For en udenforstående kunne betegnelsen »de historiske hjælpevidenskaber«måske forstås derhen, at der er tale om små og praktiske videnskabsgrene, skabt til at lette den egentlige historikeri hans vanskelige arbejde. Hvis nogen skulle gå til professor dr. phil. Rudi Thomsens digre værk »Early Roman Coinage« I—111 med den forhåbning, vil han blive sørgeligt skuflet. Det er ikke übekendt, at den numismatiske videnskab har haft dyrkere af fremragende dygtighed her i landet, og at Nationalmuseets »Kongelige Mønt- og Medaillesamling« blandt andet besidder en udsøgt samling romerske mønter, der har været genstand for en række betydelige enkeltundersøgelser. Inden forfatteren i 1957

udnævntes til professor i Oldtidens historie ved Aarhus Universitet, var han i en række år musæumsinspektør ved Møntsamlingen, og fra hans hånd forelå da hans disputats »The Italic Regions from Augustus to the Lombard Invasion« (1947). På baggrund heraf er det klart, at professor Thomsen måtte være prædestineret til at studere netop det romerske numismatiske materiale. Allerede i 1957 forelå bd. I, der i al væsentlighed fremlægger kilderne til studiet af tidligt romersk møntvæsen, omfattende såvel de spredte litterære kilder som selve møntmaterialet og de samlede møntfund, samt de betydningsfulde overprægede mønter. Endvidere typologiskeog metrologiske paralleller og til slut en historisk oversigt over forskningens udvikling siden Eckhels »Doctrina nummorum veterum« (1792-98). De to sidste bind udkom i slutningen af 1961, og heri finder man en minutiøs undersøgelse af snart sagt alle fremsatte teorier samt et forsøg på at opstille en ny og bedre funderet relativ og absolut kronologi. Det er således indlysende, at forfatteren har ønsket at skabe bogen om det romerske møntvæsensoprindelse og tidligste udvikling, indtil denaren blev romernes hovedmønt.

Først en enkelt bemærkning om bogens udstyr. Den er udkommet på Nationalmuseets forlag som den arkæologisk-historiske rækkes bd. V, IX og X, og udgivet med støtte fra Carlsbergfondet. Som sådan ville man vente en udsøgt kvalitet af de talrige illustrationer, men dette er desværre ikke altid tilfældet. Dette gør naturligvis mindre i bd. I, skønt man har indtryk af, at der ikke altid ydes fuld retfærdighed mod de romerske stempelskæreres duelighed. I de to sidste bind er det derimod mere generende for læseren, fordi tekstens argumentation ofte nøje slutter sig til illustrationerne. Som et enkelt eksempel skal blot nævnes behandlingen af MEL serien, bd. 11, s. 117 fT. med tilhørende flg. 4-6. Her ville det i høj grad være ønskeligt, om læseren med sikkerhed kunne se det samme, som forfatteren og hans forlæg Scullard har set. Andre tilfælde af samme art kunne fremdrages, og det er et spørgsmål, om ikke fremstillinger af denne karakter er bedst tjent med at have illustrationerne samlet i et specielt tavlebind, hvor det er muligt at kæle mere for de enkelte billeder.

Det ligger nu uden for nærværende anmelders indsigt at vurdere værket i detaljer. Dertil kræves en suveræn beherskelse af det antike møntmateriale og den i tidsskrifter disparate numismatiske litteratur. Værket vrimler af skarpsindige iagttagelser, også når det gælder en rigtigere tolkning af overleverede tekststeder end tidligere numismatikere har fremsat. Et forsøg på konjekturalkritikbd. 11, s. 245 falder derimod mindre overbevisende ud. Det

er i dag bedre at acceptere en tekst som korrupt end at foretage en ikke indlysende rettelse — ikke mindst når det drejer sig om en så slet overleveret forfatter som Plinius Major. Hovedindtrykket er imidlertid, at den nye datering er sundt baseret, omend kyndige numismatikere sikkert vil kunne fremdrage adskillige punkter til debat. Her skal derimod anlægges to synspunkter af mere almen karakter.

For det forste må det bestandig undre oldtidshistorikeren, at det romerske montvæsen begynder så sent. Først efter den store Samniterkrig, da Centralitalien er samlet under Roms lederskab, udmøntes ca. 289 den ældste Aes grave serie, store, upraktiske og støbte mønter til afløsning af tidligere tiders barrer. Udmøntningenforetages af et nyt embedsmandskollegiuin, »triumviri monetales«, der også fortsætter med at udsende støbte barrer forsynet med relieffremstilling, det såkaldte Aes signatum. Krigen med kong Pyrrhus i Syditalien medfører et akut behov for sølvmønter,som benyttedes i Magna Graecia, og efter et par sølvmønterudsendt under selve krigen i felten påbegyndes en regulær sølvudmøntning i 269 med en didrachme forsynet med et marsbilledeog ulvinden med tvillingerne samt indskriften Romano. Samtidig fortsættes udmøntningen af Aes grave, der dog under den første puniske krig forringes noget i vægt, og ved begyndelsen af anden puniske krig vejer en as kun det halve af sin oprindelige vægt, et romersk pund. Også sølvmønterne reduceres noget i vægt i denne periode. Under pres af de politiske begivenheder under Hannibalkrigene reduceres mønternes vægt i rivende fart, og ved krigens midte vejer den romerske as kun en sjettedel af det romerskepund. Samtidig hermed udmøntes for første gang denaren. Finansnøden fremhæves også derved, at Romerne flere gange under krigen må ty til guldreserverne og udmønte guldmønter, første gang umiddelbart før Cannae. I krigens sidste fase forringes mønterneyderligere og en as falder til en tolvtedel af sin oprindelige vægt, ja lejlighedsvis udmøntes kobberet ringere. Først efter krigens afslutning kan mønternes metalværdi stabiliseres, og denaren er derefter forbløffende stabil langt ned i kejsertiden. Denne nye datering søger en gylden middelvej mellem den tratitionelle skole, der vil datere de ældste romerske mønter helt tilbage til IV. årh., og den radikale skole omkring englænderen H. Mattingly, der ønsker at placere indførelsen af denaren til ca. 169. Nylige udgravningeri Morgantina på Sicilien støtter imidlertid overbevisende Rudi Thomsens datering af denarens indførelse, således at kun få vil vove at rokke ved den. På baggrund af vor viden om møntvæseneti de østlige middelhavslande er det imidlertid klart, at

Romerne er sent udviklede på dette punkt, og herved kastes der et skarpt lys over det praehcllenistiske Roms arkaiiske karakter. Vi forstår også bedre de gennemgribende ændringer af Italiens socialestruktur, når vi betænker, hvor hurtigt kapitaliseringen fandt sted. Der er tale om intet mindre end en økonomisk revolution.

For det andet må oldtidshistorikeren foruroliges over det lys, som det numismatiske materiale kaster over de skriftlige kilder til Roms historie endnu i 111. årh. Vi har i Plinius Naturhistorie en samlet fremstilling af de vigtigste begivenheder i den romerske monthistorie og dertil et væld af enkeltbemærkninger om møntvæsnet spredt i hele litteraturen, der ingenlunde kan siges at pege hen mod nogen »klassisk« opfattelse. Først når disse skriftlige kilder sammenholdesmed det numismatiske materiale, er det muligt at sortere den litterære tradition for sandt og falsk. Når man betænker, at vi i de fleste andre dele af den romerske historie er ganske afhængige af traditionelle historiske kilder, er det evident, at det, historikeren kan finde frem til, ofte ikke er den historiske sandhed, med Romernes egen rekonstruktion heraf.

Man kunne nu have ventet, at professor Thomsen var kommet ind på disse eller lignende principielle synspunkter — om ikke før så dog i det afsluttende kapitel: »Historical Conclusion«. At dette ikke er tilfældet viser, at mønthistorie og økonomisk historie stadig er skarpt adskilt, og at forfatteren arbejder eksklusivt som numismatiker. Den litterære tradition forkastes eller godtages efter de tilfældige behov, det numismatiske materiale kræver, og der søges ikke anlagt noget principielt synspunkt på den historiskantikvariske overlevering. Resultatet er blevet en meget fyldig demonstration af numismatisk metode og en ofte vel lang diskussion af tidligere opfattelser af emnet med en ofte bidsk polemik mod den øvrige forskning. Det er et værk, til hvilket den fremtidige numismatiske litteratur må tage stilling langt ud i fremtiden, men næppe et egentlig historisk værk.