Sidst på året 1961 har Historisk Samfund for Sønderjylland som nr. 23 i dets skriftrække udsendt G. Japsen: Den nationale udvikling i Åbenrå 1800^—1850 (271 s.). Seminarieadjunkt Gottlieb Japsen er indfødt åbenråer og har tidligere ydet værdifulde bidrag til Åbenrås historie: »Åbenrå bys økonomiske historie 1850^—1864« (i Sønderj. Årbøger 1935 og 1943) og »Martsdagene 1848 i Åbenrå« (Smst. 1960). G. J.s afhandlinger udmærker sig ved at bygge på en omhyggelig og grundig gennemgang af det bevarede utrykte arkivalske materiale, der kan belyse de emner, han behandler. De præges endvidere af en god og tiltalende fremstillingsform.

Det spørgsmål ligger nær, om der kan fremdrages nyt materiale til og anlægges nye synsmåder på det emne, som Japsen nu har taget op. Det er, som bekendt, behandlet af P. Lauridsen i »Da Sønderjylland vaagnede« og senere af Knud Fabricius i »SønderjyllandsHistorie«. IV (1937). Skønt naturligt nok ikke så lidt i Japsens bog falder sammen med disse fremstillinger — det af

P. Lauridsen i bd. 2 og 4 udgivne brevstof citeres også tit af Japsen — må det siges, at der i bogen både er nyt stof og nye synsmåder. Hans hovedtese er, at Åbenrås indbyggere omkr. år 1800 »alle var besjælede af dansk statspatriotisme«, og han afviser tesen om, at »gottorpske« sympatier overvintrede i Åbenrå og dannede grobund for slesvig-holstenisme og tyskhed. Derimod lægger han vægten på den stærke økonomiske afhængighed, hvori Slesvig — og jo hele monarkiet — efter 1814 kom til Hamborg. Han afviser også (s. 259) »den romantiske opfattelse«, at det omkr. 1840 var den danske »folkeånd«, der vågnede i Nordslesvig. Forsigtigvisudtaler han dog samtidig, at man ikke fra det åbenråske materiale kan slutte sig til »almengyldigheden af den konstaterede udvikling«, og at desuden ufuldstændigheden af det åbenråske materiale heller ikke for Åbenrå tillader absolut sikre slutninger.

Med dette sidste in mente tør man mene, at nogle af G. J.s polemiske udtalelser forekommer vel skarpe. Det gælder f. eks., synes jeg, når han (s. 117) skriver, at P. Lauridsens påstand om, at provst Rehhoff sammen med borgmester Schow og dr. Neuber ledede byens tyske parti, »må afvises som ganske übegrundet«. Polemikken mod P. Lauridsen s. 180 og 232 — sidste sted om Frederik Fischers betydning for danskheden i Åbenrå — burde måske også modificeres lidt (udelades?). Udtalelsen s. 150, at hertugdømmerne havde »fælles retssystem«, er for summarisk, og det er urigtigt at skrive s. 161, at da kongerigets liberale 1849 fik deres forfatningsønsker opfyldt, »ænsede de ikke Slesvig«. At reducere den af Flor og Koch fremkaldte danske vækkelse til kun at gælde »nogle landdistrikter« (s. 172) er næppe heller helt dækkende. Når G. J. s. 240 kalder oprettelsen af den danskskrevne, slesvig-holstenske »Nordslesvigsk Tidende« for en anerkendelse af »Nordslesvigs særstilling«, kan man spørge, om denne »anerkendelse« ikke alene skyldtes propagandamæssige hensyn. G. J. citerer professor A. L. J. Michelsens og borgmester Schows brevveksling i 1830 efter originalerne, men kunde have oplyst, at den er trykt i Zeitschrift bd. 84 (1960).

Skønt jeg er skeptisk m.h.t. slutninger på grundlag af »petitioner«,indrømmer jeg gerne, at G. J.s udførlige gennemgang af de åbenråske petitioner fra den omhandlede tid og hans redegørelsefor, hvilke samfundsgrupper der har underskrevet disse, er fængslende (overbevisende?). Og det bør betones, at beskæftiger man sig med nationalitetsproblemet i Slesvig, skal man være opmærksombåde på G. J.s nye stof og nye synsmåder. — Ligeledes i slutningen af 1961 har Historisk Samfund for Sønderjylland udsendt1. bd. af »Åbenrå Bys Historie« (259 s.), redigeret af Johan Hvidtfeldt og Peter Kr. Iversen. 1. bd. omhandler tiden til 1720

og er skrevet dels af landsarkivar Iversen (»Tiden 1523 til 1660«) og dels af seminarieadjunkt H. V. Gregersen (»Middelalderen« samt »Tiden 1660 til 1720«). En omtale af dette værk er det rimeligt at udsætte, til det foreligger færdigt.