|
Historisk Tidsskrift, Bind 11. række, 6 (1960 - 1962) 1Den danske Rigsdag 1849-1949. Udgivet af Statsministeriet og rigsdagens præsidium. J. H. Schultz forlag.Ole Karup Pedersen
Side 397
Bind I: Rigsdagens historie 1849-1866 (1949) 359 s. Bind II: Rigsdagens historie 1866-1949 (1951) 741 s. Bind III: Rigsdagen og folket (1950) 613 s. Bind IV: Rigsdagens arbejdsmade (1949) 492 s. BindV: Finansloven, administrationen, domsmagten, Det kgl. teater (1953) 689 s. Bind VI: De sonderjyske landsdele, Fseroerne, Gronland, Danmark og Island, det interparlamentariske arbejde, personregister til bd. I-IV (1953) 532 s. Under redaktion af Knud Fabricius, Hartvig Frisch, formand, blev ved sin dod i 1950 aflost pa denne post af Julius Bomholt, Holger Hjelholt, M. Mackeprang, Andr. Meller.
Nogle kritiske betragtninger over planlæggelsen og udførelsen. Det var daværende menige folgetingsmedlem, den nuværende
Side 398
om udarbejdelsen af et historisk værk i anledning af rigsdagens Daværende statsminister Th. Stemning gav udtryk for sin absolutte velvilje over for hr. Bomholts tanke. »Jeg er ganske enig med det ærede Medlem om Værdien af et saadant Værk, hvis det kan tilvejebringes, ikke mindst altsaa for Fremtiden, og jeg er derfor ogsaa enig med ham om, at Sagen bor tages op til Drøftelse med Sagkyndige. Jeg . . kan love det ærede Medlem al Interesse for om muligt at løse denne Opgave.«1 I sin motivering for udarbejdelsen af et sådant historisk værk anførte Julius Bomholt, at der nok i årenes lob var skrevet adskilligt om vor forfatnings historie, rigsdagens arbejde, de politiske partier og de enkelte valgkredses historie, lige som der var fremkommet en del politiske biografier og erindringsværker. Med særlig taknemmelighed og respekt nævnte han Niels Neergaards store værk »Under Junigrundloven«. »Det forekommer mig imidlertid rimeligt«, fortsatte han, »at der forberedes et monumentalt Værk om den politiske Historie, der knytter sig til vor frie Forfatning gennem snart et Aarhundrede, saaledes at dette Værk kan udsendes i Jubilæumsaaret 1949. Det ville være ønskeligt, om vi kunne faa en Fremstilling baade af den almindelige politiske Historie og af de enkelte Valgkredses Historie. Det kunde muligvis blive et af Aarhundredets største videnskabelige Publikationer og et Monument for vor frie Forfatning«2. Værkets 1. og 4. bind udkom i jubilæumsåret 1949, dets 5. og 6. bind i 1953, de øvrige bind i løbet af de mellemliggende år. I betragtning af den lange tid, der er gået siden værkets endelige afslutning og affattelsen af denne anmeldelse, finder jeg det både upåkrævet og overflødigt på dette sted at give en egentlig præsentation af værket og dets indhold i detaljer. Det hører allerede for længst til blandt arbejdende historikeres redskaber og formodes så velkendt af de fleste interesserede, der beskæftiger sig med Danmarks historie i det omhandlede tidsrum, at en så stærkt forsinket præsentation uvægerligt vil få latterlighedens skær over sig. I stedet forekommer det mig langt vigtigere på nuværende tidspunkt om muligt at få værket placeret i dansk historieskrivnings tradition. En del betragtninger over værkets planlægning og redaktionens dispositioner vil dog ikke kunne undgås. Det er indlysende, at planlægningen af så omfattende og vigtigtet 1 Rigsdagstidende 1939-40, Ordentlig Samling, Folketinget, sp. 756 (10. nov. 1939). 2 Sst. sp. 382 f. (25. okt. 1939).
Side 399
afgrænsning stiller een over for en lang række spørgsmål — hvad skal man tage med — hvor skal man holde op? Rigsdagen udgør nemlig ikke et isoleret legeme i det danske statssamfund, der uden ydre påvirkninger følger sin egen udvikling. Det ville være en sørgelig rigsdag, hvis den gjorde det. En rigsdag, der er en sand folkerepræsentation, må genspejle alle de spegede tråde af politiske, økonomiske og sociale interesser, der brydes ude i befolkningen. Ved en skildring af dens historie forfalder man derfor let til at skrive en almindelig historisk oversigt over landets historie — og en sådan haves jo i andre værker — eller, hvis man anlægger et alt for snævert synspunkt, til at give en beskrivelse af institutionen,der, løsrevet fra sin sammenhæng med det øvrige samfund, giver et fortegnet og stærkt forenklet billede af rigsdagens historie. Drager man endvidere forfatningens historie ind i billedet, bliver spørgsmålene ikke færre, idet en forfatnings tilblivelse og videre udformning ikke alene er afhængig af de strømninger, der rører sig på rigsdagen, men i lige så høj grad af de ideer og den opfattelse af forfatningen, der findes i befolkningen uden for rigsdagen. Man får indtryk af, at redaktionen i sine forudgående overvejelser også har gjort sig disse problemer klart. Man har tilsyneladende fundet frem til en løsning, der både skulle give den almindelige politiske historie og et indtryk af rigsdagen som institution. Værkets 2 første bind indeholder hovedsagelig en rent kronologisk opbygget historisk skildring af rigsdagens historie fra 1849 til 1949. Skildringen er opdelt på forskellige forfattere, der redeligt og nøgternt fører læseren fra rigsdagssamling til rigsdagssamling. Livet uden for rigsdagens sale får kun i ringe grad lov til at virke forstyrrende på fremstillingen — til gengæld redegøres der i detaljer for livet inden for murene. Som indgangsportal til det store jubilæumsværk har man valgt at lade Povl Engelstoft skildre den grundlovgivende forsamling. Når redaktionen har fundet det nødvendigt på denne måde at indføre læseren i rigsdagens forudsætninger, ville det forekomme mere rimeligt og mere givende for dansk historieforskning, om man havde ladet en historiker skildre forudsætningerne ude i befolkningen,de tanker, der rørte sig blandt datidens politikere om en folkerepræsentation, og de foreløbere for en sådan, som vi også kender herhjemme. Emnet trænger i høj grad til at blive behandlet, for ganske vist har Hans Jensen i sine 2 bind om stænderforsamlingerneshistorie givet en grundig fremstilling af, hvad der foregik på disse, men i hovedsagen ud fra et institutionelt synspunkt, således at mange af de bevægelser, der rørte sig i befolkningenuden
Side 400
folkningenudenat komme til udtryk på stænderforsamlingerne, lades uomtalt. Savnet af en sådan indledende »åndelig tilstandsbeskrivelse«mærkes endnu tydeligere, når man kommer til Jens Mollers afsnit om forarbejderne til junigrundloven. Forfatteren har her — efter sine egne opgivelser — især holdt sig til udkastet til junigrundloven, aktstykker i tilknytning hertil samt statsrådsprotokollen.Afsnittet er en fortjenstfuld og utvivlsomt værdifuldaktmæssig redegørelse for udkastets vej til endelig lov. Men efter læsningen føler man, at skønt det er en interessant detaljeundersøgelse,gør den ikke een meget klogere med hensyn til forudsætningernefor junigrundloven. Der var dog på den tid, da man planlagde værket, fremkommet så vægtigt et bidrag til datidensidéhistorie og politiske tænkning som Povl Bagges disputats om D. G. Monrads statstanker. Havde det ikke været naturligt som optakt til rigsdagsværket — som forklaring på vor forfatningsforudsætninger — at iværksætte en undersøgelse af andre ledende politikeres statstanker og disse tankers indflydelse eller manglende indflydelse på landets første grundlov? Nu er det ikke min hensigt i detaljer at gennemga hver enkelt afhandling i det historiske afsnit. Jeg skal i stedet holde mig til mere almene betragtninger. Ser man pa det anvendte kildemateriale, der ifolge forfatternes egne opgivelser ligger til grund for fremstillingerne, undres man over, i hvor ringe grad det har vaeret muligt for forfatterne at fremdrage nyt stof. Man kan darligt forestille sig, at det skulle have skortet pa lyst hos de anvendte historikere til at fordybe sig yderligere i deres periode. Maske har tiden vseret for knap — men muligvis har forstaelsen af en sadan grundig opdyrkning af nyt land heller ikke vseret til stede hos de bevilgende myndigheder. Det siger sig selv, at den ville vaere blevet kostbar. Nu har man faet samlet en raekke afhandlinger fra fremragende historikere, der er absolut vserdifulde - eftersom det altid er vserdifuldt at se en periode bedomt af en kyndig historiker —, men som ret beset ikke indeholder va,Isentligt nyt eller mere, end man kan flnde i tidligere fremstillinger om samme periode. Litteraturen om den omhandlede periode er endnu sparsom — forst for ganske nylig har vi f. ex. faet en virkelig grundig undcrsogelse af Venstres stilling til forsvarssagen — og det skal indrommes, at det ville have vaeret et meget stort og tidskrscvende arbejde at foretage selvstsendige undersogelser i det meget omfattende utrykte og trykte materiale. Af ulidelig tynge for fremstillingen er ikke mindst de stadig
Side 401
folketing og landsting. Har redaktionen virkelig anset disse lovtidenderen miniature for nødvendige? Er de beregnet for faghistorikerne,der dog må antages at kende og kunne bruge både lovtidende og rigsdagstidende — eller har man ment, at den alment dannede og interesserede læser kunne afvinde disse lister nogen interesse? Konsekvensen drages i Povl Engelstofts skildring »Underjunigrundloven af 1866«, Bind 11, hvor disse opremsninger ved deres typografiske opsætning tydeligt adskiller sig fra den øvrige text. Vi ved alle fra vor skoletid, at stykker med petit behøver man ikke læse. En i mine ojne alvorlig fejldisposition fra redaklionens side er det krampagtige forsog pa at udelade rigsrddet af skildringen. Man kan naturligvis med fuld ret hsevde, at rigsrad og rigsdag var to vidtforskellige ting — og at opgaven led pa at skrive rigsdagenshistorie. Men opgaven var ogsa at skildre vsesentlige sider af vor forfatnings udvikling. Og kan man egentlig forsta forfatningsudviklingenfra 1855 til den reviderede grundlov af 1866 uden at kende noget til rigsradet og dets virksomhed? Rigsradet overtog behandlingen af en lang rsekke sager, der flk altafgorende betydning for landets udvikling bade forfatningsmsessigt, politisk og ekonomisk. Nar Holger Hjelholt ma skrive, at »bade formelt og reelt var rigsdagen afskaret fra at drofte monarkiets forfatningsforholdog den udenrigspolitiske stilling* (Bind I, s. 274), burde det netop have overbevist redaktionen om det uholdbare i, ud fra en rent formalistisk betragtning, at ville holde rigsradet udenfor. Det lader sig nemlig alligevel ikke gore — for den ukyndigelaeser ma det virke overraskende i samme skildring s. 314 at fa at vide, at i rigsradet, »hvor Holsten jo ikke lsengere var reprsesenteret,forelagde regeringen flere forslag til udvikling og befaestelseaf det dansk-slesvigske fsellesskab«. Det lille »jo« forudsaetterjo, at det omtalte er laeseren bekendt — hvad det ikke er, hvis han ikke har andre vgerker ved handen. Pa samme made savner man en omtale af den slesvigske stsenderforsamling — ogsa den spillede sin meget vigtige rolle i Danmarks forfatningsudvikling.Hele forstaelsen af landets historie og de brydninger, der efter 1866 gor sig gseldende pa rigsdagen, bliver mangelfuld, hvis man — som redaktionen forsoger — overdriver rigsdagens betydning pa tidspunkter, hvor dens indflydelse har vaeret vsesentligt forringet.Det herer dog ogsa med i en skildring af rigsdagens historie at fastsla, at den ikke uafbrudt i 100 ar har vseret respekteret og regnet for landets eneste og vigtigste folkerepraesentation af alle politiske grupper. Ret beset var intet vel mere tiltrsengt end netop en redegorelse for rigsradets og den slesvigske stsenderforsamlingsbetydning
Side 402
samlingsbetydningi tiden forud for 1864 og den rækkevidde disse repræsentationers indsats fik for tiden efter 18(i() i hele vort politiskeliv. For en sådan redegørelse havde jeg gerne undværet flere siders referat af folketingets forhandlinger om juridiske embedsmændsog præsters aflønningsfonner. Også udenrigspolitikken er højst stedmoderligt behandlet. Og netop for Danmark må udenrigske forhold spille en meget stor rolle også i vor indenrigspolitik. Nu ved jeg meget vel, at regeringerne o]) til 1. verdenskrig i det store hele anså udenrigspolitik for noget rigsdagen uvedkommende, som de kunne fore på egen hånd på kongens vegne. Her har redaktionen åbenbart igen valgt en alt for snæver definition af den stillede opgave og ikke villet åbne vinduerne til rigsdagens sale og derved sætte den i et virkelighedsnært forhold Lil de begivenheder, der dog måtte give dønninger inde i kamrene. Om mineudlægningsforhandlingerne i august 1914 hedder det således, at »disse forhandlinger tilhører ikke direkte rigsdagens historie« (Bind 11, s. 273). Direkte eller indirekte — de hører dog med til en forsvarlig skildring af vort forfatningsliv og blev senere genstand for heftig ordvexling mellem regering og opposition om ansvaret for Danmarks udenrigspolitik. I et særligt afsnit i 4. bind behandler P. Munch det udenrigspolitiske nævn. Men — som det er naturligt på det sted - - giver han kun en skildring af nævnets ydre rammer og arbejdsform. Løsrevet fra sin sammenhæng i fremstillingen af rigsdagens almindelige udvikling kan dette afsnit på ingen måde erstatte en fyldig redegørelse for udenrigspolitikkens betydning for begivenhederne på rigsdagen eller landets almindelige politiske forhold. Sammenfattende kan det siges om den historiske afdeling af værket, at den i høj grad præges af en trang til at ville medtage og berette om alt, hvad der er foregået på rigsdagen. Stort eller småt --- næsten alt anføres, og man kunne få det indtryk efter læsningen, at drøftelser om havneanlæg eller afvandingsprojekter havde haft lige så stor betydning for landets politiske og forfatningsmæssige udvikling som principielle debatter om folketingets stilling over for landstinget og kongens ret til at udnævne sine ministre uden hensyntagen til folketingets flertal. I mine øjne ville meget have været vundet, om man havde ladet forfatterne fordybe sig mere i enkelte, afgørende punkter i rigsdagens udvikling. Om man på disse punkter havde formået at kaste nyt lys over deltagernes indstilling og motiver - - og så iøvrigt tydeligere havde bestræbt sig på at optrække de lange linier i den danske forfatningsudvikling. Redaktionen har formentlig også selv folt, at rigsdagen og forfatningenikke
Side 403
fatningenikkelod sig skildre udelukkende set fra de skiftende rigsdagsbygninger. Værkets 3. bind bærer som undertitel »Rigsdagenog folket«, og ifølge forordet til dette er det på initiativ af professor Knud Fabricius, at man i 1944 vedtog at indføje dette bind i værket. Bindets første afsnit om rigsdagen og vælgerne indeholder stof af afgørende betydning til forståelsen af forholdet mellem vælger og rigsdagsmand. Det viser sig, at en sådan speciel afhandling om et mere afgrænset emne reelt giver læseren mere end den roligt fremadskridende skildring. Men i dette afsnits afhandlingom valghandlinger og valgmøder savner man fuldstændig en vurdering af de moderne meddelelsesmidlers indflydelse på valghandlingerne. Del var dog vist nok så tidligt som 1929, at Victor Piirschel gik til mikrofonen for at opflamme vælgerne til at stemme konservativt. Og alle der har oplevet 30'ernes valgkampemed festligt smykkede radiovogne, der kørte rundt i gaderne og spillede partiernes slagsange på de populæreste døgnmelodier,vil savne en vurdering af denne form for valgpropaganda.Hvorfor har partierne forladt den igen? Skyldes det en mere civiliseret indstilling blandt vælgerne — eller er det simpelthenudtryk for voxende sløvhed og uopflndsomhed i de politiske partier? Men bortset fra disse afhandlinger giver bind 111 ikke væsentlige bidrag til forståelsen af rigsdagens historie. De enkelte partiers historie er forfattet af partitro penneførere og afslører intet. Afhandlingen om rigsdagen og erhvervslivet er hovedsageligtrefererende uden mange forsøg på en vurdering af erhvervsorganisationernesindflydelse på rigsdagens arbejde. Også i de resterende tre bind gør man den erfaring, at guldkornene i dette, værk skal hentes i enkelte specialafhandlinger. Jeg føler grund til særligt at fremhæve Svend Clausens allerede yndede afsnit om Talernes Præg (Bind IV) og Albert Olsens og C. V. Bramsnæs' afhandlinger om de finansielle forhold (her afsløres igen, hvor håbløst det er at ville holde rigsrådet ude af værket). Til gengæld undrer man sig noget over, med hvilken begrundelse redaktionen har valgt at ofre et særligt afsnit på forholdet mellem rigsdagen og Det kgl. teater. Hvorfor så ikke en afhandling om forholdet til universitetet — eller enhver anden omdebateret statsinstitution? En samlet vurdering af rigsdagens forhold til kulturlivet ville have været af langt større værdi. Afsnittene om rigsdagen og de sønderjyske landsdele, Færøerne, Grønland og Island falder i nogen grad uden for værkets naturlige rammer, men lader sig formentlig begrunde med rigsdagens særlige forhold til disse områder. Endelig afsluttes værket med et register for alle G bind. Redaktioncnhar
Side 404
daktioncnhardesværre anset det for tilstrækkeligt med et personregister.Stednavnene drukner ganske - - og hvad værre er, sagområderne er besværlige at oplede. Det burde efter min mening være forbudt - gerne ved lov at udsende et værk som dette uden sagregister. Inden jeg forsoger al placere værket i dansk historieskrivning Sproget er naturligvis meget forskelligt, eftersom der er anvendt adskillige forfattere. Men alt for mange afsnit skæmmes al' overdreven brug af unødvendige fremmedord og uklare konstruktioner. Er det virkelig nødvendigt at betegne grundlovsudUastet som en »novitet« (Bind I, s. 33) eller at fortælle, »at man ikke burde denuneiere de nationalt uangribelige« (Kind 11, s. (573) eller, at »»Social-Demokraten« kunne ikke expatrieres« (Bind 111, s. 409), eller betegne et udvalg som »paritetisk sammensat« (sst., s. 424)? Ligger der bag denne anvendelse af »daniseret latin« en tro på, at afhandlingen derved skulle blive mere videnskabelig? Men, »Daniseret latin gør ikke en fremstilling mere videnskabelig, når den samme tanke kan udtrykkes med samme klarhed på almindeligt dansk«1. Andre steder møder man den overhåndtagende anglo-amerikanske indflydelse. Vil man endelig gå til udlandet for at hente udtryk til at beskrive Konservativ Ungdoms indsats i 30'erne, falder »Kampfgeist« lige som lidt naturligere end »fighting spirit« (Bind 111, s. 298). Illustrationerne til værket gør et meget højtideligt og rværdigt — men illustrerer ofte ikke så meget, som man kunne ønske. Vi kender disse billeder af den grundlovgivende forsamling, kongen til hest over grænsen og næsten »ovale« portrætter af fremtrædende politikere fra utallige andre fremstillinger. Vi har i de danske vittighedsblade et illustrerende stof af stor betydning — hvorfor har man ikke udnyttet det? Det giver i få men iøjnefaldende streger fortrinlige karakteristikker af såvel personer som situationer, der langt overgår det anvendte billedmateriale. Det ville have livet svært op på det i forvejen meget tunge og næsten lidt for højtidelige værk. Vel var det et stort og ærværdigt jubilæum — men rigsdagens værdighed havde ikke lidt noget skår ved at blive mindet om tegningerne i »Punch«, Alfred Schmidts streg eller Jensenius' evne til at ramme i plet. Skal man endelig forsøge at placere det foreliggende værk i dansk historieskrivnings tradition, må man først gøre sig klart, om værket er ment som et videnskabeligt eller populært værk. Begge hensigter lader sig i den foreliggende situation udmærket 1 Poul Meyer: Politik (1959), 34.
Side 405
forsvare, idet det også må hore til historikernes pligt at delagtiggøreandre end deres fagfæller i de nyeste resultater inden for forskningen af vort lands historie. Og anledningen - rigsdagens 100 års jubilæum — kunne i lige høj grad indbyde til en lettilgængeligfremstilling, der med udbytte kunne læses af enhver, som til en mere videnskabeligt betonet behandling af rigsdagens og forfatningens historie. Man må dog under alle omstændigheder træffe et valg. Som anført ventede man fra visse sider, at dette kunne blive et af århundredets største videnskabelige publikationer.At det ikke er lykkedes — og vist ikke engang tilsigtet af redaktionen— fremgår formodentlig af det foregående. Redaktionen har åbenbart i højere grad tilsigtet en fremstilling, der skulle kunne blive hver mands eje — en bog, der skulle blive læst med interesse af bonden, arbejderen, højskoleeleven og den historiestuderende.Jeg kan vanskeligt tro, at dette er blevet tilfældet. Værkets højtidelige statelighed og den ikke altid lige letflydende fremstilling gør det ikke til folkeeje- Havde redaktionen i højere grad gjort sig klart, om værket skulle være populært eller videnskabeligt, ville dets betydning formentlig have været større. Nu fristes man til at mene, at redaktionen har sat sig mellem de berømte to stole. Og man fristes samtidig til at henvise til det næsten samtidige værk om den svenske rigsdags historie, der udkom i årene 1931—371. Det bør retfærdigvis nævnes, at man i Sverige havde langt flere forudgående afhandlinger at bygge på, og at det spænder over et betydeligt større åremål. Men sammenligner man de to værker for perioderne henholdsvis i Danmark 1849—1949 og i Sverige 1866— 1935, bliver man slået af den langt fastere opbygning der præger det svenske værk. Svenskerne har valgt at give en rent videnskabelig fremstilling, hvis værdi for fremtidens historikere er uomtvistelig. Der er i Sverige skabt et værk om rigsdagen og forfatningen, som vi endnu må savne her i landet. Værket rejser så godt som ingen problemer — peger ikke på uløste opgaver eller stiller spørgsmålstegn ved godtagne opfattelser af vort forfatningsliv. Godtages denne fremstilling af senere historikere,vil de få det indtryk, at i 1848 indførtes demokratiet i Danmark og siden er det gået i übrudt linie fremad — måske med undtagelse af den triste periode under Estrup og så altså det kedelige mellemspil med rigsrådet, som nu slet ikke kommer forfatningen ved. Det er et forenklet og urigtigt billede af forfatningsudviklingeni Danmark. Var der i hele perioden almindelig enighed om demokratiet i den form, vi kender det i dag? Var 1 Sveriges Riksdag 1435-1935, Bind I-XVII, Stockholm 1931-37.
Side 406
der ikke så sent som i 30'erne stærke tendenser herhjemme, der gik imod det parlamentariske demokrati og benægtede dets fordele?Var alle i 1949 så rorende enige om, at vort demokrati er eet af de bedste i verden? Sporgsmål som disse kunne med udbyttevære rejst i værket og ville i hoj grad have foroget dets værdi for eftertiden. I sin omtalte tale i folketinget afsluttede Julius Bomholt med at sige, at »et saadant Arbejde vil faa varig national Betydning, og bidrage til, at Aaret 1949 kan fejres i Former, der svarer til Styrken i vort Demokrati og til vor ForfatningsBetydning iet Aarhundredes danske Historie1.« Men man viser ikke vor forfatnings styrke ved at lade kritik og tvivl være uomtalt. At den har overlevet denne kritik og opretholdes trods tvivl er for mig mere tegn på dens styrke end det, at man ved festlige lejligheder forsøger at udglatte modsætningerne og tilslørede meningsbrydninger, der er forudsætning for liv. Værket om den danske rigsdags første 100 år er i flere henseender enestående. Men mest bemærkelsesværdigt set i sammenhæng med dansk historieskrivning er det, at det mig bekendt er første og hidtil eneste gang i Danmarks historie efter indførelsen af den frie forfatning, at den nye statsforms »magthavere«, den folkevalgte repræsentation, har henvendt sig til danske historikere med så stor en opgave. Der blev stillet midler til rådighed, og man bad historikerne om at skildre rigsdagens og forfatningens historie i det forløbne hundredeår. Man kan hos Ellen Jørgensen læse om, hvordan de unge monarkier i det 18. århundrede »tog Historien i Tjeneste, skaffede sig gode Penne, lagde Arbejdet til rette og bekostede større Værkers Udgivelse2.« Også enevælden forstod meget vel værdien af gode penne til at skrive monarkens og rigets historie. Med det foreliggende værk har man lejlighed til at erfare, Nu skal det retfærdigvis indrømmes, at arbejdsvilkårene ikke var de bedste. 2. verdenskrig var udbrudt, inden man fik begyndt på arbejdet, og på grund af besættelsen blev den egentlige påbegyndelse af arbejdet udskudt til 1944. Mange af forfatterne var i krigens år ude af stand til systematisk arbejde — vore arkiver evakuerede de værdifuldeste arkivalier, der på den måde blev utilgængelige for forskningen. Rent psykisk indbød tiden vel heller ikke til stille syslen med fortidens problemer. Det bratte skifte i redaktionen i løbet af 1944—45 har i'ormentligheller 1 Se note 1, s. 2. 2 Ellen Jorgensen: Historieforskning og Historieskrivning i Danmark indtil Aar 1800 (1931), 85.
Side 407
mentlighellerikke lettet arbejdet med planlægningen af værket. Det fremgår af forordet til 1. bind, at opgaven oprindelig var overdraget Institute! for Historie og Samfundsøkonomi, hvis formandvar daværende udenrigsminister, dr. phil. P. Munch. I august1944 nedsatte rigsdagens præsidier et udvalg bestående af fire historikere til på deres vegne at føre yderligere forhandlinger og træffe afgørelse om den endelige plan. I 1945 overtog dette firemandsudvalg sammen med to repræsentanter for statsministerietfuldstændig redaktionen af værket. Institutet forsvandt således helt ud af billedet, for i sin indtræden i den nye redaktion understregede P. Munch, at det ikke var som Institutets formand, men som statsministeriets ene repræsentant, at han deltog. Man må gå ud fra, at mange dispositioner, der allerede var truffet af Institutet, og forarbejder, der var gjort af de medarbejdere, som Institutet havde indgået aftale med, er gået tabt. Motiveringen for dette skifte i redaktionen kan man kun gisne om, men det er indlysende, at de bevilgende myndigheder gennem skiftet har skaffet sig mere hånd i hanke med værkets udformning. Dette giver een det indtryk, at det man ønskede, hverken var et af vort århundredes største videnskabelige publikationer eller et monument for vor frie forfatning, men simpelthen et festskrift på bestilling på samme måde, som ethvert større firma med respekt for sig selv lader udarbejde skrifter i anledning af runde jubilæer. Om man så føler at have fået, hvad man ønskede, skal jeg ikke kunne udtale mig om. Men dansk historieskrivning har — trods alle gode oplysninger og værdifulde betragtninger — ikke fået det værk om rigsdagen og vor forfatning, som man i så høj grad savner, og som der syntes at være en sjælden lejlighed til |