Dr. Martin Winckler har flere gange, bl. a. i Historische Zeitschrift bd. 179 (1955), behandlet det nordslesvigske spørgsmåls betydning i den internationale politik. 1961 offentliggjorde han i Zeitschrift der Gesellschaft fiir Schleswig-Holsteinische Geschichte 1961 en afhandling Zur Zielsetzung und zu den Methoden der Nordschleswig-Politik Graf Julius Andrassys (1871-78). Dr. Winckler hævder heri bl. a., at »von osterreichischer und vor allem russischer Seite aus (die) Gemeinsamkeit ihres Vorgehcns in der Nordschleswigschen Frage und Danemark gegeniiber geradezu die Voraussetzung fiir die sich seit dem Jahre 1872 langsam vollziehende russisch-osterreichisch-franzosische Annåherung und fiir die Entstehung einer Entente zwischen den Kabinetten von Wien, Paris und Petersburg gewesen ist«. Han ser på dette punkt Andrassys politik som en fortsættelse af Beusts og mener, at Østrig fra begyndelsen af 1870erne ligesom Rusland ønskede at holde »das nordische »Geschwiir«« åben for i et kritisk øjeblik at kunne »gruppere de andre europæiske stater om sig« ved at kræve Pragfredens Art. V opfyldt; derfor søgte Andråssy at holde de danske forhåbninger i live. Først i en udenrigspolitisk tvangssituation 1878 opgav Andråssy dette potentielle våben mod Tyskland og gik med til at ophæve det nordslesvigske forbehold.

I en udførlig afhandling i samme tidsskrifts årgang 1962 har professor Alexander Scharff i fortsættelse af tidligere polemik punkt for punkt imødegået dr. Wincklers forsøg på en nytolkning af stormagtspolitikken i 1870erne, under stadig kritik af hans kildebenyttelse. Til enkeltheder kan der ikke her tages stilling. Hovedsagen er, at dr. Winckler, trods rigtige og interessante iagttagelser,efter professor Scharffs og anm.s mening ikke har ført sandsynlighedsbevis for sin opfattelse af det nordslesvigske spørgsmålsoverordentlige internationale betydning, at han overvurdererden fare for det nye tyske rige, som de andre magters politik medførte (han taler bl. a. om en »indkredsningsring« om Tyskland 1874), og har overdrevne forestillinger om deres benyttelse af det nordslesvigske spørgsmål som taktisk middel mod Tysklanrl Selv om Andråssy først 1878 imødekom Bismarcks onske, er det lidet troligt, at han tidligere havde tænkt sig i givet fald at kræve art. S' opfyldt. Det vilde bl. a. i for høj grad stride mod den ostrigungarskeregerings

ungarskeregeringsnaturlige, af professor Scharff fremhævede uvillie mod nationalitetsprincippet. løvrigt må man henvise læsernetil de to afhandlinger og til dr. Wincklers korte gensvar til professor Scharff i samme årgang af det slesvig-holstenske tidsskrift,der jo berører problemer af interesse også for dansk historie.

Professor Scharff omtaler s. 239, at forfatteren til en i en tidligere afhandling af dr. Winckler benyttet artikel i Times 9. nov. 1878 har vist sig at være C. St. A. Bille. I Aage Friis: Den danske Regering og Nordslesvigs Genforening med Danmark IV (1959), s. 472, jfr. s. 480, nævnes det, at påvisningen af Billes forfatterskab findes i en utrykt afhandling af K. H. Jørgensen. Den er nu offentliggjort i Festskrift til Astrid Friis (1963); forfatteren har i mellemtiden ændret sit navn til Vohn. r, , D