsbyens 12 gårde i 1591. Som helhed kan der næppe indvendes noget imod denne slutning e silentio, selv om de anførte eksempler Egebjerg og Egeløkke demonstrerer, at der kan være en fejlkilde her. — I denne gruppe er de landsbyer selvfølgelig udeladt, hvor vi, som i tilfældet Grumløse ovenfor, ikke er i stand til at skelne bispegodset fra andet gods.

I den følgende opstilling er til orientering landsbyernes samledegårdtal angivet efter matriklen 1682 eller — angivet med stjerne — efter præsteindberetningerne 1651 og 1657. Det har umiddelbart betydning ved afsnit 11, men giver iøvrigt et værdifuldtindblik i, hvor bispen har ejet hele eller næsten hele byen,

---

1 rbj, s. il.

2 Dipl. Dan. 2. r. XII nr. 142.

og hvor han kun har ejet strøgods. Datumangivelse ved dokumenterudgør det for henvisninger til de kendte, kronologisk ordnede udgaver, Repertorium 2. rk., Kancelliets Brevbøger og Kronens Skøder. Det utrykte materiale findes med undtagelse af regnskabet 1467, Herlufsholms godsarkiv, og Roskilde kapitelsjordebog 1568, AM 4° 876, i rigsarkivet (RA).

Resultatet af denne sammenstilling kan sammenfattes således.På den jord, hvor der 1370 var 2089 landbrugsenheder, bestående af 44 hovedgårde, 431 gårdsædestavne, 75 brydegårde, 196 landbogårde og 1343 fæstegårde, fandtes der i nyere tid på samme jord 1501 enheder, bestående af 19 hovedgårde, 46 gårdsædegårdeog 1436 fæstegårde. Det vil sige, at under den omorganisation,som sammenstillingen bærer vidnesbyrd om, har godsledelsen måttet reducere landbrugsenhedernes antal med

588 til et niveau, hvor det talmæssigt ligger på 71.8 °/0/0 af
niveauet i 1370.

Nogle supplerende bemærkninger må knyttes hertil. Som ovenfor begrundet er sammenligningsmaterialet delt i 3 grupper, i opstillingen markeret ved mellemrum efter Tuse og Gjorslev. Indenfor grupperne stiller tallene sig således:

Gruppe I omfatter det statistisk set bedste materiale fra før sekulariseringen eller fra Roskildegårds jordebog 1554, der må tillægges samme kvalitet. Indenfor denne gruppe er brugsenhederne formindsket med 170; tallet må opfattes som minimum, fordi erfaringen viser, at gejstlige institutioner hyppigere ses at have erhvervet sig gods, uden at dette har sat sig spor i kilderne, end det modsatte. Fejlkilden er dog sikkert ikke ret stor.

Gruppe II og 111 omfatter materialet fra tiden efter reformationen. Af særlig interesse er gruppe 11, som viser, at i 74 landsbyer var antallet af landbrugsenheder på bispejorden alene (for Ods herreds vedkommende dog på bispens og kronens jord tilsammen) større i 1370 end det samlede antal brug, der fandtes i disse landsbyer i nyere tid. De 413 brug, som er nedlagt efter 1370, kan derfor ligeledes kun være minimumtal.

Som man ser, er der en vis forskel i procenttallene for det materiale, der stammer fra bispetiden, og det efterreformatoriske, nemlig 67.9 °/0/₀ mod 73.2 °/₀. Forskellen kan til en vis grad skyldes,at kronen i flere tilfælde end dem, der lod sig påvise for Ebbeløkkes og Egebjergs vedkommende¹, har slået bispegårde og krongårde sammen. Hovedårsagen skal dog sikkert søges i det forhold, at denne del af materialet omfatter den nordvestlige del af Sjælland, der faktisk indtager en særstilling — Jyllands nærhed? — idet gårdtallet her i en række landsbyer allerede

---

1 Se s. 267.

bliver stabiliseret omkring 1370¹, i andre som Starreklinte, Tolsagerog Hørve udvides det endda fra 26 til 42 ved udstykning af de store brydegårde². Tænker vi os derfor materialet fra Dragsholms jordebog 1591 udeladt af sammenligningen, vil procenttalletblive 68.3, hvilket ligger overordentligt nær tallet for gruppe I.

3. Ovenfor er vist, hvorledes brydegårdene i Starreklinte er blevet totalt udstykkede og jordfordelingen i Gundsømagle afgørende ændret siden middelalderen. I det følgende vil der blive fremdraget flere eksempler af den art til belysning af denne udviklingslinie. Beviset for dens almengyldighed skal dog ikke søges i disse eksempler, men føres på bredere grundlag.

Den følgende opstilling omfatter alle de enheder i RBJ, hvis areal angives i skyldjord. Derudover er antallet af gårdsæder — der som regel i 1370 ikke har andel i landsbymarken og derfor ikke har skyldjord — anført, ligesom storgårdene Tølløse, Ris, Ellinge (Løvenborg) og Asnæs er medtaget, selvom deres størrelse ikke angives i boisjord, men efter udsæd, nemlig henholdsvis Ql^, ultra 8, 6og bene 4 læster korn. Da RBJ viser, at der såedes fra l5l⁵/₈ ^—2²/₃ læster korn iet bol³, er Tølløse og Ris regnet til 4 bols-, Ellinge til 3 bols- og Asnæs til 2 bolsgårdene. De store gårde på over 50 ørtug skyldjord er anført særskilt ved navn; de svarer, som det senere skal blive påvist, til det begreb, stordriften, som Gunnar Olsen opererer med i sin undersøgelse over godsdriften i nyere tid, og som han definerer som hovedgården, der har over 50 td. htk.⁴. Det er umiddelbart af interesse at se, hvor mange og hvilke gårde, der i 1370 faldt ind under dette begreb. Med dobbelt plustegn er angivet de stordrifter, der i tiden efter 1370 er blevet helt udstykket, med et enkelt plustegn de, der i samme tidsrum ved udstykning er blevet reduceret så meget i størrelse, at de har mistet karakter af stordrift.

---

1 Se s. 276 og 313.

2 Se s. 292.

3 RBJ s. 38, 41, 79.

4 Hovedgård og bondegård, s. 176 ff.

Opstillingen viser et svælg mellem de store og de små brug. Særlig bemærkelsesværdig er, at 635 af 1612 gårde ligger på 3 ørtug jord eller derunder. I forordn. 1284 § 12 karakteriserer lovgivningsmagten den selvejerbonde, der ejer 3 ørtug jord, som fattig mand, der under visse omstændigheder er fritaget for arbejdspligt (inne) til staten. At lovgivningsmagten i 1284 tænkerpå små selvejergårde formindsker jo ikke, tværtimod øger vægten af det vidnesbyrd om stormændenes syn på den sociale placering af store dele af den jorddyrkende stand, som bestemmelsenindeholder.

melsenindeholder.Medregnes gårdsæderne har 1115 (53.3 °/0)/0)
af 2092 familiefædre på bispens gods hørt til kategorien 'fattig

Den fulde betydning af den ovenfor opstillede liste fremgår klarest, når den konfronteres med en tilsvarende opstilling, som Henrik Pedersen har udarbejdet over ejendommenes størrelse i 1682². Hans tabel inddeler gårdene i6 klasser, således at øverste klasse udgøres af gårdene på 20 td. thk. og derover. Det er forholdsvis let på grundlag af selve tabelværket at dele denne klasse i to med 50 td. htk. som skillelinie, derved opnås en sondring mellem hovedgårde af 1. og 2. rang i overensstemmelse med det af Gunnar Olsen skabte nyttige begreb, stordriften.

Som der ses er jordfordelingen i 1370 principielt en anden end i 1682. I 1682 dyrker de 3 øverste klasser 21.6 °/o af jorden. I 1370 har de tilsvarende klasser næsten tre gange så megen jord under plov, nemlig 59.9 °/₀. Som logisk konsekvens er den store masse af jorddyrkerne presset sammen på betydeligt mindre brug end i 1682. Endvidere er antallet af gårdsæder, der svarer til huse med jord i matriklen 1682, tre gange så stort.

---

1 Der bør i denne forbindelse gøres opmærksom på, at listen som nævnt kun omfatter de gårde, der anføres med arealangivelse i ørtug. Derudover nævnes 305 gårde, men alene med angivelse af ydelser. Som ventelig viser ydelserne samme svælg mellem store og små gårde, som fremgår af arealangivelserne. Således var der i Melby i Strø herred 8 gårde, der hver ydede 2/₃ sk. grot (1 sk. grot = 1 pund korn), 11 gårde ydede hver 3 pund korn og en hovedgård med 15 gårdsæder ydede 20 pund. Da Erslevs tabel (Valdemarernes Storhedstid, s. 139) viser, at 1 pund korn var den gennemsnitlige ydelse af 3 ørtug jord, kan gårdene skønnes at svare til henholdsvis 2, 9 og 60 ørtug jord. Hovedgården i Melby har rimeligvis hørt til kategorien stordrift; det samme har ladegårdene til de to hovedborge Dragsholm og Hjortholm sandsynligvis gjort, når betænkes, at ladegården til den tredje hovedborg, København, havde 240 ørtug jord. For fuldstændighedens skyld må anføres, at disse 1917 gårde endnu ikke udgør hele bispegodset, idet en væsentlig del af dette ikke specificeres, jf. RBJ Indledning, s. V. Når Erslev i Danmarks Riges Hist. 11, s. 623_—24, opgiver bispestolens gods til over 2600 gårde, har han altså vurderet denne uspecificerede del af godset til at omfatte 700 gårde.

2 De danske Landbrug, s. 363.

Tabellen viser, at klasse 3, der kvantitetsmæssigt svarer til vort proprietærgårdsbegreb, procentvis har den største andel i jorden, nemlig 25.0 °/₀. Det er indenfor denne størrelsesgruppe Henrik Pedersen søgte den middelalderlige hovedgård, og det er i denne klasses forholdsmæssige talrighed forklaringen på de ofte forbavsende høje middelalderlige afgifter må søges. Efter middelalderlig sprogbrug repræsenterer klassen de gårde, der kaldes curie villicales eller brydegårde. De middelalderlige hovedgårde, curie capitales eller curie principales, findes i de to øverste klasser, og de har i 1370 34.9 °/0/₀ under plov, men i 1682 kun 10.1 %• Tallene for øverste klasse, der svarer til begrebet stordrift, er 16.5 mod 6.0 °/₀.

4. Deter i sidstnævnte tal tabellens vel nok største overraskelse findes. I det følgende skal de metodiske forudsætninger både for den gængse opfattelse af de middelalderlige hovedgårde som små enheder som for den gjorte jævnførelse af RBJ med matriklen 1682 vurderes.

Det gængse billede af den lille middelalderlige hovedgård er
hovedsageligt skabt af Henrik Pedersen. Hans fremgangsmåde
var den, at han på grundlag af 'Trap' identificerede 199 der

nævnte middelalderlige hovedgårde og efter matriklen 1682 beregnedederes størrelse til gennemsnitlig 137₂ td. htk. eller 2-3 alminrlplicfp hnnHpraårrlp Wprtil knvltpr han fpilrfpnrlp inpfipt sigende bemærkning. »En nærliggende Indvending mod de i den følgende Oversigt meddelte Tal, er den, at de identificerede Gaarde kan have været meget større i Middelalderen eller nærmestfølgende Tid, at de i Tidens Løb kan være bleven delvist eller helt udparcellerede, og at Tallene saaledes kan være ganske misvisende. Denne Indvending er dog i Virkeligheden ikke saa farlig, som den kunde synes at være. I saadanne Tilfælde, hvor en Gaard var delt mellem flere Brugere eller — noget som ofte fandt Sted ved disse større Ejendomme — hvor der sad flere Brugere paa den samme Gaard, er det samlede Komplex regnet sammen som en Enhed, og der er i Virkeligheden næppe nogen Grund til at nære større Betænkelighed for Resultatet.«¹ Trods forsikringen er det klart, at ræsonnementet bliver betydningsløs overfor middelalderlige kilders vidnesbyrd.

I sin disputats har Gunnar Olsen på et væsentligt punkt modificeret Henrik Pedersens opfattelse.² I stedet for som denne at bygge på matriklen 1682 og opfatte dens oplysninger som adækvate for middelalderen, omend med de anførte reservationer,går Gunnar Olsen ud fra de i 1774 bestående stordrifter — som han definerer som hovedgårde med over 50 td. htk. — og undersøger deres forhistorie siden 1525. For de 99 sjællandske hovedgårde — de udgjorde 38.5 °/0/₀ af alle, der fandtes i kongeriget— viser det sig, at de 37 er oprettet efter middelalderen. Om andre 47 stordrifter foreligger vidnesbyrd i dokumentmaterialet,der viser, at de i tidsrummet 1525^—1774 har været genstand for store udvidelser, i 6 tilfælde foreligger vidnesbyrd om mindre udvidelser, og kun i 9 tilfælde tier kildematerialet fuldstændigt. Med skyldig hensyntagen til beviset e silentio konkluderer Gunnar Olsen, at stordriften har sin spirende begyndelsei

---

1 Hovedgaardsbedrilten i sidste Halvdel al det 1/. Aarh., Hist. Tidsskr. 8. r. VI (1915—16), spec. s. 47.

2 Hovedgård og bondegård (1957), s. 176—81 og 238; jf. artiklen Hovedgård i Kulturhistorisk Leksikon.

gyndelseislutningen af middelalderen. Hans konklusion falder bedre i tråd med det her fremdragne materiale end Henrik Pedersens opfattelse. Alligevel er der en grundforskel. Efter Gunnar Olsens opfattelse må man grafisk forestille sig stordriftsudviklingensom en nogenlunde jævnt stigende kurve, der begynderi slutningen af middelalderen og kulminerer i det 18. årh. Efter de ovenfor givne data må kurven derimod tænkes i 14. årh. at ligge væsentligt over det 18. årh.s niveau og kurvens linieføring som en bølgedal, hvor lavpunktet nås omkring 1450 —1500. En metode, der går ud fra de bestående stordrifter i 1774 og undersøger deres forhistorie tilbage til 1525, kan i sig selv hverken bekræfte eller afkræfte dette; ifølge udgangspunktetvil den kun få fat i en lille del af materialet. Af de 26 stordrifteri 1370 er der således kun Tølløse, Gjorslev, Brorup, Selsø, Rårup og Ellinge, der fortsat eksisterer som stordrifter i 1774; af disse vil endda Brorup i statistikken optræde som ef termiddelalderligstordrift, eftersom hovedgården blev udstykket i slutningenaf middelalderen, men genoprettet i 1674¹. Af de resterende20 hovedgårde er de 14 fuldstændigt udstykkede og 6 reduceret til mindre herregårde eller hovgårde. Den af Gunnar Olsen anvendte metode kan derfor kun bevise, at en del af de i 1774 eksisterende storgårde allerede må have eksisteret som storgårde i middelalderen. Overfor spørgsmålet om der har været flere eller færre, stiller den sig ganske neutral, så vist som det ikke har været en forudsætning for en stordrift i middelalderen,at den fortsat skulle være det i 1774.

Bemærkelsesværdigt og værd at anføre er en udtalelse af Erslev i Danmarks Riges Historie II (1902), s. 625. Her skildres, hvorledes udstykningen af storgårdene, der allerede var begyndt omkring 1300, kraftigt fortsattes på RBJ's tid; og dette gjaldt ikke blot for storgårdene. »Overhovedet var Udstykningen stadigfremadskridende; Brydegaarde og andre Gaarde, der havde mere Jord end de almindelige Bøndergaarde i Landsbyen, blev delte, og gennemgående synes man ved Middelalderens Slutning at være naaet til det Antal Bøndergaarde, der siden holdt sig

---

1 Anførte værk, s. 306.

nogenlunde uforandret Aarhundreder igennem«. Formuleret på den måde, er tabellen ovenfor ikke andet end en illustration af Erslevs seneste opfattelse¹, at det er efter 1370 den moderne jordfordeling i landsbyerne skabes. Der bør dog fremhæves, at Erslev utvivlsomt med hovedgårde forestiller sig gårde af en mere beskeden størrelsesorden end tabellens. Det fremgår bl. a. af, at han tænker sig dem drevet ved lønnet tyende.

Lad os nu efterprøve de metodiske forudsætninger for tabellensjævnførelse af oplysningerne i RBJ med matriklen 1682. Den hviler til en hvis grad — men også kun til en vis grad — på det af Aakjær fundne gennemsnitstal for en ørtug skyldjord på Sjælland, nemlig 1 ørtug = 4.34 td. land = 0.96 td. htk.\ eller for at formulere det korrekt og få det nødvendige forbehold med: hvis man i 1370 har dyrket samme areal som i 1682 har

---

1 I Valdemarernes Storhedstid (1898) havde Erslev nogle år i forvejen udtalt en helt anden opfattelse, idet han da mente, »at man allerede tidlig i Middelalderen baade hvad smaa og store Driftsenheder angaar nogenlunde var naaet til det, der siden holdt sig som det almindelige, og kan der ikke være Tvivl om, at Hovedmassen af Landets Jord er dyrket gennem smaa Bøndergaarde« (s. 109). Den der fremsatte opfattelse har uden al tvivl spillet en større rolle for udformningen af det gængse billede af jordfordelingen i middelalderen end den han i 1902 giver udtryk for. De argumenter, han i 1898 støtter sig til, er en henvisning til J.L.s ledingsparagraffer, samt en tabel (s. 139) over skyldjord og landgilde i RBJ. Tabellen omfatter 718 gårde med tilsammen 3354 ørtug jord, hvoraf Erslev slutter, at hver gård gennemsnitlig har haft 717¹/₂ ørtug jord, hvilket svarer til en helgård senere. Fejlræsonnementet er, at gennemsnitlig opfattes som identisk med normalt. Efter den mere omfattende tabel ovenfor s. 283 har de 1605 gårde i RBJ gennemsnitlig 818¹/₂ ørtug jord, men det ville være særdeles misvisende, at opfatte dette som normalstørrelsen for en gård. Lige så lidt kan man af J.L. udlæse, hvad der var den normale størrelse på en bondegård på dens tid. Den ændrede opfattelse i 1902 må vel opfattes som udtryk for, at Erslev er blevet klar over svaghederne i sit tidligere ræsonnement. — Forøvrigt beror de beregninger, Sv. Aakjær har foretaget vedrørende antallet af gårde i middelalderens Danmark, KVJ. Indledning s. 237_—44. Då samme forveksling af hp.prehprnp gpnnprnsnitsstorrelse og normalstørrelse.

1 KVJ. Indledning s. 92, jf. Land Measurement and Land Valuation in Medieval Denmark (The Scandinavian Economic Review VII) s. 128.

en ørtug skyldjord haft ovennævnte værdi. Forbeholdet er vigtigt,men har dog ingen afgørende indflydelse på tabellen. Deler man gårdene i 1682 i 7 størrelsesgrupper, følger deraf automatisk af den tilsvarende inddeling af gårdene i 1370, at der må have fundet store forskydninger sted. Teoretisk kunne man tænke sig, at det dyrkede areal i 1370 kun har været halvt så stort som i 1682; iså fald ville 1 ørtug svare til knap 1/₂ td. htk., og de fleste af de 26 hovedgårde ville miste deres karakter af stordrifter. Men størrelsesforholdet mellem de forskellige gårdklasserændres ikke, og den uantagelige konsekvens ville blive, at smågårde under 2 td. htk. i 1370 har udgjort 41.1 °/0/₀ af det samlede gårdtal, mens procenten i 1682 er 4.3.

Det her tagne forbehold med hensyn til ørtugj ordens gennemsnitsværdi hænger som sagt sammen med spørgsmålet om det dyrkede areal var større eller mindre i 1370 end i 1682. I betragtning af, at jorddyrkernes antal har været væsentligt større i 1370, er det ret sandsynligt, at det dyrkede areal også har været større, selv om det, som nedenfor vil blive understreget, ikke har bestået et simpelt talforhold mellem dyrket areal og antal jorddyrkere. Faktisk er det derfor kun på een måde eksistensen af de mange stordrifter kan anfægtes på. Fra landsby til landsby findes der vitterligt store udsving fra skyldørtugens gennemsnitsværdi, 0.96 td. htk. Teoretisk består derfor den mulighed, at skyldørtugen netop i den lokalitet, hvor stordriften ligger, har været af så ringe værdi, at anvendelsen af gennemsnitsværdien bliver misvisende. For at undersøge dette forhold og for i det hele taget at få overblik over, hvad der skete med de mange stordrifter efter 1370, er hver enkelt stordrifts data gennemgået og sammenholdt med adækvate oplysninger fra senere tid, for så vidt sådanne kan findes.

1. Amager ladegård. Hele Amager var i 1370 på 49 bol jord, deraf lå 10 til ladegården. I 1682 var der 1087.0 td. htk. på Amager,af hvilke 80.8 lå til ladegården. I 1370 dyrkes knap x/₅ af Amager til ladegården, i 1682 knap 1/₁₃. I forhold til hartkornstallet1682 har de 240 ørtug i 1370 svaret til 224 td. htk. Ladegårdenhar altså i 1370 hørt til klassen superstordrifter, gårde på

over 200 td. Mk., af hvilke der i 1682 kun fandtes 5 i hele landet
(Vordingborg, Antvorskov, Gisselfeld, Frederiksborg og Jægersborg)og
i 1774 kun 81.81.

2. Lekkende. Hovedgården havde 1370 114 ørt.ng jord samt ornum og ruth, hvis størrelse ikke specificeres. Landsbyens gårde dyrkede tilsammen 49¹/₂ ortug. I 1682 var landsbyens samlede hartkorntal 100.4, af hvilke 44.6 lå til hovedgården. Siden middelalderen havde denne opgivet et enemærke i Stensvedskov på 66 ørtug². Målt med matriklen 1682 har hovedgården i 1370 med ornummet og ruth været på mindst 114 td. htk. (i selve Lekkende er der i 1370 97V₂ ØI"tug og 100.4 td. htk. i 1682). I 1370 har hovedgården foruden det store enemærke i Stensvedskov dyrket om ved 2/₃ af landsbyens jord; i 1682 er dens anpart reduceret til om ved 2/₅.

3. Slagslunde. Hovedgården havde 1370 60 ørtug jord, i hvilke der såedes 50 ørtug korn, samt 3 ornumjorder med 54 ørtug korn i udsæd. De 10 gårde i landsbyen havde tilsammen 60 ørtug jord og 50 ørtug udsæd. Hovedgården havde altså 68 °/0/₀ af landsbyens jord under plov. I 1682 var der 122.1 td. htk. i Slagslunde, af hvilke dog kun 29.5 eller 24.2 °/0/₀ lå under hovgården . Målt med 1682 har hovedgården i 1370 svaret til 83 td. htk.

4. Tuse. 1370 var der 8 bol i landsbyen, af hvilke 4 lå til hovedgården. 1688 var den udstykket, og hele landsbyen var på 159.12 td. htk. Målt med 1682 har hovedgården 1370 svaret til 79.56 td. htk.

5. Jyllinge. Hovedgården på 4 bol i 1370 er senere blevet udstykket.
Da der mangler oplysninger om landsbyens samlede boltal
kan sammenligning ikke drages.

6. Havelsemagle. Hovedgården omfattede i 1370 4 af landsbyens
8 bol. Senere udstykket. Landsbyen havde 1682 128.26 td.
htk. Målt med 1682 har hovedgården 1370 svaret til 63.13 td. htk.

7. Ballerup. Til hovedgården lå i 1370 2 bol i Ballerup og 2 i Ågerup. I Ballerup var der desuden 3 bol, som dyrkedes af bispens bønder, og 1 bol tilhørte kapitlet. Hovedgården senere udstykket. 1688 havde Ballerup og Ågerup henholdsvis 105.80 og 47.40 td. htk. Målt med 1682 har hovedgården i 1370 svaret til 118.0 td. htk.

8. Mose. Hovedgården havde i 1370 3 bol samt et bol i Udby.

---

1 Gunnar Olsen, anførte værk, s. 177. Ifølge hans data er det sandsynligt, at Vordingborg slots ladegård og Antvorskov kloster ladegård allerede har ligget omkring 200 td. htk. i middelalderen.

2 Se ndf. s. 304.

I 1688 var gården kun på 18.7 td. htk. og drives som avlsgård
under Hørbygård1. Både hovedgård og dyrket areal må være
væsentlig formindsket siden 1370.

9. Tølløse. Hovedgårdens areal i 1370 angives ikke, derimod opgives dens udsæd til 9x9^x/₂ læster korn = 456 td. I Frederik lII.s matrikel 1662 siges hovedgårdens totale udsæd at være 96 td. rug og byg samt 11 td. havre og dens årlige udsæd 64 td. rug og byg og 7 td. 2 skp. havre. Denne opgivelse er sikkert alt for lav og at opfatte som typisk udslag af 'selvangivelse', men ifølge opmålingen 1682 var hovedgårdens totale agerareal — under drift og i hvile — 305.0 td. land, hvilket viser, at hovedgården på det tidspunkt ikke på nogen måde kan have haft en udsæd som i 1370. Forholdet er særlig interessant, fordi Tølløse hører til den kategori af middelalderlige gårde, der ifølge Gunnar Olsens data har haft betydelige udvidelser i 16. og 17. årh.¹ Og dog må Tølløse i 1370 have haft et større tilliggende end i 1682, da den havde 88.53 td. htk.

10. Ris. Hovedgårdens udsæd angives i 1370 til mere end 8 læster korn = 368 td. Den udstykkedes senere i 4 gårde og 1688 er disse gårdes agerareal 322 td. land, der vurderes til 63.49 td. htk. Ligesom ved Tølløse må slutningen blive, at den middelalderlige gård har haft et væsentligt større tilliggende; i hvert fald har den svaret til 63.49 td. htk.

11. Serridslev. Hovedgården var 1370 på 90 ørtug jord. Den gik senere sammen med bispens bønder i landsbyen over til kronen under Erik af Pommern; på reformationstiden afstodes dette gods til København og blev udlagt som fælled. En sammenligning er derfor umulig. løvrigt fremgår det af kronens jordebog 1492, at hovedgården allerede da er udstykket i to store gårde og en del af dens jord lagt til landsbyens øvrige gårde².

12. Gjorslev. I 1370 lå 3 af landsbyens 6 bol under hovedgården. I 1682 har hovedgården opslugt hele landsbyen og er på 136.84 td. htk. Målt med 1682 har den middelalderlige hovedgård haft 68.42 td. htk. Gjorslev er foreløbig det første eksempel på, at den eftermiddelalderlige hovedgård er større end den middelalderlige.

13. Brorup. 1370 havde hovedgården 3 bol, hvilket var al jord
i landsbyen. Hovedgården blev udstykket i det 15. årh., men

---

1 Gunnar Olsen, s. 159 og 356. Endnu i 1586 var jorden i Mose øde, Kr. Sk. I, s. 307.

1 Gunnar Olsen, s. 315, 319, 321, 330

2 Se s. 293.

genopstod 1674, da alle landsbyens gårde nedlagdes1. Dens hartkornstalvar
1682 85.84 td., hvilket altså korresponderer med de
3 bol i 1370.

14. Selsø. Hovedgården havde 1370 de 3 af landshyens 8 boL Den havde i 1682 83.49 td. htk., men var da fornylig bleven udvidet med den i 1669 nedlagte landsby Vestbys jorder in. m.² I Vestby var der imidlertid i 1370 en hovedgård på 60 ørtug jord, som senere nedlagdes. I Selsøs hartkornstal indgår således både dens egne 72 ørtug i 1370 samt de 60 ørtug, som hovedgården i Vestby havde på samme tid.

15. Skuldelev. Hovedgården var 1370 på 3 bol. Senere udstykket.
Da der ikke fremgår, hvormange bol, der 1370 fandtes i
landsbyen, kan sammenligning ikke drages.

16. Haslev. Hovedgården havde 1370 halvdelen af landsbyens 6 bol. Den var allerede udstykket 1519 og hele landsbyen havde 1688 137.97 td. htk. Målt med 1682 har hovedgården 1370 haft 68.99 td. htk.

17. Ullerslev. Hovedgården havde 1370 3 af landsbyens 9 bol.
Senere udstykket. Landsbyen havde 1682 138.17 td. htk. og i
forhold hertil har hovedgården 1370 haft 46.23 td. htk.

18. Bagsværd. Hovedgården var 1370 på 3 bol og desuden havde bispen l5l⁵/₈ bol, hvilket vistnok ukorrekt³ siges at udgøre hele landsbyen. 1682 havde landsbyen 95.48 td. htk., af hvilke 40.00 lå til hovedgården. Hvis oplysningen i RBJ er korrekt, har hovedgården 1370 haft 61.92 td. htk. i forhold til 1682.

19. Tollerup. Hovedgården har 1370 3 bol. Bebyggelsen senere
forsvundet.

20. Gundsømagle. Hovedgården var 1370 på 3 bol og blev som
ovenfor vist senere formindsket. Da kapitlets bolandele ikke kendes,
kan sammenligning med 1682 ikke drages.

21. Ellinge (Birkholm). Hovedgården havde 1370 6 læster korn i udsæd = 288 td. Desuden var der 8 landboer i landsbyen, hvis tilliggende ikke opgives. I 1682 havde Birkholm og de 5 tilbageværende gårde i Ellinge tilsammen 287.8 td. land. Da Birkholm ifølge Gunnar Olsen omkring 1632 er blevet udvidet med 7 bøndergårde i Ellinge¹, må disse data forstås på den måde, at hovedgården efter 1370 har afgivet jord til bønderne og igen udvidet sig i 1632, uden dog at nå samme størrelse som i 1370, idet dens totale agerareal 1682 er 196.1 td.

---

1 G"r"jv Olcen s 306

2 Gunnar Olsen, s. 331.

3 Jf. ovf. s. 266.

1 Gunnar Olsen, s. 321.

22. Rårup (Cathrineberg). Hovedgården havde 1370 3 bol, men da de øvrige bol i landsbyen ikke anføres, kan sammenligning med 1682 ikke drages. 1669 blev hele landsbyen inddraget under hovedgården², og med sine 156.76 td. htk. i 1682 er den utvivlsomt større end den middelalderlige hovedgård, og i den henseende en pendant til Gjorslev.

23. Vestby. Hovedgården havde 1370 2x2x/2 bol. Bebyggelsen er
senere forsvundet, se under Selsø.

24. Dråby, Hovedgården havde 1370 2121/2 bol, senere udstykket.
Da landsbyens samlede boltal ikke opgives, kan sammenligning
ikke drages.

25. Himmelev. Hovedgården, der senere er udstykket, havde
1370 2121/8 bol, men også her mangler byens samlede boltal.

26. Farum. Hovedgården havde 1370 52¹/₂ ørtug jord og 30 landboer tilsammen 90 ørtug. I 1682 havde Farumgård 17.07 td. htk. og de øvrige 19 bøndergårde tilsammen 118.20. Målt med 1682 har hovedgården 1370 haft 49.83 td. htk. I 1370 dyrker den 3/₈ af landsbyens jord, i 1682 kun x/₇.

Resultatet kan sammenfattes således: Af 26 stordrifter i 1370 er 14: Tuse, Jyllinge, Havelsemagle, Ballerup, Ris, Serridslev, Brorup, Skuldelev, Haslev, Utterslev, Tollerup, Vestby, Dråby og Himmelev forsvundet som storgårde efter 1370 og inden nyere tid, og jorden givet til bønderne. Stærkt reduceret i areal er 8 eller 9: hovedgårdene på Amager, i Tølløse, Ellinge, Farum, Slagslunde, Mose, Gundsømagle, Lekkende og (vistnok) Bagsværd. Et større areal end i 1370 har kun Gjorslev og Rårup, samt Selsø, der dog 1682 også omfatter jord, der 1370 lå til den middelalderlige stordrift i Vestby på 60 ørtug jord.

5. Hermed turde det stå fast, at deter i tiden efter 1370, at det sjællandske bondesamfund skabes, som vi kender fra matriklen1682. Udviklingen har været karakteriseret af en bevægelsemod midten. Jord tages fra de store og største gårde, som i 1370 dyrker 3/₅ af jorden, og gives til de mindre gårde og til de oprindelige arbejdere på storgårdene, gårdsæderne, af hvilke en betydelig del indrulleres i gårdmandsklassen. I det følgende skal der gives nogle flere eksempler på den udstykning, som vi allerede har set virke i Starreklinte og Gundsømagle. Som kriteriumfor

---

2 Gunnar Olsen, s. 331.

teriumforændring af gårdenes indbyrdes størrelsesforhold må
kornydelsen i pund (= 4 td.) anvendes, da de senere jordeboger
som bekendt ikke kender begrebet skyldørtug.

Omkring 1370 var man ved at omorganisere driftsforholdene 1 Hørve. De 6 gårdsæder, som »tidligere lå til brydegårdene« havde fået egen jord, var blevet forvandlet til gårdsædegårde med ydelser fra 4 til 6 td. korn årligt. Jorden var taget fra de store brydegårde, samt sandsynligvis fra den lille ødejord på 2 ørtug skyld, selv om dette ikke udtrykkeligt siges. Ændringen er ikke i jorddrottens favør, idet brydegårdene for den afståede jord får en nedsættelse på 10 pund korn, medens de nye gårdsædegårde kun indbringer 7x7^x/₂ pund. Sammenholdt med jordebogen 1591 * har dette dog kun været en svag begyndelse, hvilket umiddelbart fremgår af sammenstillingen.

Hørve og Bjergesø er interessant, fordi det af RBJ fremgår, at det er på dennes affattelsestid, at gårdsæderne i disse landsbyerfår egen jord og bliver sat i smør- og kornskyld. Det fremgårumiddelbart, at rentabilitetssynspunkter ikke har været bestemmende.Den fortsatte udligning efter 1370 er ligeledes sket mod godsledelsens snævrere økonomiske interesser. Bemærkes må også, at skønt det givetvis er sket en demokratisering af jordfordelingen i de to landsbyer, findes der dog 1591 i begge

---

1 I Dragsholm lens jordebog skelnes udtrykkeligt mellem de 21 gamle bispelige gårde og de 3 gårde, som kronen havde erhvervet efter reformationen, Kr. Sk. I, s. 200, 208 og 313.

en stor gård med 20 td. korn i landgilde. Ligesom Gundsømagle med sine store gårde i nyere tid tjener det til at illustrere, hvor endnu mere storgårdspræget disse landsbyer må have været i middelalderen.

De næste eksempler viser middelalderlige stordrifters ud
stykning.

Hovedgårdens ydelse anføres ikke i 1370, men da der af hver øre jord, bønderne dyrker, ydes 1 pund korn, kan ydelsen af hovedgårdens 30 øre jord sættes til 30 pund. I 1370 dyrker hovedgården med sine 5 gårdsæder 90 ørtug jord, og de 11 gårde tilsammen 108 ørtug. I 1492 er de 5 gårdsæder forsvundet og hovedgården delt i 2 store gårde. Desuden må ifølge forholdet mellem ydelserne en del af hovedgårdens jord være blevet overladt bønderne, idet fæstegårdenes jord i 1370 forholder sig til hovedgårdens som 12 :10, medens forholdet i 1492 er som 19 :10.

I 1554 er hovedgården ifølge Roskildegårds jordebog udstykket i 3 store bøndergårde, der ifølge præsteindberetninger 1651 hver var på 1 bol. Hovedgårdens fjerde bol samt den lille ødegårdsjord er blevet fordelt på landsbyens øvrige gårde, hvis antal siden 1370 er øget fra 18 til 19 gårde; samtidig er dog 7 gårdsædestavne forsvundet. Normalt er gårdgruppernes ydelser eksakt blevet forøget med 1 grot¹, reelt har pengeinflationen bevirket en betydelig lettelse af byrderne. Da RBJ regner med 1 sk. grot = 1 pund korn², svarer bøndernes ydelser af de 4 bol i 1370 til 22⁵/₁₂ pund = 89²/₃ td. korn (269:12 x 4), medens de efter den kgl. naturalietakst fra 1544, der sætter 1 td. korn =2 mark penge³, i 1554 kun har ydet ca. 27 td. korn af 4 bol jord. Under forudsætning af, at ydelsen af hovedgårdens skyldjord i 1370 har været de normale 1 pund korn af hver øre jord, har hovedgården ydet 64 pund korn, idet hvert bol var på 2 mark skyldjord. Den totale ydelse af bispens jord i Tuse har således udgjort ca. 282 td. (64 + 22³/₄ pd.), medens den i 1554 svarer til 106 td.⁴

---

1 Jordebogen 1554 har ydelserne 20 sk. 3 den. (= 243 den. = 27 groter); 13V2 sk- (= 162 den. = 18 groter); lOV2 sk. = 126 den. = 14 groter).

2 RBJ s. 73: tres (coloni) dant iii pund annone videlicet quilibet vnum pund et duos solidos grossorum.

3 Aakjær, Maal, Vægt og Taxter, s. 252. — 1 sk. grot (12 groter) var „ 108 hø mark ¦ 192

4 Rimeligvis kan man af de senere ydelser slutte, at udstykningen er sket kort efter 1370, idet de 363V₃ grot, som senere ydes af de 5 bol jord, på det tidspunkt har svaret til pundydelserne af de 3 bol jord, nemlig 30 pund korn (SeSl^: 12 = 30⁵,'₁₈) mod 18.

Som et tredje eksempel på en middelalderlig hovedgårds udstykning skal Magiebys data gives, således som de fremgår af den indførelse, der omkring 1402 er gjort i RBJ¹, sammenholdt med skødet til Peder Svave 1540. Eksemplet har den særlige interesse, at hovedgården forud for indførelsen 1402 havde tilhørt adelen, nemlig i 1346 hr. Jacob Nielsen Rane, senere hr. Folmer Jacobsen Lunge.

Som man ser, er hovedgården forsvundet 1540 og gårdene praktisk talt alle gjort ens i marken. Ændringen har samtidig betydet en væsentlig sænkning af ydelserne, vistnok endnu større end den, den ovenfor givne sammenstilling giver udtryk for. Sagen er, at de 55 sk. grot i skødet nok benævnes landgildepenge,mentemmeligt sikkert er tjenestepenge. Da forholdet har principiel betydning for de her dragne sammenligninger mellem middelalder og nyere tid, er en kort bemærkning om den metodiskebehandlingaf de problemer, der knytter sig hertil, på plads. En fæstebondes ydelser, således som de findes i jordebøgerfranyere tid, har basis i to forskellige retsforhold, 1) afgift af den lejede jord og 2) afgift af bonden til sin husbond for forsvar, herlighed, hold, eller hvorledes det nu benævnes. Sædvanligvisfalderjorddrot og husbond sammen, men ikke altid, såledesifølgesagens natur aldrig ved kirkernes gårde, hvor afgiften af jorden tilhører kirkens fabrica, mens de andre ydelser, småredslen,tejerneo.s.v. tilfalder den, der har forsvaret. I sådanne tilfælde ses klart, at afgiften af selve jorden som regel næsten

---

1 RBJ s. 4—5 og Indl. s. VI.

altid har været fikseret i pund korn. Det samme fremgår som regel også af ødegårdene, hvor jorden dyrkes af andre bønder mod ydelsen af jordens kornafgift, men hvor i orddyrkerens personlige ydelse til sin husbond forsvinder, idet de, der overtagerjordeni forvejen jo har deres husbond. I tilfældet Magleby ses dette ved de tre øde gårde og er et af indicierne for, at landgildepenge i Magleby hører til herlighedsbegrebet¹. Det er i denne forbindelse grund til at gøre opmærksom på et andet forhold af principiel interesse. Hvis de mange småydelser, der hører til herlighedsbegrebet, er senere end RBJ, har jorddrotten i disse fået en delvis erstatning for tabet i selve ydelsen af jorden. I 1540 yder hver af de 25 gårde 2 pund korn, 2 sk. grot landgildepenge, 5 sk. kopenge, 1 lam, 1 gås, 2 høns og xj₂ svin. I matriklen 1664 beregnes disse ydelser tilsammen til lOl^ td. landgildehartkorn²; hver bonde har således svaret 8 td. korn af jorden og 212¹/_i i herlighedsafgifter. Den totale afgift af bondejordeniMagleby i nyere tid er 325 td. korn, hvilket ved første øjekast kunne begrunde den opfattelse, at ydelsen af jorden siden 1402 nok er dalet fra 772 td. til 248 td. korn, men i samme periode har jorddrotten dog opnået en vis kompensation ved pålægning af herlighedsafgifter svarende til 77 td. korn. Synspunkteterimidlertid næppe rigtigt. Normalt anføres i RBJ kun ydelsen af jorden, men der fremgår dog utvetydigt af forskellige sidebemærkninger, at bønderne også i 1370 har præsteret ydelserudoverde rene jordydelser; således bemærkes under HammerogBårse herred, at alle gårde i disse herreder yder »agnum in estate, duas aucas et iiii or pullos in hierne. Item dant omnes insimul .. . Ix pecora viua et centum xx oues antiquas uiuas et duas lestas auene in vere pro semine episcopi . . . Item dant pro seruicio estiuali circa iiii or lagenas butiri«³. Den eneste herlighedsydelse,somvistnok er yngre end 1370, er gæsteriafgiften; da den som regel er 1 td. havre, der svarer til 1/₂ td. htk., af

---

1 lueiEsr si sclvejcrEender, navnlig deres iiiiicpi<cai.aLiuiiei, ses ugs>a lejlighedsvis ukorrekt at blive benævnt landgildepenge.

2 Nr. 1806.

3 RBJ, s. 14.

hver gård, har dette imidlertid ingen større betydning for de her anstillede sammenligninger. Afgiften må iøvrigt betragtes som afløsning af en realtynge, der må have været en alvorlig belastning af fæstebonden i ældre tid.

Både i 1402 og 1540 er der betydeligt ødegods i Magleby. En sammenligning viser imidlertid, hvilke helt andre problemer ødegodset 1402 har rejst for jorddrotten end dem, han var stillet overfor i 1540. På sidstnævnte tidspunkt var der 4 ødegårde og 3 ødejorder i Magleby. Distinktionen angiver sikkert, som Skrubbeltrang har udviklet¹, at gårdene i førstnævnte tilfælde temporært var übesatte, men at bygningerne forefandtes, mens de i sidstnævnte har stået så længe øde, at bygningerne er forsvundne eller har måttet betragtes som værdiløse. Ødegårde i betydning übesatte gårde må have eksisteret til enhver tid. Kun et konstant og meget væsentligt overskud af fæstekandidater ville have kunnet forhindre dette. Et alvorligere problem var ødejorderne, fordi de viser, at rammen var for stor, at der var udlagt jord til flere gårde end der var fæstere til. Alligevel var de økonomiske tab for jorddrotten i 1540 til at overse og bære. I Magleby, som i 1540 efter nyere tids forhold havde en ødegårdsprocent over normalen, bestod tabet faktisk kun i herlighedsydelserne af 7 gårde, hvilket har andraget ca. 15 td. korn, samt i bortfald af de personlige arbejdspræstationer af 7 gårdfæstere. Selve kornydelsen af jorden blev ydet af de andre gårde. Trods alt ingen grund til at foretage drastiske omlægninger i landsbyen med generel nedsættelse af jordydelserne for at drage fæstere til. Matriklerne i 17. årh. viser da også, at ødegodset senere er blevet bebygget.

Anderledes i 1402. På det tidspunkt var foruden hovedgården15 gårde øde. For jorddrotten betød det et indtægtstab på 73¹/₂ pund eller 294 td. korn udaf en samlet indtægt på 193 pund² eller 772 td. Men det er værd at lægge mærke til,

---

1 Husmand og Inderste, s. 32 flg.

2 De fleste gårde yder 212¹I₂ eller 5 pund korn. I9 tilfælde står blot, at gården er på 1 eller 2 øre skyld, da 12 øre jord i anden forbindelse sættes lig en ydelse på 30 pund, følger at 1 og 2 øre skyld har ydet henholdsvis 212¹/₂ og 5 pund. Ved 3 gårde anføres hverken yueise eiier skyld, ue er her beregnet til mindste ydelse, 212¹ 2 pund.

at de 33 gårde, som dog stadigvæk er besatte i 1402, og som nogenlunde svarer til landsbyens gårdtal i nyere tid, stadigvæk vder 119¹/« Dund korn eller nær det dobbelte af vdelserne i 16. årh. Hvorfor denne fortsatte nedgang? I et senere afsnit skal svaret søges givet.

De her givne eksempler må sammen med de tidligere beskrevne udstykninger i Starreklinte og Gundsømagle anses for tilstrækkelige til at vise, hvorledes det middelalderlige storgodsog storgårdsprægede samfund er blevet afviklet. De kunne suppleres væsentligt, men indeholder principielt ikke nye træk. Hovedbeviset for demokratiseringen af landsbyen ligger som nævnt ikke i disse eksempler, men i tabellen s. 283. løvrigt vil der i det følgende blive lejlighed til udfra andre synspunkter at vise, hvorledes hovedgårdene i Farum og Lekkende formindskedes.

6. Set fra jorddrottens synspunkt har tiden omkring 1400 været en krisetid, set fra jorddyrkerens en fremgangstid. Det har sikkert været flere herremænd end Anders Glob, der gik fallit på Brøndumgård omkring 1400¹, og væbneren Vide Videsenog hustru, der 1391 måtte pantsætte deres hovedgård Hessel for 100 mark lybsk, »recognoscentes se propter penuriam hungærthrongdictam hoc fecisse«², som ikke har kunnet tilpasse deres levefod efter de stærkt dalende jordafgifter. For bonden har de formindskede ydelser ikke været den eneste bedring tiden bragte, en anden, måske ligeså betydningsfuld, har været den, at de mange småbrug, der fandtes, ved sammenlægninger og ved tildeling af jord fra de udstykkede storgodser og storgårdeforvandledes til den fæstegård med en normalstørrelse på 4—84^—8 td. htk., som vi kender fra senere tid. Denne naturlige konsekvens af udviklingen og som tabellens talforhold udtrykker,skal her konkretiseres med et par eksempler. De har desuden den fordel, at de giver anledning til nogle vurderende betragtningerover

---

2 De fleste gårde yder 212¹I₂ eller 5 pund korn. I9 tilfælde står blot, at gården er på 1 eller 2 øre skyld, da 12 øre jord i anden forbindelse sættes lig en ydelse på 30 pund, følger at 1 og 2 øre skyld har ydet henholdsvis 212¹/₂ og 5 pund. Ved 3 gårde anføres hverken yueise eiier skyld, ue er her beregnet til mindste ydelse, 212¹ 2 pund.

1 Hist. Tidsskr. 11. r. VI, s. 229—30.

2 Repert. I nr. 3815.

ningeroverforholdet mellem dyrket areal i middelalder og
nyere tid.

I 1370 var der i Farum en hovedgård med 12 gårdsædestavne og 52¹/₂ ørtug jord. Desuden fandtes 30 landbogårde i landsbyen med tilsammen 90 ørtug jord, hver gård på 3 ørtug jord. Ifølge matriklen 1682 var Farumgård på det tidspunkt på 17.07 td. htk. og havde 107.3 td. agerland. Resten af landsbyen, 118.20 td. htk. og 723.0 td. land, var fordelt på 19 fæstegårde, der gennemsnitlig havde 6.22 td. htk. og 38.5 td. land. Målt med matriklen 1682 har 1 ørtug jord svaret til 0.95 td. htk. og 5.9 td. land; hver landbogård i 1370 har altså haft 2.85 td. htk. og 17.7 td. land. Forvandlingen af disse små landbogårde til fæstegårde af den normale størrelse er sket ved, at man har nedlagt 11 af de i 1370 eksisterende landbogårde; desuden har man taget 32.8 td. htk. eller 302.4 td. land fra hovedgården 1370. Derved har de 19 fæstegårde fået den størrelse, de har i 1682.

Et andet illustrerende eksempel skal anføres fra Lunderød i Merløse herred. Her var der i 1370 18 gårde, hver på 3 ørtug jord. I tiden 1558 til 1682 vides landsbyen kun at være på 8 gårde. Landsbyen havde 1682 318.4 td. land og 61.25 td. htk., hver gård gennemsnitlig 39.8 td. land og 7.66 td. htk. Dette er opnået ved nedlæggelse af 10 gårde efter 1370. Målt med matriklen 1682 har hver landbo haft 17.7 td. land og 3.45 td. htk. i 1370.

Her kan i hvert fald i første øjeblik en vis tvivl melde sig. Har det større antal jorddyrkere i 1370 ikke automatisk medført,at det dyrkede areal har været tilsvarende større? Dette gælder sådan set ikke blot for forholdene i Farum og Lunderød, men rækker videre. Det aakjærske gennemsnitstal på 4.34 = 0.96 td. htk. pr. sjællandsk skyldørtug hviler på antagelsen, at det dyrkede areal i 1682 er identisk med middelalderens. Dette er i sig selv übeviseligt, og man kunne af det forhold, at der i 1370 var 2089 brug på bispens jord, hvor der i nyere tid var 1501, fristes til at slutte, at eftersom Aakjærs gennemsnitstal 0.96 td. htk. praktisk talt stammer fra samme gods, har værdien af en ørtug jord i 1370 på grund af større dyrkningsintensitet

ligget omkring 1.25 td. htk. Imidlertid har dette næppe været tilfældet, fordi et andet betydningsfuldt forhold spiller ind. Markbogernp. 1682 viser som bekendt, at praktisk talt alle landsbyer har jord, der karakteriseres som »ond«, »udygtig«, »havrejord« og lign., d.v.s. jord, der ikke kan gå under normal omdrift og økonomisk ligger på grænsen af, hvad det kan lonne sig at dyrke. Overført på Lunderød betyder det, at de 18 gårde i 1370 ikke på nogen måde kan have dyrket et areal om ved 225 °/0/₀ større end i 1682, men at det større gårdtal er opnået ved, at gårdene har haft et væsentligt mindre jordtilliggende end senere. Som følge heraf har de sikkert også set med mindre kritiske øjne på marginaljorden end deres mere heldigt stillede efterfølgere i 17. årh. har kunnet gøre. Hvor meget det forhold betyder for det aakjærske gennemsnitstal er umuligt at beregne. Vi kan kun påpege, at hvis gennemsnitsværdien blot har været 1.05 i stedet for 0.96 har antallet af stordrifter på bispegodset ikke været 26 men 40, idet der ligger en gruppe på 14 hovedgårdeå 48 ørtug jord lige under den anvendte 50-ørtuggrænse.

Det her påpegede forhold, at jorddyrkeren i højere grad end senere har været presset ud på marginaljorden og hans stilling som følge heraf har været prekær og sårbar, indtager idag en central stilling i den europæiske litteratur, der beskæftiger sig med grundelementerne i krisen¹. Kronologisk hører dette problem først og fremmest til krisens første fase, herhjemme tiden omkring 1200, da befolkningspresset kulminerede. Kun for så vidt det kan have bidraget til — og rimeligvis har —, at et oprindeligt positivt fødselstal blev forvandlet til et negativt, spiller forholdet en rolle i krisen omkring 1400. Omkring 1200 må menneskene have manglet jord, omkring 1400 var det vitterligt

7. Efter udredning af hvordan den middelalderlige jordfordelingblev afviklet, skal spørgsmålet hvorfor belyses. Erslev, der er klar over tendensen, men ikke over omfanget, skriver herom i Danmarks Riges Historie 11, s. 625 flg.: At en Hovedgaardofte blev nedlagt, naar den fra den enkelte Adelsmand

---

1 Jf. det nedenfor s. 341 note 1 omtalte værk af Duby, s. 564 flg.

gled over til en Biskop¹ eller Kloster, tyder jo på, at Hovedgaardsdriftenikke i sig selv var økonomisk lønnende. Dog viser sig i denne Tidsalder Begyndelsen til et System, der skulde ændre dette Forhold, idet der spores, at man er begyndt paa at anvende Hoveri af Fæstebønderne (fremhævet af Erslev) til at bestride det Arbejde, der forefaldt paa Herregaarden«. Dette udvikles videre: Gårdsæderne får jord i landsbymarken mod arbejdspligt til hovedgården, og en del af landboernes landgilde konverteres til arbejdsydelse; således har landboerne i Troelstrup 1 Ringsted herred ifølge RBJ fået halveret deres landgilde mod at præstere et dagsværk om ugen til hovedgården i Haslev, om efteråret i høstens tid dog 4 dagsværk og ved høbjærgningen 2 dagsværk om ugen. Ordningen frembød fordele for begge parter.Jorddrotten kunde indskrænke sit tyendehold og »Fæstebondenlod sig vist let friste til at paatage sig en vel ret ringe Arbejdspligt, når han derved kunde opnaa en Nedsættelse i sit Landgilde eller andre Fordele. Men det var en skæbnesvanger Vej, man kom ind paa; det rene Fæsteforhold fik en anden Karakter, naar Herremanden paa den Vis kunde byde over FæsterensArbejde, Landboen fik derved noget af Tyendets Præg«².

---

1 Tanken, at hovedgårdene på roskildebispens gods oprindeligt har været adelsgårde, uddybes i det følgende. »I Roskildebispens Jordebog træffer man foruden de større Gaarde, hvor Bispens Fogeder boede og ud fra hvilke de førte Tilsyn med det omliggende Fæstegods, talrige Hovedgaarde, der er kommet i Bispens Eje, men de er oftest halvt opløste; tidligere Gaardsæder har faaet Jord udlagt af Hovedgaardens Grund, og den Gaard, som i sin Tid har givet Plads for en Adelsfamilie, emu sunket ned til at drives som en større Bondegaard«. Overfor tankegangen må indvendes, at vi kun om hovedgårdene i Ris og Magleby ved, at de tidligere har været i adelig besiddelse (Hak og Rane-Lunge). Til gengæld ved vi positivt, at hovedgårdene i Serridslev, Utterslev, Bagsværd og på Amager ligger på jord, som allerede 1186 tilhørte bispen (Kbh.s Dipl. I, nr. 1), endvidere at Selsø ligger på jord, som i hvert fald i slutningen af 13. årh. var i bispens besiddelse (Dipl. Dan. 2. rk. 111, nr. 311 og 403. Hovedgårde kan altså udvikle sig både på adels- og bispegods, i sig selv en selvfølgelig konstatering.

2 Anf. værk, s. 626^—27; Erslevs fremstilling går let ændret igen hos Arup: Danmarks Historie 11, s. 120^—21.

Erslevs udredning er præget af hans sædvanlige sans for logisk syntese. Men hovedgårdene blev vitterligt ikke udstykket, fordi de var uøkonomiske — i betydning urentable —. de blev udstykkede til trods for, at den ordning, der trådte i stedet var langt mindre givtig for jorddrotten. Det er hovedindvendingen mod den erslevske konstruktion. Hertil kommer så, at den af Erslev konstruerede causale sammenhæng mellem hoveriets opståen og standsningen af hovedgårdenes udstykning ikke har støtte i kilderne.

For at illustrere første punkt skal jeg minde om Magiebys data. Forud for 1402, da hovedgård og landsbyens gårde var besatte, har den totale ydelse været 193 pund korn. I 1402, da hovedgård og 15 gårde var øde, ydede de resterende 33 gårde 119^x/₂ pund. Men i 16.-17. årh., da hovedgård og 12 af ødegårdene er udstykkede og tildelt landsbyens øvrige gårde, er ydelsen af landsbyens jord 62 pund. Vor generation har den fordel frem for Erslevs, at den ved, at Danmark ligesom det øvrige Europa omkring 1400 har lidt under en stærk mangel på jorddyrkere. At det er her det tvangsmoment skal søges, som fører til sænkning af landgildeniveauet, til udstykning af hovedgårde og tildeling af jord til de små brug, er ret indlysende. Men der er et gådefuldt moment, i den udviklingslinie, som også kommer frem i det anførte eksempel. Man kan forstå, at godsledelsen i Roskilde på et vist tidspunkt kan have resolveret, at den øde hovedgårdsjord samt de øde fæstegårdes jorder i Magleby skal overlades de andre bønder i landsbyen uden afgift, men det er ikke umiddelbart indlysende, hvorfor de både skal have i pose og sæk, nemlig mere jord og mindre ydelser.

Det ekstra tvangsmoment, godsledelsen har stået overfor, ikke blot i Magleby, men på hele bispegodset, skal i det følgende søges belsyt. Men først skal der gøres nogle bemærkninger om den af Erslev lancerede tanke, at det er hoveriets fremkomst, der standser udstykningsbevægelsen og skaber et nyt grundlag for hovedgårdenes driftsøkonomi. I og for sig spiller synspunktet ingen rolle for den følgende udredning. Selve problemet har dog

så stor betydning for helhedsopfattelsen, at nogle indvendinger kan være på sin plads. For det første må det betragtes som usandsynligt, for ikke at sige udelukket, at de mange middelalderligestordrifter, af hvilke nogle endda har hørt til superstordriftsklassen,har kunnet været baseret på lønnet arbejdskraftalene. Dertil har de været for store. Når ærkebiskop Asser 1133 ses at disponere over to hovedgårde på 6Y2 og 4 bols jord¹ — målt med matriklen 1682 omkring 156 og 96 td. htk. — og et kongebrev fra 1148 taler om dagsværk af landboer², er det naturligt at se disse foreteelser i lys af hinanden. Erslev har formelt ret i, at hoveriet sjældent omtales i RBJ, men det omtales endnu sjældnere i jordebøger fra 16.-17. årh. Sammenlignerman RBJ med Århuskapitlets jordebog 1315 ses let, at RBJ principielt er opbygget efter samme system som senere jordebøger, mens kapitlets jordebog er en tilstandsbeskrivelse, og den oplyser blandt andet, om det hoveri, der påhvilede hver enkelt landbo³. Når RBJ tilfældigvis om forholdene på Møn oplyser: »De seruiciis consuetis antiquis temporibus non potuit prepositus habere veritatem«⁴, kan det kun forstås på den måde, at hoveriet er væsentligt ældre end 1370⁵.

Erslevs berømte eksempel med landboerne i Troelstrup, der lod sig friste til at påtage sig en ringe arbejdspligt mod nedsættelseaf landgilden, tager sig også mere besnærende ud på papiret, end når man overvejer, hvad det har betydet i praksis. De 14 landboer i Troelstrup yder i 1370 hver 1^—l^l/₂ sk. grot = 4—64^—6 td. korn. Faktisk opnår de, hvis Erslevs fortolkning er rigtig, kun et nedslag i landgilden på 2—32^—3 td. korn mod at præstere hoveri i mindst 68, måske 112 dage. Det kan på ingen måde have været en fristende ordning for landboerne. Men spørgsmåletom

---

1 Dipl. Dan. 1. r. 11, nr. 56.

2 Ibid., nr. 101.

3 SRD VI, s. 423—36; jf. Poul Rasmussen i Jyske Saml. 5. r. VIII, s. 86—90.

4 RBJ, s. 139.

5 Nævnes kan også, at Nebbeforliget 1348 som en selvfølge går ud fra, at de holstenske herremænd på Fyn har ret til høst- og tærskearbejde af deres bønder til deres »auelsgaarth«, Dipl. Dan. 3. r. 111, nr. 40_—41.

måletomhoveriets opståen kan ikke hvile på fortolkning af
dette ikke entydige kildested1.

Endelig viser en vurdering af de hovedgårdes data, der fik lov til at bestå gennem senmiddelalder til nyere tid, at det ikke har været hoveriet, der har ført dem frelst gennem krisen. Som illustration skal Lekkendegårds data anføres. Hovedgården havde i 1370 to bol jord i landsbymarken og et ruth og et ornum, hvis størrelser ikke specificeres; endvidere havde den et stort tilliggende i Stensved skov på 22 øre jord, ialt har hovedgården altså haft mindst 114 (48 + 66) ørtug jord. I landsbyen var der desuden 18 gårde med tilsammen 16¹/₂ øre jord og 24³/₄ pd. korn i ydelse, en gård med en ydelse på 1/₂ pd. var dog øde. Endvidere var der 10 gårdsædestavne, af hvilke der ydedes småbeløb på 1 sterling (ca. 1/₂ skæppe korn) og 2 høns samt præsteredes arbejde til hovedgården. Fire af disse var dog øde i 1370.

Sammenholdes disse data med Vordingborglens jordebog 1609, så ydede hovedgården på det tidspunkt 12 pund korn og 1 td. smør; i landsbyen var der 15 gårde, hvis samlede skyld beløb sig til 22^x/₂ mark penge². Da hartkornsværdien af 1 td. smør er 12 td. og af 2 mark penge 1 td., svarer ydelsen i 1609 til 17⁵/₈ pd. = 71^x/₄ td. korn af hovedgård og fæstegårde.

---

1 RBJ, s. 77: »Item quilibet premissorum colonorum et villicorum in autumpno qualibet septimana. laborat ad curiam principalem in metendo cum iiii d(r)awswerke et consequenter per totum annum cum vno per septimanam. Item in autumpno in falcastrando fenum qualibet septimana. cum ii dauswerke. de dimidietate terre prescripte. quam habent et de dimidietate terre premissam pensionem.» — Hoveriet har nærmest være af samme omfang som var normalt omkring 1650, da den var 1_—1¹/₂ dag pr. uge, Fussing: Herremand og Fæstebonde, s. 216. — Jeg vil tro, at stedet skal fortolkes som et vidnesbyrd om en af de mange landgildenedsættelser, således at hoveriet til hovedgården i Haslev opretholdes eller flkseres, mens ydelserne nedsættes til hælvten.

2 Desuden var der en mølle, der 1609 ydede 2 pund mel, men i 1370 4 pund og forud for 1370 havde ydet 6 pund mel, RBJ s. 10. Endvidere var der 6 huse med jord. hvilke måske korresponderer med de 6 gårdsædestavne i 1370. — I 1370 og 1609 ydede gårdene samme herlighedsydelse, nemlig hver 1 svin, 1 lam, 2 gæs, 4 høns samt en lille ydelse i havre, der 1370 karakteriseres »pro semine episcopi«, RBJ s. 14.

Men i 1370 yder fæstegårdene alene 24³/₄ pd. =99 td. korn. Ydelsen af hovedgården i 1370 angives ikke, men har den ydet det samme pr. øre jord som fæstegårdene, har dens ydelse af 38 øre jord -f- ruth og ornum været mindst 57 pd. = 228 td. korn. Hovedgård og fæstegårde har i 1370 da tilsammen ydet mindst 327 td. korn mod 71^x/₄ i 1609. Nedgangen forklares kun delvis ved skrumpning af det dyrkede areal; hovedgårdens store tilliggende i Stensved skov blev allerede opgivet i senmiddelaldere n¹. I selve Lekkende har hovedgård og fæstegårde i 17. årh. nemlig omtrent samme procentvise andele i landsbyen som i 1370, eftersom hovedgården i 1682 blev matrikuleret til 44.6 og fæstegårdenes jord til 49.8 td. htk.; dog synes det efter 1370 at være sket en vis forskydning i fæstegårdenes favør, idet hovedgården i 1370 foruden hælvten af jorden havde et særligt ornum og ruth². Men fæstegårdene i 1370 yder alene mere end totalydelsen af hovedgård og fæstegårde i 1609, nemlig 24³/₄ mod 17¹³/₁₆ pd. Faktisk havde godsledelsen i Roskilde stået sig ved ikke blot at opgive jorden i Stensved, men også lade hovedgårdenogdens jord i selve Lekkende blive øde eller overlade den til bønderne, hvis blot disses ydelser havde kunnet opretholdes.Somdet var ydede den reelt et tilskud til hovedgårdens drift ved den overordentligt store reducering af fæsternes afgifter fra 24³/₄ til 2132¹³/₁₆ pund korn uden på nogen måde at opnå en tilsvarende gevinst i hovedgårdens ydelse. En anden ting må bemærkes. Skønt Lekkendegård i 17. årh. givetvis har haft mindretilliggendeend i 14. årh., ydede lenets bønder i de omkringliggendelandsbyerhoveri til hovedgården³. De 15 ugedagsbønder og de 6 husmænd i 1609 har altså ikke været tilstrækkelige til hovedgårdens drift. De 10 gårdsædestavne i 1370 — af hvilke de 4 var øde — kan derfor måske sammen med et tyendehold på gården antages at have været tilstrækkelige til at bestride

---

1 Henrik Larsen i Præstø Amts Aarbøger 1935, s. 45^—46.

2 Lekkende havde 1682 kun 10 gårde mod 15 i 1609. Måske er hovedgården udvidet i perioden, vidnesbyrd herom anføres dog ikke i Gunnar Olsens anf. værk.

3 Fussing, anf. værk s. 241, 244.

det daglige arbejde på gården, men i så- og høsttid må der have været adgang til at gribe tilbage på fæstebøndernes arbejdskraft.Kunved de mellemstore gårde, brydegårdene, kan gårdsædernehavedækket de nødvendige arbejdsbehov¹.

Overfor Erslev må altså indvendes, dels at hoveriet må være ældre end slutningen af 14. årh., dels at opretholdelsen af nogle af hovedgårdene ikke skal søges på det økonomiske, men på det sociologiske område. Når Lekkendegård ligesom Dragsholm, Hjortholm, Gjorslev, Bråde (Holsteinborg), Selsø, Saltø m. fl. andre bispelige hovedgårde ikke nedlagdes, var det, fordi de havde en militær og/eller administrativ funktion. Man gjorde lenene større og kunne således nøjes med færre hovedgårde², men helt undvære dem som residens for bispens adelige lensmæn d³ var udelukket.

For at undgå al misforståelse må betones, at middelalderlig hovedgårdsdrift uden tvivl på et punkt har adskilt sig fra senere tiders. Trællens, senere gårdsædens arbejdskraft har sikkert spillet en større rolle i den daglige drift end tyendet gjorde senere, men i sæsontiden har landboens arbejdskraft ikke kunnet undværes.

8. Det tvangsmoment jorddrotterne har måttet bøje sig for, har som sagt været det store deficit, der omkring 1400 bestod mellem antal brug og antal dyrkere af jorden. Ligesom bønderne ifølge datidens vidnesbyrd i stort tal søgte bort fra krigsramte egne, har de bedre vilkår, som jorddrotterne i egen interesse har måttet tilbyde bønderne for at drage dem til sig, utvivlsomt sat den store fæstermasse i bevægelse. Et lille indblik heri får vi sikkert, når vi ser, at der på bispegodset på Møn, som på tidspunktet for indførelsen i RBJ er under reorganisering — af

---

1 Brydegården i Niverød, der var på 8 øre jord eller omkring 1/₅ af Lekkendegårds tilliggende, havde 12 gårdsædestavne »seruientes villico«, RBJ s. 81, mens Lekkendegård som nævnt kun havde 10.

2 Denne udvikling fremgår klart af en sammenligning mellem exactiones' 1370 og oversigten over bisnelenene If>3fi RM.T <j 154_—67 og 329^—32.

3 Sædvanligvis vurderes disse 'bispefogeder' socialt for lavt. Ue var næsten altid adelige og dannede rygraden i bispens verdslige magt. Adskillige af dem hørte til højadelen.

ialt 17⁵/₈ bol jord er de Sl^ dog stadigvæk øde^—findes en Lasse Jyde, en Peder Jyde, en Sune Jyde, en Peder Lollik og en Oluf Strøby (sjællænding) i landsbyen Magleby¹. Tydeligere endnu fremgår dette dog af det grelle modsætningsforhold, der består fra len til len eller fra gods til gods med hensyn til ødegårde. Mens der i 17 landsbyer nordfor København i Hjortholm len findes 52 ødegårde udaf et samlet antal på 146 gårde (35.6 °/0/₀)², har på samme tidspunkt nabolenet Selsø ikke en eneste ødegård³. Endnu større modsætninger kan påtræffes på privatgodser. På det gods, hr. Jakob Olufsen Lunge 1386 efterlod sig var kun 4af 124 gårde øde⁴, og da hans søn hr. Folmer Jakobsen 1406 afstod Højstrup til kronen, fandtes blot 2 ødegårde på godset⁵. Derimod var, da Johan Skarpenberg omkring 1407 afstod Tranholm,28 af ialt 40 gårde øde (70.0 °/0/₀)⁶, og da Peder Nielsen Gyldenstjerne 1407 gav afkald på Astrup var de 19 af godsets 27 gårde øde (70.4 °/0/₀)⁵. Samme ødegårdsprocent (70.9) havde Brøndumgård omkring 1400, idet 34 af dens 48 gårde var øde⁷.

Slående som disse eksempler kan være, markerer de dog endnu ikke yderpunkterne. I de næste to afsnit 9 og 10 er oplysningernedels om 5 landsbyer i Ods herred dels om 9 i Horns herred detailleret gennemgået. Jeg vil anse dem som de mest krasse modsætninger, der kan opstilles. I det ene tilfælde er ikke alene gårdtal uændret fra 1370 til 1682, men ydelserne ses alleredei 1370 at have været fikseret på et niveau, der ligger lavere end den nyere tids, altså stik imod normalen. Heroverfor står 'oldenområdet' i Horns herred, vel nok Danmarks mest outrerede »Wiistung« med tab af ejendomsret til følge. På Slesvig domkapitelsgods forekommer dette fænomen i tilfældet Norhug,

---

1 RBJ, s. 140.

2 nml. i landsbyerne Solbjerg, Nyby, Valby, Bilstorp, Gentofte, Holte, Øverød, Tordrup, Nærum, Birkerød, Kajerød, Høsterkøb, Nivå, Hesselrød, Avderød, Fredtofte og Langstrup.

3 RBJ, s. 70—72.

4 Rep. I, nr. 3590.

5 Rep. I, nr. 4847.

6 Gammeldanske Diplomer 1. r. 111, s. 62 og 233.

7 Hist. Tidsskr. 11. r. VI, s. 230.

landsbyen, der endnu 1352 ydede afgifter til kapitlet, men som dettes økonomiske forvalter ikke er i stand til at lokalisere i 1437¹. I »oldenområdet« i Horns herred sker noget tilsvarende, blot i større omfang. Og det betydningsfulde til forståelse af krisens karakter, er, at i hvert fald den store landsby Kunderslev har været bebygget i 1370erne, mens den jord ligger herreløst hen omkring 1418. »Oldeniseringen« kan altså ikke være en direkte følge af pesten 1350; også Norhug levede jo endnu to år efter pesten.

Et skøn over, hvor stor mankoen har været på Sjælland, kan opnås på grundlag af den foretagne sammenligning mellem antal brug i 1370 og i nyere tid. I dette tidsrum formindskedes disse fra 2089 til 1501. Da denne reduktion uden tvivl er en mangelforeteelse, bispens formindskede indtægter og bøndernes stærkt forbedrede vilkår beviser det, betyder det, at godsledelsen rundt regnet har manglet 600 fæstere for at opretholde de bestående rammer. Overført på hele Sjælland kan det — med skyldig reservation mod krav om matematisk nøjagtighed — formuleres på den måde, at mens Sjællands jord på matriklens tid var organiseret således, at der krævedes 16.000 husstande til dens drift, har der i 1370 været udkrævet 22.000 husstande til det samme.

Det er dette deficit på 6000, der gennemtvinger de indgribendeændringer i jordfordeling og den store reduktion af landgildeniveauet.I og for sig er virkningen større end tallet kan synes at berettige. Konkret har vi mødt dette problem i tilfældetMagleby, hvor bispen ikke alene overlader den øde hovedgårdsjordog de øde fæstegårde til de fortsat bestående fæstegårde,men også nedsætter disses ydelser. Det lovmæssige heri indses, hvis vi tænker os det tilfælde, at bispen i 1402 havde resolveret, at al ødejord på hans gods skulle overlades til hans bønder uden afgift, men for fremtiden måtte yderligere landgildesænkningikke finde sted. I 1402 ville bønderne i Magleby have været tilfredse; reelt ville det betyde en landgildesænkning på 38 °/₀. Men i det øjeblik landgildeniveauet andetsteds dalede

---

1 Hist. Tidsskr. 11. r. VI, s. 192.

væsentligt under de 62 °/o a^ det hidtidige — og det gjorde det jo som regel — havde bønderne ikke længere grund til tilfredshed.Havde bispen opretholdt sin modstand mod yderligere sænkninger, ville ikke blot Magleby, men hele hans gods kunne være blevet drænet for jorddyrkere, således som de nævnte godser næsten og oldenområdet totalt blev det. Den samlede manko på 6000 var så stor, at selv Sjællands største jorddrot med sine om ved 3000 brug har måttet følge trop, når det gjaldt om at holde på bønderne eller drage dem til godset. Bønderne kunne ikke fastsætte vilkårene, men de kunne vælge og vrage mellem tilbudte vilkår.

Hvorlænge gjaldt denne tilstand? Spørgsmålet er begrebsmæssigt lettere at besvare end kronologisk at bestemme. Det gjaldt indtil det tidspunkt, da driften af jorden ved den omlægning af jordfordelingen som tabellen s. 283 giver udtryk for var organiseret således, at den ikke længere udkrævede omved 22.000 husstande men 16.000. Ligesom »den store landbrugskrise« i sin sidste fase omkring 1400 ret beset kun er en krise for jorddrotten, ikke for jordbrugeren, er den befolkningsmæssigt set mere end en 'krise', for så vidt den ikke blev overvundet ved, at den tidligere tilstand blev genoprettet, men ved at samfundet skrumpede ind og tilpassede sig den kendsgerning.

Stort set kan man regne med, at denne forvandlingsproces er afsluttet omkring midten af 15. årh. Argumentationen herfor er dels, at det store fald i landgilden om ved det tidspunkt ses at blive bragt til standsning på Slesvig domkapitels gods¹, dels, at den hyppige og talstærke omtale omkring 1400 af ødegårde i skøde- og pantebreve nu bliver en mere sjælden foreteelse². Det betyder ikke, at ødegods og de dertil knyttede problemer ikke længere eksisterede, men med det reducerede antal brug betød det ikke længere den store trussel mod jorddrotternes økonomi. Det kunne ikke længere få det omfang, at det kunne gennemtvinge en generel ændring af jordfordeling og landgildeniveau.

---

1 Hist. Tidsskr. 11. r. VI, s. 237—39.

2 Se ndf. s. 346.

Når bønderne udfra et elementært økonomisk grundprincip, som vi idag kalder loven om tilbud og efterspørgsel, opnåede så store forbedringer af deres vilkår i generationerne, omkring 1400, undres man umiddelbart over, at jorddrotterne i besiddelse af den politiske magt ikke lagde bånd på bøndernes bevægelsesfrihed, en forudsætning for deres fulde udnyttelse af situationen. Nu kan vi se, at tanken også har været fremme i 14. årh.s 2. halvdel¹, endda i en meget outreret form, som det fremgår af rigsrådets responsum fra omkring 1380². Overvejes situationen, indser man imidlertid, at en sådan løsning måtte afvises fra ansvarlig side. Ødegodsets omfang var for stort til, at man kunne låse tilstanden fast. For godser med de ovennævnte høje ødegårdsprocenter ville en i forvejen vanskelig situation blive belastet med et 'sortbørsmoment'. Konklusionen fra ansvarlig side kunne kun blive, at der måtte disponeres efter omstændighederne.

I denne forbindelse er nogle kontrakter, som Roskilde Agneteklosterog Clarakloster sluttede med forskellige adelsmænd om genopbygning af deres ødegods, af interesse. To af dem er nemlig indgået med fremragende medlemmer af rigsrådet. Folmer JakobsenLunges kontrakt med Clarakloster af 1384 3/₄ går ud på, at han lejer klostrets gods i »Swabustorp, Anstorp, Agorp et Thogorp cum omnibus circumiacentibus ibi, que non sunt edificate«,en

---

1 Hdfstn. 1376 § 23: »Item villici et coloni quorumcumque, si bona, in quibus resident, vlterius inhabitare noluerunt, secundum leges terre dominis suis predicent et resignent, satisfaciant et liberi recedent secundum leges terre ab eisdem.

2 § 7: Item ad articulum de colonis super eorum Føressleff et filiabus eorum desponsandis, quibus voluerunt. Respondetur quod tempore legittimo resignent bona sua et domino bonorum satisfaciant et vadant übi velint, tempore debito, insuper desponsent filias suas libere, quibus volunt.« — Derimod sigter forordn. 1396 § 6 med sin bestemmelse om, at de »bønder« (= bondonil), der er farne fra kronen, skal vende tilbage til denne, næppe til dette problem, men er at opfatte som en ophævelse af den ovf. s. 260 omtalte ret for sclvcjcrbonderne til at Liieue i viiiicationsforhoid til en jorddrot, en ret som hdfstn. 1376 § 21 endnu fastholder. — Anderledes fortolket af Arup: Danmarks Historie 11, s. 178_—79, og af Poul Johs. Jorgensen: Dansk Retshistorie, s. 475_—7G.

cate«,enformulering, der tyder på en noget uklar forestilling i klostret om den faktiske tilstand på deres gods i denne egn; det drejer sig om skovområdet mellem Ringsted, Merløse og Volborg herrederne. I de første 3 år skulle Folmer Jakobsen ingen afgift betale for at godset kunne genopbygges. De følgende 10 år skulle han yde, hvad de to parters venner ville skønne at være rimelig. Og hvis han efter 13 år stadigvæk ville have godset i leje, skulle han yde samme leje som tredjemand ville give₁.

Det må antages, at hr. Folmer har haft succes med sin genopbygningaf ødegodset, thi 1487 19/3 slutter han ny kontrakt med klostret om dets gods i Kyndeløse og Torkilstrup i Volborg herred². Senere må omtalte skovegn dog igen være blevet genstandfor en voldsom affolkning. Foruden Clarakloster ejede roskildebispen nemlig også gods i Avnstrup, ialt 6 gårde³. Men ifølge Roskildegårds jordebog 1554 ejede bispens successor kun 1 gård i byen, og det er efter matriklen 1682 landsbyens eneste, (5,05 td. htk.). Under den skrumpning, der har fundet sted, må Claraklosters »bona« være gået tabt. Tilsvarende skrumpning må have fundet sted i nabolandsbyen Atterup. Her ejede bispen i 1370 også 6 gårde, som 1519^—1682 er reduceret til en enkelt gård (4.46 td. htk.). Claraklosters ovennævnte gods i de fire landsbyer, som Folmer Jakobsen lejede 1384, var i nyere tid reduceret til 3 gårde, alle enestegårde. Klostret ejede 1519 den eneste gård, der fandtes i Svalmstrup (1682:8.76 td. htk.). Aghorp er identisk med den gård Aurup, som universitetet 1561 fik tilskødet og som da ydede 1/₂ td. smør (= 6 td. htk.)⁴, og Thogorp er uden tvivl identisk med Klarupgård i Haraldsted

---

1 Rep. I, nr. 3442. — Udleje af klostergods stred i og for sig mod kanonisk ret. 1377 9/8 havde bispen Niels Jakobsen Ulfeld indskærpet dette overfor Clarakloster, men lovet, sikkert på grund af de ekstraordinære forhold, at godkende de kontrakter, der i forvejen havde været forelagt ham, Rep. nr. 3184.

2 Rep. I, nr. 3583.

3 RBJ, s. 79.

4 Kr. Sk. I, s. 81 og Rørdam, Univ. Hist. IV nr. 121

sogn, som klostret ejede i 1519 og som ellers ikke nævnes i dets
adkomstbreve. Gården var 1682 på 7.69 td. htk.1.

1380 7/5 sluttede drosten Henning Podebusk og hustru en lignende kontrakt med klostret om dets gods i Gershøj, Volborg herred. Der aftaltes ydelser for 6 år efter følgende karakteristiske skala.

Hvis drosten og hans hustru ikke ydede afgifterne eller afgik
ved døden, skulle godset med de bygninger, de havde ladet opføre
eller som før fandtes på godset, vende tilbage til klostret2.

I 1561 havde klostret 6 gårde i Gershøj med en samlet ydelse på 16¹/₃ pund og 6 tejer å1 gås, 2 høns og 1 skæppe gåsehavre³. Omregnet i hartkorn svarer det til 50 td., medens den ydelse drosten i6.år lover at yde klostret svarer til 64 td. htk.⁴. Det viser, at det landgildeniveau, drosten har fastlagt i 1380erne, ikke har kunnet holde. Både i 1406 og 1441 ses klostret da også atter at have ødegods i Gershøj⁵. Forøvrigt lå landgilden endnu i 1561 lidt over det normale, thi 1682 blev jorden takseret til 47.64 td. htk.

I 1380 har Henning Podebusk uden tvivl været sikker på, at kunne kalde bønder til Gershøj på vilkår, som på det tidspunktaf bønderne må have været anset for gode, men som senere bønder ville have kastet vrag på, og allerede gjorde det en generation senere. Ligesom de ovenanførte eksempler fra Hørve og Bjergesø (s. 292 flg.) viser det den successive sænkning

---

1 Oplysninger om besiddelsesforholdene i Atterup, Svalmstrup og Klarupgård i 1519 findes i RA, Reg. 108 A: Oversigt over besiddelsesforholdene i Ringsted og Ramsø herreder.

2 Re". I, nr. 3281

3 Rørdam, anf. st.

4 Jf. Aakjær, Maal, Vægt og Taxter, s. 273 flg.

5 Rep. I, nr. 4848 og 7188.

af niveauet. Hvad der i et tiår har været betragtet som gode vilkår, er der i næste tiår blevet kimset ad. Hvad Folmer Jakobsengenopbygger i Claraklosters landsbyer bliver omkastet, da bønderne foretrækker vilkår andetsteds. Sålænge de bestående rammer var for store i forhold til den disponible arbejdskraft var det uundgåeligt. Først da rammerne omkring midten af 15. årh. var formindsket så stærkt, at de nogenlunde kunne udfyldes, indskrænkedes bøndernes bevægelsesfrihed gennem udviklingaf

9. Som helhed betegner tilstandene i RBJ hverken begyndelsen eller slutningen på krisen eller forvandlingsprocessen. Der er dog visse undtagelser. Af den ovenfor givne opstilling over antal brug i 1370 og i nyere tid, fremgår det, at der især i Ods herred findes en række landsbyer, hvor gårdtallet har holdt sig uændret fra 1370 til 1591. Betegnende nok har også landgildeniveauet holdt sig på samme stade som i 1370, i visse tilfælde endda mod reglen erfaret en vis stigning. Nedenfor gives nogle karakteristiske data fra sådanne landsbyer, hvor talforholdene er så klare, at de kan opstilles i tabel.

I alle disse landsbyer var gårdene allerede i 1370 gjort ens
i marken. I 1370, 1591 (Dragsholms lens jordebog) og 1664
(Frederik Ill's matrikel) yder hver af Sneglerups 12 gårde 16

skæpper korn i skyld af jorden, tilsammen 32 td. korn. Eksemplet er i øvrigt også af metrologisk interesse, fordi det viser, at skæpppmåleter uændret fra 1370 til nyere tid. Desuden yder gårdene1591 og 1664 hver 1 lam, 1 gås, 2 høns samt 30 sk. penge, der i matriklen 1664 omregnes til 13 td. l^x/₄ skp. landgildehartkorn.I 1370 nævnes disse småredsler ikke, som tidligere nævnt kan dog ikke heraf sluttes, at de ikke fandtes på det tidspunkt¹. Oplysende er hartkornstallet fra 1682, fordi det viser, at jordens ideelle landgilde er vurderet lidt lavere end den faktisk ydede. Forholdene i Prejlerup svarer til forholdene i Sneglerup. Af stor interesse er Holmstrups data. I 1370 var der 12 gårde å 2 ørtug jord, hvilke tilsammen ydede 48 td. korn. 6 af disse gårde var dog øde i 1370, og som man ser genoprettedes de ikke senere. Faktisk reduceres ydelsen af landsbyens jord herved til det halve og kommer derved på niveau med de øvrige og på et niveau, hvor det holdt sig i 300 år. Med småredslen takseres landsbyens landgildehartkorn i 1664 til 26 td., mens den ideelle hartkorn 1682 vurderes til 22.9 td. Før 1370 har ydelsen af jorden været over det dobbelte, til gengæld kunne den ikke holdes besat.

I nogle tilfælde kan man også støde på landsbyer, hvor landgilden i 1370 endda er lavere end i det 17. årh. Eksempler herpå er på listen Holte og Plejerup, hvor skyldes af landsbyens jord er forhøjet med henholdsvis 8 og 10 td. landgildehartkorn fra 1370 til 1591, men kendes også fra andet kildemateriale. Således har Poul Rasmussen gjort opmærksom på, at skylden af jorden, der tilhørte kapitlet i Århus, i tiden 1315 og 1427 rundt regnet daler til en tredjedel, men i tiden 1427 til 17. årh. forhøjes lidt igen₂. Fænomenet kan også iagttages på Slesvig domkapitels gods³. Forklaringen er sikkert den, at jorddrotterne under den skarpe konkurrence om bønderne i visse tilfælde har sænket jordafgifterne ekstraordinært kraftigt, men senere på et tidspunkt, da forholdene har stabiliseret sig, har kunnet foretage visse moderate forhøjelser.

---

1 Ovf. s. 29G.

2 Jyske Saml. 5. r. VI, s. 179 og VIII, s. 3.

3 Hist. Tidsskr. 11. r. VI, s. 237—39.

Også i anden henseende er disse landsbyer i Ods herred bemærkelsesværdige. Eftersom gårdtal i 1370 og 1688 er uændret, kan det dyrkede areal antages nogenlunde nøjagtigt at svare til hinanden. Man kunne derfor vente gennem disse landsbyer at få et pålideligt indtryk af den middelalderlige skyldørtugs størrelse og hartkornsværdi ved at sammenstille den med agerjordens opmåling og bonitering i 1682.

Som man ser ligger hartkorntallet pr. ørtug skyldjord væsentligt over Aakjærs gennemsnitstal 0.96¹. Endvidere ses, at ørtugsvurderingen ikke korresponderer med areal, men overraskende nøje med hartkornsberegningen 1682, d.v.s. jordens bonitet er blevet vurderet nogenlunde ens 1370 og 1682. Højest er hartkorntallet ved Holmstrup, men det udlignes ved, at ydelsen pr. ørtug jord også her er højere. Et andet forhold må bemærkes. De nævnte landsbyer findes på kronens gods i Ods herred, som i 1370 forbigående var pantsat til bispen. Karakteristisk for forholdene på dette gods er, at gårdene i mange landsbyer er gjort lige i marken under opgivelse af den gamle bolinddeling. Således havde Hølkerup, Bråde og Abildøre hver 14 gårde å 3 ørtug; hver landsby altså 42 ørtug jord.

Forklaringen på disse forhold er derfor sikkert den, at disse
landsbyer i Ods herred, fortrinsvis på kronens gods, er blevet
omrebet omkring 1370. Man er herved gået ud fra det forhold,

---

1 Se ovf. s. 286.

at ydelsen af en ørtug jord på det tidspunkt normalt var 1/₃ pund korn (= P/g td.) pr. ørtug jord¹, men har rebet næsten det dobbelte i jord til hver ørtug jnrd₌ Fremgangsmåden er for omstændelig til at kunne forklares alene med ønsket om nedsættelseaf jordens ydelse; den kunne selvfølgelig, således som det skete de fleste steder, ske uden omlægning af landsbymarken. Man må tænke sig, at forholdene i disse landsbyer har været så desorganiserede at en nyrebning i sig selv har været påkrævet. Denne reorganisering er blevet kombineret med en radikal omlægningog sænkning af ydelserne, som stabiliserede forholdene i disse landsbyer for århundreder².

Bemærkes må også, at Holmstrups data viser en afvigende fremgangsmåde, men at resultatet bliver det samme. Oprindelig, da landsbyen var på 12 gårde, har dens ørtugjord svaret til det aakjærske gennemsnitstal. Men ved at nedlægge halvdelen af gårdene bliver ørtugjorden fordoblet, til gengæld udlignes dette ved den større ydelse pr. ørtugjord.

10. Som modstykke til disse ideelle forhold fra 1370 til 17. årh. skal gives en skildring af deres modpol, landsbyerne i oldenområdet i Horns herred. Deter måske gjort noget vidtløftigt, men det indblik i, hvad der kunne ske, er af betydelig værdi til forståelse af jorddrotternes tvangssituation. På Slesvig domkapitels gods kan gentagne gange iagttages, at gods er blevet 100 % Øde, i nogle tilfælde så længe, at ejendomsretten går tabt³. Det samme sker i det nævnte område i Horns herred. Her er brevstoffet imidlertid i modsætning til de sønderjyske foreteelser så fyldigt, at det tillader et helt andet indblik i tilstandene, ligesom deter udelukket at disse kan være fremkaldt af krigsforhold.

---

1 1/₃ pund korn er lig 2/₃ ørtug korn, hvilket i 1370 er den hyppigst forekommende ydelse af en ørtug jord, jf. Valdemarernes Storhedstid, s. 139.

2 Sandsynligvis har — førend faldet satte ind — den oprindelige ydelse af en ørtug skyldjord været en ørtug korn. Men en ortug jord svarer normalt til ca. i lu. hik., i ue nævnte byer derimod til omkring I2I² 3 td. hik. Ydelsen af jord svarende til 121²,₃ td. htk. reduceres derved fra 3.33 td korn på et tidspunkt for 1370 til 1.33 fra 1370 til nyere tid.

3 Hist. Tidsskr. 11. r. VI, s. 192 og 224.

Omkring 1500 gjordes følgende tilføjelse til RBJ: »Item haffuer Roschilde domkircke xii bool jorde poo olden i Hornshæreth ther som fordom war Skøneby effther gamble træbogs lydelse och hørde somme aff samme by bespen till oc somme capitel«¹. Om baggrunden for denne tilføjelse og om »oldens« specielle topografi findes mere i det følgende, her kan vi foreløbigt nøjes med i nær tilknytning til Frederiksborg Amts Stednavne² og på grundlag af markbøgerne nr. 113 og 117 i rigsarkivet at bestemme »olden« som området mellem Røgerup, Skibby og Manderup i syd, Svanholm, Krogstrup kirke og Onsved i nord, Ferslev og Venslev i vest og Skuldelev sognegrænse i øst. Idag minder bebyggelsesnavnene Skibby Old, Røgerup Old, Bonderup Old og Pagterold om oldenområdet. Pagterold er ifølge Markbog nr. 117 (1682) oprettet omkring 1670 som forpagtergård under Svanholm, de andre bebyggelser, som findes idag, er — bortset fra Bonderup — udflyttergårde fra årene omkring 1800. Oldenens oprindelige areal — i 1682 er kun dele af det igen kommet under dyrkning, hvorfor matriklens opmålinger ikke er adækvate — kan anslås³ til ca. 15 km². Det er grund til at hæfte sig ved dette tal, thi indenfor dette forholdsvist begrænsede område har der vitterligt i højmiddelalderen ligget 9 landsbyer, af hvilke kun en af de mindste, Bonderup, fortsat eksisterede efter 1400. Og det er ikke blot små torpbyer, der forsvinder, Skøneby og Kunderslev har med deres 12 og 9 bol jord hørt til landets store adelbyer.

Til datering af Skønebys »oldenisering« er det så heldigt, at der er bevaret et fragment af roskildebispens dombog fra omkring1299, i hvilket er indført en opgørelse over de ydelser, der skulle præsteres af bispestolens gods i Horns herred⁴. Der

---

1 RBJ s. 72.

2 S. 152; sammesteds s. XV forklares olden sprogligt som græsningsområde.

3 Vi kender selvfølgelig ikke de middelalderlige markeskel i området, men beliggenheden af Manderup, Skibby, Røgerup, Ferslev, Venslev, Svanholm, Ordrup, Onsved, Skuldelevs sogneskel og Vestbymark giver dog en nogenlunde sikker arealberegning.

4 RBJ s. 309.

antydes ikke med et ord, hvad anledningen til indførelsen i dombogen har været, men ifølge sagens natur må det dreje sig om en eller anden retslig afgørelse. Nedenfor er dombogens oplysningersidestillet med de tilsvarende oplysninger i RBJ 1370.

Godset i Gerlev bortmageskiftede bispestolen 1362 mod til gengæld at få 'bona' i Manderup¹. Udover denne ændring har bispestolen på ukendt måde øget sit gods i Vestby, Skuldelev og Dråby med 212¹/₈ bol². Trods denne øgning i jordtilliggende er

---

1 Rep. I, nr. 2678.

2 Muligvis skyldes det et mageskifte med kapitlet, idet en ai de lo gamle præbender havde navn efter Vestby, men ifølge kapitlets jordebog 1568 ikke ejer gods i Horns herred, jf. Arhnung: Roskilde Domkapitels Hist. s. 98—99.

ydelsen af jorden¹ væsentligt forringet, men nedgangen falder praktisk talt alene på landsbyerne Vestby, Manderup og Kunderslev;her er ydelsen dalet fra 138.9 pund til 57.5, skønt jorden i Vestby og Manderup er forøget med l7l⁷/₈ bol; tages hensyn til denne øgning i jordbesiddelse er ydelsen af bispejorden 1299 dalet fra 138.9 til 39 pund i 1370². Fænomenet er påfaldende og kræver en forklaring. Nu fremgår af opstillingen, at Skøneby, som endnu har været nævnt i 'træbogen' 1290, hverken eksistereri 1299 eller 1370. Det er en nærliggende tanke, at dens jord er blevet fordelt på de nævnte byer med fiksering af disses afgifter på et meget højt niveau i forhold til deres boltal. Det indebærer, at Skøneby med sine 12 bol jord må søges i Vestbys, Manderups og Kunderslevs nærhed, og da Kunderslev, som vi straks skal se, kan stedfæstes lidt nord for nuværende Pagterold,følger at Skøneby må have dækket den sydøstlige del af det senere oldenområde. I det følgende skal vises, at stedfæstelsenaf de andre byer på oldenen fører til samme resultat. Her skal påpeges det ikke uinteressante forhold, at mens bønderne endnu i 1299 er rede til at betale klækkeligt for brugen af Skønebysjord, forsvinder denne villighed øjensynligt i den følgende tid i overensstemmelse med områdets næsten totale affolkning. Skøneby i 1370 svarer til de mange landsbyer i Sønderjylland, for hvilke procuratoren i 1437 opgør kapitlets indtægt til nul³.

Vort kendskab til de øvrige byer i oldenområdet hviler på
aktstykker fra 14. til 17. århundrede. Af stor betydning er et

---

1 Foruden ydelsen af jorden anføres 1370 også bøndernes redsel af lam, gæs, høns og svin; andetsteds i RBJ karakteriseres denne redsel som sommer- og vinterskat, RliJ s. 134 og s. 14. Tilsvarende ydelse har bønderne sikkert også præsteret i 1299, selvom det ikke nævnes; det gøres også kun sporadisk bemærkninger om disse ydelser i RBJ. Værdien af redsien af bispens bønder i Horns h. kan efter senere takster beregnes til ca. 40 td. htk. = 10 pd. korn.

2 Ved omregningen af mark penge til mark korn er benyttet den takst, der fastsættes i frdg. 1304 10/3, nemlig 10 mark penge = 1 mark korn, Dipl. Dan. 2. r. V, nr. 310. På grund af den stærke inflation i tiden har pengebeløbene i 1299 snarest repræsenteret et storre kornkvanta.

3 Hist. Tidsskr. 11 r. VI, s. 224 passim.

aktstykke fra 1472, en følge af de stridigheder, der opstod mellemBillerne, siden 1452 Svanholms nye ejere, og roskildekirken om udnyttelse af græsningsretten i det store ødeområde. I anledningheraf indgav Tetz Rosengård, ærkedegn i Roskilde, dels i sin egenskab af bispelig lensmand på Selsø dels som repræsentantfor de præbendeindehavere og institutioner ved domkirken i Roskilde, der havde ejendomskrav på ødebyerne, en klage til kongen i 1472¹. I sit kæremål nævner hr. Tetz de fleste af disse byer ved navn: 'Item kærer jeg, at han — d.v.s. Peder Bille af Svanholm — trænger mig mine marker og min græsgang af, som jeg har af den hellige kirke og af mange gode mænd besynderligi min befaling, som er Vlstrøpss mark, Klepitstrøpss mark, Krogstrøpss mark og Kwnnersløffs mark og andre flere marker, som hører til de øde torper og skyder ind på fornævnte marker, som er 2 Rawns(trøp)³ og flere andre torper'. Disse andre torper, som hr. Tetz siger skyder sig ind i ødeområdet, er sandsynligvisdem, der nævnes i låsebrevet på Svanholm 1456 25/10. I dette specificeres Svanholms tilliggende således: '9 bole jord i Wentzsløff, Gynnerup alt sammen, Kundestop alt sammen, Kroghstorp alt sammen uden præstegården og degnegården, Ordrop alt sammen, 1 øre korn i Dalby, 4 pd. skyld i Odhinswedh, i Kimmersløff (d.v.s. Kwnnersløff) 1 fjerding jord, 1 pd. skyld i Kindby og 1 gård, skylder 1 sol. gross., 1 fjerding jord i Dalby og i Cleppestorp 4 gårde'⁴.

---

1 Rep. 2. r. nr. 3164.

2 Originalen, RA, Roskilde kapitels arkiv, er hullet på dette sted, men efter dettes størrelse kan der kun være tale om et enkelt stednavn, og sandsynligvis harder stået Skøneby, dels på grund af den omtrent samtidige indførelse i RBJ, dels fordi kantoren Niels Friis i et utrykt brev af 1555 29/11, RA, Roskilde kapitels arkiv, begrunder roskildekirkens krav på 12 bol jord i oldenområdet med henvisning til kirkens registre, d.v.s. 'træbogen' og RBJ, og til brev, sandsynligvis dette brev.

3 Rep. 2. r. nr. 13033 editerer (R)awns(trøp), efter min mening er læsningen Rawns(trøp) dog sikker nok. Ejheller er grund til at betvivle Vlstrøp, idet forekomsten af et sådant stednavn i Horns h. er blevet verificeret ved fremdragelsen af supplementet til Liber Daticus Roskildensis, Kirkehist. Saml. 6. r. VI s. 374.

4 Rep. 2. r. nr. 657.

Af de her nævnte ødebyer er Kunderslev og Klippestrup velkendtfra andre kilder, derimod kendes Kundestop — eller Lunnerup?— og Gynnerup kun fra 4. dombrev og fra låsebrevet på Svanholm¹. I det følgende skal der redegøres for, hvad vi ved om placeringen af disse mange ødebyer i oldenområdet og om disses størrelse; det er jo umiddelbart indlysende, at i forholdtil nyere tid har bebyggelsen været overordentlig tæt. Den by, vi kender mest til og som næst efter Skøneby sikkert har været den største, er Kunderslev. Ifølge et tingsvidne af Horns herred af 1469 12/10 har den ligget i Bonderups nærhed, idet det heri erklæredes, at et nyt gærde mellem Bonderup og Kunderslevvar ulovligt påført Svanholms grund². En nærmere bestemmelsegiver stridighederne om Provsteholmen eller Provstevænget,et område, som provst Kristian af Roskilde havde ladet indhegne i ødemarken syd for Onsved og uden indsigelse ladet pløje og så, 'så længe han var provst i Roskilde og holdt avl i Skuldelev og indtil han blev biskop i Ribe³, det vil sige i tiden

---

1 4. dombrev på Svanholm af 1456 14/4 findes i RA, Torbern Bentsen Billes arkiv. Hvor låsebrevet har Kundestop har dombrevet et stednavn, der øjensynligt er forskrevet og i hvilket der er foretaget rettelser, således at der må læses Llvnnerop; således også læst i Aarb. f. nord. Oldkyndighed 1855, s. 23. Om Kundestop eller Llvnnerop er det rigtige stednavn — eller et helt tredje — kan faktisk ikke afgøres. I hvert fald kan Llvnnerop ikke identificeres med Lyngerup, idet Svanholm aldrig har ejet hele denne landsby; i 1492 ejer den kun 1 gård i Lyngerup, Rep. 2. r. nr. 7266, mens bl. a. både Maribo kloster og Roskilde kapitel ejede gårde i byen, jf. registret i Rep. 1. og 2. r. Derimod kan der ikke være tvivl om, at deter 4. dombrev, der har den rigtige navneform Kwnnersløfl, hvor låsebrevet har Kimmerslev (det har til følge, at lokaliteten i registret i Rep. er opført under Kimmerslev, Ramsø herred). løvrigt kom det tvivlsomme stednavn Kundestop til at spille en betydningsfuld rolle i det 17. og 18. århundrede, idet Svanholms daværende ejer Frands Rantzau i 1632 fik udvirket et tingsvidne af Horns herredsting, i hvilket Kundestop blev identificeret med Kunderslev, utvivlsomt med urette som allerede fremgår af det anførte, men bliver tydeligere endnu af /"i or oft ori /té I tf"T/w» *H *¦*

2 Rep. 2. r. nr. 2649.

3 Tingsvidne af Horns herred 1471, ssts. nr. 3016. — Kristian var domprovst 1401_—18, men godset i Skuldelev blev først 1402 lagt fra bispestolen til St. Laurentii kapel, d.v.s. til provstiet, jf. Arhnung anf. værk, s. 251.

1402^—1418. Hans efterfølgere som domprovster benyttede lejlighedsvissamme område til agerbrug, og 1555 gjorde Kristian 3.s kansler Anders Barby i sin egenskab af domprovst i Roskilde krav på provstiets hævd til denne jord, hvad der førte til proces med Erik Urne til Hindema, som dokumenterede, at han var ejer af 6 bol jord i Kunderslev og bestred, at provsterne i Roskilde kunde få lovhævd i Kunderslevs øde marker.¹ Det følger heraf, at Kunderslev må have ligget mellem Bonderup og Onsved, og dette bekræftes af markbøgerne 1682. I markbog nr. 111 findes Provsteholmen syd for Onsved, hvor Onsved mark skærer ind imellem Ordrup og Skuldelev marker, og i markbog nr. 117 findes i Ordrups Tinghøj svang, der ligger mellem Krogstrupkirke, Onsved og Pagterold, en ås, der kaldes Gundersløf. Åsen grænser mod vest til Tingstætteås, og da denne ås er angivet på Ordrup bys udskiftningskort 1801², kan landsbyen Kunderslev stedfæstes temmelig nøjagtigt omkring landevejen fra Krogstrup kirke til Ordrupholm nord for Pagterold.

Som nævnt gjorde Erik Urne i 1555 krav på 6 bol jord i Kunderslev og beviste det med et skøde af 1482 1/7, udstedt af Aksel Valkendorf til Erik Urnes slægtning på mødrene side JohanJepsen Ravensberg, den senere biskop af Roskilde (f 1512)³. Andre ejere var bispestolen i Roskilde og Svanholm, der som vi har set ejede henholdsvis 6 øre og 2 øre jord; desuden erhvervede1364 1/5 en Folmer Klausen af Torup i Strø herred, hvis slægt er ukendt men hvis adkomstbrev øjensynligt senere ved arv kom i Oxernes besiddelse, 5 øre jord i Kunderslev⁴. Tilsammener

---

1 RA, Forfølgningsbogen 1592—98, f. 26 v.

2 Kortet i Matrikelsarkivet er gengivet i H. P. Hansen: Blade af Kyndby og Krogstrup Sognes Historie (1941), s. 34.

3 Rep. 2. r. nr. 5047. — Erik Urnes moder Margrete Ravensberg var datter af bispens brodersøn Klaus Eriksen Slippeslot, Adelsårbogen 1927, s. 351.

4 Adkomstbrevet 1364, Rep. 1. r. nr. 2724, hører ikke til rigsarkivets oprindelige samling, idet det ikke findes i den Vossiske registrant; da hr. Johan Oxe i 1472 gjorde krav på andel i Kunderslev, Rep. 2. r. nr. 3164, og da hans velbevarede arkiv omkring 1700 fandtes i de adelige brevkister i Frue kirke er brevet rimeligvis overleveret ad den vej; hermed stemmer, at brevet i Langebeks Diplomatarium er afskrevet af Arne Magnussen, der på anden måde vides at have haft kendskab til Johan Oxes arkiv, jf. Rep. 2. r. VIII, s. 389.

menerher specificeret 757⁵/₈ bol, men derudover ejede kronen siden 1348 en gård, hvis bolkvota ikke angives₁, ligesom Mogens Hak og Johan Jepsen Ravensberg i 1472 og 1480 gør krav på andele i Kunderslevs jord uden specificering af, hvor meget det drejer sig om². Kunderslev har derfor haft mere end 8 bols jord; da så store byer i middelalderen altid ses at have hele boltal, er i det følgende regnet med 9 bol som jordtilliggende til Kunderslev.

Af de øvrige ødebyer kan Krogstrup og Ulstrup stedfæstes uden besvær. Sydøst for den ensomt liggende Krogstrup kirke er spor af landsbyens hustomter og dens gadekær påtruffet, og på samme måde kan Ulstrup påvises nordøst for Røgerup³. Om Krogstrup ved vi blot fra låsebrevet 1456, at Svanholm ejede hele landsbyen undtagen dens præste- og degnegård. Ulstrup skænkedes i sin helhed i året 1329 til roskildekirkens bygningsfond og har ikke været nogen lille landsby, eftersom giveren, kanniken Jens Ulstrup kunne båndlægge 10 mark af dens afgifter til sin årstid⁴. I 1568 ydede bønderne i Ferslev blot 1 pd. korn til Dorothea-alteret i domkirken for brugen af Ulstrups ødejord⁵.

Mere besværlig er lokaliseringen af Klippestrup. En af de 15 gamle præbender i Roskilde domkirke, der var indstiftet i slutningen af det 11. årh., havde navn efter landsbyen, og endnu i kapitlets jordebog 1568 noteres, at præbenden var ejer af 8

---

4 Adkomstbrevet 1364, Rep. 1. r. nr. 2724, hører ikke til rigsarkivets oprindelige samling, idet det ikke findes i den Vossiske registrant; da hr. Johan Oxe i 1472 gjorde krav på andel i Kunderslev, Rep. 2. r. nr. 3164, og da hans velbevarede arkiv omkring 1700 fandtes i de adelige brevkister i Frue kirke er brevet rimeligvis overleveret ad den vej; hermed stemmer, at brevet i Langebeks Diplomatarium er afskrevet af Arne Magnussen, der på anden måde vides at have haft kendskab til Johan Oxes arkiv, jf. Rep. 2. r. VIII, s. 389.

1 Dipl. Dan. 3. r. 111 nr. 106

2 Rep. 2. r. nr. 3164 og 4783.

3 Trap 111 (5. udg.), s. 292 og 294. — Landsbyen Ordrup nord for Krogstrup kirke har først i vor tid fået navneforandring til Krogstrup.

4 ... integrum oppidum, quod dicitur Ulffstorp in Horns h., ita quod ad anniuersarium suum quolibet anno decem marche dabuntur . . . Reliqua reddituum cedant fabrice. Kirkehist. Saml. 6. r. VI, s. 372.

5 Kapitlets jordebeg, AM. 87G, s. 315. — luvrigl er del bemærkelsesværdigt, at Ulstrup — bortset fra Krogstrup, hvor der på grund af kirken gor sig særligt forhold gældende — er den eneste landsby, som den stedlige tradition har bevaret navnet på. Forklaringen er vist den, at den ovennævnte afgift er blevet ydet indtil nyeste tid.

ode gårde i Klippestrup på 'Krogstrup Old'¹. Af låsebrevet på Svanholm fremgik, at denne hovedgård var ejer af 4 gårde, tilsammen har landsbyen altså haft mindst 12 gårde². Ved stedfæstelsenmå gås ud fra oplysningen i jordebogen 1568, at Klippestrup lå på Krogstrup Old. Da den sydlige del af oldenområdeti markbogen nr. 113 kaldes Skibby Old — hvilket er en naturlig benævnelse og lever idag — følger, at Klippestrup må søges i den nordlige del af området, som iøvrigt under processen1555 udtrykkeligt kaldes Krogstrup Old³. Og da den østligeog i hvert fald delvis den midterste har været beslaglagt af Kunderslevs, Bonderups og Krogstrups marker, følger igen, at Klippestrup må have ligget i den vestlige del, eller i området mellem Bonderup og Venslev og syd for Svanholm.

Til stedfæstelsen af de resterende 3 landsbyer, Kundestop (eller Lunnerup ?), Gynnerup og Ravns(trup) haves kun få holdepunkter. Da Svanholm hovedgård allerede ved middelalderens slutning har hørt til landets stordrifter, er de to førstnævnte byer sandsynligvis blevet inddraget under hovedgårdens jord⁴. Ravnstrup derimod synes efter visse svage indicier at måtte placeres mellem Ferslev og Venslev og er måske allerede blevet øde samtidig med Skøneby⁵.

---

1 Jordebogens oplysning vedr. Klippestrup er anført i Arhnungs citerede værk, s. 98.

2 Når der i Trap (5. udg.) 111, s. 293 og H. P. Hansens anførte værk, s. 42 og 67 hedder, at Klippestrup var en lille landsby på 4 gårde, overses den af Arhnung fremdragne oplysning. Når der endvidere sidstnævnte sted hedder, at gårdene nedlagdes omkring 1472 og blev til enestegården Pagterold, så er Pagterold ifølge oplysning i matriklen 1682, markbog nr. 117, oprettet »for nogle år siden af Krogstrup-old«, d.v.s. af Kunderslev mark, som fremgår af det ovf. anførte og af det følgende.

3 Forfølgningsbogen 1592^—98, f. 260 flg.

4 Gunnar Olsen: Hovedgård og bondegård, s. 183. Forfatteren søger dog udvidelsen ikke i Kundestop og Gynnerup, men i »Krogstrup by samt torperne Kumerslev, Klepstrup og Ulstrup«. Af de her nævnte byer kan kun Klippestrup komme på tale, men det kræver en forklaring, hvorledes kapitlets ret er gået tabt; problemet belyses i det følgende. Jorden omkring Krogstrup kirke, altså den gamle landsbymark, dyrkedes 1682 af Svanholms bønder i Ordrup.

5 Tetz Rosengård siger 1472 om Ravnstrup — og sandsynligvis også om Skøneby — at den skyder sig ind på olden. Ifølge dombogens oplysninger 1299 ydes på det tidspunkt betydelige afgifter af Vestby, Manderup og Kunderslev, delvis i penge og efter al sandsynlighed delvis for Skønebys jord. På samme tidspunkt ydes tilsvarende en stor pengeydelse af bispens gård i Ferslev; efter beliggenheden kan det ikke have været for Skønebys jord. I denne forbindelse kan nævnes, at der ifølge markbog nr. 114 findes en ås i Ferslevmark mellem Ferslev og Venslev og mod øst op til olden med navn Ravnsbækus.

Den her foretagne lokalisering af »oldens« ødebyer bekræfter den ovenfor fremsatte formodning, at visse foreteelser i dombosen 1299 måtte forklares rr>fd, a+ Skøneby har listet i Vestbys og Manderups nærhed. Kun med centrum omkring de nuværende Ventehuse i 'oldens' sydøstlige hjørne kan der blive plads til en stor landsbymark på 12 bol jord.

Det er ganske vist kun mangelfulde oplysninger vi har om gårdtal i byerne på olden. Et tilnærmelsesvist indtryk heraf fås dog ved at sammenligne med RBJ's oplysninger om bol og gårdtal, således som de fandtes på bispens gods i Horns h. 1370.

Bedømt efter tallene for Horns herred i 1370 må byerne på Olden have svaret til omkring 100 brug. Nogenlunde samme resultat kommer man til, hvis man regner med det ovenfor fundne gennemsnitstal for 1605 gårde, nemlig &x&^xl₂ pr. gård¹.

---

5 Tetz Rosengård siger 1472 om Ravnstrup — og sandsynligvis også om Skøneby — at den skyder sig ind på olden. Ifølge dombogens oplysninger 1299 ydes på det tidspunkt betydelige afgifter af Vestby, Manderup og Kunderslev, delvis i penge og efter al sandsynlighed delvis for Skønebys jord. På samme tidspunkt ydes tilsvarende en stor pengeydelse af bispens gård i Ferslev; efter beliggenheden kan det ikke have været for Skønebys jord. I denne forbindelse kan nævnes, at der ifølge markbog nr. 114 findes en ås i Ferslevmark mellem Ferslev og Venslev og mod øst op til olden med navn Ravnsbækus.

1 Ovf. s. 286.

Skøneby, Kunderslev og Klippestrup har da haft omkring 72 gårde; regnes de øvrige torper til hver et bol — hvilket rimeligviser for lavt for Krogstrups og Ulstrups vedkommende — kommer gårdtallet til at ligge omkring 90, gårdsæderne eksklusive.

I 17. årh. fandtes kun 3 gårde i området, nemlig 2 i Bonderup samt den omkring 1670 oprettede forpagtergård Pagterold. Som vi skal se i det følgende, skyldes dette, at genopbygning i området bevidst blev modarbejdet og forhindret. Men selv om genopdyrkningen havde nået samme stade som i det øvrige Horns herred, ville gårdtallet uden tvivl have ligget langt under højmiddelalderens. Det lader sig gøre at finde talforhold, der udtrykker dette².

Oldenområdets 15 km² er her fordelt efter de forhold, der gælder for de tilstødende sogne, Skibby og Krogstrup-Kyndby. På grund af de store skove i herredets nordlige del er den landbrugsmæssige udnyttelse af areal større i disse sogne end for herredet som helhed. I begge tilfælde gælder imidlertid, at det dyrkede areal i 1951 er knapt en tredjedel større end i 1682. Både for herredet som helhed som for de nævnte sogne gælder at gårdene gennemsnitlig har godt 38 td. land i 1682. Overføres dette tal på oldenområdet og antages samme udnyttelsesgrad som i de tilstødende sogne, skulle området have haft 38 gårde i 1682.

---

3 Tallene er taget fra Trap 111, s. 20, og De Danske Landbrug, s. 21.

I højmiddelalderen har området haft mellem 2—32_—3 gange sa mange. På grund af landhævning, drænering, moderne arbejdsredskaber m. m. er det udelukket, at udnyttelsesgraden i nyere tid kan være overgået eller blot tilnærmelsesvist nået i ældre tid. Den grænse som moser, småsøer, enge sætter for indtagning af agerjord har rimeligvis endda været snævrere i middelalderen end i 1682. Ligesom de ovenfor anførte eksempler fra Lunderød og Farum¹ viser oldenområdet, at en overbefolkning har presset bønderne sammen på en snæver eksistensbasis.

Oldens senmiddelalderlige historie er nært sammenknyttet med Billernes på Svanholm. 1452 havde rigsråden Torben Bille til Søholm erhvervet Svanholm af arvingerne efter Bo og Knud Nielsen Panter. Det af Mikkel Rud udstedte skøde lyder på 'en tredjedel i Svanholm og i al den øde jord og i al det bygte gods, som til Svanholm ligger i Horns herred', mens formuleringen i Frederik Wardenbergs skøde er: 'en tredjedel af Svanholm gård og et torp Ordhorp og alle de øde byggesteder og øde jorder, som der tilligger i Horns herred'². Efter skødernes ordlyd har godsets tilstand ikke været mindre krisehærget end Brøndum hovedgård i Slet herred var det i 1401, da dronning Margrethe overtog den³. Ifølge senere vidnesbyrd boede i Ordrup de gårdsæder, 'som ej andet landgilde giver end deres arbejde til Svanholm'⁴. Alt andet tilliggende bøndergods, der specificeres i det tidligere anførte låsebrev 1456⁵, har øjensynligt ligget øde. Det må have været et ejendommeligt skue, egnen har frembudt på det tidspunkt. Ad anden vej ved vi, at i nabosognet Ferslev forsvinder i samme tidsrum byerne Ferslevlille⁶ og Vejlebytorp⁷.

---

1 S. 299 flg.

2 Rep. 2. r. nr. 170 og 194. Kongen og dronningens skøde af deres andel lyder blot på al rettighed i Svanholm og dets gods, ibid. nr. 345^—46.

3 Se Hist. Tidsskr. 11. r. VI, s. 229 flg.

4 Rep. 2, r. nr. 7261—63.

5 Ovf. s. 322.

6 Tr»n ni, s. 291. Når det orr, i'crslevlille licuuei, al den nævnes 1335^—1470, er denne konstatering i og for sig korrekt, men deter grund til at knytte en principiel bemærkning til den. Selv kyndige folk ses ofte at drage den slutning, at sidste gang en forsvunden landsby omtales, er terminus post quem for landsbyens nedlæggelse. Men praktisk talt alle disse tidsangivelser stammer fra retsdokumenter, og i den forbindelse overses, at det for det meste er sagen uvedkommende om jord er øde eller besat, den er lige fuldt et lovligt objekt for salg og skødning og genstand for proces. Det er særligt klart i Kunderslevs tilfælde, fordi vi har dokumenter om denne landsby helt ned til 1555, skønt den vitterligt er blevet øde i tiden 1370 til 1418, men det gælder principielt for alle forsvundne landsbyer, at sidste omtale ikke i sig selv betyder, at landsbyen er levende.

Svanholms nye ejer Torben Bille kom ret omgående i strid med bispestolen og kapitlet i Roskilde, der foruden at være medejere i flere af Oldens øde byer i forening ejede bøndergods i næsten alle omkringliggende landsbyer. Roskildekirkens standpunktvar, at alle dens bønder havde ret til at drive kreaturer på de øde byers marker, mens Torben Bille og senere hans søn Peder i hvert fald efter modpartens opfattelse anmassede sig en slags ejendomsret over oldenområdet. 'Han byder mine tjenereaf Selsø, at de skal deres kvæg afføre af Olden eller køber deres græsgang af ham', klager hr. Tetz Rosengård i 1472. 'Item skylder jeg ham, at han sælger den hellige kirkes og mit græs og græsgang på fornævnte marker og tager derind alle de, som vil give havre herfor'.¹ Efter flere sammenstød og efter rkedegnensopfattelse overgreb fra Peder Billes side henvendtehr. Tetz, der bl. a. også var Kristian l.s kapellan, sig

---

6 Tr»n ni, s. 291. Når det orr, i'crslevlille licuuei, al den nævnes 1335^—1470, er denne konstatering i og for sig korrekt, men deter grund til at knytte en principiel bemærkning til den. Selv kyndige folk ses ofte at drage den slutning, at sidste gang en forsvunden landsby omtales, er terminus post quem for landsbyens nedlæggelse. Men praktisk talt alle disse tidsangivelser stammer fra retsdokumenter, og i den forbindelse overses, at det for det meste er sagen uvedkommende om jord er øde eller besat, den er lige fuldt et lovligt objekt for salg og skødning og genstand for proces. Det er særligt klart i Kunderslevs tilfælde, fordi vi har dokumenter om denne landsby helt ned til 1555, skønt den vitterligt er blevet øde i tiden 1370 til 1418, men det gælder principielt for alle forsvundne landsbyer, at sidste omtale ikke i sig selv betyder, at landsbyen er levende.

7 Derimod er det sikkert ikke rigtigt, når Esbernæthorp i det andet nabosogn Skuldelev også almindeligvis opføres blandt egnens tabte bebyggelser. Landsbyen blev 1348 erhvervet af kronen og 1396 pantsat til bispestolen i Roskilde for den betydelige sum af 130 mark sølv, ÆA I, s. 128 og D. Mag. IV, s. 299. Godset er sikkert identisk med de to gårde i Torpe i Skuldelev sogn, som 1556 hørte til det tidligere bispelen Selsø og blev skødet til Anders Barby, Kr. Sk. I, s. 52. Det fremgår dels af, at godset ikke opføres i RBJ 1370, dels at det øjensynligt er den samme landsby, der i 1457 kaldes Esmendorp, men i 1474 blot Torp, Rep. 2. r. nr. 706 og 3406. En anden ting er, at Esbernæthorp i 1396 med sin pantesum på 130 mark sølv øjensynligt har været en langt større bebyggelse end de to gårde i 1556. Deter måske årsagen til, at kronen aldrig har indløst den.

1 Rep. 2. r. nr. 13033. — Roskildekirkens principielle standpunkt er klarest formuleret i et memorandum af 1555, der vil blive nærmere omtalt ndf.: Olden er udlagt til overdrev, al Horns herreds indbyggere til gavn og gode til græsning.

personligt til kongen og udvirkede 1472 et kgl. mandat til abbeden i Ringsted, rigens kansler Jep Jensen Sparre, landsdommerenHenrik Meinstorp og ridderen David Quitzov i Ryde. 'Hr. Tetz, ærkedegn i Roskilde, har her berettet for os, at ham er stor uret sket af Peder Bille, vor mand og tjener, på Krogstrupfælled i Horns h., Kunnereslef, Klepstrop, Vistrop og flere øde torper, og har deraf drevet og »innwmmeth« hans øksne og hans tjeneres af Selsø af hans rette græsgang og mark; hvilket den samme tid vor mand og råd hr. Johan Oxe, Jep Jensen af Ravnstrup og Mogens Hak kærede, at han og deres rettighed i forskrevne Kunnesleff mark i leje lader, hvem han lyster, og holder det for sit eget.' Adressaterne befales derfor at stævne hr. Tetz og Peder Bille for sig med deres »bewisninghe« og skille dem ad med rette. 'Thi forbyder vi alle og særdeles Dig, Peder Bille, at I ingen hinder gør hr. Tetz eller hans tjenere på forskrevnefælledog marker førend I i rette har været og adskilt er ... dog vor husfrues og alle andre gode mænds rettighed uforsømt'¹.

Hvorledes det berammede retsmøde er forløbet foreligger intet om. Men i betragtning af indhold og tone i det kgl. mandat er det unægtelig en overraskelse at læse et par aktstykker fra den umiddelbart følgende tid og fremkommet på Peder Billes initiativ. 1474 3/2 fik Peder Bille et tingsvidne af Horns herredstingom, at han lovligt havde »fordelt« 10 navngivne bispebønderfra Selsø len og ladet tage deres mandhelg for løfte skyld, som de havde lovet ham i medfør af græsgang på Krogstrupold,d.v.s. de mistede deres borgerlige ære for ikke-betaling af lovet præstation for beslaglagte kreaturer. Situationen er altså akkurat som den var forud før retsmødet i 1472². Endnu mere frapperende er et tingsvidne af samme herredsting 1475 23/8 af indhold, 'at fornævnte Peder Bille hvert år lydeligen til fjerde ting, siden han fik Svanholm, havde ladet påæske, om nogen havde lod og del i de øde byer på Krogstrupold, da med breve og beviser fremkomme, og ingen fremkommen er, hvorfor

---

1 Rep. 2. r. nr. 3164. — Dronningen havde Abrahamstrup somlivgeding.

2 Ibid. nr. 3406, smlgn. 764, 3164 og 13033.

fogden af Svanholm har ladet forbyde noget kvæg at drive på Krogstrupold uden deres minde af Svanholm¹. Dette tingsvidne kendes kun gennem et referat i et oldingetog vedrørende Kunderslevmarki 1632, og således som det faktisk blev forstået på det tidspunkt, nemlig som bevis for, at Svanholms daværende ejer Frands Rantzau havde ejendomsret til al Kunderslev, kan det umuligt være rigtigt. Hverken Peder Bille, der ifølge sit låsebrev kun ejede en fjerding jord i Kunderslev, eller herredsfogedog tingmænd, der 1480 erklærer, at det er dem vitterligt, at Johan Jepsen Ravensberg og forfædre jævnligt i 60 år og mere havde gjort krav på tinge på ejendom i Kunderslev mark, og som direkte eller indirekte må have haft kendskab til det kgl. mandat af 1472, kan have drømt om på den måde at skaffe kongens, dronningens, bispens og adskillige andre stormænds rettigheder ud af verden. Det ville have været halsløs gerning. Den nærliggende tanke er at opfatte tingsvidnet 1475 som et falskneri. Men mandhelgbrevet 1474 foreligger i utvivlsom ægte beseglet original, og alene det beviser, at der må have været flere momenter i Bille-Rosengårdsagen end hr. Tetz' klage og det på hans foranledning udfærdigede kgl. mandat giver indtrykaf. Er man først nået til denne opfattelse, er det også muligt at få øje på disse momenter og indse, at Peder Billes stilling var adskilligt stærkere end hr. Tetz' indlæg giver indtryk af, og at tingsvidnet 1475 sikkert er ægte nok, blot forstået på en væsentlig anden måde, end det blev gjort i 1632.

1475 20. april — altså fra samme år som det nævnte tingsvidne— fik Peder Bille hele to tingsvidner af Horns herredsting.Det første bevidner, at Peder Bille den dag havde været på tinge og spurgt, om nogen mindedes eller vidste, hvad han havde svaret Jep Jensen (Barritsen), lensmand på Abrahamstrup,da denne forbød Peder Bille at fiske i den ny sø, som Jep Jensen havde ladet inddæmme mellem Skibby mark og »oollen«. Tolv udpegede tingmænd erklærede derefter, 'at dem var vitterligt, og mange af dem selv hørte på, at da Jep Jensen i Abrahamstrup forbød Peder Bille at lade fiske i fornævnte sø,

---

1 Ibid. nr. 3685.

svarede Peder Bille, at når han blev denned rette afdreven, så at han ikke måtte med rette der lade fiske, ville han gerne have fordrav eller have det i Jep Jensens minde eller af den. som da havde Abrahamstrup i værge på vor nådige herres vegne.

Som man ser et urbant og høfligt ordskifte — i hvert fald fra Peder Billes side — men alligevel en pointering af, at Peder Bille anser lensmandens forbud for ulovligt. I det andet tingsvidne er høfligheden forsvundet og der gås til angreb med næb og klør. De udnævnte tingmænd erklærer heri, 'at dem vitterligt var, at Peder Bille og hans visse bud havde været i tre ting, og da var det fjerde, og givet kære på det markeskel, som Skibby mænd — de hørte under Abrahamstrup — havde lagt mellem Skibby mark og den øde mark, som kaldes »oollen«, stenet, stablet og gravet uden al tingsdom, overværendes hverken riddersmændsmænd, jordejende bønder eller nogen anden, der af tinge var tagen. Item vidnede fornævnte 12 dannemænd, at de hørte og så, at herredsfogeden tilstod inden 4 stokke, at han var der hverken i råd eller gerning med, og intet ham var der tilsagt om'.

Det er efter denne erklæring næppe tvivl om, at bønderne i Skibby egenmægtigt og ulovligt har skudt deres markeskel frem i oldenområdet, i hvert fald har de selv bestemt, hvor de anså skellet burde ligge. Men det mest bemærkelsesværdige er, at tingsvidnet absolut ingen konsekvenser fik. Vi kan fastslå dette med fuld sikkerhed, fordi der foreligger flere tingsvidner herom. 1484 27/5 bevidnede herredstinget, at det var tingsmændenevitterligt, 'at hvert år, siden fornævnte markeskel var der lagt, havde Peder Bille eller hans visse bud der til tinge kæret på fornævnte markeskel, og var det da den 3. tingdag, at Peder Bille så i det år gjort havde, og ingen gensvar derimod fremkom'². Et tredje bevaret tingsvidne af 1480 30/11 er af samme indhold, men indeholder derudover nogle konkrete oplysningerom 'det ny markeskel, som Skibby mænd gjort havde i den ødemark, som kaldes Krogstrups Old, som er mellem

---

1 Rep. 2. r. nr. 3605—06.

2 Ibid. nr. 5476.

Svanholm og Skibby, og på den del, som Skibby mænd ind
havde hegnet til deres mark og vang af den fornævnte øde mark
og grøde af ført, som Peder Bille gav kære på samme dag'1.

Hvorfor disse magtesløse protester fra herremanden og hvorfor kan bønderne i Skibby negligere, at herredsfoged og herredsting erklærer deres gærde for ulovligt? Årsagen kan ikke være den, at kronen ejede størsteparten af Skibby², herskabsforhold havde ingen indflydelse på markeskelsprocessen. En nødvendig bestanddel af denne var imidlertid oldingetoget, den ed 13 af herredstinget udpegede oldinge svor om de rette skel i gamle dage. Dette middelalderlige »matrikelsystem« har givetvis ikke kunnet fungere i 1470erne, fordi erindringen om forløbet af de gamle markeskel har været udvisket. Skibbybønderne — med deres herskab i ryggen — klarer problemet ved at sætte deres skel efter egen opfattelse af situationen. Herredstinget kalder nok fremgangsmåden for ulovlig, men udtaler sig iøvrigt ikke om ejendomsretten til selve jorden. Problemet har efter alt at dømme kun kunnet bringes til en lovlig afslutning ved et kongeligt diktat, ved at kongen 'red markeskel', men ordskiftet mellem Peder Bille og den kgl. lensmand viser, at denne i hvert fald ikke delte Peder Billes opfattelse af grænsen mellem Svanholm og Skibby, så hvorfor pådrage sig sikre omkostninger med næsten lige så sikre udsigter til et negativt resultat.

Hertil kommer, at den af Peder Bille hævdede ejendomsret til 'den øde mark, som kaldes Krogstrups Old, som er mellem Svanholm og Skibby', i hvert fald delvist hvilede på det samme princip som Skibbybønderne anvendte: Bevis det modsatte. Det er her hr. Tetz' klage og det ovennævnte tingsvidne 1475 kommerind i billedet. Som omtalt ovenfor kan tingsvidnet ikke være ægte, hvis dets Krogstrupsold medindbefatter Kunderslev, således som forstået i 1632. Det område Peder Bille i 1480 sigter til, har imidlertid sikkert været væsentligt snævrere; han må have tænkt på den østlige del af Olden, nemlig området syd

---

1 Ibid. nr. 4725.

2 Ifølge Abrahamstrup lensregnskab 1559 (RA) ejede kronen 23 gårde i Skibby, som i 1682 var på 29 gårde ialt.

for hans øde landsby Krogstrup og vesten om Bonderup ned mod Skibby. Hermed stemmer, at man i et andet brev fra 1480 ser, at Kunderslev siges at ligge på 'Kunderslevold'¹. Dermed svinder betænkelighederne og vi kan overveje, hvad der ligger i erklæringen, at Peder Bille havde 'ladet påæske, om nogen havde lod og del i de øde byer på Krogstrup Old, da med breve og bevis at fremkomme og ingen fremkomne ere', hvorfor græsningforbydes uvedkommende. Nu er det umuligt, at Peder Bille efterlyser eventuelle adkomstbreve på Krogstrup, Kundestopog Gynnerup, som han havde låsebrev på; det vilde være juridisk forkert og tåbeligt set fra hans synspunkt. Erklæringen må derfor læses på den måde, at det område syd for Svanholm og Krogstrup og ned til Skibby mark, som han kalder Krogstrup Old, er hans enemærke. Som vi tidligere så, må der af andre grunde antages, at Klippestrup har ligget inden for dette område,og sandsynligvis har hr. Tetz baseret sine krav herpå, men han har i så fald øjensynligt ikke kunnet føre bevis ved oldinge, d.v.s. øde-læggelsen af Klippestrup har ligget langt tilbage i tiden.

Udfra den skildrede situation er det ikke vanskeligt at indse, at den på hr. Tetz' initiativ i 1472 nedsatte kongelige kommissionsdomstolikke har kunnet afsige nogen kendelse. Tetz Rosengårdspåstand var, at 'Krogstrup fælled, Kunderslev, Klepstrup, Ulstrup og flere øde torper' var fælles overdrev. Med hensyn til Kunderslev har Peder Bille sikkert ikke haft noget imod ideen om den fælles pulje, han ejede kun 2 øre og roskildekirken kun 6 øre af landsbyens 72 øre, men da det kgl. mandat indskærpede,at der skulle tages hensyn til andres rettigheder, var det punkt ikke megen grundlag for en kendelse. Helt anderledes måtte Peder Bille se på kravet om fælles græsning på Krogstrup 'fælled'. Af låsebrevet 1456 fremgår, at ærkedegnen kun kan have begrundet dette med henvisning til præste- og degnegården,da Svanholm ejede resten af landsbyen. Eftersom Tetz Rosengård argumenterer for, at bl. a. bispens bønder i Selsø har ret til græsning 'på den hellige kirkes græsgang', ligger der

---

1 Rep. 2. r. nr. 4783.

i argumentationen, at de nævnte gårde på det tidspunkt har ligget øde. Men trods alt gav det kun ærkedegnen en indirekte ret gennem sognepræsten til en begrænset del af landsbyen Krogstrupsjord, og det var som det fremgår af de anførte tingsvidnerPeder Billes påstand, at det område, han kaldte KrogstrupOld, omfattede flere øde byer, nemlig de i låsebrevet nævnte Kundestop og Gynnerup. Som nævnt er det sandsynligt, at ærkedegnen ved en sådan problemstilling har rejst spørgsmåletom Klepstrups beliggenhed indenfor dette område, men for de kgl. kommissionsdommere må det have været indlysende, at problemet ikke kunde løses indenfor de rammer, det af hr. Tetz udvirkede kgl. mandat angav.

Med tingsvidnet 1475 var stridighederne i denne del af Olden afsluttet, selv om Peder Bille endnu i nogle år protesterede mod Skibbys markeskel. Ifølge matriklen 1682, markbog nr. 117, har Svanholm sine hovedgårdsmarker hovedsagelig liggende syd for hovedgården ned mod Skibby, altså på det område Peder Bille hævdede i 1475. Men på matriklens tid ejer Svanholm derudover Kunderslev marker, som den på noget snørklet måde var kommet i besiddelse af, og som 1682 blev dyrket dels af godsets bønder i Ordrup dels fra den nyoprettede forpagtergård Pagterold.

Ødebyen Kunderslevs skæbne hører til Oldens interessanteste historie, strid om dens jord førte endnu så sent som i 1725 til en proces ved højesteret. Her skal hovedlinierne trækkes op. Som ovenfor omtalt fremhævede det kgl. mandat 1472, at der var flere ejere til Kunderslev mark end blot Peder Bille og kirken i Roskilde, og vi har tidligere nogenlunde nøjagtigt kunnet bestemmede forskellige lodsejeres respektive andele i landsbyens 9 bol jord. Blandt ejerne var Johan Jepsen Ravensberg, som førte sine krav tilbage til sin morfader Albert Hemmingsen (Krag i Sjælland); 1482 1/7 købte han desuden 6 bol med øde gårde eller byggesteder dertil af Aksel Valkendorf². Sandsynligvis har han haft planer om landsbyens genoprettelse, men i så fald må

---

1 Se ovf. s. 323.

2 Rep. 2. r. nr. 4783 og 5047.

han trods alt have overvurderet sin indflydelse — han blev 1486 kongens kansler og 1500 biskop af Roskilde¹ — thi landsbyen forblev øde. Kilderne tier om, på hvilken måde Johan Jepsen eventuelt har grebet sagen an, derimod kan ses, hvorledes det forsøg, en af hans arvinger Erik Urne til Hindema² gjorde, strandede. 1552 11/8 fik Erik Urne et tingsvidne af Horns herredsting om, at han havde fremlagt skødet af 1482 på tinge og i kraft af dette 'kendt sig ved lod og del i Kunderslev by og mark i Krogstrup sogn og budt sig til reb og raft og ret mål i byggesteder, gader og i marken, fra by til markeskel efter sit åbne brev imod alle dem, som kender sig til ejendom i fornævnteødeby'.

Tilstede på tinge den dag var kongens fogeder på Abrahamstrupog Selsø — som jo nu var krongods — samt fogeden på Svanholm. Tingsvidnet refererer deres reaktion under eet, problemethar sikkert været gennemdrøftet i forvejen. De erklærede,at de på kronens og på Svanholms vegne kendte sig til lod og del i Kunderslev, og 'om behov gjordes' ville bevise dette med dokumenter. Øjensynlig har de på dette stade foretrukket ikke at afsløre, at de sammenlagt kun ejede en brøkdel af Erik Urnes godt 6 bol jord. Om Erik Urnes tilbud om rebning konstaterertingsvidnet, at der 'kom aldeles ingen, der ville rebe eller måle med fornævnte Erik Urne i nogen måde'³. Det er ikke svært at få øje på årsagen til medejernes uinteresserethed. I det 16. som i det 15. og 17. årh. var de uopdyrkede områder af Olden fælles overdrift for de tilstødende hovedgårde og deres fæstegårde.En udrebning af for eks. de 2 øre jord, som Svanholm ejede i Kunderslev, kunne ikke opveje fordelene ved græsning

---

1 Dansk Adels Aarbog 1910, s. 350.

2 Hans moder Margrete var bispens broderdatter. — løvrigt havde hans broder Jørgen Urne allerede tidligere rejst sagen, idet han 1547 9/12 udvirkede et kongebrev, der stævnede hans modstandere for kongen med deres breve og beviser, i kraft af hvilke de mener at kunne gøre Jørgen Urne og hans medarvinger hinder på 6 bol på Krogstrupold, t ortølgningsbogen 1592_—98, f. 260. Videre ses ikke at være foretaget i 1547, muligvis fordi Jørgen Urne kort efter af andre grunde faldt i kongens unåde og allerede døde 1548, Dansk Adels Aarbog 1904, s. 468.

3 Forfølgningsbogen 1592^—98, s. 264 v.

over hele landsbyens område. Men med medejernes passivitet har Erik Urne stået overfor et impasse, uden lensmændenes og herremandens anbefaling har han ikke kunnet bevæge kongen til en riden-markeskel, der som forholdene lå, har været den eneste chance for ham at få Kunderslev mark skåret ud af Olden. Sandsynligvis har han prøvet den udvej, men direkte vidnesbyrd foreligger ikke herom.

Året efter blev Erik Urne sachsisk lensmand i Ratzeburg¹, men han må have givet sin foged på Hindema, Anders Nielsen, ordre til at holde øje med udviklingen, thi i 1555 ses denne at starte en aktion på et nyt grundlag. Forholdet var det, at Anders Barby, Kristian 3.s kansler, som domprovst i Roskilde havde ladet genindhegne og genopdyrke det område, Provsteholmen, som domprovsten Kristian allerede inden 1418 havde indtaget til provstiets gårde i Skuldelev. Anders Nielsen nedlagde protest herimod og sagen kom til behandling på Horns herredsting 1555 4/7. Anders Nielsens påstand var her, at Anders Barby ikke uden samtykke af alle ejere kunne foretage indhegninger i Krogstrup Old², og til bevis for Erik Urnes medejendomsret fremlagde han skødet 1482 på de 6 bol jord til Johan Jepsen Ravensberg, mens Anders Barbys befuldmægtigede som bevis for provstiets ret anførte det tidligere nævnte tingsvidne af 1471³. Men selv om dette fastslog, at provst Kristian i sin tid uhindret af nogen havde indhegnet Provsteholmen, betonede det også, at der hermed ikke var sagt noget om ejendomsretten til jorden. Herredsfogdens dom lød da også på, at eftersom der ikke var fremlagt noget egentlig ejendomsbrev på Provsteholmen, skønt han havde æsket dem, kunne han ikke kende Anders Barby til noget enemærke i omtalte mark. 'Thi sætter jeg samme sag fra mig til kongen og rådet'⁴.

---

1 Dansk Adels Aarbog 1904, s. 468.

2 Her bruges Krogstrup Old vitterligt i betydning Krogstrup sogns Old, altså i videre betydning end den Peder Bille bruger den i 1475; jf. også at tingsvidnet 1480 taler om Kunderslev på Kunderslev old.

3 Se. ovf. s. 322 note 3.

4 RA. Forfølgningsbogen 1592-98, f. 26 v.—IfølgeHerredagsdombog 1549 —57, f. 369 r appellerede Anders Nielsen herredsfogedens kendelse til lands- tinget, idet han påstod, at herredsfogeden burde have afsagt en virkelig dom, mens denne forsvarer sig med, at sagen var ham for stor. Landstinget repræsenteret af landstingsskriveren tiltræder herredsfogedens opfattelse, hvorefter Anders Nielsen atter appellerer, nu til kongen og rådet, som 1555 afviser appellen. Hermed har Anders Nielsen øjensynligt bedømt sagen som udsigtsløs, thi hverken han eller hans breve er repræsenterede under behandlingen af hovedsagen.

Kongen og rådet henviste sagen til påkendelse af en voldgiftsdomstol,der afsagde sin kendelse 1555 29/11. Dommen er ikke bevaret, men i Roskilde kapitels arkiv nedlagdes et fyldigt memorandum 'for at de gode herrer i Roskilde kapitel må vide, hvorledes den sag nu i vores tid forløbet er'¹. Det var kantoren Niels Friis, der både forsvarede kapitlets specielle ret til Provsteholmenog generelt argumenterede for opretholdelse af den beståendeordning på Olden. Til sine medejere på Krogstrup Old, der protesterede mod Provsteholmen — memorandummet nævnerudtrykkeligt Peder Goske, høvedsmand på Abrahamstrup, Herluf Skave, pantelensmand på Selsø og Tale Krafse til Egholm,så Anders Nielsens initiativ har ikke været uden virkning— rettede han det spørgsmål, om de nogensinde havde hørt eller vidste af deres forældre eller af andre, at der var blevet ildet på Provsteholmen på det tidspunkt, da provst Kristian holdt avl i Skuldelev. Da de adspurgte måtte svare benægtende hertil, konstaterede Niels Friis, at så måtte kapitlet også drage den slutning, at provst Kristians indhegning var foregået på lovlig måde, når ingen i datiden havde protesteret. Til Joachim Beck, der gjorde krav på de 6 bol jord, som Aksel Valkendrup havde solgt Johan Jepsen Ravensberg, rettede han først det spørgsmål,vistnok spydigt², om han havde breve eller beviser herpå. Men skønt Joachim Beck svarede benægtende hertil, nøjes kantorenikke med denne sejr, han har jo sikkert godt vidst, at brevene eksisterede. Kunne Joachim Beck bevise med breve eller på en hvilken som helst anden måde, at Aksel Valkendrup eller

---

4 RA. Forfølgningsbogen 1592-98, f. 26 v.—IfølgeHerredagsdombog 1549 —57, f. 369 r appellerede Anders Nielsen herredsfogedens kendelse til lands- tinget, idet han påstod, at herredsfogeden burde have afsagt en virkelig dom, mens denne forsvarer sig med, at sagen var ham for stor. Landstinget repræsenteret af landstingsskriveren tiltræder herredsfogedens opfattelse, hvorefter Anders Nielsen atter appellerer, nu til kongen og rådet, som 1555 afviser appellen. Hermed har Anders Nielsen øjensynligt bedømt sagen som udsigtsløs, thi hverken han eller hans breve er repræsenterede under behandlingen af hovedsagen.

1 RA. Roskilde Kapitel 1555 29/11. Papir.

2 Intermezzoet er ret gådefuldt. Joachim Beck var gift med en datter af bispens broder Jakob, mens Erik Urnes moder var datter af en anden broder Erik, Dansk Adels Aarbog, 1910, s. 351^—52. Tilsyneladende har der været familiestrid om retten til brevene.

Johan Jepsen Ravensberg eller nogen anden på deres vegne nogensinde havde haft de 6 bol i deres fri brug, eller at der nogensinde i mands minde var blevet kæret på deres lod eller anpart i Krogstrup Old. 'Hertil tavde Joachim Beck og vidste intet ydermere at berette i den sag'. Efter således at have argumenteretmod, at et løsrevet adkomstbrev uden faktisk hævd eller erindring om dets betydning kunne bevise en adkomst, angreb han problemet fra en anden side. Også han gjorde på kapitlets vegne krav på 12 bol jord på Krogstrup Old, men disse havde fra gammel tid været udlagt til overdrev, alle Horns herreds indbyggere til gavn og glæde, hvilket han beviste med gamle registre, d.v.s. træbogen og RBJ, og breve, vistnok klagen og det kongelige mandat 1472, der endnu findes i kapitlets arkiv. Henvisningen til jordebøgerne indeholder en vis tilsnigelse,for så vidt de beviste, at bispestolen var medejer af de 12 bol jord, og bispestolens ret var i 1555 legitimt gået over på Herluf Skaves hænder, altså kantorens modpart med hensyn til Provsteholmen. Men man forstår, at dommen gav ham medhold, 'alt blev bestandendes'.

Herefter er der stille om Kunderslev indtil 1632. I 1597 fik Kristoffer Pachs til Kindholm ganske vist Ravensberg-Urnebrevenevidimeret af rigens kansler, vort kendskab til dem stammer fra denne vidimering¹, men yderligere skridt fulgte ikke efter. Rimeligvis har han været tilfreds med ved hjælp af dem at bevise en utvivlsom ret for Kindholm til at benytte Olden til overdrev. Men i 1624 købte Svanholms daværende ejer Frands Rantzau Kindholm af Kristoffer Pachs' søn Mogens Pachs. Muligviser de omtalte breve fulgt med i købet og Frands Rantzau således ikke ganske uden moralsk hjemmel for det dokument, han lod udfærdige i 1632, og ved hvilket han ved et kup gjorde Kunderslev til Svanholms enemærke. Ved at læse låsebrevet 1456 på Svanholm — som endnu findes i godsets arkiv² — drog han, måske i god tro³, den slutning, at låsebrevets Kundestop

---

1 RA. Forfølgningsbogen 1592—98, f. 260—64.

2 Rep. 2. r. nr. 657.

3 Hvis han har erhvervet Ravensberg-Urnebrevene sammen med Kindholm, kan han ikke have handlet i god tro.

(der som tidligere nævnt muligvis beror på en fejllæsning)¹ var identisk med Kunderslev eller med den del af Krogstrupold, der, som markbog nr. 117 viser, på det tidspunkt kaldtes Gunderslef. Udfra den opfattelse fremlagdes låsebrevet 1456 sammen med det Peder Bille i 1475 givne tingsvidne, der fastslog, at KrogstrupOld — i 1475 forstodes ganske vist herved området syd for Svanholm² — var Svanholms enemærke, på Horns herredsting.Da ingen indsigelse fremkom på tinge, opnåede rigshofmesteren,hvad der i århundreder ikke var lykkedes for andre, at der blev udpeget 13 oldinge, der 1632 19/4 omgik Gundestrups mark og svor dets markeskel.³ Selvfølgelig måtte det ske efter den øjeblikkelige opfattelse af skellene, hvorfor Provsteholmen, der efter vidnesbyrdene tra 15. og 16. årh. utvivlsomt har hørt til Kunderslev mark, ikke omgikkes, og for fremtiden betragtedessom hørende til Onsved mark⁴.

Rigshofmesterens autoritet har uden tvivl været medvirkendetil opnåelsen af dette for Svanholm gunstige resultat. Men når det i det hele taget var muligt, er det sikkert, fordi den præcise viden om de rette forhold var gået tabt. Roskilde kapitel, der havde breve i sit arkiv, der kunne modbevise Rantzaus opfattelseaf ejendomsforholdet, var en institution i opløsning, og Egholms og Selsøs ejere har næppe på det tidspunkt anet noget om deres medejendomsret. En proces i 1722^—25 viser det klart for Selsøs vedkommende. Forholdet var det, at Frands Rantzau ved ordningen 1632 ikke blot havde respekteret kapitlets ret til Provsteholmen, han lod også nogle indtægter, som sognekirkeni Skuldelev havde hævd på at bruge, forblive überørt af nyordningen. Men i 1722 kom Svanholm og Selsø, sidstnævnte gods havde i 1686 erhvervet patronatsretten til Skuldelev kirke⁵, i strid om disse hævdvundne rettigheder. Striden indbragtes

---

1 Se ovf. s. 322, note 1.

2 Se ovf. s. 333.

3 Langcbcks Diplomatarium under 1456 25, 10, jl. Uep. 2. r. nr. 657 RA, Højesterets Voteringsprotokol 1725, f. 216v—19.

4 Markbog nr. 111.

5 Kr. Skr. 11, s. 508.

1725 for højesteret. I deres voteringer er højesteretsdommerne enige om, at de to »fundamenter« for domsafsigelsen må være »højesteretsdommen« (låsebrevet) 1456, der fastslår, at Kundestruper Svanholms enemærke, og oldingetoget 1632, der afgrænserdette område. Da ingen kan vinde hævd i anden mands mark, er Skuldelev kirkes hævd følgelig ulovlig¹. Fra Selsøs side gøres intet forsøg på, at angribe »fundamenterne«. Megen viden var gået tabt siden Tetz Rosengårds og Niels Friis' dage. Men alt i alt er højesteretsdommen en ikke ueffen afslutning på de 300 års stridigheder, der fulgte i kølvandet på områdets affolkning,og under hvilke egoistiske særinteresser og selvtægt har spillet den store rolle. Pointen i historien er imidlertid, at Johan Jepsen Ravenbergs og Aksel Valkendorfs forfædre havde gjort vel i, dengang de sidste fæstere forlod deres jord i Kunderslev i tiden 1370 til 1418, at holde på dem, om de så skulle have tilbudt dem nok så gode vilkår.

11. I et nyligt udkommet, fortræffeligt fransk værk om bondestandens forhold i middelalderen² understreger forfatteren med styrke, at der forud for miseren i 14. og 15. århundrede er gået en periode med modsat fortegn, kendetegnet af en overordentligt stor befolkningstæthed, som i sine konsekvenser har ført til stærk udnyttelse af marginaljord og til udbytning af jordens dyrkere i form af høje afgifter³. Kulminationspunktet anses at have ligget omkring 1280.

Årsagen til sammenbruddet i den følgende tid søger G. Duby, forfatteren til ovennævnte værk, i 1) en hypotetisk, men dog mulig klimaforværring, 2) misvækstår i begyndelsen af 14. årh., 3) krige og hårde skattepålæg og 4) pestkatastrofen. Men disse foreteelser er ikke tilstrækkelige til at forklare alt. »Il faut sans

---

1 RA. Højesterets voteringsprotokol 1725, f. 216 flg.

2 L'économie rurale et la vie des campagnes dans l'occident medieval (France, Angleterre, Empire, IXe_—XVe siécles) (par) Georges Duby, professeur å l'Université d'Aix-Marseille. I—11.I_—II. Paris 1962. — Jeg skylder mag. art. E. Ladewig Petersen tak for at have gjort mig opmærksom på dette værk.

3 Se navnlig afsnittet om tiden 1180_—1330 med den karakteristiske undertitel: L'exploitation des paysans, 11, s. 462_—500.

doute chercher assez loin dans le passé les ressorts les plus profonds du renversements de la conjoncture. Il fut prepare pendant les derniéres anneés du XII le siéclc par Fappauvrissementprogressif d'un secteur toujours plus etendu de la paysannerieet par le surpeuplement qui poussait å étendre exagérémentles défrichements, å solliciter des terres trop pauvres«¹. Følgen har været en stigning af dødelighedsraten.

Det er uden tvivl en meget væsentlig side af problemkomplekset, som her fremhæves af Duby. Den er næppe tilstrækkelig til i alle henseender at forklare det store sammenbrud omkring 1400, men synspunktet tjener til klarlæggelse af en langtidsfaktor, der i Danmark må have virket lige siden tiden omkring 1200. Det er sammenspillet mellem denne faktor og en korttidsfaktor, som på sin side er betinget af særlige forhold ved pestepidemierne, der omkring 1400 fører til katastrofetilstandene.

Langtidsfaktoren kan man formentlig få øje på, når man betænker, at det »privilegerede« fæstesamfund², der blev skabt i tiden kort efter 1400 og som med hensyn til jordafgifter og jordfordeling utvivlsomt bød jorddyrkeren bedre levevilkår, ikke var i stand til at frembringe noget større befolkningsoverskud. Ifølge de første folketællinger var fødselsoverskuddet:³

Samfundet reagerer omgående positivt på de bedre vilkår. Omvendt kan antages, at de dårlige levevilkår i højmiddelalderenhar virket i negativ retning. Men blot et årligt underskudpå een promille i tiden 1200^—1400 vil reducere befolkningstallettil 83 % af det oprindelige. Dette skal ikke opfattes

---

1 11, s. 564.

2 Jf. Hist. Tidsskr. 11. r. VI, s. 239.

3 Statistisk Årbog 1953, s. 5. — Fejlkilderne i de første folketællinger tenderer i retning af at gøre fødselsoverskuddet større, jf. Skrubbeltrang: Husmand og Inderste, s. 63.

som en beregning af tabet, men som en påvisning at, hvor umærkeligt tabet kan have været fra år til år og hvor mærkbartdet bliver over en lang periode. Det forklarer, hvorfor samtidenikke formåede at give nogen fyldestgørende forklaring på foreteelserne¹. De statistiske forudsætninger har manglet.

Det er et velkendt faktum, at tilstandene i RBJ ikke angiver maksimum for jordens udnyttelse. Udover lejlighedsvise bemærkninger af tilfældig art, drages der i en del tilfælde konkrete sammenligninger mellem jordfordelingen i 1370 og den, der fandtes på træbogens tid, d.v.s. den gamle bispelige jordebog fra 1290², eller i »gamle dage« (antiquitus). Rimeligvis er udtrykkene synonyme, under alle omstændigheder må der med sidstnævnte tidsangivelse sigtes til en tid, der ligger væsentligt forud for 1370.

I omstående opstilling angiver hg. = hovedgård, c.v. =
brydegård, g. = gård, ldb. = landbo, gs. = gårdsæde.

Talmaterialet er ikke stort og må ikke overvurderes, men det er velegnet til at illustrere det i sig selv sandsynlige, at jordfordelingen i RBJ ikke angiver maksimum af brug. Ovenforer skildret, hvorledes den store adelby Skøneby på 12 bol jord nedlægges omkring 1290 som den første af de 8 landsbyer i oldenområdet, og hvorledes de øde gårdsædestavne i Starreklinteomkring 1315 tvinger til omlægning af jordens drift. Af samme jordebog, Århus kapitels, fremgår, at en række jyske landsbyer allerede omkring 1300 har opgivet betydelige dele af deres dyrkede areal. I Tirstrup (Djurs Sd. h.) såedes i kapitlets jord 21 øre korn (94¹/₂td.), men der kunne sås 36 øre (162 td.), »si mirica, que occupat fere medietatem, exterminaretur«. I Vester-AUing (Sønderhald h.) kunne der sås mere end 48 øre (216 td.), »si esset culta, sed maior pars est occupata silva et

---

1 Ibid. s. 235—36.

2 RBJ, Indledning s. VIII. — Når sammenligningerne med træbogen 1290 virker så tilfældige og planløse, skyldes det vistnok, at træbogens form kun undtagelsesvis har tilladt sammenligning. I hvert fald har det udtog af træbogen, som bringes i RBJ s. 75 vedrørende lenet Ramløse (sikkert fordi lenet i 1370 var pantsat fra bispestolen) en så summarisk karakter at sammenligning er udelukket.

mirica«. Og i Låsby (Gern h.) kunne der sås 12 øre (54 td.), »sed mirica occupavit tertiam partern«¹. Som Poul Rasmussen har gjort opmærksom på, ligger der ligeledes utvivlsomt i udsædsangivelsermed den kvalificerende indskrænkning »si ex toto (integro) arentur«, at det dyrkede areal ikke længere udnyttes fuldstændigt². Det gælder for Borup (Mols h.), Hedensted (Hattingh.) og Drammelstrup (Djurs Sd. h.)³.

Som det ældste vidnesbyrd om, at landet ikke længere formåer at udfylde rammerne må E.S.L. 111 8 (omkring 1250) opfattes. Der gives her regler for vindicering af ejendomsret til øde torper eller øde udmarksjorder⁴.

---

1 SRD VI, s. 131 og 434.

2 Jyske Saml. 5. r. VIII, s. 65.

3 SRD VI, s. 425, 426 og 432.

4 Bevisførelsen skulle ske ved hjælp af oldinge; reglen kunne.derfor ikke finde anvendelse under de senere processer om oldens ødebyer, idet oldingene da ikke kunne sværge markskellene efter egen erindring. Det viser gradsforskellen i situationen.

Men over for denne tydelige nedgangslinie fra 13. årh. af kan der jo drages en lige så klar opgangslinie, nemlig torpdannelsestiden op mod år 1200. På det tidspunkt de to linier har konvergeret, har Danmark haft sit maksimum af brug og sin højeste udnyttelsesgrad af jorden for århundreder. Og dybere set begynder den 'middelalderlige landbrugskrise' her, men har på det tidspunkt i modsætning til et par århundreder senere ensidigt været landboens krise. Torptidens slutfase må have været kendetegnet af, at talrige eksistenser har været baseret på en for optimistisk vurdering af marginaljord, som efter den aftagende udbyttes lov ikke i det lange løb har haft tilstrækkelig bonitet. Men de jorddyrkere, der har måttet erkende, at den jord, de dyrkede, eller den torp, de havde været med til at grundlægge, var en »Fehlanlage« har ikke haft mange andre muligheder end at gribe til tiggerstaven eller tage mod de vilkår, jorddrotterne tilbød. Heri må een af de to vigtige forudsætninger for det storgårds- og storgodsprægede samfund, som er under afvikling omkring 1400, søges. Det har efter økonomiske love været bygget op over en mangel på jord og en overflod af mennesker. Den anden forudsætning har bolet og de dertil knyttede ejendomsbegreber været, men denne side af sagen ligger uden for denne afhandlings rammer.

Den måde, driften af jorden i højmiddelalderen blev organiseretpå(hovedgårde, brydegårde, landbogårde og gårdsædestavne),haruden tvivl været den mest givtige for jordens ejere, som Danmark nogensinde har kendt. Men systemet var efter alt at dømme behæftet med den svaghed, at det resulterede i et negativt fødselsoverskud, der i det lange løb måtte gøre sig mærkbart. Selv om denne langtidsfaktor må have haft accellererendevirkning,fordi den på et vist tidspunkt må udløse konkurrencemomentet, er den dog næppe tilstrækkelig til at forklare de eruptive udslag af folkemanglen, der forekommer i årene omkring 1400. Normalt må samfundet have kunnet tilpassesigden

---

4 Bevisførelsen skulle ske ved hjælp af oldinge; reglen kunne.derfor ikke finde anvendelse under de senere processer om oldens ødebyer, idet oldingene da ikke kunne sværge markskellene efter egen erindring. Det viser gradsforskellen i situationen.

passesigdenlangsomme ændring i stil med forholdene i Starreklinteomkring1315, hvor de øde gårdsædestavne fører til en snr.re.ssiv ændring af driftsformen. T det lange løh ville, resultatetmåskevære blevet det samme — for så vidt balancen mellem antal brug og fødselstal nødvendigvis måtte genoprettes — men den voldsomme fart i udviklingen omkring 1400 må vise, at en særlig faktor er i virksomhed. Det er på det tidspunkt, at man kan støde på godser med en ødegårdsprocent på omkring 70 og hvor jord i betydeligt omfang kan ligge øde så længe, at ejendomsretten går tabt¹. Vi har ikke bevaret nogen jordebogfradette krisens højdepunkt. I mangel af jordebøger må foruden slesvigprocuratorens regnskab 1437 —- der dog kun indirekte belyser problemet — brevstoffet blive hovedkilden til belysning af denne fase. Statistisk set er dette materiale behæftet med væsentlige mangler, først og fremmest fordi det ikke var påkrævet at angive og juridisk set sagen uvedkommende om skødet eller pantsat gods var øde eller besat på tidspunktet for den juridiske transaktion. Men selv om materialet derfor er præget af tilfældigheder ved formuleringen af adkomstbrevene, er der ingen grund til at betvivle, at det som helhed korrekt afspejler en kulmination af ødegods i årene lige efter år 1400. Nedenfor er anført antal gårde, der udtrykkeligt angives som besatte — sædvanligvis ved angivelse af gårdfæsterens navn — eller øde i skøde- og pantebreve. Derudover er angivet, hvor

---

1 Denne linie er særligt understreget i en afhandling af forfatteren. Ødegårder og ny bosætning i de nordiske lande. Danmark. Trykt i problemer I, Nordisk Historieforskning (1943), s. 9-24.

ofte udtryk som »bona desolata« eller tilsvarende vendinger forekommeribrevstoffet
uden nærmere specifikation1.

Umiddelbart vil man læse tallene som vidnende om, at krisen i hovedsagen er overvundet omkring 1450. Det gælder dog kun til en vis grad. Sammenligningen mellem RBJ og nyere tid viser, at balancen genoprettedes ved en formindskelse af rammerne for jordens dyrkning. Den demografiske kurve og ødegårdskurven falder derfor ikke sammen.

I danske kilder findes intet, der kan forklare de voldsomme udslag af befolkningsmanglen netop i årene efter 1400. En jævnførelse med den samtidige udvikling i England kan dog kaste lys over denne fase i udviklingen. Ifølge den amerikanske professor Josiah Cox Russels beregninger nåede Englands befolkning i perioden 1400^—1430 et lavpunkt med kun lidt over halvdelen af tallet før den sorte død, nemlig 2.1 mill, mod 3.75 mill., eller en tilbagegang til 56 °/0/₀ af den tidligere tilstand. 20 °/0/₀ af tabet er forårsaget af pestårene 1348^—50; de følgende epidemier i 1360—61, 1369 og 1374—75 har tilsammen medført et tilsvarende tab². Men derudover var pesten en endemisk tilstand lige til 1430. Af særlig betydning er, at Russel på grundlag af aktuarmæssige beregninger af det enestående materiale i Inquisitiones post Mortern fører bevis for, at pesten først og fremmest har ramt de ældste og alleryngste aldersklasser. Pestens indvirken på de produktive aldersklasser har derfor ikke været øjeblikkelig, men er blevet forskudt til næste arbejdsgeneration, ligesom reproduktionsprocessen som logisk følge er blevet bragt ud af balance³.

---

1 På grund af brevstoffets store spredthed er det muligt, at det ikke er fuldt udtømt.

2 I danske årbøger nævnes kun pestårene 1348^—49 og 1361, Annal. Dan., s. 174^—75, og SM 11, s. 118. Men som bekendt ebber årbøgerne ud på denne tid.

3 British Medieval Population (Abuquerque. 1948), s. 367, jf. 214 passim — Det fortjener at anføres, at Russel regner med en stærkt stigende engelsk befolkningskurve fra Domesdaybook 1086 til 1348, resulterende i en stigning fra 1.1 til 3.75 mill., se s. 280. Forholdet er betydningsfuldt til forståelse af den danske og norske ekspansion i vikingetiden.

Russels resultat kan overføres på og indpasses i danske tilstande. Han regner med en større tilbagegang end de 30 °/₀, som sammenligningen mellem RBJ og kilder fra nyere tid fører til. I og for sig er det vel muligt, at epidemierne kan have virket højst forskelligt fra land til land, men det er dog grund til at erindre om, at Sjælland-Møn efter antallet af nedlagte kirker at dømme må have haft et væsentligt mindre folketab end Jylland. Ifølge Aksel E. Christensen findes der 13 nedlagte kirker på de to øer (3.5 %), mens tallet for Nørrejylland er 111 (10.4%). Den vandring fra Jylland til øerne, der må ligge bag dette forhol d¹, har vi også i det foregående mødt et konkret eksempel på under omtalen af forholdene i Magleby på Møn. Den særlige udvikling i Ods herred skyldes temmelig sikkert også dette forhold.

Summary

In an earlier article, the Chrisis on the estate of the Schleswig Charpter 1352 to 1437 (Hist. Tidsskr. 11. r. VI, s. 161-244), it has been proved on the evidence of the accounts prepared in 1437 by the procurator capituli in Schelswig that from 1352 to 1437 the ground rent decreased to one third of the 1352-level; the rent was also proved to have remained stable at this new level for centuries. With the object of throwing some light on the coercive element behind this — nation-wide — development, this article makes a comparison between the number of people concerned with agriculture (manors, farms, small holdings e.t.c.) living on the land which in 1370 belonged to the bishop of Roskildeand the number of people occupied in the same way on the same land from 1500 to 1600. In this connection it must be rememberedthat according to investigations carried out by Mr. Aksel E. Christensen, the decrease in population was considerably smaller in the see of Roskilde than in Jutland. The number of farms on the domains of the bishop of Roskilde decreased from 2,089 in 1370 to 1,501 in 1500. In 1370 10 per cent of the farms were derelict and during the following years another 20 per cent were discontinued. Pari passu with this discontinuation a re-allotmentwithin the village communities took place; the large holdings,curie

---

1 Danmarks Befolkning og Bebyggelse i Middelalderen (Nordisk Kultur II), s. 20 og 37 flg.

dings,curieprincipelles and curie villicales, either surrendered soil or were completely parcelled out to the benefit of the smallholders,coloni and inquilini. While in 1370 the large farms of 12 td. hartkorn or more (1 td. hartkorn is approximately 2.5 hectares of arable) had 59.9 per cent of the land under cultivation,their share according to the register was no more than 21.6 per cent. The driving force behind this development must have been the fact that the great disproportion which had long existed between the number of farms and farmers had forced the landowners into keen competition for labour in order to have the soil tilled. About the year 1400 bona frequently seem to have been lying waste ultra memoriam hominum, and it ean be establishedthat in some cases proprietary rights to land were consequentlylost.

The accounts of the Schleswig procurator and the cadaster of the bishop of Roskilde are concordant in establishing that the culmination of the crisis is not the period immediately following the plague in 1350. Epistolary material reveals that the point of culmination must be between 1400 and 1420. The Danish population curve for the period after 1350 must basically be identical with the one Josiah Cox Russel traces for England, and which he relates to the special conditions prevailing during the years of the plague in the second half of the 14th century. As regards Denmark it is likely that a long term factor also played a part. Historical material shows that as early as about 1300 the soil which was already under plough about 1200, at the culmination of the thorp period, was no longer fully tilled. In spite of the fact that the copyhold communities created after 1400 offered far better conditions for the masses on account of lower rent and better distribution of soil, they were able to produce only the slightest excess of births (0.3 per cent at the most), according to the first censuses taken in the 18th century; when this is taken into consideration it seems probable and reasonable to suppose that the medieval society, organized according to economic laws imposed by overpopulation, experienced a negative excess of births; this need not have been considerable; but it considerably aggravated the effects of the epidemics, as the natural process of regeneration did not take effect until this fact had been radically changed and a community with an equilibrium in regard to population had established itself.