Under redaktion af Svend Ellehøj, Svend Gissel og Knud Vohn er udsendt et Festskrift til Astrid Friis på halvf jerdsårsdagen den 1. august 1963, med bidrag af elever og københavnske kolleger. De behandlede emner er følgende: Dansk nationalisme og antinationalisme omkring 1900 (Povl Bagge), det danske stændersamfunds epoker (Aksel E. Christensen), rentespørgsmålet i dansk senmiddelalder og reformationstid (Troels Dahlerup), reformationen på Øresunds toldbod 1641 (Sune Dalgård), Flensborgkebmanden Tile Petersen (d. 1523) (Svend Ellehøj), Frederik Ils jyske råder (Svend Gissel), det ældste danske kommercekollegium (1670 (1668)- (Kirsten Glamann), metodiske betragtninger over

benyttelsen af kompagniarkiver (Kristof Glamann), Bilantz 1660. Adelsvældens bo (Johan Jørgensen), epitafieportrætter af ripensiske patriciere fra renæssancetiden (Otto Norn), Caspar Paludan- Miillers notater i hans eget eksemplar af »Grevens Feide« (Olaf Olsen), den gyldne bulle fra 1356 (Erling Ladewig Petersen), den danske konges kancelli i 1250-erne (Niels Skyum-Nielsen), fragtomkostningerne i den engelske ostindienshandel 1601-57 (Niels Steensgaard) og G. St. A. Bille og det nordslesvigske spørgsmål (Knud Vohn). Endelig har Niels-Henning Jeppesen udarbejdet en bibliografi over Astrid Friis' trykte arbejder.

Det er ikke altid let for eftertiden at udrede en institutions tilblivelse. Man maa da være Halvdan Koht taknemlig for, at han som en af initiativtagerne til stiftelsen af »The International Committee of Historical Sciences« i et lille skrift med titlen The Origin and Beginnings of the International Committee of Historical Sciences (Udg. af CISH, Lausanne, 1962), har redegjort for, hvorledeskomiteen opstod. Efter hensigten skulle skriftet have været udarbejdet i samarbejde med den amerikanske historiker Waldo G. Leland. Denne betegner Koht som ideens ophavsmand. Efter Lelands død maatte Koht staa som skriftets eneforfatter. Enhver der nu deltager i den internationale Historikerkomites arbejde vil erkende dennes betydning som et bindeled mellem de store internationale historikerkongresser, der nu afholdes hvert femte aar. Men saaledes har det ikke altid været. Endnu da den internationalehistorikerkongres afholdtes i Bryssel i 1923 maatte der af de belgiske historikere bygges op på bar bund — 10 aar ofter den sidste kongres var holdt i London. Vanskelighederne ved atter at knytte traadene med endnu friske ar efter første verdenskrignævnes. Henri Pirennes indsats fremhæves. Komiteens genesis kan da dateres til Brysselmødet 1923. Men mange og svære forhandlinger fulgte, og heri spillede skriftets forfatter en ikke ringe rolle. Man maa se det som en direkte følge heraf, at kongresseni 1928 placeredes i Oslo. Dette skyldtes ogsaa det norske program, hvorefter det tilsigtedes at opnaa en fuldstændig internationalorganisation af denne kongres og forberedelserne dertil, hvilket ikke var opnaaet m. h. t. Brysselkongressen. Kohts redegørelsefor forhandlingerne og forløbet af Oslokongressen er livfuldog interessant. Da traadene skulle genoptages efter anden verdenskrig havde Halvdan Koht endnu en gang mulighed for at deltage i organisationsarbejdet og til på ny at gøre sig til talsmandfor

mandfortolerance og vidsyn. Han har indenfor det internationale
historikerarbejde ydet en betydelig indsats. Hans skrift vil fremeftervidne
herom. , . „ r, ..