Holger Hjelholt: Sønderjylland under Treårskrigen. Et Bidrag til dets politiske Historie. 1. Del: Fra Revolutionens Udbrud til Våbenstilstandens Ophør i Foråret 1849. København, 1959. 254 sider.

Holger Hjclholt har viet sit liv til udforskningen af Sønderjyllands nyere historie. Den har ganske vist ikke været hans eneste livsgerning, og også på andre felter af den historiske videnskab har han gjort væsentlige indsatser. Men Sønderjyllands historie har dog været hans hjertebarn. Lige fra han i 1923 disputerede for doktorgraden med sin vægtige undersøgelse om de Regenburgskc sprogreskripter og deres virkninger, har han aldrig sluppet sin gamle kærlighed, og i en lang række afhandlinger har han fremlagt resultaterne af sine undersøgelser. De har især samlet sig om den omstridte landsdel under dens sidste forbindelse med Danmark.

Efter i 1956 at være trådt tilbage fra sin stilling som overarkivari Rigsarkivet har dr. Hjelholt i sit otium samlet sig om et nyt stort arbejde, Sønderjyllands historie fra »det mærkværdige år« 1848 indtil Treårskrigens afslutning 1850. Det var dengang, borgerkrigen rasede inden for vor gamle danske helstat, for første gang siden Grevefejden, mere end 300 år tidligere. Følgerne blev skæbnesvangre, ve blev 16 år senere den danske stats opløsning. Det drejer sig altså om et betydningsfuldt emne, og - mærkeligt nok — har det ikke hidtil været genstand for et indgående studium. Ganske vist har vi betydelige værker om Danmarks ydre historie i denne tid, hvori Treårskrigen og de diplomatiske forhandlinger om Sønderjyllands skæbne er udredede, først og fremmest generalstabsværketog Neergaards »Under Junigrundloven«. Men Sønderjyllandshistorie set »indefra«, altså en detaljeret lokalhistorisk fremstilling af, hvorledes beboerne i de forskellige egne oplevede krigen, og hvorfor de indtog så modsatte politiske standpunkter, er hidtil ikke skrevet. Virkningen heraf gør sig dog den dag i dag gældende i de forskellige strøg og har en vis politisk betydning. Når f. eks. Angel har været den mest upåvirkelige egn i Slesvig under senere tiders nationale vækkelse, kan man heri se en sidste

frugt af dets holdning i 1848_—50. Man må derfor med tilfredshed hilse, at forste del af Hjelholts bog allerede efter tre års forløb foreligger, den som omfatter tiden fra oprorets udbrud til ophøret af den første våbenstilstand mellem Danmark og Preussen i foråret1849. Det er altså kun eet år, som er behandlet på over halvtredjehundredesider. Og dog skal ingen beskylde forfatteren for al have bredt sig unødvendigt, i sin fremstilling.

Det behøver knapt at påpeges, at en mand, som har haft hele sin livsgerning inden for Rigsarkivets rammer, kender ethvert aktstykke, der har betydning for hans emne, og også har udnyttet det. Mere grund er der til at gøre opmærksom på, at Hjelholt ikke er blevet stående herved, men som den første danske forsker har inddraget væsentlige dele af den slesvig-holstenske provisoriske regerings akter i sin undersøgelse. Det fortjener herved at påpeges som et glædeligt tidernes legn, at han har kunnet gøre arbejdet i vort Rigsarkiv ved udlån af disse arkivalier fra Kiel. Forfatteren er gået endnu videre ud i sine opsporinger af kildestof. Han har også arbejdet i det engelske statsarkiv, Record Office, navnlig for at finde kilder til dansk udenrigspolitik i 1848. Thi det har været nødvendigt for ham at medtage den udenrigske politik i de store træk som baggrund for den indre udvikling af Sønderjylland, der for ham er hovedsagen. Tilføjes det, at Hjelholt har udstrakt sine føletråde helt over Atlanterhavet for at kunne få adgang til hjemlige arkivdepoter (Carl Moltkes efterladte papirer), må det indrømmes, at han har opfyldt alle rimelige krav i heuristisk retning.

Også med de trykte kilder og litteraturen om 1848 er forfatteren
fuldt fortrolig.

Hjelholts behandling af problemerne er grundig og objektiv; hans fremstilling er rolig, den forfalder aldrig til stærke ord, men er båret af en understrøm af varme og lune, der tit. bryder frem til overfladen. Hans standpunkt falder nærmest sammen med P. Lauridsens (»Da Sønderjylland vaagnede«) og er præget af sympati med den danske bevægelse i Nordslesvig. På visse punkter kan man naturligvis være uenig med ham; fire øjne ser som bekendt mere en(] to. Når han således (side 28) betvivler, at. det slesvig-holstenske oprør havde været forberedt i forvejen, er det dog en kendsgerning, at Beseler og Reventlow-Preetz i oktbr. 1847 havde holdt møde med ritmester Ftirsen-Bachmann i Slesvig, hvorunder besættelsen af Rensborg var blevet overvejet, selv om vi ikke kender noget til planens detailler. Ja, allerede det foregående år 1846 påstår regeringspræsident Scheel, der plejer at være velunderrettet, at en revolution med støtte af kongen af Hannover var planlagt i hertugdømmerne.

Det vikle vel også have været korrektere, når Slesvig-Holstenismens opståen (s. 14) tilskrives tre stromme: Ridderskabet, de liberale og Augustenborgerne, at tilfoje en fjerde, de radikale, bestående af småhåndværkere, fabriks- og landarbejdere, under førerskab af Olshausen og M. T. Schmidt, .leg vil senere få anledning til at vende tilbage til denne gruppe. Der ville endelig have været god grund til i indledningen, hvor der iovrigl på fortræffelig måde gores rede for så vanskelige benævnelser som husfogeder, landfogeder, amtsfuldniægtige, sandemænd og regnskabsmænd, på side 12 at have peget på, at der 1840 af Christian VIII var indfort dansk retssprog i hele Nordslesvig.

Sønderjyllands historie i 1848 er unægtelig meget indviklet; det myldrer indenfor den med kommissioner og regeringer, som det ikke er let for den, der ikke er specialist, at holde ude fra hverandre.Persongalleriet er også meget omfattende, så at læseren allerede nu glæder sig til det register, der skal følge i slutningen af andet bind. Til en begyndelse vil det formentlig være velset at få et overblik over begivenhedernes rækkefølge inden for det behandledetidsrum. På Christian VIII.s død 20. jan. fulgte 28. i samme måned hans efterfølgers forfatningsreskript, der stillede en helstatsforfatning i udsigt, hvad der i hertugdømmerne kun vakte protest hos de liberale og Augustenborgerne. Men ydre påvirkning fremkaldte revolutionen, i\ev vel bør sættes til llensborgmødel 18. marts, snarere end til 24., da den provisoriske regering dannedes, og Rensborg overrumpledes. Så fulgte »den forenede stænderforsamlingsførste session (3.-5. april) og kampene ved Rov (9. april) og ved Slesvig (23. apr.). Den regeringskommission for Sønderjylland,som den danske regering havde nedsat 3. april, og som bestod af amtmand Sponneek fra Ribe, generaldecisor Kirstein og borgmesterLassen fra Haderslev, ophørte praktisk at fungere allerede efter slaget ved Slesvig. Herefter var den provisoriske regering de facto herre i Sønderjylland lige til våbenstilstanden i Malmø 2(>. aug., bortset fra den korte periode i juni måned, da danske tropperholdt Haderslev og omegn besat. Da den »fællesregering« for hertugdømmerne med Carl Moltke i spidsen, der ifølge våbenstilstandenskulde oprettes, ikke trådte i virksomhed p.g.a. modstand fra Slesvig-Holstenernes side, var den provisoriske regering oven i købet i stand til at gennemføre en slcsvig-holstensk grundlovs vedtagelse 8. septbr. Den danske regering svarede herpå 18.septbr. med nedsættelsen af den såkaldte »Immediatkommission« til bestyrelseaf hertugdømmerne, bestående af Carl Moltke, amtmand Johannsen i Haderslev og biskop Jørgen 1 fansen på Als, men denne kommission fik aldrig betydning for Sønderjyllands fastland.En

land.Enny »Fællesregering« uden Carl Moltkes deltagelse, som Danmark uforsigtigt var gået med til at anerkende, afløste i de sidste dage af oktbr. den provisoriske regering, men viste sig straks at ville arbejde i samme ånd, hvorfor man fra dansk side vægrede sig ved at udlevere Als (og Ærø) til fællesregeringens styrelse. Als vedblev derfor al stå under »Immediatkommissionen« til våbenstilstandens ophor i apr. det følgende år, dog således at inden for den aflostes Carl Moltke som medlem af civilguvernøren Riegels.

Så meget vil fremgå af dette brogede, billede, at af hele året var det kun i fjorten dage, mellem 9. og 28. april, at Sønderjyllands fastland, i hvert fald for største delen, -- var under dansk styre. Næsten hele tiden måtte den befolkning, der var dansksindet, eller i hvert fald loyal, leve under fremmedherredømme og oprørsregering.

Som indledning til en drøftelse af værkets hovedproblem er der et særligt punkt, hvor jeg må erklære mig uenig med forfatteren. Han har givet sin bog undertitlen »Et bidrag til dets Sønderjyllands] historie«. Det ligger heri, at han ikke vil behandle tidens økonomiske udvikling, de sociale-økonomiske følger, som de forstyrrede forhold i 1848 førte med sig. Men når denne udvikling fik vigtige politiske konsekvenser, forekommer det mig, at man ikke kan lade den ligge, uænset i en politisk historie. Ganske vist rører Hjelholt på sine. steder ved problemet; han nævner f. eks. standsningen af Flensborgs skibsfart og af Tønders kvæghandel; men han samler ikke de spredte træk til en faktor i det politiske forløb. Det havde sikkert lønnet sig at påvise, at en væsentlig depression af forretningslivet i Sønderjylland blev en følge af borgerkrigen; at der er en sammenhæng mellem den danske blokades standsning af søfarten, der også må have lammet Flensborgs industri (sukker, sæbe, tobak etc.), krigens lammelse af kvæg- og kniplingshandel, arbejdsløsheden på land og i by, der altsammen fik politiske virkninger. I den forenede stænderforsamling klagedes der jo over misfornøjelsen på de adelige godser. Over- og mellemklassen har følt denne uro truende; derfor blev linjerne mellem de konservative og de liberale på den ene side, og de radikale, der var arbejderstandens talsmænd, på den anden i årets løb trukket skarpere op. Udviklingen gik politisk i retning mod højre ligesom i Danmark og Olshausen og M. T. Schmidt trådte ud af den provisoriske regering.

Vender vi os til den politiske historie, der behandles sagligt og
udtømmende; -- »bidrag« synes en altfor beskeden betegnelse fra
forfatterens side; må de to emner, som vækker en eftertids

storste interesse, være den provisoriske regerings politik i lobet af 1848 og den sønderjyske befolknings stilling til samme. Det forste af disse sporgsmål er her for forste gang behandlet indgående på Dansk, og det må være nok at sige herom, at den givne fremstilling er klar og overbevisende. Nogel nærmere skal jeg komme ind på problemet befolkningens stemning og holdning. Overses må dog ikke den vanskelighed, som den slags undersøgelser lider under, nemlig at de bevarede kilder mere beslår af indberetninger Ira embedsmændene end at breve og optegnelser fra selve befolkningen.Kun sjældent foreligger der for forskeren dagbøger, som den af forfatteren flittigt citerede og virkelig betydningsfulde Ira den gamle kniplingskræmmer Jens WultT i Brede.

Med dr. Hj el holt som fører vandrer vi da gennem Sønderjyllands forskellige egne fra syd mod nord og hører, hvilken forklaring amtmænd og amtsforvaltere, herredsfogeder og birkedommere, præster og skolelærere, borgmestre og magistrater, toldembedsmænd og skovbetjente, 0.5.v., kort sagt, hele embedsstanden giver af deres egen og den dem undergivne befolknings holdning til oprøret. Derimod er del desværre kun sjældent, at befolkningen selv kommer til orde. Det er en fængslende vandring, og det er et meget stort og værdifuldt materiale, vi præsenteres for. .Ja, så stort, at det næppe er mange læsere givet at kunne holde sammen på det. Jeg vilde ønske, at forfatteren havde samlet hovedtrækkene ved slutningen af hvert afsnit; havde tilstræbt en generalisation, der uddrog de fælles træk til et samlet billede, og ladet os høre sin dom derom. Formentlig havde der også være! noget ny! at lære af en sådan samling.

Det første spørgsmål, som melder sig, nål¹ talen er om befolkningensstandpunkttagen, er, hvilken virkning den provisoriske regerings proklamation af 24. marts tik. Heri hedder det: »Landsherrensvilje er ikke mere fri, og landet er uden regering«. Dette kunstgreb, at et revolutionært parti erklærer sig for i virkelighedenat være det sande loyale parti og at kæmpe torat befri »den ufri konge«, er ældgammelt og almen-europæisk (se min artikel i »Tilskueren« 1935). At ikke alle den provisoriske regerings medlemmertroede på påstandens rigtighed, er givet; Heseler erklæredesåledes, at hvis ikke oprørslederne havde skudt sig ind under legitimiteten, vilde de inden tre dage have været landflygtige i Hamborg. Men hvilket indtryk gjorde deres erklæring i Sønderjylland?Spørgsmålet var navnlig af betydning for embedsmændene,både de verdslige og kirkelige, samt for officererne, da disse alle var bundne til kongen ved en personlig troskabsed. Var kongenvirkelig ufri, kunde det ikke være et edsbrud at kæmpe for

hans befrielse, og eden havde for datidens mennesker en kraftigere virkning, end vi nu forestiller os. Den provisoriske regerings påstandmåtte for mange stå til troende; Reventlow-Preetz, Beseler og Olshausen blev, hver i sin kreds, betragtede som pålidelige og hæderlige mænd.

Man tor heller ikke uden videre afvise den begrundelse, som mange embedsimend forte i marken for deres anerkendelse af den provisoriske regering, nemlig at de frygtede for, al udviklingen ellers skulde fore fil anarki (se s. 28, tf, 42 og 104 108). I flere sydslesvigske stander herskede der betydelig ophidselse, og der oprettedes »hjælpekommissioner« ved magistraternes side samt borgervæbning; i Slesvig sattes endog en diktator i spidsen for byen. Det er ikke uforståeligt, al embedsmændene kunde frygte for at miste deres hold på den brede befolkning og derfor har grebet efter den redningsplanke, som den provisoriske regerings oprettelse kunde svnes dem at være.

Kndelig må det huskes, at de høje embedsmænd stolede fast på deres undcrinstansers troskab, lige til de blev skuflede ved kendsgerningerne, — og al den danske vækkelse, som siden 18H8 var begyndt i Nordslesvig, var meget ildeset i de fleste embedsmænds øjne, selv om de indtog et loyalt standpunkt til kongen og staten. Den danske bevægelse opfattedes nemlig som fredsforstyrreren, hvilket finder sin forklaring i, at overklassens kultur i rhundreder været tysk. Selv amtmand Johannsen i Haderslev taler om de dansksindede Nordslesvigeres »eksaltation« og »fanatisme«. At den tyske kultur fra overklassen også var sunket dybere, fremgår på en snurrig måde at kniplingshandleren Jens WulfTs dagbog. Under sine rejser i Tyskland besøgte, han gerne lyske theatre, og på sin hustrus fødselsdag plejede han at digte vers til hende på Tysk. .lens Wulff stod derfor også meget kølig til den danske bevægelse, der i hans øjne forstyrrede den gamle ro og fred.

Kaster man et blik på Sønderjylland i begyndelsen af 1848, kan man med sikkerhed udtale, at den danske national-liberalisme havde vundet meget få tilhængere i Nordslesvig, noget større udbredelse havde den grundtvigske Danskhed (gennem »Dannevirke« og Rødding), men hovedmassen af de nordslesvigske bønder og borgere var »loyale« og vedblev at være det. De var nok dansksindede, men der lå ikke heri så meget en samfølelse med kongerigets befolkning, som en hævdvunden tilknytning til kongens person, til administrationen, hovedstaden, flaget 0.]., altså til staten og dens indretninger. Over for kongerigets bønder nærede den nordslesvigske bonde snarest en nedladende, om end sympatisk følelse. Han betragtede sig selv som »dansk Slesviger«.

Af <le nordslesvigske embedsmænd havde de juridiske faet deres uddannelse på tysk grund, is;er i Kiel, de kirkelige for Xonlslesvigs vedkommende derimod ofte i Kobenhavn, medens det i Sydslesvig var det almindelige, at de havde studeret i Kiel. Den kultur, som embedsmændene havde erhvervet, var saledes overvejende tysk, men kun de yngre af dem havde samtidig indsuget de friheds- og enhedstanker, der bragte dem i modsætning til deres pligt over for kongen og folket. Del samme gjaldt om borgerne i de sydslesvigske hver.

Af de embedsm;end, som blev deres ed tro og nægtede al anerkende den provisoriske regering, nia forsi nævnes den gamle amtmand .Johannsen i Haderslev og hans son, amtmanden i Sønderborg, dernæst amtmand Krogh i Husum; derimod var amtmand Stemann i Åbenrå, amtmand Krogh i Tønder og amlmand Warnstedl i Flensborg typiske eksempler på vaklende helstatsmænd. Det samme gælder vist om borgmester Callisen i Flensborg, mens amlmanden i Slesvig åbent sluttede sig til oprørerne. Også blandt de lavere embedsmænd var der selv i Sydslesvig ikke få, der holdt deres ed, men til gengæld i Nordslesvig mange, navnlig af de yngre, der var slesvig-holslensk inficerede og svigtede. Inden for præstestanden, hvor eden toges særlig alvorligt, var sindene endnu mere delte. Gennemgående indtog man i Nordslesvig et loyalt standpunkt, mens man i Sydslesvig faldt for den provisoriske regerings overtalelser. Af den brede landbefolkning synes det dog væsentlig at have været Friserne i Vestslesvig, som - ihukommende deres Uwe Jens Lornsen --- straks tonede tysk flag, mens den nordslesvigske bonde til gengæld optrådte aktivt mod den provisoriske regering ved ligefrem at gribe fil våben imod den. I Sydslesvig stod almuen som regel usikker og vaklende.

iMciok^ kiiiiuc iOi fattci en i ufimf fui ¦Jjiink'ihL₁. vaui; &ael iiui naermere ind pa, hvad do forskelligc »adresscr« til henholdsvis den danskc og den provisoriske regering viser om befolkningens politiskestcmninger. Det skal indrommes, at et saclant kildemateriale lidcr af abenbaro svaghcder, dog na;ppe sa store, som nutidens gallup-undersagelser. Matorialet er fyldigt til stede for hole Trcarskrigensvedkommende og begynder i cfteraret 184 S. Mens »delingstanken« sjaildnerc fremtracder i dissc adrcsser, og da mod lunken tilslutning fra dansk side, og Slesvigholstenerne hseftigt beksemper den, er de sporgsmal, som beherskcr inlcressen, Sonderjyllandsadskillelse fra Danmark, hertugdemniernes indbyrdes adskillelse og Sonderjyllands optagelse i det tyske forbund. Adressernehar karakter af protester, hvad deres ophavsmaend abenbart har anset for mest formalstjenligt for at skaffo dem udbredelse.

De danske Slesvigere protesterer mod deres landsdels statsretlige forandring; de slesvigholstenske mod hertugdømmernes adskillelse.Tydeligst er tallene Ira novhr. IX4B til jan. 1849; da viste de loyale adresser fra Nordslesvig 10 792 underskrifter og fra Mellemslesvig1969, ialt 1271U, mens de illoyale når op på 15806. Ved en sammenligning må det dog erindres, at i Nordslesvig blev der under fællesregeringen udøvet et stærk politisk tryk på anderledestænkende, så tallene herfra må opfattes som minima.

Man tor vist heller ikke benægte, al der fra den danske regerings side er blevet begået alvorlige fejl over for Slesvigs befolkning i 1818. Hvorfor rettede ikke marlsministeriet, så snart det fik efterretninger om oprorsregeringens dannelse, en kraftig appel lil embedsmændene om at blive deres ed tro? 1 stedet gik der fra 24. til 27. marts, før Frederik Vil.s proklamation til Slesvigerne fremkom; og to dage endnu, før udenrigsminister Knuth udstedte sit kategoriske forbud til embedsmændene mod at adlyde den provisoriske regering. Formodentlig forløb der endnu et par dage, før Sønderjyllands befolkning modtog disse bekendtgørelser. Da var det for sent. Slesvigholstenerne handlede hurtigt. Allerede 24. marts var Slesvig by, og d. 26. Flensborg, Tønder og Åbenrå i deres hænder. Som en bølge skyllede oprøret sydfra hen over landet.

Endnu mere påfaldende er den danske regerings langsomhed i efteråret 1848. Skønt det hurtigt blev klart, at den anden »fællesregering«, der var begyndt i oktober, ikke efter sin forpligtelse vilde stille sig neutral, men at den anerkendte alle den provisoriske regerings indretninger, deriblandt endog statsgrundloven, løvede Frederik Vil lige til d. 15. decbr. med at proklamere fællesregeringens ulovlighed. Den sønderjyske befolkning blev herved ladt i uklarhed om Danmarks standpunkt og mål, og for mange indbyggere, navnlig i Nordslesvig, fik dette ulykkelige følger.

1 henhold til det foregående er jeg derfor tilbøjelig til at fælde en mildere dom over en stor del af de embedsmænd, der anerkendte(\on provisoriske regering, end det hidtil har været tilfældet.Der blev da også fra dansk side taget meget mildt på dem i begyndelsen. Kommissionen af 3. april modtog direktiver fra oven (Bluhme, Tillisch og Tscherning) om at vise mådehold, når den skulde prøve den slesvigske embedsstands holdning i løbet af de sidste uger. Opfordringen var i og for sig overflødig. Sponneck, Kirstein og Lassen havde alle blik for deres embedsbrødres vanskeligestilling, samtidig med at ingen kunde tvivle om deres eget sindelag. De handlede ganske vist meget lemfældigt, selv over for slesvigske embedsmænd af højst tvivlsom pålidelighed, og de

undgik så vidt muligt afskedigelser. Denne handlemåde var ikke blot billig; den var også klog. Naturligvis indbragte den kommissionenskarp kritik fra mænd som Laurids Skau og lians Kriiger. Dr. Hjelholt fielder ingen dom i denne sag. Slesvigholstenernehandlede ganske modsat de danske kommissaTer, idet de straks efter 2'A. april lod det regne med suspensioner og afskedigelserover de loyale Slesvigere, hvad der i del lange lob næppe var til fordel for deres egen sag. Derimod fulgte den danske »immediatkommission«,der i efteråret 1848 trådte i virksomhed, i det store og hele sin forgauigers eksempel, selv om de i sommerens lob forefaldne begivenheder undertiden måtte gore en fastere optræden uundgåelig.

Det var en vanskelig tid al leve i, og man kan ikke undre sig over, at mange tysktalende helstatsmaMid havde sva'.rt ved af tinde den rette kongevej. Dommen over dem blev, historisk set, fældet af deres samtidige, de danske nationalliberale, og del burde være på tide, at den bliver genstand for en omprøvning. Om Sønderjyllands befolkning som helhed bør der ligeledes advares imod en altfor gavmild anvendelse af ord som »dansksindede« og »tysksindede«. Mere træffende vil som regel »loyale« og »illoyale« være, og hvis man anvender betegnelsen »danske«, bør man ikke glemme at tilføje »Slesvigere«.

Der er hermed rørt ved et af bogens hovedspørgsmål. Men Hjelholts bog indeholder meget mere end dette. Med interesse hører man således om, hvorledes den nordslesvigske landbefolkning under Hans Kriigers ledelse skabte en folkevæbning til værn mod tyske friskarer, og H. F. Refslund fik oprettet en stafetlinje af beredne bønder som efterretningstjeneste for (\vn danske hær. Mest belagende er dog skildringen af bøndernes griben til våben i vinteren 1848 -49 for at hinare den slesvighotstenske skatteopkrævning og Iroppeudskrivning, hvad der førte til den for dem så sørgelige »affære« ved Brøns (22. jan. 1849). At forfatteren beretter herom objektivt og roligt, gør ikke virkningen mindre stærk.

Dr. Hjelholts bog om Sønderjylland i 1848 er et værk, der vil blive stående og finde mange læsere, ikke mindst syd for Kongeåen. Den gengivelse af generalstabens kort fra 1846, der følger som tillæg, vil være læseren en kærkommen ledsager på hans vandring gennem de forskellige egne. Forhåbentlig vil værkets afslutning foregå i samme tempo, som det er godt begyndt.