Det femte bind af The New Cambridge Modem History¹, som nu foreligger under redaktion af F. L. Carsten, behandler perioden 1648^—1688. De 25 kapitler falder stort set i tre afsnit. I kapitlet I^—VIII behandles almeneuropæiske strømninger indenfor økonomi,kunst, litteratur etc., i kapitel IX^—XI Frankrig og Frankrigs plads i det europæiske diplomati, og i de resterende 14 kapitler

---

1 The New Cambridge Modern History. Vol. V, The Ascendancy of France, 1648—88. (Cambridge 1961), XXV — 631 sider.

gennemgås udviklingen i de enkelte europæiske lande og forholdet til ikke-europæiske områder. Med sine godt 600 sider er bindet således en særdeles grundig gennemgang af de 40 års historie, dog med den begrænsning, som også gælder seriens øvrige bind, at ikke-europæiske lande kun omtales i det omfang de kommer i berøring med europæerne.

En omtale af alle de 25 kapitler ville føre for vidt, og opmærksomheden skal her kun henledes på et par enkelte punkter. Som man kunne forvente, har flere af de senere års diskussioner sat sig tydelige spor i fremstillingen, således vil man f. eks. næsten forgæves lede efter det engelske »gentry«. Både Sir George Clark, der har skrevet kapitlet om staternes sociale grundlag, og professor Ogg, der er forfatter til kapitlet om England efter Restaurationen, undgår at nævne problemet, men begge er tydeligt mistænksomme overfor en overvurdering af middelklassens udviklingstrin i det 17. århundredes England. En sådan tilbageholdenhed ville man næppe have mødt for 10_—15 år siden.

En anden aktuel diskussion, der har sat sig endnu tydeligere spor, er diskussionen om Merkantilismen. D. C. Coleman, der selv førte an i angrebet på den Schmoller-Cunningham-Heckscherske »ideologisering« af Merkantilismen, understreger stærkt i sit kapitel om økonomi og økonomisk politik den økonomiske politiks opportunisme og dens afhængighed af befolkningsproblemet og delmetalknapheden.

Mest nyttigt er bindet vel nok i de afsnit, hvor manglen på lettilgængelig ajourført litteratur er størst. Dette gælder i særlig grad A. N. Kurats kapitel om Osmannerriget, Harrisons og Cowans dobbelte kapitel om Europa og Asien og A. F. Mauros kapitel om Portugal og det portugisiske imperium. Forskningen har indenfor disse områder først i de sidste årtier forladt krønikestadiet, og der er få emner, hvor en sammenligning mellem den gamle og den nye Cambridge Modern History viser større forskelle. Det skulle da være Carstens kapitel, »The rise of Brandenburg«, hvori der brydes totalt med myten om den store kurfyrstes langsigtede »rigsgrundlægningspolitik«. Carsten fælder en skarp dom over Brandenburgs merkantilisme, som han finder langt mere til skade end til gavn for tysk velstand og tysk enhed, og han rejser til slut det spørgsmål, om det mon ikke havde været bedre for Prøjsen og for Tyskland, hvis de senere Hohenzollere havde taget, ikke den store kurfyrste, men den ødsle og kunstglade Frederik I. til forbillede. Den kuriøse oplysning, at Frederik Vilhelm I. som meget ung figurerede som Cupido i sin mors tableauer, er unægtelig tankevækkende.

Det har traditionen for sig at gore om ikke Ludvig XIV. så dog Frankrig til centrum i en fremstilling af denne periodes historie. »The Ascendancy of France« er da også dette binds hovedtema, som det er dets titel. Begejstringen for »le roi soleil« er dog ikke stor hos medarbejderne. Gaston Zeller, der behandler fransk og europæisk diplomati, finder ikke andet ledemotiv i periodens franske udenrigspolitik end »gloire«, J. Lough understreger i sit kapitel, »France under Louis XIV«, skattepresset og den økonomiske stagnation, og i Giorgio Spinis afsnit om Italien fældes en hård dom over Ludvigs politik overfor Messina og Genua. Som man kan vente det i et oplyst værk fra det 20. århundredes midte, er der en almindelig afstandstagen fra den nationale egoisme.

Men man kunne gå et skridt videre, med spørgsmålet, om det ikke kun er værkets bevidste koncentration om Europa, der gør det muligt at sætte fransk politik i centrum. Det er ofte nok blevet påpeget, at Europas svaghed var Frankrigs styrke, men Europas svaghed skyldtes ikke kun Tysklands og Italiens splittelse. Den skyldtes også, at potentielle rivaler havde blikket rettet væk fra Europa, mod Amerika eller Asien, og at konflikter i forbindelse med den europæiske ekspansion forhindrede eller forhalede de øvrige magters indgriben i den kontinentale politik. Dette gælder ikke kun Atlanterhavsstaterne, men også Venezia og Østrig, der i næsten hele denne periode havde hovedmassen af deres resourcer bundet mod øst, hvor Tyrkiet under Koprilierne var gået ind i sin sidste agressive fase. På tankevækkende måde kommer kontrasten mellem vurderingen af henholdsvis fransk og østrigsk udenrigspolitik frem i Belt's kapitel om Habsburgerne:». .. while Louis's great armies were struggling obscurely and unsuccessfully in the labyrinthof the War of the League of Augsburg, Leopold's army under the aegies of the refurbished Crown of St Stephen was hammering the Infidel back beyond the Danube and the Carpathians.«². Det er ikke national, men kontinental egoisme.

Alle bidragene er saglige, en del af dem er tilmed velskrevne. Pålideligheden synes nær 100 °/₀. Kun får man på side 435 en grim overraskelse ved at se Slesvig omtalt som en del af Nordvesttyskland, — omend stavet korrekt »Slesvig«. Bindet kan i ikke mindre grad end de foregående anbefales som en bred, detaljeret og lettilgængelig

---

2 New Camb. Mod. Hist., Vol. V s. 498.